Hvorfor?

Hvor har vi dog svært ved at håndtere selvmord!

Jeg tænker på reaktionerne på Mads Holgers selvmord.

Det læste jeg først om på Uriasposten, se her. Og her stod der ligeud, at Mads Holger havde taget sit eget liv. Og så satte Kim Møller ham en minderune ved at citere fra én af de sidste artikler, han havde skrevet. Men uden vist at ville det fik han stillet det store eksistentielle spørgsmål: ”hvorfor?” ved samme dag at oploade til uriasposten en lang, lang billedserier fra sin ferie på Cypern, se her. Her er der billeder, der lyser af forundring over den sære tilværelse, vi er sat ind i. Her ser man fugle (Kim Møllers foretrukne motiv), her ser man gamle bygninger, her ser man natur og kultur blandet uhjælpeligt sammen, og ud af det altsammen lyser glæde over tilværelsen, lyst til at deltage, lyst til at give sig i kast med alle dens vanskelige opgaver, som ikke mindst det mest besynderlige væsen: mennesket, stiller én overfor.

Hvorfor gjorde du det, Mads Holger?

Og måske den samme skrigende modsætning dukker op også i den mere officielle nekrolog i Jyllands-Posten, se her, om end i stærk afdæmpet form, så man selv må indlægge det skrigende. Her gennemgås Mads Holgers liv, hans konservative livssyn, hans brud med de konservative, hans forskellige jobs i den danske medieverden. Men til sidst hedder det dog:

Familien oplyser, at Mads Holger tog sit eget liv i familiens sommerhus på Sydfyn. Han var ugift og efterlader sig sin kæreste, mor, søster og to mostre.

Yderst lapidarisk! Men det står der dog, det, der sætter alt det andet i relief, det, der dog må med, om der skal være helhed over beskrivelsen af et menneskeliv: at han tog sig eget liv, at han af én eller anden grund fandt det meningsløst at leve videre.

Kristeligt Dagblad bringer også en nekrolog. Og det er da pæne ord, man har at sige om afdøde. Men man nøjes med at sige, at han mandag pludselig er død i en alder af 38 år. Det minder lidt om et mærkeligt tilfælde, en gammel kollega fortalte om ved en begravelse, han skulle have: han havde talt med de pårørende og måttet trøste dem, fordi den afdøde havde begået selvmord ved at styrte sig ned fra hospitalets syvende etage. Han fandt det derfor absurd, at han i dødsannoncen skulle læse, at ”vor kære far og mand er den det og det stille sovet ind”.

Information er en anelse mere informativ. Journalisten går vist ud fra, at alle véd, at der var tale om selvmord, og at han derfor ikke behøver nævne det. Men han antyder det dog:

I efteråret var han gæst i mit radioprogram, og da jeg vidste, at han var vokset op med en aldeles fraværende far, som endte med at tage livet af sig selv i en svensk fængselscelle, kom vi ind på emnet, og da lancerede han ’den mandlige tragedie’ som begreb. Han mente, at enhver succesfuld mand ville blive ramt af en altødelæggende tragedie, og jeg havde ingen anelse om, at han med dette omfattede sig selv.

Men mere bliver det heller ikke til.

Hvorfor gjorde du det, Mads Holger? Kan vi helt lade være med at stille det spørgsmål? Kan vi bare lade, som om hans død var et dødsfald som alle andre, forårsaget af den uransagelige Gud, der lader timeglasset udrinde, når han vil uden at spørge os om forlov? Ja, det kan vi åbenbart, når ”vi” er dagens mere officielle stemmer.

Jeg véd det ikke. Men i en artikel senere på dagen den 5-7 har Jyllands-Posten samlet en række reaktioner, se her. Og her lader alle, som om han er død af naturlige årsager, her ser det ud til, at sandheden om hans død, som dog var blevet bekendtgjort tidligere på dagen, ikke er nået frem. Man udtrykker sin sorg, ja, men undlader at spørge, om ikke hans dødsmåde tager al betydning ud af de pæne ord, man véd at skrive om ham.

Zenia Stampe er citeret for følgende:

Og han havde os gennemsnitsmennesker i sin hule hånd, for vi kunne jo ikke lade være med at følge ham med lige dele forargelse og skjult beundring. Men måske var der mere alvor bag det hele. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg vil savne ham. For der var kun en Mads Holger. Du gjorde Danmark større og rigere.

