Luther og Kierkegaard

Historien forløber i forskellige epoker. Og det mærkelige er, at hver epoke, uden at vi rigtig lægger mærke til det, så at sige lukker døren efter sig. Tanker, der var naturlige og selvfølgelige for epoken, er ikke mere naturlige og selvfølgelige. Forestillinger, som prægede alle og enhver, præger ikke mere nogen overhovedet. Vil man fra en senere tids synspunkt dykke ned i skrifter fra en nu forsvunden epoke, gør man altså klogt i at være sig denne historiske udvikling bevidst. Ellers risikerer man at løbe med halv vind i sin tolkning af den pågældende epokes skribenter, teologiske eller kulturelle.

Den risiko har kloge teologer set stort på i to tilfælde, som jeg her skal beskæftige mig med: Luther og Kierkegaard.

Lad os tage Luther først!

I en artikel i Præsteforeningens blad fra 2000, se her, har jeg gjort opmærksom på, at Luther var ”augustinist”, dvs., han delte Augustins opfattelse af, at de menneskelige drifter er identisk med synden, arvesynden.

Augustin mente, at fordi mennesket ikke kan andet end udøve syndigt begær i undfangelsesøjeblikket, derfor fødes mennesket som en synder. Luther også. Augustin mente, at fordi Kristus var undfanget ved Helligånden, derfor var han alene født uden synd. Luther også. Augustin mente, at skønt dåben rensede for al arvesynd, kunne man dog ikke skaffe sig et syndfrit individ ved at lade et nydøbt ægtepar have samleje, det var kun syndens skyld, der blev fjernet ved dåben, ikke dens realitet. Luther også. Augustin mente, at den ugifte stand var den bedste, men at ægteskabet var en Guds ordning, indstiftet for at undgå utugtssynder. Luther også. Dog var der den forskel mellem de to, at mens Augustin mente, at man burde blive munk og leve i cølibat, var Luther af den anskuelse, at man, hvis man følte kønsdriften røre på sig, skulle følge Guds råd, at det er bedre at gifte sig end at brænde (1 Kor 7,9); hvis man blev i klostret under de omstændigheder, udviste man en holdning, der imod Guds råd søgte at retfærdiggøre sig selv.

Disse overbevisninger om menneskets totalsyndighed gik i glemmebogen engang i midten af 1700-tallet. Og i vore dage er der ingen teologer, der vil fastholde en sådan arvesyndslære. Alligevel gør næsten alle teologiske forskere det, at de mener sig i stand til at læse Luther direkte, uden hensyn til den anderledes opfattelse af synden, som Luther havde. Det skulle jo ellers være klart for enhver, at hvis Luther tænker om synd og arvesynd som ovenfor beskrevet, så må han nødvendigvis forstå udtrykket simul justus ac peccator (mennesket er på én gang synder og retfærdig) anderledes end os; så må alle vore forsøg på at forstå synden som en totalstørrelse ganske blegne overfor en augustinsk og luthersk forståelse af synd som lig med menneskets driftsliv; den forståelse er helt anderledes total.

Blot er der så at sige ingen Luther-forskere, der så meget som nævner denne arvesyndsforståelse hos Luther. Man forklarer rask væk ud fra sine egne nutidige forestillinger, hvad det vil sige, at mennesket totalt set er en synder, at det er ”indkroget i sig selv” (et Luther-citat) uden at tænke over, at den augustinsk-lutherske epoke har ”lukket døren efter sig”: vi kan ikke længer gengive hans arvesyndsforståelse som noget for os naturligt og ligefremt.

Gør det så meget? vil man måske spørge. Og sandt nok, der synes at kunne komme ganske megen kristelig opbyggelse ud af at læse Luther direkte uden hensyn til dette historiske skel. Men der synes rigtignok også at kunne komme ganske megen eftersnakkeri ind i billedet. For vi kommer med en del Luther-tekster til at stå famlende og usikre, fordi vi ikke mere har fælles forudsætninger med ham.

Heldigvis har Luther skrevet så meget, at der nok kan findes tekster, der ikke forudsætter denne arvesyndslære. Jeg har da glad og gerne citeret fra Luthers skrifter uden hver gang at forklare forskellen på den tids og vor tids selvfølgeligheder. Men netop af den grund kunne man jo sådan set godt fra forskerside i det mindste gøre opmærksom på, hvordan der er forskel på vores epokale overbevisning og Luthers ditto.

Tror man ikke på, hvad jeg siger? Nuvel, jeg kunne henvise til mange steder hos Luther, her vil jeg nøjes med at henvise til hans prædiken på dagen for Marias undfangelse, se her.

Vi skal nemlig straks videre til Kierkegaard.

Også han lever i en anden tid end vor, og også for hans vedkommende skal man tage de anderledes selvfølgeligheder i betragtning, og – ja også det – også for hans vedkommende går forskerne udenom denne problemstilling som katten om den varme grød.

