Kierkegaard og Paulus

Der ligger et lille hængeparti her på bloggen. Nå ja, der vil nok selv efter dette indlæg fortsat ligge et sådant. Det har med forholdet mellem kristendom og islam at gøre. Jeg har svært ved at blive færdig med at analysere og klargøre dette forhold. Ja, jeg véd godt, at det ikke er mere end nogle dage siden jeg sidst var igang med emnet, se her. Men nu tager jeg det altså frem igen.

Også denne gang under mit favoritsynspunkt: forholdet til ”den naturlige lov”; islam nægter, at der er en naturlig lov, kristendommen anerkender det.

Nu gøres det hele imidlertid indviklet af, at der er kristne teologer, der ligesom islam nægter, at der er noget, der hedder ”den naturlige lov”. Først og fremmest den svejsiske teolog, Karl Barth (1886-1968). Han var påvirket af Kierkegaard ikke mindst på dette punkt. Og man skulle derfor tro, det var umuligt at bruge Kierkegaard netop som bannerfører for tanken om den naturlige lov, men det er ikke desto mindre, hvad jeg agter at gøre.

Kierkegaard har i Kjerlighedens Gjerninger skrevet et ganske vidunderligt stykke om Peters fornægtelse. Og da han dèr ganske klart og tydeligt fortæller os, hvad en åbenbaring er i kristen forstand og dermed vistnok modsiger sig selv, dog uden rigtig at gøre sig det klart, skal dette stykke her citeres.

Han skildrer fornægtelsen meget dramatisk. Og han gør det på den måde, at han prøver at skildre, hvordan vi mennesker ville handle, om vi var i Kristi sted, hvad vi ville tænke, når vi hørte Peders fornægtelse, hvordan vi ville reagere på denne fornægtelse, hvordan vort blik mod Peder ville være. Og det er på ingen måde sådan, at Kierkegaard skildrer os som nedrige mennesker. De tanker, han lader os give udtryk for, er yderst højmodige tanker. Man kunne forestille sig et hadsk blik. Men nej, sådan ville vi mennesker ikke se på Peder, ikke om det var et højmodigt menneske, der var tale om.

Dersom Dette var skeet Dig, ikke sandt, da vilde Du allerede ansee dette for høimodigt af Dig, om Du, istedenfor at tænke paa Hevn, vendte Dit Øie bort fra ham og sagde ved Dig selv: »jeg gider ikke see den Forræder for mine Øine«! – Hvor anderledes handlede Christus! Han vendte ikke sit Øie bort fra ham for ligesom at blive uvidende om, at Peder var til, han sagde ikke, jeg vil ikke see den Forræder, han lod ham ikke skjøtte sig selv, nei, han »saae paa ham«, han indhentede ham strax med et Blik, havde det været muligt, visseligen han havde ikke undladt at tale til ham. Og hvorledes saae Christus paa Peder? Var dette Blik frastødende, var det som et Blik til Afskeed? O, nei, det var som naar Moderen seer Barnet ved dets egen Uforsigtighed i Fare, og nu, da hun ikke kan komme til at gribe Barnet, indhenter det med sit vel bebreidende men ogsaa frelsende Blik. Altsaa Peder var i Fare? Ak, hvo kan ikke indsee det: hvor tungt for et Menneske at have fornegtet sin Ven! Men den forurettede Ven kan i Vredens Lidenskab ikke see, at den Fornegtende er i Fare. Dog han, der kaldes Verdens Frelser, han saae altid klart, hvor Faren var, at det var Peder, som var i Fare, Peder, som skulde og maatte frelses. Verdens Frelser saae ikke feil og saae sin Sag tabt, hvis Peder ikke ilede med at hjælpe ham, men han saae Peder tabt, hvis han ikke ilede med at frelse Peder. Mon der lever eller har levet noget eneste Menneske, som ikke kan forstaae dette, der er saa klart og saa indlysende, og dog er Christus den Eneste, som saae dette i Afgjørelsens Øieblik, da han selv var den Anklagede, den Dømte, den Forhaanede, den Fornegtede. – (|9, 170)

Det, der her er det afgørende, er det, han skriver til sidst: der har ikke levet et eneste menneske, som ikke kan forstå dette, for det er klart og indlysende.

