Hvilken islam kan vi leve med?

Justitsminister Søren Pind har efter terrorhandlingen i Nice lagt en lidt hurtig (måske for hurtig) bemærkning ud på sin Facebook-profil:

Vi er i krig med en dødskult. Ikke islam. Bliver det til en krig mod islam, slutter den aldrig. Der er over 1 1/2 milliard muslimer i verden. Og samtidig vil det være en krig mod hundreder af millioner af uskyldige mennesker.

Det er han blevet rykket i ørerne for af ganske mange mennesker. Og den 18-7 blev han søgt ristet over en sagte ild af Martin Krasnik i Deadline. Det kom der nu ikke noget særlig fornuftigt ud af. Ikke fra Krasniks side, og heller ikke fra Søren Pinds side, selv om han viste sig mere fornuftig, end man skulle tro ud fra hans Facebook-udtalelse (og ud fra de protester, der har lydt imod den).

Det skyldes i nogen grad et forhold, som jeg tidligere har refereret Daniel Greenfield for at have gjort opmærksom på, se her: Det er lykkedes islams forkæmpere at få lov til efter behag at skifte mellem at blive betragtet som en religion, som en kultur og som en race. Derved, siger han, opnår de alle goderne ved de tre bestemmelser, men ingen af ulemperne.

Og det blev mildest talt ikke klart, i hvilken af de tre betydninger Pind brugte ordet ”islam”. Hvis man havde nøjedes med at tale om islam som en religion, så var Pind klar nok i mælet: Han følte sig som kristen i krig med islam, men på det punkt var tale om en åndelig krig, hvor det er argumenter og ikke vold, der gælder.

Men hvis man udtaler sig om islam som en kultur, og indenfor den diskurs spørger, om islam og demokrati kan forenes, så var han noget mindre klar i mælet. Som eksempel på en muslimsk stat, der var tæt på at være demokratisk, nævnte han Indonesien. Men mere fik vi ikke ud af den diskurs, skønt Krasnik borede kraftigt i hans udtalelser.

Diskussionen fandt sted på baggrund af Nice-udåden, og vi fik set Nicolas Sarkozy foreslå, at man undersøgte alle de 11.000 muslimer, man i Frankrig havde under mistanke for at kunne blive radikaliseret og udstyrede de mest mistænkelige med fodlænke.

Det ville Søren Pind ikke gå med til. Men vi fik ikke rigtig noget at vide om, hvilke tiltag man så ville gennemføre for at gøre en terrorhandling på dansk jord med en hjemmeavlet ensom ulv usandsynlig.

Naser Khader fortæller i Berlingske, se her, at han på en Facebook-opdatering om Nice-terroren: ”Hvis det er islam, vil jeg ikke være muslim” fik en række reaktioner:

Reaktionerne på min kortfattede opdatering udeblev ikke. Der var masser af opbakning, men også det modsatte. Mest interessante var reaktionerne fra folk med muslimske navne, og den gik lige fra den totale ansvarsfralæggelse – »det har ikke noget med islam at gøre«, »han er ikke muslim«, »det er en forkert læsning af Koranen« osv. – til perfide kommentarer om min person, der inkluderer de sædvanlige ord som »luder«, »forræder« og »vantro«.

Eksemplerne udstiller med sørgelig præcision, hvorfor islam er i dyb krise. Og de dokumenterer, kommentar for kommentar, at moderate muslimer har et kæmpeansvar for de europæiske landes fortsatte produktion af islamister.

Spørgsmålet er altså, både for Søren Pind og for Naser Khader, hvordan man får aktiveret de moderate muslimer. Men spørgsmålet er så sandelig også for os danskere, hvilken form for islam vi kan gå med til her i landet, islam her forstået som en religion med en bestemt teologi og bestemte handlinger tilknyttet.