Måske var der mere alvor bag det hele”. Ja, netop. Men er den alvor trængt igennem hos Zenia? I anfægtende grad? Nej, vist ikke.

Og Ida Auken:

Han var altid farverig og noget særligt. Vi har fulgtes gennem gymnasiefester, natteliv, teologi og senest politik. Jeg vil savne ham. Hvil i fred, Mads.

Hvil i fred”. Ja, det skal han såmænd nok. Det var jo det, han søgte med denne sidste forfærdelige handling: fred. Men hvorfor kunne han ikke finde fred blandt os?

Og Joachim B. Olsen husker, hvordan Mads Holger kunne få ham til at le, så det gjorde ondt i mavemusklerne. Men hvad så mere? Det her er jo ikke til at le af!

Om det er Facebook, der får lokket klichéerne frem, er ikke til at vide. I hvert fald er det noget besynderligt at skulle høre den sædvanlige politikerfrase ovenpå et terrorangreb: ”Mine tanker går til de efterladte” fra Morten Messerschmidt:

Er rystet i min grundvold over nyheden om Mads Holgers alt for tidlige død. Mine tanker i denne svære stund går til familien og kæresten. Jeg vil altid huske hans evne til at diskutere med vid, humor og sans for den sproglige detalje. Danmark og dansk politik i særdeleshed vil fra i dag være et kedeligere sted.

Så er der lidt mere hold i Mads Brüggers kommentar:

Som med alle der har funny bones var der også en stor smerte i Mads Holger, men den mærkede man aldrig noget til, for hans natur og hans shtick var at tage det hele i stiv overarm, og vende det om til en joke. Men alle mennesker vil tages alvorligt og i dag tænker jeg på at det sværeste ved at være Mads Holger nok har været at det næsten altid endte med at han blev gjort til grin, ofte med ham selv som finisseur – for han var meget mere end til grin. Han var klog, han havde ordet i sin magt, han var en skarp og begavet kritiker af sin generation og så var han en loyal ven, og noget af det bedste selskab i verden.

Var der et rigtigt menneske bag Mads Holgers maske? Det spørgsmål er dog værd at berøre, når han nu gjorde, som han gjorde, og her er i der mindste gjort et forsøg.

Nå, Jyllands-Postens artikel slutter med den nok mest malplacerede bemærkning, den fra Anne Sophia Hermansen:

Kære Mads Holger, må der vente dig smukke kvinder i lange kjoler, lancier, violiner, campari soda, køreture i racing green sportsvogne og al den kærlighed, der kan ligge på din sjæl. Du er allerede savnet.

Malplaceret, ja, for det er jo muslimer, der får 72 jomfruer at fornøje sig med efter deres selvmord, ikke de kristne. Og mens muslimerne frivilligt giver afkald på jordiske jomfruer for at opnå de himmelske, er vel Mads Holgers handling udtryk for det modsatte: at smukke kvinder og køreture i racing green sportsvogne ikke længere var ham nok, at de ikke kunne udfylde det indre tomrum! Nej, sandt nok, vi véd det ikke, for denne handling afslører jo for alle, der kendte ham, at de alligevel ikke kendte ham.

Nå, det samme kan ses af en længere artikel, som Morten Messerschmidt har skrevet i Berlingske, se her. Her forsøger også han at trænge ind bag panseret. Han skriver:

Bag det iscenesatte ydre og de kvikke replikker fornemmede man nemlig et menneske, der rummede både smerte og indsigt. Men personen bag facaden var svær at nå. Et par gange følte jeg, det var lige nær at lykkes, men så slog facaden til igen. Og jeg opgav. Besindede mig på, at han nok bare var charlatanen. Men i dag tror jeg det ikke.

Den sidste romantiker, kaldte han sig. Man tænkte, det var en del af selviscenesættelsen. Men i dag tror jeg det ikke. For Mads Holger var mere end bare et skuespil. Dybere. Klogere. Men havde måske sig selv som modspiller. Man anede smerten, der katalyseredes over i rebellen.

Og han slutter med de latinske ord fra Verdis requiem: ”Det skyldige menneske skal retfærdiggøres; skån det derfor, Gud; fromme Herre Jesus, giv dem hvile”.

