Troens fader

Kierkegaard kalder i ”Frygt og Bæven” Abraham for ”Troens Fader”, se her. Og det er jo sandt nok, at Paulus i Rom 4,11f hævder, at Abraham blev fader til både uomskårne og omskårne, og da det var ved troen, han blev fader til disse, kan man jo godt kalde ham ”troens fader”.

Men det er dog værd at gøre opmærksom på, at der er en væsentlig forskel på argumentationen i Rom 4 og i ”Frygt og Bæven”. Hos Kierkegaard er det, der får ham til at kalde Abraham ”Troens Fader” Abrahams lydighed, stillet overfor kravet om at ofre Isak. Hos Paulus er det det forhold, at Abraham troede på Guds ord, da det lød til ham, at hans afkom skulle blive talrigt som himlens stjerner. Og, fortæller Paulus senere,

Han er fader til os alle, sådan som der står skrevet: »Jeg gør dig til fader til mange folkeslag,« fader over for Gud, som han troede på, Gud, som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til. Med håb imod håb troede han, at han skulle blive fader til en mængde folkeslag, som det var sagt ham: »Så mange skal dine efterkommere blive.« Og uden at blive svag i troen så han, at hans krop allerede var uden livskraft – han var næsten hundrede år gammel – og at Saras moderliv var dødt; og han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, han blev tværtimod styrket i troen og gav Gud æren og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre. (vv 16-21).

Den tro, Paulus beundrer, den tro, der får ham til at kalde Abraham Fader, det er ikke den, der bliver prøvet i fortællingen om Isaks ofring, det er den, der tror Guds forjættelse, selv om ydre ting synes at modsige den.

Det, der gør denne forskel væsentlig, er, at den kristne lydighed i modsætning til den jødiske (og muslimske) er en forstående lydighed. Det gør netop fortællingen om Isaks ofring ubrugelig til kristen opbyggelse. For den lydighed, Abraham udviser ved at ville ofre Isak, er ikke forstående, det kan den aldrig blive, det er jo en prøvelse, han udsættes for, så han kan ikke få at vide, at det er det, det går ud på; blev han klar over det, var det ikke længer en prøvelse.

Da Troels Nørager i sin tid udgav en bog ”Taking leave of Abraham”, blev han angrebet af formanden for menighedsfakultetet Jørgen Jørgensen: Nørager var ikke bibeltro nok. Det harmedes jeg over. Jeg er minsandten lige så bibeltro som Jørgen Jørgensen, hævdede jeg i et indlæg, se her. Det viste jeg naturligvis med en række bibelcitater, først og fremmest citater, der viste, hvordan Jesus vender sig imod tankegange fra det gamle testamente. Når han f.eks. i Joh 15,15 siger til sine disciple, at han ikke længer kalder dem slaver (tjenere), men venner, og begrunder det med, at slaven ikke véd, hvad hans herre gør, så skyldes det netop, at i Jesu øjne er disciplens lydighed en lydighed, der forstår, hvad der skal gøres, og hvorfor det skal gøres, altså en lydighed, der er stik imod Abrahams lydighed.

Men nu er jo dette, at Abraham overfor ordren om at ofre Isak adlyder uden at kunne se meningen med det, han skal gøre, et træk ved Abraham-skikkelsen, som Kierkegaard i ”Frygt og Bæven” gør meget ud af, ja betragter som det, der gør Abraham stor. Og har man blik for den særlige kierkegaardske opfattelse af Gud, at han kan give vink til enkeltmennesket for at få ham til at gøre det, han gerne vil have ham til at gøre, så er det ikke svært at se, at netop dette, at Kierkegaard ikke kunne se meningen med den gudsbefaling, han mente at have fået om at skulle bryde med Regine, var, hvad der fik ham til at gribe Abrahamskikkelsen med tilslutning, og altså gribe netop hans ofring af Isak. Her var der jo en bibelsk person, der på samme måde som han selv havde fået en befaling, han ikke kunne se nogen mening med, men dog en befaling, som han måtte adlyde, fordi den kom fra Gud selv.

Dette sidste er så det første sted, jeg skal påpege, hvor det viser sig, at det går galt, hvis man ikke medindregner Kierkegaards særlige forestillingsverden i sin analyse af hans teologi.