Mit forslag er, at vi ikke kan acceptere en islam, der går ind for selvmordsbombere. Lad mig derfor her fremsætte forslag om, at vi – dvs. den danske stat eller en anden europæisk stat, f.eks. den franske – forlanger af samtlige imamer, at de tager afstand fra selvmordsbombere og direkte hævder, at sådanne mennesker ikke kommer i paradis, altså ikke får mulighed for at fornøje sig med 72 jomfruer. At det er staten, der kræver noget sådant, betyder, at det gøres strafbart at hævde, at selvmordsbombere er tilladt ifølge islam. Man kan belægge det med bødestraf, man kan udvise imamen eller lukke den pågældende moske.

Vi er efterhånden kommet dertil, at vi må spørge hver enkelt muslim og hver enkelt moské med tilhørende imamer, om de er for os eller imod os. Og hvis de mener, at en selvmordsbomber, der udløser sin bombe i Europa, kommer i himlen, så kan vi uden videre konstatere, at de er imod os, og straffe i overensstemmelse dermed.

Vi går ikke muslimernes religionsfrihed for nær. For vi må forlange af enhver borger, at han eller hun ikke opfordrer til vold. Og en trossætning, der påstår, at en selvmordsbomber belønnes i det hinsidige, indebærer en opfordring til vold og bør følgelig straffes.

Og vi går heller ikke muslimernes ytringsfrihed for nær. For de har al den frihed, de kan ønske sig, til at organisere politiske partier, der går ind for en anden samfundsordning end den eksisterende. Men så snart disse partier vil fremme deres politik gennem vold, herunder gennem selvmordsbombere, så overskrider de grænsen for demokratiets spilleregler og skal straffes. Og det, der skal straffes, er jo ikke selvmordsbomberen, ham er det umuligt at straffe mere, end han har straffet sig selv, det er de udtalelser, der har fået ham til at udføre sin udåd, det er den bølge af accept, han mener at kunne få fra de muslimske miljøer.

I disse miljøer må man gerne være imod det øvrige samfund, man må gerne se skævt til alt vestligt, til hele vor kultur med dens fester og løssluppenhed, at vende sig imod denne udbredte grundopfattelse hos muslimerne er kirkens opgave. Men i det øjeblik man siger, at man vil have muslimernes for os at se vanvittige idealer for statens indretning gennemført med vold, herunder selvmordsbombere, så skal der straffes. Her, ved accepten af selvmordsbombere, findes det shibbolet, den lakmusprøve, der kan gøre skel mellem, hvad vi i vore samfund kan acceptere, og hvad vi må vende os imod med vore straffeforanstaltninger.

Naser Khader skrev også følgende i sit indlæg:

Vi har derudover et problem med den islamistiske ideologi, der er god til at tilbyde især folk, der roder rundt på samfundets bund med kriminalitet og stoffer, en hurtig løsning med et tilbud om en tur til Paradis og 72 jomfruer. Så er man frelst, og alt glemt.

Hvis det står fast, så er vi vel alligevel ude at svømme, så har de moderate muslimer alligevel ikke noget at indvende imod denne voldsanvendelse.

Jamen, det står ikke fast. Koranen forbyder selvmord. Sura 4,29 oversættes ganske vist i Vandkunstens danske udgave med ”I må ikke slå jeres egne ihjel”, men flere engelske oversættelser har: ”Do not kill yourselves”. Dertil kommer en hadith fra Sahih Bukhari 2,445, hvor Muhammed hævder, at den, der begår selvmord med en kniv, vil blive pint i helvede med den samme kniv.

Så skal det også siges, at det fremgår af denne side, at det, vi kalder selvmordsbombere, kalder muslimerne martyrer. Man er indenfor de seneste halvtreds år i stand til ved hjælp af en vis prokuratortankegang, at snyde Gud en lille smule: man mener, man har fået Gud til at acceptere, at et menneske kan føre krig på Guds vegne, den såkaldte jihad, og så tror man, at man kan liste et selvmord ind som en del af jihad, uden at Gud opdager det. Dog er man ærlig nok til at tildele selvmordsbomberen en plads i helvede, hvis det ikke lykkes ham at tage andre med sig i døden. Jeg tror ikke, Gud hopper på den, men det må jo blive muslimernes sag.