Giv dem hvile”, jo tak. Men jo helst før den evige hvile. Helst hvile for de mange anfægtende tanker. Helst hvile i det samliv med andre, der jo er så let, når man hviler i sig selv, men så svært, når man ikke føler, man kan leve sig selv ud.

Jo, det skal på én eller anden måde ende med en bøn til Gud, det har Morten Messerschmidt ret i. Men bønnen kan dog ikke lyde på samme måde her som ved alle andre dødsfald. Bønnen må dog netop her få karaktér af en anråbelse, en besværgelse, mere end af en stille affinden sig med Guds handling.

Guds handling?

Jamen, her var det jo et menneske, der tog den Guds gerning på sig at bestemme over liv og død?

Måske, ja.

Vi mennesker er afhængige af Gud, fordi vi er hans skabninger. Det er ham, der har fastsat vore grundlæggende livsbetingelser for os, herunder den måde, vi formeres på, og den måde, vor hjerne fungérer på. Begge dele kan vi ændre på, jovist; det første med et liv i cølibat eller et liv i udsvævelser; det sidste med indtagelse af diverse narkotika, herunder alkohol. Men det går jo som regel dårligere, når vi vil tage over fra naturen eller fra Gud.

Og vi er også afhængige af ham, fordi han har skabt det sprog og den sprogligt baserede kultur, vi lever og ånder i. Også her kan vi ændre lidt ved bygningen, flytte en mursten hist og en tagsten her, men også her fungérer tingene bedst, når vi lader det hele gå naturligt for sig. Men naturligt, det vil her sige, at vi spiller os selv ind, at vi vover at være Guds medskabere i skabelsen af en så menneskelig kultur som muligt. Og det er jo det svære, fordi vi skal acceptere den tingenes tilstand, at vi aldrig, aldrig kan få et 100% uomstødeligt bevis på vor næstes oprigtighed; altid er det en trossag, og altid må sammenholdet, kærligheden, tilliden være noget, vi ”kun” kan tro på.

Og derfor er vi afhængige af Gud på en tredje måde: af Gud som dén helligånd, der skaber troen i os, troen på, at fællesskab mellem mennesker er muligt, den tro, som langt de fleste almindelige mennesker lever på som den mest naturlige sag af verden, men som enkelte bliver udfordret af i en grad, så det er, som stirrede de ned i helvedes dyb.

Da profeten, menneskesønnen, havde profeteret over de døde ben, så de iførte sig kød og blev overtrukket med hud, manglede de dog noget; de havde ingen livsånde i sig. Så sagde Gud til ham:

Du skal profetere om livsånden. Du skal profetere, menneskesøn, og sige til livsånden: Dette siger Gud Herren: Kom, livsånde, fra de fire verdenshjørner, og blæs ånde i disse dræbte, så de bliver levende.« Da jeg profeterede, som han havde befalet mig, kom livsånden ind i dem, så de blev levende. De rejste sig op, en umådelig stor hær. (Ez 37,9f).

Mennesket lever jo af Guds ånd, er afhængig af den på liv og død for at kunne leve i det menneskelige fællesskab. Mennesket holdes oppe af hans hånd, det leger i hans hår, den livsånde, han blæser ind i det, styrer det, får det til at leve, glædes og takke. Som det siges i Salme 104:

Alle har det håb til dig,
at du giver dem føde i rette tid;
v28 du giver dem, og de samler op,
du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver;
v29 du skjuler ansigtet, og de forfærdes,
du tager deres ånd bort, og de dør
og bliver til jord igen;
v30 du sender din ånd, og der skabes liv,
du gør jorden ny.

Det er jo det, vi aldrig lærer at forstå: Når Gud tager sin ånd bort, så falder troen bort, så må vi dø og blive til jord igen. Men hvorfor gør han det da? Hvorfor tager han livsmodet fra et menneske? Hvorfor skal et menneske bringes ud i den fortvivlelse, hvor det ikke mere kan se tilværelsens herlighed? Er det en fejl i hjernen, der opstår? Er det hormonerne, der ikke mere vil spille sammen på rette måde? Eller er det vort samfund, der er skyld i det, det samfund, hvor vi har glemt at give udtryk for taknemlighed mod hinanden og nøjes med at kriges med hinanden? Er det det stadige jag, som vi tvinger hinanden ind i, som forknytter os tilværelsen og lader glæden sive bort? Eller er det Gud, der har forladt os, er det ham, der i virkeligheden står bag ateismens: ‘vi klarer os selv!’, ham, der har ladet os se op til stjernehimlens uendelighed, uden at han lader sig til skue, ham, der får os til at se udeltagende naturlove bag alt i stedet for hans finger? Det synes jo i hvert fald at være ham, der holder sin ånd tilbage, så den umiddelbare og selvfølgelige tillid tørrer ind, så den selvfølgeligt glade dagligdag ikke mere er hverken selvfølgelig eller glad?

