Et kodesprog dechiffreret?

Sidste indlæg her på bloggen endte med et svagt ”fortsættelse følger”. Ja, for blandt de mange ubesvarede spørgsmål, som læsningen af Peter Tudvads bog ”Forbandelsen” efterlader mig med, er det nok det væsentligste: Hvorfor fortæller Tudvad i sin Kierkegaard-roman ”Forbandelsen” hele tiden om Kierkegaards indre forestillinger om at være noget særligt, en ekstraordinær, en udvalgt til lidelse, en martyr, uden at gøre sig de teologiske implikationer af en sådan påstand klar? Hvordan kan han gang efter gang lade Kierkegaard tage denne eller hin begivenhed som et vink fra Styrelsen, uden at det spørgsmål rejser sig og kræver en forklaring, om det så skal være i eller udenfor romanens verden: Hvis det er Kierkegaards gudsbillede, at Gud udvælger en enkelt og gennem forskellige vink får ham til at gøre ganske konkrete ting, kan vi så overtage dette gudsbillede?

Det er vel sandt, at det om Paulus hedder, at Gud direkte talte til Ananias om ham:

Men Herren sagde til ham: »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld. (Apg 9,15).

Dette er holdt i den tids sprog og med den tids forestillinger. Og når vi læser Paulus’ breve og lader os inspirere af dem, så betragter vi ham jo som et Guds redskab og giver derved Lukas ret i de gudsord, han lader lyde om ham, selv om vi ikke selv i vore dage og med vore forestillinger vil sige det samme.

Læser vi således Luther og lader os inspirere af ham, så kan det godt lade sig gøre at få noget solidt kristeligt ud af bekendtskabet med ham, uden at vi behøver at opdigte et gudsord til ham. Hvad han jo nok selv meget ville have sig frabedt.

Og i vore dage er der vel ingen, der vil betegne et andet menneske direkte som Guds redskab, og da slet ingen, der vil mene om sig selv, at han er Guds redskab! Vi står alle lige for Vorherre, mener vi, der kan være en række menneskelige forskelle på os, én har studeret bibelen, én har ikke, men i forholdet til Gud står vi lige, ligeså lige, som vi står i forhold til døden; vi har hver én død, vi skal igennem, og den er højst personlig, man kan ikke udlicitere den til andre.

Javist, altsammen rigtigt nok.

Men se så grev Zinzendorf, som jeg omtalte tidligere, se her. Han havde gennemlevet en omvendelse, ved hvilken kan gav sig over til frelseren, helt og aldeles. Han var naturligvis nødt til stadigvæk at holde sig til sine synders forladelse, for selv om frelseren rådede helt og aldeles i ham, så var synden i ham jo ikke død og borte. Men i den overgiven-sig-til-frelseren, som han gennemlevede, lå noget kirkehistorisk nyt: Han ville arbejde med på frelserens gerning med at udbrede Guds rige. Han stillede sig helt til frelserens rådighed, lod frelseren helt og aldeles bestemme over sig, hvad han skulle bruge sit liv til. Og hvad frelseren ville, det gjorde han Zinzendorf klar over gennem lodtrækning.

Man skal ikke kimse af dette. I den menighed, der dannedes omkring Zinzendorfs gods, Herrnhut, foregik der virkelig bemærkelsesværdige ting. Havde man overgivet sig til frelseren, lod man lodtrækningen afgøre, hvor man skulle hen for at forkynde evangeliet: Skulle det være Vestindien, Trankebar eller Grønland? Det bestemte loddet. Skulle man af sted som enlig eller som gift? Også det afgjorde loddet. Man kunne forestille sig, at mange ville have fravalgt Afrika, hvis valget havde været frit, for Brødremenighedens missionærer døde som fluer af de mange tropesygdomme. Men nej, man blev ved at sende folk derned, og de, der blev udvalgt af loddet, drog af sted i bevidstheden om at fuldføre frelserens vilje.

På Kierkegaards tid var lodtrækningen afskaffet. Men tanken om, at man kunne om ikke direkte få at vide, hvad Gud forventede af én, så dog i det mindste få nogle holdepunkter for et kvalificeret gæt i den retning, den tanke døde ikke. På forskellig vis mente man at kunne analysere eller gætte sig frem til Guds vilje med én.

Men man vovede sig naturligvis aldrig længere ud end til at lade det resultat, man nåede frem til, være uvist. Derfor udtrykte man sig hele tiden i antydninger. ”Der er førelse i det”, ”jeg har fået den indgivelse, at netop det er, hvad jeg skal gøre”, ”nu har jeg gjort, hvad der blev givet mig at gøre”, osv. osv. altsammen lidt hemmelighedsfulde udtryk, der nøjes med at lade ane, at det, man har i sinde, eller det, man har gjort, kunne være Guds vilje med én.