Hvad vi kan forlange af muslimerne, hvis de vil være borgere i vore lande, er kun, at de åbent erklærer, at den, der begår selvmord, også i en selvmordsaktion, ender i helvede og ikke i paradis, jo dybere i helvede, jo flere mennesker han tager med sig i døden. For holder man fast i, at en sådan terrorist ender i paradis, eller betragter man det som en mulighed, så vender man sig mod vort demokratiske samfund, ikke blot med ord til diskussion, men med opfordring til vold. Og det både må og skal et demokratisk samfund reagere imod.

Det vil sige, mit forslag går ud på, at den franske regering efter nogen tid – skal vi sige på månedsdagen for udåden – når det så nogenlunde ligger klart, at der var tale om en muslimsk terrorhandling, går ud med en annonce i samtlige aviser og blade om, hvordan landet nu ligger. Man kan eventuelt illustrere den med Kurt Westergaards Muhammed-tegning, hvor Muhammed har en bombe i turbanen. I den annonce spørger man landets muslimer, om de vil være tilhængere af denne Muhammed, eller de vil støtte op om det franske samfunds demokrati. Hvis de åbent eller skjult vil det første, står de til straf og eventuel udvisning, inklusive moskélukning og bøder, hvis de ikke vil, må de åbent erklære, at selvmordsterrorhandlinger er forbudt ifølge islam (altså ifølge den islam, som de repræsenterer, og som fremover vil være den eneste tilladte islam i Frankrig).

Danske politikere kan naturligvis – uden at skulle betale royalty til mig – benytte sig af metoden også.

Det er nogenlunde klar tale, og det er en handlingsmulighed, som tilbyder sig for de politikere, der hidtil har talt store ord, men gjort meget lidt, ikke af ond vilje, men fordi der ikke rigtig er noget, man kan gøre overfor sådanne ensomme ulve.

Men selvfølgelig rammes også dette forslag af tidens afgørende spørgsmål: Batter det noget? Er ikke også det et slag i luften og intet mere? Vil ikke muslimerne, kloge som de er, let kunne undgå at give sig til kende?

Mit modspørgsmål er: Hvad batter så? På denne måde kan man dog nogenlunde skelne mellem, hvad der er tilladt og hvad der er forbudt, eller altså: hvilken islam vi kan leve med og hvilken vi ikke kan leve med. Og det på en måde, så det både er i overensstemmelse med vor egen retsfølelse og kan gøres i overensstemmelse med dele af islam. Man skal lægge mærke til, at det ikke forbydes muslimer at have et andet syn på, hvordan samfundet skal indrettes, det forbydes dem kun at søge at opnå det ved vold. Derfor er det pinende nødvendigt at få dem til offentligt at tage afstand fra tanken om, at en selvmordsbomber ender i det muslimske paradis. Og som sagt: der kan gives gode muslimske grunde for den påstand. Og dertil en sekulær: det er muligt i de europæiske samfund at fremsætte alternative statsteorier og arbejde for at få dem virkeliggjort på demokratisk vis.

Det forslag her retter sig imod den ret store sympatisørsump, enhver muslimsk terrorist har i de europæiske lande. Og jeg véd da godt, at der synes at være blevet enighed blandt muslimske lærde, at selvmordsbombere opnår belønning i det muslimske paradis. Men forslaget går netop ud på at bryde denne enighed, så der kan danne sig en særlig europæisk islam, som vil kunne leve fredeligt her. Givet er det, at kan accepten af selvmordsbombere fortsætte med at trives i muslimske miljøer, vil den ene ensomme ulv efter den anden kunne dukke op. Med forbudet mod selvmordsbombeideologi vil chancen dog være væsentligt formindsket.

P.S.: Hvis nogen vil indvende, at terroristen fra Nice ikke begik selvmord, men blev skudt af politiet, er det jo sandt nok. Alligevel er der tale om en selvmordsaktion, hvilket viser sig derved, at han inden sin udåd tømte sin bankkonto.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Hvilken islam kan vi leve med?

  1. Pingback: Hvilken muslimsk reaktion? | ricardtriis

  2. Pingback: Lakmusprøven | ricardtriis

  3. Pingback: I krig med islam? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s