Kierkegaard siger f.eks. i ”Philosophiske Smuler”, at

… dybest i Gudsfrygten lurer vanvittigen den lunefulde Vilkaarlighed, der veed at den selv har frembragt Guden. (|4, 250)

Denne tese har man sammenholdt med Kierkegaards paradoks-tanke og ment derigennem at have en argumentation imod ateismen: det kommer ikke an på de objektive facts, det kommer an på det subjektive engagement. Det er en forestilling, som specielt Karl Barth har udarbejdet, muligvis inspireret af Kierkegaard. Og bevares, det kan måske nok give en vis mening at argumentere sådan overfor ateismen, men det kan nu ofte forekomme at være en noget spag argumentation.

Men gør man sig klart, at Kierkegaards subjektive engagement hang sammen med hans brudte kærlighedsforhold, og at hans stadige pukken på Guds eksistens skyldtes hans stadige forsøg på at finde mening i den meningsløse gudsbefaling, så er det jo to forskellige ting, der er tale om. Den Gud, vi almindelige kristne tror på, er en Gud, der kaster meningens nådefulde lys ind over vor tilværelse, ikke som et bevis, men som et ord, man som enkeltperson kan leve på, og et ord, som hele den vestlige verden faktisk lever på. Men den Gud, som Kierkegaard kaster hele sin eksistens ind på at tro på, er en Gud, der først giver ordre til at elske Regine og derefter befaler at skilles fra hende. Om den Gud kan man bruge begrebet paradokstænkning, for de to ting strider paradokst mod hinanden. Men om ”vores” Gud, skaberen, meningsgiveren, kan man ikke bruge nogen paradokstænkning.

Men det bliver værre endnu.

For Kierkegaard har jo uddraget den lære fra Abraham-skikkelsen (og fra sin egen erfaring), at Gud kan give en ordre, der går imod det etiske. Det er noget, man som regel ikke gør så meget ud af, måske fordi det er lidt ubekvemt. Men det blev dog nævnt, da Nanna Goul i 2013 skulle ”anmelde” ”Frygt og Bæven” i Weekendavisen. Hun gjorde dèr det, at hun citerede Immanuel Kant:

Den tyske og Den tyske og vidunderligt ultimative rationelle filosof Immanuel Kant var også meget optaget af fortællingen om Abraham, men havde derimod en helt anden læsning. Han mente, at Abraham bare skulle have svaret den formodede guddommelige stemme, der krævede, at han ofrede Isak, således:

Det er helt sikkert, at jeg ikke bør slå min gode søn ihjel; men at du, der taler til mig, er Gud, det er jeg ikke sikker på og kan heller ikke blive det”. Tja, så nemt kunne det ogå gøres!

Heldigvis var det aldrig så nemt for Kierkegaard.

Dette kan man kun give Kant ret i, i hvert fald, hvis man er ”mig”. Men det var ikke blot mig, der følte, at Kant havde ret og Kierkegaard uret, det var også lektor Johannes Thomsen. Han citerede i et senere læserbrev Nanna Goul således:

Når alt kommer til alt, er det eneste, vi kan fatte, derfor, hvor ufattelig troen er. At forstå troen er et grundlæggende paradoks, der befinder sig i det absurde – og at den netop kan forekomme os mennesker så urimelig, fordi man, som Abraham, nogle gange må gøre noget, der er etisk forkasteligt, for at gøre det rigtige i forhold til Gud

og kommenterede det på denne måde:

Her har vi det sublimeste af det sublime inden for Kierkegaards filosofiske teologi, dette Troens paradoks, hvor vi må erkende vor afmagt og bøje os i støvet.

Men hvad sker der, hvis vi bytter lidt om og skriver Taleban i stedet for Abraham, eller al-Qaeda eller hellig kriger eller andre, der med henvisning til en guds befaling må gøre noget, der er etisk forkasteligt og kræver, at de ofrer sig selv og/eller andre?

Hvorfor er den ene autoritet i én religion bedre end en anden i en anden religion? I begge tilfælde henvises til en instans uden for mennesker, men hvis eksistens uden for menneskets eget hoved aldrig er påvist.

En udmærket kommentar! For her vises det, at hvis man vil gøre Kierkegaards teologi identisk med den kristne teologi, så kommer man til at mangle argumenter imod islam. (Se evt. mit indlæg derom her).

