Politisk økonomi

Der er to økonomiske grundsætninger, som normale politikere retter sig efter. Jeg siger ikke, at disse grundsætninger er sande, jeg siger heller ikke, at der er enighed blandt økonomer om dem, men jeg siger, at den konsensus, der synes at have udviklet sig mellem økonomer og politikere, har bevirket, at man retter sin politik mere ind efter sådanne grundsætninger end efter en mere ”ren” økonomisk teori.

Den ene grundsætning – som altså muligvis er falsk – siger, at det for et land drejer sig om at kunne sælge så mange varer som muligt; derved kan man nemlig få så mange som muligt i beskæftigelse.

Den anden grundsætning – som heller ikke har det for godt i virkelighedens verden – siger, at det er skamfuldt for et land at devaluere: en stærk valuta, stigende boligpriser, lav arbejdsløshed er tegn på, at politikerne har gjort det godt, når de drejede på de økonomiske håndtag, de havde til rådighed.

Det kedelige ved disse grundsætninger er nu blot, at de til en vis grad strider mod hinanden. Derfor kan det være svært for politikere at finde deres egne ben. De skal balancere mellem forskellige krav fra forskellige befolkningsgrupper.

Tag den første grundsætning! Det er jo for så vidt rigtigt nok med den betragtning. Blot medfører denne grundsætning, at man må vende sig imod frihandel. For gennem frihandel risikerer man, at den hjemlige arbejdskraft udkonkurreres af et fremmed lands arbejdskraft. Det kan man snildt kompensere for ved at operere med flydende valutakurser. Hvis et lands arbejdslønninger stiger for stærkt, bliver dets varer for dyre. Men har man flydende valutakurser, vil de stigende lønninger føre til en lavere kurs, der igen vil gøre varerne konkurrencedygtige.

Men dette med flydende kurser har man blot bildt sig ind er noget skadeligt noget. Og derfor stilles især socialdemokratiske regeringer i et vist dilemma, hver gang der skal være overenskomstforhandlinger. Man prøver eventuelt via trepartsforhandlinger at få arbejdersiden til at optræde ”ansvarligt”, for man vil så nødig devaluere, det tror man jo er særdeles skadeligt for økonomien. Men på den anden side vil man også nødigt have det til at se ud, som om aktionærerne løber med hele kagen.

Derfor har der omkring dette med faste kurser dannet sig en sær konsensus mellem økonomer og politikere: Man vil fra politisk side nødig af med de faste valutakurser. For gennem dem kan man ”tvinge” arbejdersiden til at holde igen; gennem dem kan man så nogenlunde bibeholde status quo. Man tænker med gru tilbage på tiden i halvfjerdserne med de stadig tilbagevendende devalueringer, med dyrtidsreguleringer og en ikke helt lille inflation. Alle disse vanskeligheder skyldtes i virkeligheden, mente man, at arbejderne forlangte for meget i løn ved overenskomstforhandlingerne. Så snart man med Schlüter-regeringen fik en fast kurs, ændrede dette sig: inflationen aftog, dyrtidsreguleringen afskaffedes, man følte selv, at man fik nogenlunde styr på økonomien.

Men verden har forandret sig. For en fast kurs, hvad er det? Er det en fast kurs i forhold til D-marken, i forhold til dollaren eller i forhold til pundet? Vi holdt herhjemme på D-marken og senere på euroen, men de flydende kurser i forhold til dollar og pund måtte vi acceptere. Og vi har da kunnet handle med disse lande alligevel.

Disse holdninger hos danske politikere kan genfindes i de fleste lande i Europa. Blandt andet derfor har tilslutningen til euroen blandt politikere været så stor: man mente gennem den fælles valuta at kunne få ro på de økonomiske forhold, fordi arbejdersiden selv kunne indse det fornuftige med løntilbageholdenhed; derved kunne man bedre bevare sine arbejdspladser, for man måtte erkende, at man ved for store lønstigninger ville få stigende arbejdsløshed. Det var noget, de ydre forhold tvang igennem, var man enige om, selv om det var forkert: det var de faste kurser, der tvang det igennem, og de var indenrigspolitisk bestemt.