Man har nok ud fra de to forrige indlæg her på bloggen – forudsat, naturligvis, at man har læst dem – fornemmet, at det, jeg tænker på, er denne sære ”underjordiske” trend hos pietisterne, at man mener at kunne gætte sig til, hvad Gud vil have én til at gøre, når det altså står fast, at formålet for Gud jo må være at udbrede det glade budskab. Trenden kalder jeg ”underjordisk”, fordi man aldrig kommer længere end til at antyde, at det og det kunne være Guds vilje med mig, at det var en mulighed at fortolke de og de hændelser, der sker med mig, som vink fra Guds side om, at han vil have mig til at gøre det og det ganske bestemte. Så man betjener sig af indforståede antydninger, for ikke at komme til at sige for meget, eller for ikke at give det udseende af, at man regner sig selv for Guds udvalgte.

I den sidste af de to Kierkegaard-optegnelser, jeg nævnte i mit sidste indlæg, se her, hvori Kierkegaard omtaler muligheden af, at nogen kan have et umiddelbart forhold til Gud, kommer han ind på Jesu ord til den rige yngling: ‘gå bort, sælg hvad du ejer og kom så og følg mig’ (Matt 19,16-22). Det hedder:

Lad mig tage et Exempel. Χstus siger til den rige Yngling: sælg alt hvad Du haver. Dersom denne rige Yngling i Χstus har seet Gud, ja saa er han i det Tilfælde at have et umiddelbart Guds Forhold, han som denne Concrete har af Gud en Ordre en concret Ordre. Har hiin Yngling ikke seet Gud i Χsto, saa er han væsentligen i samme Tilfælde, som enhver senere riig Yngling, der læser denne Fortælling, til hvem Χstus jo ikke umiddelbart siger: gaae »Du« hen og giv Alt til de Fattige.

Den der har det umiddelbare Forhold til Gud, han har det let nok i Henseende til at vide hvad han skal gjøre, og i Henseende til at være fritagen for Ansvar – ak, men saa lyder Ordren paa, at komme til at lide, at offres. Vi Andre skaanes maaskee for Lidelser, i ethvert Tilfælde for Lidelser efter den Maalestok, men saa har vi Lidelsen med at forstaae, hvilken Ordren er og saa har vi Ansvaret.

Jeg gætter på, at de fleste af os prædikanter har forstået ordene om at sælge alt som ord, der gælder i almindelighed. Jeg har i hvert fald ikke selv gjort som Kierkegaard her, og jeg har heller aldrig truffet nogen, der har gjort det, nemlig opdelt menneskene i to kategorier, hvoraf den ene har ”set Gud i Kristus” og derfor har et umiddelbart forhold til Gud, mens den anden ikke har; og hvor derfor vanskeligheden ved at gøre bortskaffelsen af al ens ejendom til en almengyldig norm borttages.

Nej, jeg har opfattet Jesu ord som en almengyldig norm, som vi egentlig alle burde rette os efter. Og jeg er kommet om ved kravet om at sælge alt ved at bruge min forstand (som man måske husker fra citatet i det forrige indlæg, var det noget, Kierkegaard mente var nødvendigt, hvis man ikke ”har et umiddelbart forhold til Gud”). Man kan eventuelt se, hvordan jeg bærer mig ad i dette indlæg.

Denne tanke om, at nogle mennesker kan have et umiddelbart forhold til Gud, er en specialitet for Kierkegaard, en specialitet, han har udviklet i forlængelse af den hernnhutiske tanke om at kunne få særlige anvisninger fra Guds side: det og det konkrete skal du gøre! Netop du skal gøre det, andre måske ikke! Denne tanke gjorde det muligt for ham at bryde med Regine, idet han opfattede det som noget, Gud havde befalet ham. Men denne tanke er jo også noget, der så at sige er gået i graven sammen med Kierkegaard. (Omend det opstod igen i Oxfordbevægelsen i trediverne).

Og derfor rejser det samme spørgsmål sig ved læsningen af Kierkegaard som ved læsningen af Luther: Kan vi tillade os at læse hen over denne epokale forskel mellem dengang og nu? For Luthers vedkommende går det nogenlunde an, kun i enkelte tilfælde, f.eks. når man vil iføre Luthers totalsyndighedslære et moderne klædebon, går det galt. Men for Kierkegaards vedkommende går det galt, om man overser, at han opererer med denne tanke, men vi ikke.

Det viser sig nok tydeligst i det, vi plejer at kalde kirkekampen, tiden fra maj 1855 til Kierkegaards død i november samme år, tiden, der er præget af Kierkegaards udgivelse af sit private tidsskrift ”Øieblikket”, men som indvarsles af den skelsættende pamflet ”Dette skal siges, saa være det da sagt”, se her. Det er den artikel, hvori Kierkegaard hævder, at den, der ikke deltager i kirkens gudstjenester, bestandig har én synd mindre på samvittigheden: han deltager ikke i at holde Gud for nar. Og i ”Øieblikket” bruger han så spaltepladsen på at gøre grundigt nar af alt vedrørende folkekirken, mest grundigt af dens præster, der alle som én erklæres for ménedere at være: de aflægger ed på at skulle forkynde Det Ny Testamentes kristendom, men forkynder i praksis det stik modsatte.