Her tilslutter Kierkegaard sig, uden at være opmærksom på det, tanken om den naturlige lov. Denne tanke siger, at mennesket med sin fornuft kan indse, hvad det gode er. Og ikke sandt, efter at have skildret det gode i denne situation, kalder han det så klart og indlysende, at enhver kan se det.

Man skal dog gøre sig klart, at det gode her er skildret i en situation, oven i købet en situation, hvor et forhold mellem to personer er ved at gå i stykker, men søges reddet af den ene af de to. Og man skal også gøre sig klart, at dette, at ethvert menneske kan forstå det, ikke forhindrer, at der er nogen, der ikke forstår det, før det bliver fortalt, som Kierkegaard her fortæller det. Har de fortrængt det indtil da? Ja, måske.

Der ligger en modsigelse her, og Kierkegaard tilspidser sagen ved i Philosophiske Smuler at hævde, at den lærende, altså den, der skal lære, hvad det gode er, ikke, som hos grækerne befinder sig i sandheden, men befinder sig i usandheden. Læreren må derfor udover at bibringe ham sandheden også bibringe ham betingelsen for at forstå sandheden. Se f.eks. |4, 223.

Mennesket befinder sig i usandheden. Her gøres fortrængningen permanent, og det, der i Kjerlighedens Gjerninger kunne klares med en fortælling, skal her klares ved at give mennesket en særlig betingelse for at forstå sandheden.

Disse tanker er det, Karl Barth har grebet og taget ved lære af. Han fornægter fuldstændig al tale om nogen naturlig lov, om nogen forudforståelse hos mennesket, om noget, der ligger i kim og skal fremkaldes af Guds ord. Nej, Guds ord kommer til mennesket ”senkrecht von oben” lodret fra oven, og øver sin indflydelse på overnaturlig måde.

Svarende dertil må det, mennesket skal gøre, bibringes det gennem en særlig skriftudlægning, for det véd jo ikke af sig selv, hvad det gode er, så stor en synder er det.

Og det er i grunden det samme, som muslimerne siger. Også de mener, mennesket har en mangel med hensyn til erkendelsen af det gode, og at denne mangel kun kan afhjælpes gennem en guddommelig åbenbaring. Blot må man indrømme, at hvis det er forudsætningen, så har muslimerne langt bedre kort på hånden end de kristne, der vil bruge bibelen som en lovbog. For mens koranen i sig selv er formuleret som Guds ord til menneskene, altså som en guddommelig lovbog, er bibelen snarere formuleret som en inspirationskilde fra de første kristne til os.

Man kommer derfor næsten altid ualmindelig dårligt af sted med at forsøge at uddestillere en guddommelig bestemmelse af bibelen.

Der var en overgang en ret hæftig diskussion om tilladeligheden af kvindelige præster i folkekirken. Modstanderne hæftede sig især ved Paulus’ ord i 1 Kor 14,34:

Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger.

Men det er højst usikkert, om dette har med præstefunktionen at gøre. Af 1 Kor 11,5 fremgår det, at også kvinderne bad og talte profetisk i de korinthiske menigheder. Og vil man endelig være bibeltro, er det lidt mærkeligt, at man for lang tid siden har ladet hånt om en bemærkning i 1 Tim 2,12, hvor Paulus – eller rettere: forfatteren, for man regner brevet for et uægte Paulusbrev – har sagt, at ingen kvinde kan være lærer.

Dertil kommer naturligvis de steder, der mere direkte vender sig imod al lovtrældom, f.eks. 1 Kor 10,23:

Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op.

Hvordan kan man fastsætte nogen regel i en menighed, hvor alt er tilladt?

Eller det sted, som måske tydeligst fortæller, at Paulus er tilhænger af den naturlige lov. I Rom 2,14 skriver han:

For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden.