Det er der andre, der har gjort opmærksom på. Clare Carlisle har skrevet en bog om ”Frygt og Bæven”. Heri hedder det på side 76:

Når jeg underviser i Frygt og Bæven, foretager mine studenter ofte en sammenligning mellem Abraham og de islamiske terrorister, der fløj ind i World Trade Center i New York den 11. september 2001, eller dem, der detonerede bomber i den londonske undergrundsbane den 7. juli 2005. Selvfølgelig er det etiske udtryk for terroristernes handlinger ‘mord’, men skal man ud fra et religiøst perspektiv beundre dem? Der er uden tvivl nogen, der beundrer dem, og måske har disse terrorister, ligesom Abraham, sine poeter, som vil bevare deres navne og deres gerninger i hukommelsen til fremtidige generationer; der er givetvis mange andre, som ville blive forfærdede ved et sådant fremtidsperspektiv. (På lignende måde, foreslår Johannes de silentio, skal vi, når vi hører Abrahams historie, ‘lære at forfærdes ved det uhyre Paradox, som er hans Livs Betydning’ (|4, 146)). Eftersom de dræbte sig selv tillige med andre for en religiøs sags skyld, var så de islamiske terrorister, som Abraham, mennesker, der foretog et offer, der gav dem det fortjenstfulde navn: troens heroer?

Disse spørgsmål skal ikke lukkes ned altfor hurtigt: ligesom Johannes de silentio indrømmer, at han ikke kan forstå Abraham, skulle vi måske standse op, før vi prøver at løse problemet med en politisk, sociologisk eller psykologisk forklaring af terroristernes angreb.

Herefter går hun så forøvrigt i gang med at ”løse problemet” med en politisk, sociologisk eller psykologisk forklaring af terroristernes angreb, for hun vil ikke være ved, at der er tale om nøjagtig den samme fejl: et menneske tror at kunne høre en befaling fra Gud, der går imod det etiske. Og det er jo sandt, hvad Johannes Thomsen siger. Så hvis vi følger Kierkegaard i hans paradokstænkning og udelader al tale om, at han i virkeligheden gennem Abraham taler om sig selv, og således kommer til at bilde os ind, at Abraham-historien fortæller os en opbyggelig historie om gudstroen i al almindelighed, så kommer vi til at stå uden noget svar på Johannes Thomsens yderst relevante spørgsmål: Hvorfor er én autoritet i en religion bedre end en anden autoritet i en anden religion?

Kierkegaard skriver i én af de optegnelser, jeg tidligere har nævnt, nemlig denne:

Imidlertid vove saaledes som Den, der har et umiddelbart Guds Forhold, kan og tør ja skal intet almindeligt Menneske; thi Den, der har et umiddelbart Guds Forhold er fritagen for alt Ansvar har blot at adlyde Ordren. Lyder Ordren paa at styrte sig i Undergangen: han har intet Ansvar.

Som før omtalt: Man kan ikke dele menneskene op på den måde, i nogle, der er almindelige mennesker og skal bruge deres forstand, når de skal oversætte Guds befaling in concreto, og i nogle andre, der har et umiddelbart forhold til Gud og derfor ikke behøver nogen oversættelse, for Gud har gjort sin befaling til dem så konkret, at ingen oversættelse er nødvendig, kun dette at gøre det står tilbage.

Nu har Kierkegaard ikke desto mindre gjort det, altså opdelt menneskene i sådanne to kategorier, og det sætter os i stand til at bruge denne opdeling til at skelne mellem kristendom og islam. For det er jo netop, hvad den muslimske selvmordsbomber påstår: at han gennem sin tro har et umiddelbart forhold til Gud, har fået en umiddelbar ordre om, hvad der skal gøres (omend han jo – ligesom Kierkegaard – selv må vove at tage det særlige forhold til Gud), og så blot efterfølgende har at udføre den af Gud givne ordre. Og det er netop, hvad vi kristne – om vi altså kunne løsrive os fra alle kierkegaardske forestillinger – må indvende imod ham: Nej, du er ikke noget særligt i Guds øjne, du har ikke speciel adgang til Himlens Herre, du må ligesom vi andre nøjes med det, du kan tænke dig frem til som en god gerning. Og begår du noget uetisk, da kan du ikke undskylde dig med, at Guds ordre står over det etiske; du møder derfor ikke 72 jomfruer i det himmelske, nej, du møder alle de mennesker, du har slået ihjel, ægtepar, unge, gamle, børn, alle kommer de til dig og spørger dig ‘hvorfor’, og ser du hen på Gud, om han ikke vil forsvare din handling, opdager du, at også han ser spørgende på dig: hvorfor gjorde du dog det, menneske?

Og det er jo nøjagtig det samme, vi vil spørge om. Hvad foregår der inde i hovedet på disse mennesker?

Vi aner det ikke. Vi forstår det ikke. Men hvis det kan hjælpe os at vide, at kristne teologer har været ude ad den samme tangent, specielt jo altså Søren Kierkegaard, så er denne fattige og vistnok forgæves hjælp hermed ydet.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s