EU’s skyld

Nej, holdt nu, det kan da på ingen måde være EU’s skyld, at briterne stemte ”forkert” den 23. juni. Og medier og kommentatorer har da også rettet skytset mod Cameron: det var letsindigt af ham at udskrive folkeafstemning i det hele taget – og mod Boris Johnson og Nigel Farage: de aner ikke, hvad de har lokket briterne ud i. Men at påstå, at EU har nogen medskyld i processen, nej, den må du længere ud på landet med.

Ja, tøv nu en kende!

I februar i år bekendtgjorde Cameron, at der skulle holdes folkeafstemning i Storbritanien den 23-6. Denne bekendtgørelse kom, efter at han i Bruxelles havde forhandlet en ny aftale på plads mellem EU og Storbritanien. Denne aftale blev forhandlet på plads med den viden hos begge parter, at den senere skulle godkendes ved en folkeafstemning i Storbritanien. Det vil sige: Man har i Bruxelles så udmærket vidst, hvad der stod på spil, hvad der kunne ske, hvis briterne ikke fandt aftalen god nok. Man har hele tiden været klar over, at briterne, hvis man ikke gav dem nok ved denne aftale, ville forkaste den og melde sig ud af EU.

Og nu bagefter kan man altså konstatere, at man ikke gav briterne nok: de meldte sig ud. Med andre ord: Man kan faktisk godt sige, at det er EU’s skyld, at briterne meldte sig ud.

Oven i købet må man sige, at kravet om en ny aftale med EU og en derpå følgende folkeafstemning ikke kan komme som nogen overraskelse for eurokraterne i Bruxelles. Cameron fremsatte kravet allerede i en tale den 23-1 2013. I den tale lovede han, at hvis der blev dannet en konservativ regering efter valget, ville han forhandle en ny aftale på plads og siden udsende den til folkeafstemning. Oven i købet sagde han allerede dengang, at der ville blive tale om ”an in-out referendum”.

I talen skitserede han også nogle af de krav, han ville stille til en ny aftale. Så man har haft ualmindelig god tid til at forberede sig i Bruxelles. Men man har alligevel ikke forberedt sig.

Eller skal vi være venlige og sige: Man har alligevel ikke kunnet forberede sig.

For spørgsmålet er, om ikke vi her ser et udslag af, at der er to retsforståelser, der tørner sammen: Den kontinentale og den angelsaksiske.

Den kontinentale er i stand til at operere med noget, man kalder den dynamiske domsafsigelse. Uffe Østergaard forklarede det udmærket i et indslag i Deadline den 1-7: Det, der hedder ”arbejdskraftens frie bevægelighed”, og som betragtes som en afgørende frihed i unionen, er i kraft af stadige dynamiske domsafsigelser blevet forvandlet. Oprindelig troede man, det kun drejede sig om mænd i den arbejdsføre alder, så kom kvinderne til, så børnene, og siden de studerende, og til sidst også de arbejdsløse. Og vil man fra den angelsaksiske retsforståelses side indvende, at det jo ikke var det, vi tog stilling til i 1972 med vores folkeafstemning, er svaret, at begrebet ”arbejdskraftens frie bevægelighed” ganske rigtigt blev forstået ret begrænsende, men at vi jo også sagde ja til tesen om den stadig tættere union, og at man derfor ved at lægge de to ja’er sammen når frem til, at vi også har sagt ja til udvidelsen af begrebet ”den frie bevægelighed”.

Ja, ikke sandt, det er meget bevægende, man bliver rørt til tårer.

Men hvis det er sandt, så må vi modstandere til gengæld hævde, at vores folkeafstemning i 1972 er ugyldig; den var ikke grundlovmedholdelig. For vi kunne i kraft af grundloven kun afgive suverænitet ”i nærmere bestemt omfang”, og med den dynamiske domsafsigelse er der ikke og kan der aldrig blive tale om et nærmere bestemt omfang.

Dog må man nok indrømme, at det tog er kørt, for nu at tale populært-politisk.

Sådan set kunne det have været sjovt, hvis briterne havde sagt ja. Asger Aamund skildrer dette tilfælde således, se her:

Udover en række allerede eksisterende forbehold havde Cameron alle EU-instansers godkendelse til, at Storbritannien i tilfælde af et »Remain« ville være undtaget fra den vigtigste paragraf i alle EU-traktater, nemlig den første paragraf i Rom-traktaten, hvor medlemsstaterne forpligter sig til at arbejde for »en stadigt tættere sammenslutning (an Ever Closer Union) mellem de europæiske lande«.

Denne paragraf udgør hele EUs eksistensberettigelse. Den var det politiske evangelium og forpligtende arvegods fra Monet, Schumann, Spaak og Adenauer. Denne første paragraf er paragraffen over alle paragraffer, fordi den forpligter staterne til en politisk union. Union kommer af det latinske »unus«, der betyder tallet 1. Det, der således tidligere var en flerhed, skal ifølge Rom-traktaten samles til en enhed, en union. Hverken mere eller mindre.

Gad vidst, hvordan EU-domstolen så ville have dømt i fremtiden. Mon der ville blive én form for afgørelse for Storbritanien og en anden form for det øvrige EU?

Nu gik det jo ikke sådan. Storbritanien valgte at melde sig ud. Selv påstod Cameron efter forhandlingerne i Bruxelles, at han havde fået, hvad han kom efter. Men der var nu mange, der hævdede, at det var meget lidt, han kom tilbage med. Og det mente altså også flertallet af briterne.

Det er ganske interessant at genlæse Camerons tale den 23-1 2013. Den kan ses her. Cameron siger, at ligesom briterne vil acceptere, at eurozonens medlemmer måske kan have behov for et tættere samarbejde, må de acceptere, at briterne ikke ønsker mere union, og han fortsætter:

Nogen siger, at dette vil opløse EU’s princip – man kan ikke plukke og vælge på basis af, hvad ens nation ønsker.

Men langt fra at opløse EU vil dette faktisk binde medlemmerne tættere sammen, fordi et sådant fleksibelt, frivilligt samarbejde er en meget stærkere lim end tvang fra centret.

Tillad mig at komme med et endnu mere kættersk forslag:

Den europæiske traktat forpligter medlemsstater til at ”lægge grunden til en stadig tættere union mellem Europas folk”.

Dette er til stadighed blevet fortolket sådan, at det ikke har med folkene at gøre, men med staterne og institutionerne, og det giver sig udtryk i, at EU-domstolen hele tiden støtter en stærkere centralisering.

Vi forstår og anerkender andres ret til at opretholde deres forpligtelse på dette mål. Men for Storbritanien – og måske for andre – er det ikke målet.

Og vi ville have det meget bedre med, at traktaten direkte sagde det, så de, der ville gå længere og gå hurtigere frem, fik frihed til at gøre det uden at holdes tilbage af andre.

Så det er lidt svært at se, at folkene i Bruxelles ikke skulle vide, hvilke overvejelser der lå bag Camerons beslutning om at udskrive en folkeafstemning. Men de har sikkert anset det for noget nær umuligt at få deres retsforståelse til at stemme overens med den angelsaksiske.

I hvert fald: Hvis der har været en mulighed for at få de to til at stemme sammen, har de enten ikke villet se den eller ikke kunnet se den. Og hvis der ikke er nogen mulighed for samstemthed, så er det vel bedst at skilles, før man bliver altfor meget viklet ind i hinanden.

Vi kan føje det til, som står i mange danske love: ”Dette gælder ikke Færøerne og Grønland”. Men vi må så sandelig huske også at føje til, at det i høj grad gælder Danmark.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s