Kierkegaards gåde

I begyndelsen af dette århundrede røg to dygtige Kierkegaard-forskere i totterne på hinanden. Joackim Garff havde udgivet en mursten af en bog, SAK (Søren Aabye Kierkegaard), en biografi af Kierkegaard på over 700 sider. Bogen blev overalt rosende anmeldt, men hans kollega ved Søren Kierkegaard forskningscentret, Peter Tudvad, angreb i pressen Garffs bog meget hæftigt; han talte om plagiat og videnskabelig uredelighed og den slags.

Det endte med, at Peter Tudvad forlod forskningscentret, og at de to forskere ikke talte med hinanden i en halv snes år, inden det lykkedes Information at lave et ”forsoningsinterview” med dem begge.

Noget af det, Tudvad angreb Garff for, var hans brug af kilder, eller rettere: manglende brug af kilder. Der verserer en række løse teorier om både det ene og andet træk ved Kierkegaards liv og levned, og Garff bruger uden at sige det en række af disse tvivlsomme kilder, dog ofte uden at nævne kildens navn. Derved får man aldrig aflivet de forkerte tanker, som tidligere forskere af lidt tvivlsom karaktér er fremkommet med.

Og det er jo ikke så godt.

Nu har så Peter Tudvad begået en bog om Søren Kierkegaard, ”Forbandelsen” hedder den, og den udkom i 2013, men jeg har først fået den læst her for nylig. Formen er alt andet end videnskabeligt (men det giver bogen sig heller ikke ud for), der er tale om en roman, og Tudvad udnytter romanformen ganske udmærket. I stedet for at citere lange passager fra Kierkegaards papirer formår han ved en kort gengivelse i romanens fiktive univers af, hvad Kierkegaard tænkte, at få forklaret nogle af de mærkeligheder, Kierkegaards levned gemmer på. Nogle af disse tanker kan genfindes næsten ordret i papirerne, andre kan ikke.

Noget af det, der ikke kan genfindes i papirerne, er det, der kaldes den sidste samtale mellem biskop Mynster og Kierkegaard. Der er hos Tudvad gengivet mange samtaler mellem de to, for Mynster var familien Kierkegaards præst. I denne sidste samtale før sin død antyder Mynster så – i romanen altså – at Kierkegaards far skriftede for ham, inden han døde, og at det, han skriftede, var, at han havde taget livet af sine børn, undtagen Peter og Søren.

– Som sagt: De tager fejl. Forbandelsen var virkelig nok, men det var ikke Gud, der nedkastede den over Deres slægt, ikke ham, der tog livet af Deres søskende.

Mynster kiggede alvorligt på Kierkegaard, men høstede til løn et næsten hysterisk grin.

– De vil have mig til at tro, at min fader slog mine søskende ihjel, ikke sandt? Så De kan lukke munden på mig, er det ikke det? Eller vil De sådan ganske en passant liste tvivlen ind i mit sind, så jeg får en anden sag at beskæftige mig med end de forbrydelser, Deres kirke har gjort sig skyldig i, vil De det?

– Men De, Kierkegaard, De har jo heller ikke selv kunnet forklare alle disse dødsfald med andet end en morder, endskønt De fandt ham i Himlen og kaldte mordet for et offer og en gudvelbehagelig gerning. Tror De da ikke, at jeg har læst Frygt og Bæven, at jeg har forstået, hvorfor De har været så optaget af Abraham, troens fader, og Isak, sønnen, der skulle ofres?

Disse ord sætter en brand ind i Kierkegaards sjæl, og Tudvad beretter, hvordan han i de følgende dage opsøger alle de steder, hvor der muligvis vil kunne hentes bekræftelse på Mynsters påstand. Og Tudvad er hjemme i datidens København, så der kommer en hel detektivhistorie ud af det.

Det har fået anmelderne til at kalde disse spekulationer for et forsøg fra Tudvads side på at peppe historien lidt op, et forgæves og plat forsøg, siger de endda. Men det er forkert. Der ligger andet bag.

Når Tudvad laver et sådant fiktivt og uunderbygget samtalereferat, skyldes det, at han vil understrege muligheden for en anden rollefordeling end den, som man næsten tvinges til at foretage i Kierkegaards skrift fra 1843 ”Frygt og Bæven”. Skriftet handler på overfladen om Abrahams ofring af Isak, men eftersom en note på bagsiden af titelbladet fortæller os, at det i sig indeholder en besked til Regine, Kierkegaards forlovede, som han slog op med to år tidligere, rejser sig det spørgsmål, hvem der er Abraham og hvem Isak.

