Dansk folkelighed

Søren Hviid Petersen har den 8-7 været ude i Berlingske med et indlæg, hvori han skoser statsministeren, fordi han har ønsket muslimerne glædelig Eid, se her. Indlægget har overskriften ”Ingen glædelig Eid herfra”. Han skriver:

Muslimernes Ramadan er overstået, og ingen lades i tvivl om det! Vor egen danske statsminister ønsker glædelig Eid, og muslimerne fejrer afslutningen af fasten ved at invadere de offentlige rum med deres demonstrative fremvisning af deres fromhed og troskab mod deres lovreligion.

Han anfører tre grunde til, at man ikke skal ønske muslimerne ”glædelig eid”, og dem vender jeg tilbage til.

Men jeg kan ikke lade være med at mindes en muslimsk grønthandler i Skotland, som ved afvigte påske ønskede sine kunder ”glædelig påske”. Han blev dræbt af én af sine trosfæller. Må vi ikke indrømme, at vi fandt det meget naturligt, at han op til påske ønskede sine kunder ”glædelig påske”? Og hvis vi må indrømme det, må vi så ikke også indrømme, at det sådan set svarer meget godt til vor folkelighed, at en ikke-muslimsk dansker – her statsministeren – ønsker sine muslimske landsmænd ”glædelig eid”? Derfor har jeg svært ved at følge Hviid Petersen, når han vil begrunde sin reprimande til statsministeren med, at det er imod den danske folkelighed. Men jeg glæde mig da over, at jeg véd, at Hviid Petersen ikke kunne drømme om at tage en pistol og myrde statsministeren. Der er trods alt forskel på de muslimske leveregler og de danske. Det er den forskel, det drejer sig om at indkredse.

Den første grund til ikke at ønske muslimerne glædelig eid, Hviid Petersen anfører, lyder:

For det første repræsenterer Ramadanen det lovreligiøse aspekt af den muslimske tradition. Intet er for småt til at blive reguleret af islams forskrifter for at leve et ægte og rigtigt liv. Alt reguleres lige fra mad, klæder og hvordan man skal organisere sine familierelationer til hvordan man skal gebærde sig i det offentlige og politiske rum. Væk er kristenmenneskets frihed, som Luther skrev om. Væk er friheden for det enkelte menneske. I stedet har vi lovens tyranni, åg og trældom over det enkelte menneske.

Det er jo sandt nok, at en muslims liv reguleres i alle detaljer at shariaen. Men man skal lægge mærke til, at muslimerne ”frivilligt” går ind under disse krav. Når jeg sætter ”frivilligt” i anførelsestegn, skyldes det, at det er så som så med frivilligheden. En dansk forstået frivillighed er der nemlig ikke tale om i de muslimske miljøer. Der er tværtimod tale om et meget stærkt gruppepres. Men der er også tale om, at noget af det, der får dette gruppepres til at virke, er de traditioner, som muslimerne har taget med sig herop til vores land, herunder traditionen med at faste i ramadanen og afslutte fasten med en fest: Eid. Disse traditioner er med til at fastholde den enkelte muslim i religionen islam, ligesom vore juletraditioner er med til at fastholde os i en dansk/kristen sammenhæng.

Det er også sandt, at der kan rejses teologiske indvendinger imod ramadanen. Muslimerne fejrer ramadanen, fordi det var i den måned, at koranen blev ”nedsendt” til Muhammed. Og man kan udmærket sige, at vi kristne eller bare de ateistiske danskere ikke meningsfuldt kan lykønske nogen med, at de er blevet lagt ind i de lænker, som koranen lægger folk i, og da slet ikke med, at de har fået i opdrag at udføre jihad ud fra ikke så helt få vers i koranen. Så man kan da godt sige, at det teologisk set er lidt ubetænksomt af en dansker at ønske muslimerne ”glædelig eid”, men tager man nu i betragtning, at kun ganske få muslimer véd, hvad der står i koranen, og at endnu færre drømmer om at virkeliggøre dens jihad-opfordringer, så kan man vel godt gå med til at ønske sin muslimske nabo ”glædelig eid”, hvis man er nogenlunde sikker på, at han ikke er blevet radikaliseret.

På samme måde med den muslimske grønthandler. Ifølge koranen er Jesus ikke død på korset, så teologisk set er det helt forkert af en muslim at ønske en kristen ”glædelig påske”, for i den kristne påskefortælling er jo Jesus opstået fra de døde, og en forudsætning for, at han kan opstå, er, at han er død. Alligevel finder hverken vi eller grønthandleren det unaturligt fremsætte dette ønske.

For dette, at vore to religioner er hinandens diametrale modsætninger, behøver ikke betyde, at vi ikke kan omgås hinanden med venlighed. Og med til en sådan venlighed hører nok, at vi ønsker hinanden henholdsvis ”glædelig påske” og ”glædelig eid”.

Den anden grund, Hviid Petersen fremfører, lyder:

For det andet, og som er i direkte forlængelse heraf, udviskes skellet mellem det religiøse og det politiske. Når alt således reguleres, både det private og det offentlige, forsvinder skellet mellem det religiøse og det politiske. Hermed umuliggøres demokrati, fordi demokrati er et folkestyre og ikke teokrati, et styre der dikteres af en religiøs lovbog.

Det giver jeg Hviid Petersen fuldstændig ret i. Sådan ser jeg også på forholdet mellem islam og demokrati. Men jeg har også lagt mærke til, at alle muslimske stater bestræber sig for at indrette sig med en form for demokrati, bortset vist lige fra Islamisk Stat, og det er også en kendt sag, at mange muslimer herhjemme deltager i de demokratiske valg, skønt nogle imamer vist fraråder det, og Hizb ut Tahrir mener, det er forbudt. Jeg véd ikke, hvordan de muslimer, der afgiver deres stemme, vil løse den problemstilling, det må til syvende og sidst blive deres sag. Men jeg véd godt, hvad jeg vil anbefale dem, hvis de vil være hele mennesker: jeg vil anbefale dem at forlade islam og blive kristne; for kristendommen svarer helt anderledes til de demokratisk idealer end islam.