Skulle man nu som trofast fan af Kierkegaard følge ham, burde man vel følge ham også i det, hans liv slutter med, altså følge ham ud af folkekirken. Det gør dog de færreste. Tværtimod bliver de fleste Kierkegaard-tilhængere siddende i deres gode, velaflønnede præstestillinger. Man siger, at man sandelig tager Kierkegaard alvorligt, men man gør det modsatte af, hvad han ender med at anbefale os.

I en kirke, som godtager en gudsfornægtelse som Thorkild Grosbølls, er det vel ikke helt utænkeligt, at man en dag skulle få opleve en præst, der gentager tesen fra Kierkegaards pamflet: at man bør holde sig borte fra folkekirkens gudstjenester for ikke at være med til holde Gud for nar. Men sjovt nok har vi ikke set en sådan gejstlig figur endnu: Den modsigelse ville vel også næsten være for tyk, tykkere end Thorkild Grosbølls, selv om man ikke ville tro det muligt.

Hvordan klarer Peter Tudvad dette problem?

Han nøjes med at referere Kierkegaards opfattelse i ”Øieblikket”:

Præsteskabet var dog intet andet end et i lange klæder indhyllet indbegreb af nonsens, mens Gud trods al dets tevandsbibelfortolkning var og blev, hvad han var, menneskeligt talt menneskets dødsfjende, for han ville, at mennesket skulle afdø, han hadede det, hvori mennesket naturligt havde sit liv, hvorved det hang med al sin livslyst. »Kristendom i det Nye Testamente er at elske Gud i menneskehad, i had til sig selv og derved til andre mennesker, hadende fader, moder, sit eget barn, hustru osv., det stærkeste udtryk for den kvalfuldeste isolation.« Hade sit barn, jovist, det stod der i det Nye Testamente, at man skulle, og det havde hans far forstået, mens præsterne i stedet havde gjort en fejende galop af en sørgemarch, gjort fryd og gammen af denne jammerdal og straffeanstalt, så kristendommen nu var blevet en idyl med børneavlen og hopsasa, bryllupper og barsler. »En mand med et fruentimmer under armen træder op til alteret, hvor en pyntelig silkepræst, halvt studeret i digterne, halvt i det Nye Testamente, holder en tale, halvt erotisk, halvt kristelig, en vielse: Dette er i “kristenhed” kristendom. Det Nye Testamentes kristendom ville være: Dersom hin mand virkelig kunne elske således, at pigen var den i sandhed eneste og med en sjæls hele lidenskab elskede, da, hadende sig selv og den elskede, at slippe hende for at elske Gud! Og herom er det, jeg siger: Sådanne mennesker, af den bonitet og kaliber, fødes ikke mere.« Ja, det skrev han rigtignok i Øieblikket, og dog var der et menneske, et enkelt menneske, af den bonitet og den kaliber, der havde ladet sig føde i hans generation, nemlig ham selv.

Hvor er Tudvad selv henne i dette referat? Ja, citatet er jo rigtignok, se her. Men påstanden om, at dette er Det ny Testamentes kristendom dog vist ikke. Og påstanden om, at der dog trods alt er født i hvert fald ét menneske af den bonitet, nemlig Kierkegaard selv, måske også korrekt nok, men jo ikke derfor kristelig.

Så kan jeg bedre lide min gamle lærer, professor N. H. Søe, der mente om kirkekampens Kierkegaard, at han var blevet sindssyg. Han kunne ikke få sådanne opfattelser fra kirkekampen til at stemme overens med udtalelser fra det øvrige forfatterskab, hvor Kierkegaard lovpriser ægteskabet.

Men i det hele taget må man sige, at netop det spørgsmål: Hvordan får man kirkekampens Kierkegaard til at være en naturlig forlængelse af det øvrige forfatterskabs Kierkegaard, er et hidtil uafklaret spørgsmål. Og man løser det ikke med blot at referere Kierkegaards standpunkter.

Dog, der er andre uheldige følger af, at man overser den særlig kierkegaardske specialitet med gudsåbenbaringer til den enkelte. Det er sikkert sandt, at Kierkegaard mente om sig selv, at han var af den krævede bonitet, men Kierkegaard gør sig sagen for let ved blot at sige, at han ”slipper pigen for at elske Gud”; nej, han har et umiddelbart forhold til Gud, han får en ordre, som han ikke begriber et kuk af, han adlyder ordren og bryder med Regine, og han får langs hen ad vejen færten af, hvad Gud ville med denne ordre.

Men selve det, at Gud taler til et menneske som en general til sine underordnede, selve det, at det er Abraham, der tages som ideal, og det den Abraham, der ofrede Isak, det er en fejl af en meget gravérende karaktér, og den kræver et helt indlæg for sig.

Som måske vil følge imorgen.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s