Det vil være mest naturligt at tildele Kierkegaard rollen som Abraham og Regine rollen som Isak. Men eftersom det ville indebære, at Kierkegaard skulle have fået en guddommelig ordre om at bryde forlovelsen, viger så at sige alle fortolkere uden om denne rollefordeling. Og tager man den endelig med, i Garffs tilfælde som den anden mulighed, hvor den første er Abraham som Kierkegaards far og Isak som Kierkegaard selv, så undlader man omhyggeligt at spørge om den guddommelige ordre, hvordan Kierkegaard har modtaget den, hvordan han er kommet på den tanke, at han får en ordre fra Gud.

Så det, Tudvad er ude på, det er med Mynsters replik om ”Frygt og Bæven” – som er den centrale replik, og grunden til, at dette samtalereferat er opfundet – at vise, at der kan gives en anden tolkning end den ligefremme Søren/Regine tolkning, nemlig en Mikael/Søren tolkning. Kierkegaard selv har måske lugtet lunten med de mange dødsfald i familien, mener Mynster (og Tudvad?) og derfor tænker han sig sin far i Abrahams rolle og børnene, inklusive ham selv, i Isaks.

Blot er det ikke helt korrekt gjort af Tudvad i romanens sammenhæng. Hvis det, der skal vises med Mynsters replik, er, at Kierkegaard selv havde haft en anelse om, hvordan det hang sammen, og at det er hemmeligheden bag ”Frygt og Bæven”, hvorfor lader Tudvad ham da efter samtalen søge med lys og lygte efter et endeligt bevis.

Og hvad værre er, det svarer slet ikke til den analyse af ”Frygt og Bæven”, han lader Kierkegaard give i forbindelse med udgivelsen i oktober 43:

Især var han tilfreds med Frygt og Bæven, værket om Abraham, som var så spændstigt i tanken og så delikat i udtrykket, at han ikke tvivlede om, at det engang ville blive oversat til alverdens sprog, og at dét alene ville gøre hans navn udødeligt i hele kristenheden. Kun plagede det ham, at han efter Regines forlovelse med Schle­gel havde fået vanskeligere ved at identificere sig med Abraham, da han nu ikke længere kunne gøre regning på at få hende tilbage i dette liv til løn for sin tro og lydighed.

Her har vi den naturlige rollefordeling, men den er jo ikke på nogen måde forklaret eller udpenslet. Havde Kierkegaard virkelig regnet med at få Regine tilbage? Og hvis han havde, hvilken gudsbefaling skulle han så modtage? Den skulle jo være af samme art som den gudsbefaling, hvorved han opgav hende. Men hos Tudvad hører vi intet om nogen gudsbefaling i den sammenhæng. Lydighed, hedder det. Jamen, lydighed mod hvad? Lydighed mod en befaling fra Gud à la Abrahams? Jamen, hvordan fik han denne befaling? Intet svar.

Umiddelbart efter ovenstående citat hedder det:

Han havde jo vitterligt mistet sin elskede og ikke bare været rede til at ofre hende, så han lykkeligere end tilforn kunne drage hjem med hende.

Nej, Kierkegaard havde ikke ”mistet sin elskede”, han havde opsagt forlovelsen. Og hvorfor skal vi nu om ad den problemstilling, der hedder, at han måske havde ”ofret” hende med den skjulte hensigt at få hende igen, som Abraham fik Isak igen? Kom dog til sagen, Tudvad, hvis Kierkegaard havde brudt med Regine på samme måde som Abraham havde ofret Isak, så må der foreligge en befaling fra Gud. Hvor er den?

Det er, som om Tudvad vægrer sig ved at tage tyren ved hornene, den tyr, der hedder ”gudsbefalingen”, hvordan fik han den og hvad betød den i hans samlede teologi? Og så har vi her helt set bort fra al tale om den anden rollefordeling, hvor Kierkegaards far er Abraham og han selv Isak, den tale er her som blæst bort.

Og det er sådan set mærkeligt, at han ikke tager spørgsmålet om gudsbefalingen op. For i andre sammenhænge er Tudvad ikke bleg for at lade Kierkegaard drage ”Styrelsen” ind i sine beslutninger. På et tidspunkt i 1849, hvor Kierkegaard gør sig mange spekulationer om, hvorvidt han skal udgive ”Sygdommen til Døden” og ”Indøvelse i Christendom”, om de skal udgives under pseudonym eller under hans eget navn, hvordan det eventuelt vil påvirke Regine, osv, se én af hans noter her, skriver Tudvad:

På den anden side var han stadig ikke overbevist om, at Gud ikke ville, at han ydmygede sig under det almene og gav afkald på at være den overordenlige, så han, ligesom enhver anden teologisk kandidat, netop burde søge et embede og føje sig i det. Afgørelsen hverken kunne eller burde han træffe derhjemme, men i den relevante situation, og den var nu en gang en samtale med Mynster i bispegården, hvor det så måtte være Styrelsens opgave at give ham et vink i den rigtige retning.