I den forbindelse er det værd at gøre opmærksom på den iagttagelse, Hviid Petersen gør i det første citat: at muslimerne ved afslutningen af ramadanen invaderer det offentlige rum. Det er desværre ikke helt så uskyldigt, som det lyder, når han mener, det kan begrundes med, at de vil demonstrere deres lovfromhed. Ak nej, der er i højere grad tale om, at de vil dominere, dominere det offentlige rum, dominere os andre, tvinge os til at ”respektere” dem og deres religion – og ”respektere” betyder her ”bøje af”. Hver fredag må politiet i visse dele af Paris omdirigere trafikken, fordi muslimerne har inddraget gaderne til bøn. Og for nogle år siden var der muslimske unge, der absolut skulle ødelægge en biografoplevelse for almindelige danskere ved en støjende adfærd, se her. De skulle vist forestille at være ovenud glade, men de skulle altså helst genere andre med deres glæde. Det samme kan ses ved muslimske bryllupper. Nogle steder i de muslimske lande har de været vant til ved sådanne lejligheder at køre racerløb igennem gaderne, og denne tradition har de medtaget til Danmark, og her gennemfører de dem uden spor hensyntagen til os. For de vil ikke blot invadere det offentlige rum, de vil også dominere det.

Latifa Ljørring har den 10-8 2013 et indlæg i Berlingske, hvori hun bebrejder sine medmuslimer, at de vil dominere os danskere i det offentlige rum, se her. Og bevares, hun er ikke en helt enlig svale, men på den anden side: den slags muslimer er endnu ikke mange nok til at kunne flyve i flok.

Hviid Petersens tredje grund er af rent teologisk art:

For det tredje er afslutningen af denne faste en eklatant opvisning af farisæisme. Muslimerne strømmer ud på gader og stræder og fejrer, at netop de overkom fasten og derfor er ægte sande troende. Ja, det var så det, Jesus kaldte ved rette navn, nemlig farisæisme!

Muslimerne véd ikke, hvad farisæisme er. Det er os kristne, der gennem stadig kontakt med Jesu ord er kommet til at forstå, at gode gerninger ikke er noget, man praler af eller fremviser med stolthed. Muslimerne, derimod, har fået lovfromheden ind med modermælken og er derfor overbevist om, at de i kraft af deres minutiøse overholdelse af alle shariaens bestemmelser er bedre end os andre, ja, ligefrem har Guds tilladelse (eller befaling) til at vise os, at de er bedre.

Den konkurrence skal vi naturligvis ikke lade os lokke ind i. I hvert fald ikke på muslimernes betingelser. Men det skal ikke forhindre os i gang på gang at påpege, at mange af shariaens bestemmelser er umenneskelige. Hvis vi ellers kan komme i diskussion med dem.

Så spørger Hviid Petersen (og svarer i samme åndedrag):

Kan vi ikke bare lade dem være, lad dem dog demonstrere deres lovreligion i fuld offentlighed, lad dem dog dyrke deres religion, som styrer muslimens liv helt ned i detaljen? Herregud, det er da harmløst! Men nej, det er ikke harmløst. Hvad alt dette repræsenterer, er negationen, modsætningen til al dansk, til al dansk folkelighed. En folkelighed der er grundlaget for vor danske nation og for vort folkestyre.

Dette går, som man nok kan høre, imod mit motto for samkvem med muslimerne, dette: ”Lad dog barnet!” Ikke fordi jeg betragter deres lovreligion som harmløs. Men fordi jeg mener, at de selv skal forstå, hvor umenneskelig deres lovreligion er.

Dertil kommer, at hans opfattelse synes at være en slem overensstemmelse med de krav, regeringen har stillet til imamerne: disse krav kan opfattes, som om de har til formål at gøre muslimerne til danskere, til en del af den danske folkelighed. Og det er galt. Dels fordi det ikke nytter noget, men kun fremkalder modstand, og dels fordi det er imod vor folkelighed, vor opfattelse af, at forskelligheder skal have lov at leve side om side.

Vi må acceptere, at muslimerne er kommet til landet, at de har deres egen kultur, som de vil søge at holde fast ved på samme måde, som danskere i udlandet vil søge at fastholde deres kultur.

Blot skal vi være opmærksom på, at denne omfavnelse af forskelligheden kan lykkes, når der f.eks. er tale om vietnamesere, men ikke, når der er tale om muslimer. Muslimer må helt anderledes holdes i skak. For de har tendens til at lade deres religion søge dominans over vores folkelighed. Og det skal vi naturligvis ikke finde os i.

Vi kan også sige, at deres religion tenderer mod at ville være mere end en religion. Og det er alt dette ”mere”, vi skal vende os imod, deres tendens til gruppepres, hvor vi kan få lov at tage os af dem, der bukker under, deres tendens til egne ægteskabsregler, hvor kvinden har svært ved at få skilsmisse, og hvor flerkoneri kan blive almindeligt, deres ønske om særregler for mænds og kvinders omgang med hinanden, osv. Meget af det kunne vi vende os imod, hvis vi lod dem betale for deres særregler i stedet for blot at give efter for dem.

Men når der endelig er noget, som synes at være religiøs i vor forståelse af ordet, nemlig de begivenheder ved ved eid-festen, som synes at have et folkeligt præg, så skal vi da ikke forhindre dem i at fejre det, og er de glade, hvorfor så ikke lade sig smitte af denne glæde!

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s