Faktisk var der et tidspunkt – i firserne var det vist – hvor man opererede med tanken om at få dannet et europæisk LO. Men tanken gik i sig selv, formentlig fordi de forskellige landes arbejdskraft var organiseret på vidt forskellig måde.

Men euroen fik vi. Og overbevisningen hos diverse politikere om, at euroen er en god idé, sidder næsten urokkelig fast hos dem. De mener, tidligere tiders erfaringer med de stadige devalueringer understøtter den.

Som sagt har verden forandret sig. Og vi har nu haft euroen så længe, at de negative virkninger af den fælles valuta begynder at vise sig. For et års tid siden var det Grækenland, der var i alvorlig fare for at falde ud af dette samarbejde, man talte om muligheden for et ”Grexit”, altså ikke ud af EU, men kun ud af eurosamarbejdet. Jeg skrev lidt om det her, hvor man både kan læse Lars Seier Christensens forslag om, hvordan euroen burde nedbrydes til en fire eller fem valutaer, og Morten Messerschmidts advarsel mod euroens ensrettende kræfter. Endelig citerede jeg også Christen Sørensen, som repræsentant for de økonomer, der retter for meget ind efter politikerne.

Problemet er, at man med euroen har skabt et ideal om, at ”one size fits all”. Der tages stadig ikke hensyn til, at landenes økonomi, herunder både løndannelse og produktivitet, udvikler sig forskelligt. Dette er for så vidt efter eurokraternes ønske. For de vil gennem den tvang, der pålægges landene med den fælles valuta, have EU’s centrale institutioner til at fremstå som redningsmændene. Målet er Europas Forenede Stater.

Verden har forandret sig. Og det var ønskeligt, at politikerne ville forandre sig med den. Altså forandre sig, så de griber til andre midler end de hidtidige, forandre sig, så deres angst for de flydende valutaer forsvandt, forandre sig, så de kunne se, at deres ønske om større selvstændighed for de enkelte lande er umuligt at gennemføre, sålænge euroen udøver sine tvingende kræfter.

Marine le Pen har haft en kommentar i New York Times, og Berlingske har oversat, se her. Hun mener, at EU er et bur, hvori de europæiske folk holdes fanget. Men euromedlemmerne er værre stedt end briterne. For om euroen gælder det, at

Af ideologiske grunde tvinges forskelligartede økonomier til at anvende den samme valuta, selv om det så koster dem den sidste skjorte. Det er en moderne udgave af Prokrustes’ seng, og folket har ikke længere noget at sige.

Om Brexit og EU’s reaktion derpå siger hun:

Enten tillader den [dvs unionen, rr] briterne at vælge deres egen kurs i al fredsommelighed, og derved risikerer den, at det danner præcedens: Den politiske og økonomiske succes for et land, der har forladt Den Europæiske Union, ville tydeligt udstille unionens dårligdomme. Eller også vælger unionen, som den dårlige taber, at lade briterne betale for deres frafald ved enhver tænkelig lejlighed, og derved udstiller den sin tyranniske karakter.

Almindelig sund fornuft peger i retning af den første mulighed. Jeg har imidlertid på fornemmelsen, at Bruxelles vil vælge den sidste.

Det sidste er også min fornemmelse. Men for mig at se skyldes det ikke kun kommissionens vældige integrationsiver – man må jo ikke glemme, at ministerrådet også har noget at skulle have sagt – det skyldes i lige så høj grad den ”politiske økonomi”, som sidder dybt i politikerne. På kort sigt kunne ”den faste kurs” hjælpe landene med at holde lønomkostningerne nede, men på længere sigt vil ”den faste kurs”, der jo nu er forvandlet til den udevaluérbare kurs, skabe større og større spændinger landene imellem, så den løntilbageholdenhed, man ville fremme, er endt med at blive en lønnedgang. Og det skyldes ikke nogen ”europæisk nødvendighed”, det skyldes højst menneskelige, politiske tiltag, som har det ved sig, at de kan gøres om. Men jo kun, hvis man forlader sine politisk-økonomiske ”grundsætninger”.