Her synes Tudvad så udmærket at være klar over Kierkegaards noget særprægede måde at kommunikere med Styrelsen på: at han er opmærksom på de vink, Styrelsen kan komme med angående det, Han ønsker foretaget af Kierkegaard.

Også et andet sted synes Tudvad at lade Kierkegaard være opmærksom på Styrelsens vink:

Summa summarum blev, at Kierkegaard endelig besluttede at gøre det af med alle sine spekulationer om, hvorvidt, hvornår og hvorledes han skulle udgive Sygdommen til Døden, som han nu meddelte sin vanlige bogtrykker, Bianco Luno nede i Østergade, at han snarest muligt ville sende i trykken. Til hans forbløffelse svarede Luno, at han allerede kunne aflevere manuskriptet den følgende morgen, hvorefter han og hans folk straks ville besørge det trykt. Da han ikke var vant til, at bogtrykkeren kunne ekspedere det så hurtigt, tog han dette som Styrelsens sanktion af hans skridt og dens tilkendegivelse af, at han nu havde nølet længe nok.

Her, hvor det kan nedskrives til den store Kierkegaards små pudseløjerlige særheder, kan han nok lade ham kommunikere med Styrelsen på den måde. Men hvorfor så ikke tage spørgsmålet om gudsbefalingen op i forbindelse med bruddet med Regine?

Det gør han måske også.

I en anden fiktiv samtale, denne gang mellem Regine og Søren i 1855, inden Regine og hendes mand rejser til Vestindien, kommer han igen ind på bruddet mellem de to. Efter et ordskrifte mellem dem søger han at indfange Kierkegaards tanker således:

Åh jo, hun havde også forstået ham, forstået, at selvom hun dengang havde haft de religiøse forudsætninger, ville han alligevel ikke have kunnet gifte sig med hende. Han havde sin pæl i kødet, og ligegyldigt om den var en forbandelse eller en velsignelse, en straf for hans fars synder eller et tegn på hans egen udvælgelse, så havde Gud kun skænket ham Regines kærlighed, for at han skulle give afkald på den og lære at tage sin tilflugt til den himmelske. Og det havde han gjort, resigneret på sit livs elskede for hver dag at afdø fra alle sine jordiske længsler; men var det end lykkedes ham at møde natten fri af alle begær, så vågnede han om morgenen tynget af dem på ny. Han kunne give afkald på hende, men ikke på sin kærlighed, sin kærlighed til hende, der, hver gang han havde forsøgt at brænde hende ud af sit hjerte, blot havde rejst sig som Fugl Føniks af asken og spottet alle kristendommens løfter om kødets opstandelse, der aldrig blev nær så håndgribelig som hende, den kvinde, der nu havde sat sig ved siden af ham på en af den ufærdige marmorkirkes kølige hjørnesten.

Dette er et forsøg på at sætte sig ind i Kierkegaards tankegang anno 1855. Jeg tror ikke, det er korrekt. Men lad mig nøjes med her at indvende, at også her er den gudsbefaling, hvorved han får besked om at afbryde forholdet til Regine, udeladt.

Den kommer heller ikke frem i en afgørende replik, han har lagt i Regines mund, inden den fiktive hyrdetime mellem de to er forbi. Han har bedt hende hilse sin mand, men hun svarer:

– Nej, Søren, ingen skal nogensinde få at vide, at vi to har talt sammen. Det vil kun skade dig og dit religiøse ærinde. Hvordan ville verden ikke forstå Frygt og Bæven, hvis det kom den for øren, at det hele handler om ulykkelig kærlighed!

Nu handler ”Frygt og Bæven” om ulykkelig kærlighed. Nej, kære Regine (i.e.: kære Tudvad), det handler om en uforståelig gudsbefaling, til Abraham såvelsom til Kierkegaard.

I et skrift fra 1851 ”Til Selvprøvelse” skildrer Kierkegaard en forelsket, der får en gudsbefaling om at slippe sin elskede, se her. Dette har Tudvad gengivet yderst korrekt:

Og det var den, man skulle afdø fra, selvkærligheden, for at give sig hen til Gud. Hvor vanskeligt det var at nå dertil, vidste Kierkegaard bedre end nogen, og derfor kunne han, naturligvis uden at røbe det som sit eget eksempel, med al smertens patos og messens rytme skildre en sådan lidelseshistorie. »Altså, tænk dig en forelsket!« Han bliver forelsket, ja, og den elskede bliver ham hans øjes lyst og hans hjertes ønske, og han griber ud efter hende, for hun er er jo hans øjes lyst og hans hjertes ønske, og han holder hende ind til sig, sit øjes lyst og sit hjertes ønske. Men da udgår der, som det hedder i de gamle fortællinger, en befaling til ham om at slippe hende. Ak, men hun er jo hans øjes lyst og hans hjertes ønske, så i sin elendighed råber han til Himlen og beder, om han dog ikke må beholde hende, og om Himlen dog ikke vil have medlidenhed med ham, og hvis den ikke vil, om den så ikke i stedet vil dræbe ham eller selv tage hende fra ham, så han ikke skal berøve sig sit eget øjes lyst og sit eget hjertes ønske.