Den slags antydninger er der mange af hos Kierkegaard. Men der skal nok en særlig sans til for at få øje på dem. Eller man skal være specielt kritisk (læs: som undertegnede) før man kan se dem.

Lad mig bare bringe et enkelt eksempel på, at Kierkegaard tidligt tænkte i de baner. I en optegnelse fra 1839 hedder det, se her:

Du Elskovs blinde Gud! Du, der seer i Løndom, vil Du give mig aabenbart? Skal jeg finde, hvad jeg søger, her i denne Verden, skal jeg opleve Conclusionen af alle mit Livs excentriske Præmisser, skal jeg slutte Dig i mine Arme, – eller:

lyder Ordren videre?

Er Du gaaet forud, Du min Længsel, vinker Du mig forklaret fra en anden Verden? O, jeg vil kaste Alt fra mig for at blive let nok til at følge Dig.

Tegnet på, at Kierkegaard er en del af denne pietistiske trend, er ordet ”ordren”. Heri ligger en forudsætning om, at Gud kunne tilkendegive Kierkegaard, at det ikke er ægteskabet, han skal leve i. Guds ord til Kierkegaard er udtrykt i en antydning, intet mere. Man kan i hvert fald ikke hænge ham op på det. Men den, der er inde i denne trends sprogbrug, kan nok forstå, hvordan Kierkegaard tænker.

Men det er karakteristisk for diverse Kierkegaard-fortolkere, at de let og elegant springer over dette ord. Både Hohlenberg, der skrev en Kierkegaard-biografi i fyrrerne, og Garff, der skrev én i 2000, citerer stykket, men undlader at undre sig over, hvor vel en ordre om at skulle videre kan tænkes at komme fra.

Tudvad nævner den ikke. Men han gør noget andet. Han lader Kierkegaard i en samtale med sin bedste ven, Emil Boesen, sige:

Jeg har ment, at vores familie, at dens navn skulle udslettes, og det mener jeg stadig, at det skal. Du ser jo også, at min broder, da han trodsede Guds vilje, blev berøvet sin kone efter et års ægteskab uden at være blevet velsignet med børn. Det er kun mine søstre, der har fået børn, alle mænd af min faders slægt vil snart være døde. Hvordan kunne, og hvordan kan jeg dømme anderledes? Om jeg blot havde troen, vil du svare, så ville jeg trodse denne forbandelse, men det har jeg ikke, og end ikke min fader havde den, for jeg har set den svigte ham. Som barn måtte jeg selv love ham at blive i den tro, hvori der alene er frelse, og som ung fik jeg udpenslet alle Helvedes pinsler, hvis jeg ikke vendte tilbage til den kristendom, han havde opflasket mig med.

Emil siger i en samtale med ham, at han ikke har troen, men overtroen, nemlig den faste forvisning om, at der hviler en forbandelse over familien. Men det mærkelige er, at selv en romanforfatter, der vil digte en historie om netop denne forbandelse, lader denne overtro forblive blandt de mange snurrepiberier, der omgiver Kierkegaard, og ikke spørger, om den har nogen teologisk betydning, eller som minimum: om Kierkegaard tager den med ind i sin teologi og om denne teologi derfor kan være brugelig for os. Nej, nej, man vil udsuge al den spændende og epokegørende teologi fra Kierkegaards skrifter, man bare kan, men tænker ikke over, at det med denne udeladelse måske alligevel ikke bliver hans teologi, man drikker sig mæt af.

Lad mig vise, hvad der er på færde med denne pietistiske trend og hvor farlig denne trend er, ved to citater fra Kierkegaards papirer fra kort før kirkekampen.

I en optegnelse fra 1855, se her, undersøger Kierkegaard, hvordan man kan have et særligt Guds-forhold. At det er en højst mislig sag at ville mene, at man kan have et sådant særligt forhold til Gud, lader vi her være, hvad det være vil. Kierkegaard deler sin undersøgelse op i to: hvordan foregår det i ”Umiddelbarhed” og hvordan foregår det i ”Reflexion”.

I ”Umiddelbarhed” siger Gud direkte til den, der skal have det særlige forhold til ham, hvad han har at gøre. Det kan vi, der lever i ”Reflexion” ikke forstå, men derfor kan det jo være lige virkeligt. Så hedder det:

I Reflexion kan i ethvert Tilfælde dette Forhold umuligt forekomme. I Reflexion bliver der et Dialektisk. Gud maa overlade det til Den, som skal have det særlige Forhold til ham, selv at vove at tage det. Gud kan indirecte paa mangfoldig Maade pirre ved ham, at han dog vover; men det umiddelbare Forhold kan jo ikke haves i Reflexion. Altsaa beroer det dog tilsidst paa, at den Paagjældende vover særligt at indlade sig med Gud, i hvilken Voven saa dog altid er indeholdt Muligheden af at han kunde have forstaaet alle de indirecte Paavirkninger forkeert. Men paa den anden Side alle de indirecte Paavirkninger afgjør | Intet, der maa voves; og naar der er vovet, er dette en heel Qvalitets Forandring.