Dette er dog kun den teoretisk side af sagen. Der er et sted i de paulinske breve, som viser dette udført i praksis. Jeg tænker på det lille, uanselige brev til Filemon på kun ét kapitel. Filemons slave, Onesimus, er flygtet fra ham, er kommet til Paulus i hans fangenskab og af Paulus blevet ført frem til kristendommen. Paulus sender så Onesimus tilbage til hans herre, medtagende en bønskrivelse, vort nuværende brev til Filemon.

Det vil sige: bønskrivelse? Det er alt muligt andet. Det er et underfundigt gækkebrev, hvor der står en masse mellem linjerne, hvor altså Filemon selv skal gætte, hvad det er, Paulus vil have ham til at gøre, og hvor også vi efterlevende må bruge vor fantasi for at finde ud af, hvad meningen egentlig er.

Man kan sige, at mens Kierkegaard gennem sin fortælling med de mange muligheder for reaktion fra Kristi side gør os spændte på, hvordan vel da Kristus kunne reagere, hvilket blik han mon vil sende mod Peter, ja, så at sige får os til at gætte med, men jo også gennem fortællingens slutning selv ”får tiøren til at falde”, så vi sammen med ham kan sige: ”Ja, selvfølgelig, sådan må det have været!” – mens Kierkegaard så at sige selv skubber til tiøren, så den falder, så bringer Paulus Filemon – og os – i en tilsvarende spænding, men undlader omhyggeligt at skubbe til nogen tiøre, den må hos os falde helt af sig selv. Og hos nogle fortolkere er den faktisk ikke rigtig faldet, trods Paulus’ anstrengelser for at bringe den til fald.

Sagen er, at Paulus vil have Filemon til at frigive Onesimus, blot har han besluttet, at han ikke vil sige det direkte til ham, at det er det, han synes, han skal gøre. Han vil derimod, at beslutningen skal være Filemons egen, det skal være noget, han selv kommer i tanker om at gøre som en passende gerning i menigheden. Og hvordan i alverden får man sagt noget uden at sige det? Hvordan får man en tiøre til at falde hos den anden, når man har besluttet sig for, at man under ingen omstændigheder vil skubbe til den?

Det er dette brevs gåde, det er det, der gør det til et finurligt brev, men jo samtidig til ét af de sjoveste breve i det ny testamente.

Nå, jeg ser ved at søge på ordet ”Filemon” i denne blogs udmærkede søgefelt, at jeg faktisk har skrevet om Filemonbrevet utrolig mange gange tidligere. Det havde jeg overset. Men så meget des bedre. Så kan jeg nøjes med at henvise til et par af disse tidligere indlæg, og så ellers gå videre med det, der er specielt dette indlægs tema.

Jeg havde f.eks. den 20-12 2007 et indlæg med titlen ”Kan Paulus være morsom?”, se her. Og det er – rigtigt gættet – såmænd Filemonbrevet, jeg dèr tager frem for at vise, hvordan Paulus tager gas på Filemon og senere, hvor han besøger Filemon, får sig en hjertelig latter sammen med Filemon over, at Filemon gik lige i fælden. I indlægget lige forud har jeg prøvet at vise, at det er mig, der er bibeltro, mig, det har denne fortolkning af f.eks. Filemonbrevet, ikke fundamentalisterne. Den tanke dukker op igen her, hvor jeg ser på Filemonbrevets syn på slavefrigørelse og når til det resultat, at man misforstår det ny testamente, hvis man vil forsøge at uddestillere en eller anden forestilling om slavefrigørelse eller slaveaccept af skriftet, hvis man altså vil have testamentet til at svare på de spørgsmål, man i sin lovfromhed stiller til det: Hvad må man, og hvad må man ikke?