Lad mig slutte med et citat fra Søren Kierkegaard. Jeg er ellers ikke nogen fan af Kierkegaard, men jeg har dog fundet et par steder eller tre, hvor hans sproglige genialitet kommer fuldt ud til sin ret. Ét af de steder er fra Gjentagelsen, hvor Kierkegaard lader det unge menneske lovprise Job med denne tiltale til ham:

Veed Du intet Mere at sige, tør Du intet Mere sige end hvad de beskikkede Trøstere ordknap tilmaale den Enkelte, hvad de beskikkede Trøstere som stive Ceremonimestere foreskrive den Enkelte, at det i Nødens Stund er passende, at sige Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet, hverken mere eller mindre, ligesom man siger prosit til den, der nyser! Nei, Du der i Din Velmagts Dage var den Undertryktes Sværd, og Oldingens Kjæp og den Nedbøiedes Stav, Du sveg ikke Menneskene, da Alt brast – da blev Du den Lidendes Mund, og den Sønderknustes Raab, og den Ængstedes Skrig, og en Lindring for alle dem, der forstummede i Qvaler, et trofast Vidne om al den Nød og Sønderrivelse, der kan boe i et Hjerte, en usvigelig Talsmand, der vovede at klage »i Sjælens Bitterhed« og at stride med Gud. Hvorfor skjuler man dette? Vee den! der opæder Enker og Faderløse, og besviger dem for deres Arv, men vee ogsaa den! der underfundigt vil bedrage den Sørgende for Sorgens midlertidige Trøst, at give sig Luft, og at »trættes med Gud.« Eller er maaskee Gudsfrygten i vor Tid saa stor, at den Sørgende ikke behøver det, hvad der var Skik i hine gamle Dage? Tør man maaskee ikke klage for Gud? Er da Gudsfrygten bleven større eller Frygten og Feigheden? Nuomstunder mener man, at Sorgens egentlige Udtryk, at Lidenskabens fortvivlede Sprog maa overlades til Digtere, der da som Procuratorer ved en Underret tale den Lidendes Sag for den menneskelige Medlidenheds Domstol. Længere vover Ingen sig. Tael derfor Du, uforglemmelige Job! gjentag Alt, hvad Du sagde, Du vældige Talsmand, der møder for den Høiestes Domstol uforfærdet som en brølende Løve! I Din Tale er der Fynd, i Dit Hjerte er der Gudsfrygt, selv naar Du klager, naar Du værner om Din Fortvivlelse mod Dine Venner, der som Røvere staae op at overfalde Dig med deres Taler, selv naar Du, hisset af Dine Venner, søndertræder deres Viisdom, og foragter deres Forsvar for Herren, som var det en udlevet Hoftjener eller en statsklog Regjeringsmands elendige Kløgt. Dig behøver jeg, en Mand, der veed at klage høit, saa det gjenlyder i Himlene, hvor Gud beraadslaaer med Satan om at lægge Planer op mod et Menneske. Klag, Herren frygter ikke, han kan vel forsvare sig; men hvorledes skulde han kunde forsvare sig, naar Ingen vover at klage, som det sømmer sig et Menneske. Tael, opløft Din Røst, tael høit, Gud kan vel tale høiere, han har jo Tordenen – men ogsaa den er et Svar, en Forklaring, paalidelig, trofast, oprindelig, et Svar fra Gud selv, der, hvis den end knuste et Menneske, er herligere end Bysnak og Rygter om Styrelsens Retfærdighed, opfundne af menneskelig Viisdom, udspredte af Kjellinger og Halvmænd. ( |4, 67 )

Her er der dog givet lidt forløsning overfor det uforståelige!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Hvorfor?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s