Det særlige forhold eksisterer stadig, også i ”Reflexion”. Men her kan Gud ikke tale direkte til et menneske, her må det være mennesket selv, der vover at tage dette særlige forhold. Og for at få mennesket til at vove kan Gud pirre ved et menneske, dvs., give ham vink efter vink, gøre den tanke nærliggende for ham, at Gud forventer af ham, at han vover at indlade sig med Gud i et særligt forhold.

At vove at tage et særligt forhold til Gud, er det, hvad Kierkegaard har gjort?

Ja, det er det. Og han har gjort det gennem det meste af sit voksne liv, selv om det først rigtig tilspidser sig frem mod kirkekampen. Blot har han det største besvær med at tolke de vink, som Gud ifølge teorien skulle give ham, for også i tolkningen af de indirekte påvirkninger skal der jo voves.

Jeg vil mene, at Kierkegaard tog bestik af de op- og nedture, som hans tungsind bevægede sig i, og deri så de indirekte påvirkninger fra Guds side, som gav ham mulighed for at gætte sig til Guds vilje og handle derefter. Hvad bruddet med Regine angår, er det min teori, at Kierkegaards tungsind i månederne op til bruddet fik ham til at overfaldes af ”Reflexions-Byger”: snart ville han bryde, snart ville han ikke, frem og tilbage i tankerne i en yderst udmattende tvivlrådighed. Og da han så, da han havde brudt, fik fred for disse byger, tog han det som et tegn fra Gud på, at han havde gjort, hvad Gud ville have ham til at gøre. Det har jeg beskrevet nøjere i afhandlingen ”Kierkegaards kærlighedshistorie”, kapitel 4, se her.

Men hvordan man end i detaljer vil beskrive, hvordan han er nået frem til det vovestykke: at tage et særligt forhold til Gud, nået frem er han. Og at det er et vovestykke, afslører han i optegnelse NB28,6 fra 1854, se her. I denne optegnelse er han ved at gennemgå forskellen mellem den almindelige kristne og den særlige kristne. Han skriver:

Vi Msker i Almindelighed have ikke et umiddelbart Forhold til Gud. Hans Villie forkyndes os in abstracto i hans Ord o: s: v:, men der siges ikke til mig (dette concrete Jeg) Du skal under disse concrete Omstændigheder gjøre Det og Det. Nei, hver Enkelt maa saa at sige oversætte Guds Befaling in concreto. Og dette skeer blandt Andet ved Hjælp af Forstanden.

Dette kan vi almindelige mennesker være med til. Og jeg gad dog vidst, om man kan forholde sig til Gud på anden måde end den her beskrevne. Lidt senere hedder det:

Altsaa et Msk. skal ogsaa i Forhold til at gjøre Guds Villie bruge sin Forstand? Ganske vist, at ville vove saaledes, at Ens Forstand maa sige En: dette er den visse Undergang, er at paanøde sig Gud, er at intendere at ville have et umiddelbart Forhold til Gud (men de som virkelig havde et umiddelbart Forhold til Gud, havde det ikke derved, at de paanødte sig Gud men at Gud valgte dem) er at friste Gud.

Guds vilje, hvad er Guds vilje? Ja, det er én ting, når man er et almindeligt menneske. Så er det identisk med at udøve det etiske, og det etiske kan man forstå med sin forstand. Og man kan også forstå, at den, der vil vove at have et umiddelbart forhold til Gud – svarende til det, han i den forrige optegnelse kaldte ”et særligt forhold” – frister Gud, pånøder sig Gud. Men kan så nogen i det hele taget have et umiddelbart, et særligt forhold til Gud? Det skulle man jo ikke tro, hvis man sammenholder det forrige notat med dette: dèr var Gud afmægtig, kunne ikke henvende sig til et menneske, men måtte vente, til mennesket vovede at tage det særlige forhold; her er Gud i stand til at vælge den, der skal have det umiddelbare forhold til ham.

Kierkegaard fortsætter:

Imidlertid vove saaledes som Den, der har et umiddelbart Guds Forhold, kan og tør ja skal intet almindeligt Menneske; thi Den, der har et umiddelbart Guds Forhold er fritagen for alt Ansvar har blot at adlyde Ordren. Lyder Ordren paa at styrte sig i Undergangen: han har intet Ansvar.