Og læg mærke til det: Tudvad indrømmer gerne, at det er sig selv, Kierkegaard har i tankerne. Men ak, heller ikke her bliver vi klogere på, hvordan den forelskede kommer til at høre befalingen. Og der stilles da slet ikke noget spørgsmål ved selve begivenheden, Kierkegaard gør det ikke, og Tudvad heller ikke: Hvad er det for et gudsbillede, der lader Gud befale på den måde?

Jeg skrev på Kierkegaards 200 års fødselsdag den 5-5 2013 et indlæg her på bloggen, se her. Overskriften røber, hvad det handler om ”Kommunikation med Gud?” Og underoverskriften stiller spørgsmålet på en mere gennemgribende måde end Tudvad: ”Kierkegaard, en overordentlig?” Her citerer jeg et sted fra ”Sygdommen til Døden”. Jeg skriver:

Han [i.e. Kierkegaard] skildrer en digtereksistens, der forholder sig til Gud, og det er ikke svært at få den tanke, at det er sig selv og sine egne problemer, han skildrer. Om ham siger han:

Han er i Forhold til det Religieuse en ulykkelig Elsker, ɔ: han er ikke i streng Forstand en Troende; han har kun det Første af Troen: Fortvivlelsen, og i den en brændende Længsel efter det Religieuse. Hans Kollision er egentligen denne: er han den Kaldede, er Pælen i Kjødet Udtrykket for, at han skal bruges til det Overordentlige, er det for Gud ganske i sin Orden med det Overordentlige, han er blevet? eller er Pælen i Kjødet Det, han skal ydmyge sig under, for at naae det almene Menneskelige? (http://www.sks.dk/SD/txt.xml#ss192).

Kierkegaard taler om ”pælen i kødet”, dermed mener han sit tungsind”.

Og her nævner han en anden kollision end den, Tudvad beskriver. Her er tanken med ”pælen i kødet” og det, den fører med sig, bl.a. bruddet med Regine, at han måske/måske ikke skal være den overordentlige, den, som Gud vil bruge til noget helt særligt. Det er det, han grubler på. Det er det, han går og venter et svar på fra den Almægtige, det er derfor, han går og lurer på Styrelsens mindste vink, at han dog må tolke det ret, at han dog må få svar: Skal jeg søge embede på landet og indordne mig under ”det almene”, eller er jeg udset til noget overordentligt fra Styrelsens side?

Igen står det ubesvarede spørgsmål tilbage: Hvordan? Hvordan sætter Gud sig i forbindelse med et menneske ifølge Kierkegaard?

Jeg har i et par afhandlinger søgt at finde svar på det spørgsmål. Her søger jeg svaret i forhold til forfatterskabet i sin helhed, afhandlingen hedder ”Kierkegaards kærlighedshistorie”, og her kun i forhold til ”Frygt og Bæven”, afhandlingen hedder ”Kierkegaards fejl”.

Ellers kan man ”forlyste” sig med det tidligere nævnte indlæg her på bloggen.

Tilbage står kun at give udtryk for en vis ærgrelse. Jeg mener, her har vi et skoleeksempel på en underjordisk trend, som har gjort sig gældende i mange pietistiske miljøer, lige fra Zinzendorfs brødremenighed til vore dage. Den har i al almindelighed unddraget sig teologernes skarpe blik, især fordi den betjener sig af antydninger, som kun forstås af den, der deler baggrundsopfattelsen, som er, at Gud har sine særlige planer med den enkelte, planer, som man må gætte sig til, men som man kan bestyrkes i gennem forskellige vink, som Gud giver den enkelte, og som man måske efterfølgende bekræftes i gennem lignende for andre ubetydelige begivenheder, hvori man dog som from pietist ser Guds førelse.

Hvis nu det forholder sig, som Tudvad her har skitseret det – og han har virkelig levet sig ind i Kierkegaards tankegang, inklusive hans tale om Styrelsens førelse gennem de vink, der bliver ham til del – så ville det jo være oplagt at undersøge hans forhold til Styrelsen lidt nærmere. Måske man derigennem kunne komme på sporet af denne trend, hvor underjordisk den end er, hvor indforstået man end skal være for at fange alle de underforståede betydninger.

Om der her på bloggen vil fremkomme indlæg i den retning, det må fremtiden vise. Foreløbig må gåden forblive delvis uudgrundet.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s