Men dette indlægs tema er lidt anderledes. Det har noget med en faldende tiøre at gøre. Det har noget med almindelig pædagogik at gøre, for al pædagogik går ud på at få tiøren til at falde for barnet: det skal selv kunne forstå, indse, hvordan tingene hænger sammen, det skal gå for barnet sådan, at det med ét forstår. Og det er jo det mærkelige, det er det, der er pædagogens hemmelighed, en hemmelighed, der dog ligger åbenlyst fremme i dagen: Hvordan forklare sagen, så barnet af sig selv godtager det resultat, der nås frem til, altså ikke tager det hen på lærerens autoritet, regner med, at fordi læreren har sagt det, så forholder det sig sådan, men selv forstår det, for egen regning og risiko tilslutter sig det.

Den pædagogik gælder indenfor kristendommen. Og indrømmet: det lyder indviklet, ja direkte umuligt, når det, der skal gøres af den højre hånd, ikke må blive bekendtgjort for den venstre (Matt 6,3), eller når det, der bringer frelse på dommens dag, er noget, man på ingen måde har gjort med henblik på dommens dag (Matt 25,40). Og dog er det enkelt og ligefremt. Den gode gerning indenfor kristenheden består jo blot i at leve i kald og stand, i at fungére i det forhold, hvori man står til sit medmenneske, som ægtefælle, som ven, som arbejdskammerat. Og vi er jo på ingen måde ladt i stikken, når vi skal finde ud af, hvad vi skal gøre. Som regel klarer vi det også meget godt, vi udsættes ikke for de store dilemmaer. Det, der fortæller os, hvad vi skal gøre, er de sociale betegnelser, mand, hustru, bror, søster, ven osv. I disse betegnelser ligger en manual for, hvad vi skal gøre, en manual, som vi selv skal udfylde på netop vores måde, en manual, som derfor bliver forskellig fra menneske til menneske, men som alligevel er tildannet af traditionen, af samfundet på en måde, så der kan komme ikke blot et fornuftigt samarbejde ud af det, men gode og ægte forhold mellem det ene menneske og det andet.

Gode og ægte forhold baserer sig på tillid, fortrolighed, kærlighed.

Ibn Khaldun, en muslimske lærd fra middelalderen (1332-1406), har i sit store værk Muqadimma beskrevet, hvordan frugtbar undervisning kan finde sted (Kap 5, afsnit 50). Her hedder det, at man, hvis man skal opnå nogen videnskabelig lærdom, må kunne diskutere og forsvare sin opfattelse:

Nogle af dem (eleverne) tror, de har opnået denne evne. Men når de kommer i diskussion eller disput, eller når de skal undervise, viser deres videnskabelige evne sig at være mangelfuld. Den eneste grund til denne mangel er, at de mangler instruktion, sammen med en afbrydelse af den videnskabelige tradition. Bortset fra det kan den viden, de kan memorere, være mere omfattende end ældre videnskabsmænds, fordi de lægger så megen vægt på at memorere. De tror, at den videnskabelige evne er identisk med at memorere kundskab. Men sådan forholder det sig ikke.

Det er en god og rigtig iagttagelse. For det drejer sig jo netop om at få tiøren til at falde for eleven, for enhver elev, også en elev i en muslimsk skole. Men Ibn Khaldun ser ikke, hvordan den muslimske tradition modsiger denne selvstændige tænkning indenfor videnskaberne. Han levede jo også i den sidste del af den glorværdige muslimske glansperiode. I dag har memoriseringen indenfor islam taget fuldstændig over. Koranskoler er skoler, hvor drengene lærer koranen udenad. Og noget sådant kan de ikke bruge til ret meget i vore dage.

Men ak, på alle andre områder gælder også denne muslimske regel: Du skal bare vide, hvad der er haram og hvad der er halal. Så behøver du ikke selv at tænke.

På den måde sættes det hårdt op. Og det skal det også sommetider gøres. Men vi skal ikke glemme, at også mange kristne har en rem af huden, har denne tendens i os til hellere at ville have en fast regel at gå efter end selv at skulle finde ud af tingene.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Kierkegaard og Paulus

  1. Pingback: Filosofi versus teologi | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s