Som man kan forstå: dette er lagt til rette, så både Abraham og Kierkegaard kan omfattes af det. At Abraham dræber sin søn: han har intet ansvar. At Kierkegaard bryder med Regine: han har intet ansvar. Begge handler blot efter ordre. Her hedder det nu alligevel, at den, der har et umiddelbart gudsforhold, vover. Men man får også en tydelig fornemmelse af, at Kierkegaard ikke regner sig selv med til de almindelige mennesker, der ikke skal vove på den måde.

I min optik er Kierkegaards forbandelse ikke, at hans far havde forbandet Gud på heden og derfor måtte leve resten af sine dage med en forbandelse hængende over hovedet, en forbandelse, oven i købet, der gik videre til næste generation. Nej, hans forbandelse er, at han har forbundet sit tungsind med brødremenighedens tanker om at kunne gætte sig frem til Guds mening med netop denne enkelte person, noget, der fik ham til at forveksle sin egen uvilje mod at have en medvider til sine inderste, tungsindige følelser med en gudsbefaling om at bryde med Regine, se evt. min tolkning af Saras historie i ”Frygt og Bæven” her.

Men det må dog siges til hans ros, at han længe befinder sig i uvished, desværre ikke uvished om, hvorvidt det var Gud, der befalede bruddet med Regine, men uvished om, hvad dette fremover skulle betyde for ham: hvad var Guds plan?

Tudvad har i ”Sygdommen til Døden” lagt mærke til det samme stykke, som jeg citerede i mit forrige indlæg, og han refererer det således:

Men han, Anti-Climacus alias Kierkegaard, havde sin pæl i kødet, en snærende tungsindighed, og selvom denne ikke længere var at forstå som en forbandelse, så var det ham heller ikke muligt at afgøre, om den var »udtrykket for, at han skulle bruges til det overordentlige«, eller om den var »det, han skulle ydmyge sig under for at nå det almenmenneskelige«. Han vidste vel efterhånden dårligt, hvad han egentlig mente med det almenmenneskelige, som han engang, netop i anden del af Enten – Eller, havde identificeret med ægteskabet, men som han nu også forsøgte at se som en human religiøsitet, der ikke i streng forstand var kristendom og dog havde sin berettigelse, hvis blot den gejstlige øvrighed var redelig nok til at indrømme, at den langtfra var den efterfølgelsens kirke, som Jesus havde grundlagt i de første menigheder.

Sandt nok, allerede på dette tidspunkt, i 1849, er der lagt op til tankerne bag den kirkekamp, der i 1855 kom til at afslutte Kierkegaards liv.

Hvad afslutningen angår, vil jeg tillade mig at citere fra Johannes Hohlenbergs biografi fra 1940. Han skriver (side 304f):

Strax ved den første efterretning om hans indlæggelse gik Ferdinand Lund derud med sin ældste datter Henriette. Hun fortæller om hvorledes hun, da hun kom ind i sygestuen til ham, overvældedes af det lysskær der ligesom straalede ud fra hans ansigt. »Aldrig har jeg paa slig Maade set Aanden gjennembryde det jordiske Hylster og meddele det en Glands, som var det selve det forklarede Legeme i Opstandelsens Morgenrøde«, skriver hun mange aar efter. Til sin halvbroder Troels Lund fortalte hun om hans glade smil og salige, lettede udtryk, »som en Martyrs naar Striden er omme«. Han som dengang var en dreng paa femten aar fik senere lov til at aflægge onkelen et besøg og fik samme indtryk. Hans vidnesbyrd er saa meget mere værdifuldt, som han selv gør alt muligt for at bortforklare det og faa sig selv til at tro, at det blot var en ganske dagligdags oplevelse.

Dette medtages ikke af hverken Joackim Garff eller Peter Tudvad, hvad man måske ikke kan undre sig over, det lyder jo lidt som en hagiografi. Men jeg køber den nu. Jeg tager det som et udtryk for, at Kierkegaard virkelig selv fik tingene til at gå op, virkelig selv kom til den overbevisning, at han nu, med sit angreb på kirken, havde fuldført sin tjeneste, havde gjort det, Gud ville han skulle gøre.

Blot bliver det for mig et vidnesbyrd om, hvor fast et menneske kan sidde i en fejlopfattelses hængedynd. Men da fejlopfattelsen bygger på en hemmelig indforståethed i de pietistiske miljøer, godtages den aldrig af Kierkegaard-forskere, der ikke tilhører disse miljøer; de opdager simpelthen ikke de mange kodeord.

Dog må man lade Peter Tudvad, at han har opdaget mange af kodeordene, men noget fuldstændigt leksikon har han ikke leveret. Sålænge fejlopfattelsen kan opfattes som et genis private snurrepiberier, er han med. Men skal det danne baggrund for en kodeordenes teologi, står han af.

Ærgerligt!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s