Jesper Lau Hansen, professor, dr. jur., har i Berlingske en kronik om sine forhåbninger til fremtiden, se her. Vil eliten kunne lytte til folkenes krav, er spørgsmålet. Han svarer bl.a.:

Den dårligst tænkelige udvej forekommer at være et febrilsk forsøg på at fastholde status quo, at bilde sig selv og hinanden ind, at nu hvor de besværlige briter er ude, kan vi fortsætte unionsprojektet for fuld skrue og vé den, der tøver, for så bliver de også smidt ud. Det er lige så naivt at tro, at EU med de eksisterende traktater, en aktivistisk domstol og et hyperaktivt parlament vil »respektere« den udbredte modvilje og sætte tempoet ned andet end rent forbigående. I stedet bør vi vurdere situationen, både vores egen og de andres.

Det er sikkert rigtigt, at der ligger så megen inerti i EU-elitens tankegange, at man ikke skal forvente, at man virkelig lytter til folks bekymringer. Man siger, at man tager dem alvorligt, men så længe europrojektet stadig holdes i live som et godt og rigtigt tiltag, kan man ikke gøre det.

Han forestiller sig en fleksibel ydre ring af medlemslande, hvor både de lande, der er trådt ud, og de lande, der gerne vil ind, kan opholde sig. Og han fortsætter:

Det kan indvendes, at EU aldrig vil tillade en ordning, der tilgodeser frihandel uden snærende krav, fordi det vil friste andre medlemsstater til at bryde ud. Men EU er allerede opdelt: Der er både en euro-zone, Schengen m.v. Det modsvarer også Jean Monnets oprindelige vision: At europæisk fællesskab skabes naturligt over tid ved en vellykket økonomisk integration. Det er den integration, man har forceret, hvilket har skadet den europæiske sag mere, end den har hjulpet. En fleksibel ydre ring havde måske været bedre for lande som Rumænien end det fulde medlemskab, som dengang var EUs eneste løsning.

Jeg var ikke klar over, at jeg faktisk var enig med Jean Monnet i, at udviklingen mod en økonomisk integration skulle foregå naturligt og have tid, jf mit forrige indlæg, se her, hvor jeg sammenlignede EU’s udvikling med udviklingen af det nordiske samarbejde – ikke just til EU’s fordel. Men det er da interessant, at Monnet ikke ville forcere udviklingen frem. Det vil man måske heller ikke i dag. Men nu kan man bare ikke stå af vognen.

Jesper Lau Hansen slutter med følgende svada:

Der er således behov for at tænke stort. Det er tåbeligt at tro, at det vil være let, men det er endnu tåbeligere ikke at vove forsøget. Ved at skabe en mere fleksibel model, kan vi tilgodese Storbritannien og de andre stater, der ønsker fællesskab, men på andre vilkår end EU i dag giver. Hvad enten vi bliver eller går med Storbritannien, vil en sådan løsning være bedre end status quo efter Brexit. Hvis der gemmer sig en statsmand i vores politiske ledere, er det nu, de skal træde i karakter. Vi får aldrig så stærke allierede igen. Det er tid til omtanke, og det er tid til handling. Historien står ikke stille.

Det lyder forjættende. Men jeg tør ikke rigtig tro på det. Tag Frankrig! Præsidenten har villet ændre på de franske arbejderes altfor sikre ansættelsesforhold; han føler sig bundet til at gøre det, fordi Frankrig ikke længere er konkurrencedygtigt; og devaluere kan han jo ikke mere. Vil mon virkelig Marine le Pen bliver præsident? Og vil hun kunne gennemføre en udmeldelse af euroen, måske endda af EU?

Der er virkelig meget, der står hen i det uvisse.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Politisk økonomi

  1. Pingback: Macrons udfordring | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s