Om at lære af historien

Sørine Gotfredsen har på sin blog på Berlingske skrevet et indlæg med overskriften: ”Historien kalder”, se her. Hun har først fornylig fået læst Pihl og Rosenløvs bog om korstogene og mener i den at se et nødvendigt korrektiv til den sædvanlige historiefortælling. Det er således nyt, påpeger hun, at se korstogene som en forsvarshandling overfor en langvarig muslimsk ekspansion.

Sørine Gotfredsen mener i det hele taget, at det er nødvendigt at tage historien med i betragtning, når man vil se på de to religioners interaktion, kristendom og islam. Hun slutter med at skrive:

Men der kan stadig vindes indsigt, og man kan begynde med at sætte sig ind i religionernes grundlæggende natur. Muhammed blev med tiden til en politisk erobrer, mens Jesus gik frivilligt i døden, og med vidt forskelligt religiøst indhold udviklede sig nogle kulturer, der altid har haft svært ved at sameksistere. Det grundvilkår er vi nødt til at tage alvorligt, hvis vi ikke skal blive ved med som forvirrede vesterlændinge at famle i blinde og gentage værdiflosklerne i blomsterhavet ved en ambassade. Det er en historieløs paradedisciplin, der foregår, og den åbenbarer, hvor meget denne epoke kalder på viden om fortiden. Relationen mellem kristen og muslimsk kultur udgør en grundpille i europæisk historie, og dermed også i mange af de problemer, vi står med i dag. Der er al mulig grund til at læse Pihl og Rosenløvs bog om korstogene.

Sandt nok, vi famler i blinde. De mange floskler ved disse terrorhandlinger hænger os ud af halsen. Og alle politikernes forsøg på at optræde faste og beslutsomme preller efterhånden af på os. For vi véd godt, at det nok ikke nytter noget, hvor gerne vi end ville tro det.

Men oven på Sørine Gotfredsens anbefaling om at bruge historien til at sætte sig ind i religionernes grundlæggende natur kom jeg i tanker om, at jeg for en del år siden studerede Spaniens historie lidt nøjere. Jeg fandt dengang en hjemmeside med en række gode henvisninger til troværdige historikere. Og minsandten, den eksisterer endnu, se her. Og da mange af de forfattere, der henvises til, har skrevet deres bøger, længe før det kom på mode at undskylde alle muslimernes gerninger og anklage alle vore egne, er de rimeligt afbalancerede.

Til gengæld er de så fulde af detaljer, forstyrrende detaljer, om jeg så må sige, for det viser sig at være utrolig svært at uddrage nogen lære af Spaniens historie. Og finder man en sådan, skal det nok vise sig, at den er ganske uaktuel for anvendelse på situationen i vore dage.

Man kunne så sige, som én af mine gamle bekendte: ”Det eneste, man kan lære af historien, er, at man ikke kan lære noget af historien”. Og det er udmærket at holde sig denne grundsætning for øje, for erfaringen viser, at hver gang man søger at drage historiske paralleller, er der alligevel ikke tale om paralleller.

Alligevel vil jeg altså søge at uddrage en lære af Spaniens historie fra 712 til 1620. Og denne lære lyder: ”Det er umuligt for kristendom og islam at leve sammen. Hvor de tvinges til det, kan det kun lade sig gøre, hvis én af dem accepterer at opgive dele af deres grundlag”.

Fra 712 og godt ti år frem blev Spanien erobret af muslimske hære. Kun det nordvestligste Spanien gik fri. Muslimerne gik endda videre, op i Frankrig, men da de i 732 blev slået ved Poitiers af Karl Martel, holdt de sig sidenhen syd for Pyrenæerne.

Muslimerne gjorde det samme i Spanien som alle andre steder: de gav jøder og kristne lov til at beholde deres religion, de fik endda et vist selvstyre under deres rabbinere og biskopper, men blev også underlagt visse begrænsninger, f.eks. skulle de betale en særlig skat, de måtte ikke vise deres religion i det offentlige rum, kristne kvinder måtte gifte sig med muslimske mænd, men børnene skulle regnes for muslimer, det blev vanskeligt at vedligeholde kirkerne, klokkerne måtte ikke høres, og man måtte ikke fra kristen side forkynde evangelium overfor en muslim. Svarende dertil blev den muslim, der opgav sin muslimske tro, henrettet.

Hvordan disse bestemmelser faldt ud i praksis, har jeg givet nogle eksempler på ud fra de såkaldte martyrer fra Cordoba her. Og i det større perspektiv kan det nævnes, at muslimerne i 900-tallet var kommet til at udgøre flertallet i det muslimsk besatte Spanien. Og lidt besynderligt: ikke blot blev religionen skiftet ud, kulturen gjorde det også, og allermest besynderligt: sproget blev arabisk i store dele af de tidligere kristne områder.

Det samfund, der dannedes, var et opsplittet samfund. I hver by var der et muslimsk, et kristent og et jødisk område, skarpt adskilt fra hinanden, med hver sine love og hver sin jurisdiktion til at afgøre stridigheder, dog sådan, at stridigheder mellem religionerne altid blev afgjort af den muslimske dommer.

Så skiftede brikkerne plads. Fra cirka midten at 1000-tallet og et par hundrede år frem blev større og større områder erobret af kristne fyrster nordfra. Den såkaldte ”Reconquista” (generobring) var gået i gang. Og når vi frem til cirka 1300, var kun det sydlige Spanien, omkring byen Granada, det såkaldte Andalusien, tilbage som muslimsk område.

Men på det lokale plan skete der såmænd ikke så meget, for de kristne fyrster overtog den opsplittede ordning, de forefandt. Muslimerne sikrede sig ved de fredsslutninger, de foretog med fyrsterne, at de fik lov til at beholde deres religion, i enkelte tilfælde endda i den grad, at det blev forbudt ikke-muslimer at bosætte sig i ”deres” dal. Så samfundet fortsatte sin skæve gang. Men naturligvis, hvor der før af og til var udbrudt spontale og lokale forfølgelser af de kristne og af jøderne, var det nu muslimer og jøder, der måtte holde for. Og hvor før kirkeklokkerne måtte tie, var det nu mange steder muzzienens bønnekald, der måtte tie.

Og så spørger vi: Hvilke indskrænkning i deres kristendom måtte de kristne finde sig i i den første periode?

Og det er klart: Evangeliet kunne ikke forkyndes frit. De kristne måtte affinde sig med at kunne leve deres liv i deres egen enklave, Jesu befaling: ”Gå ud i alverden osv.” kunne de ikke efterleve. Man må dog tilføje, at den tankernes frie løb, som de gerne ville leve under, var gået fløjten, allerede før muslimerne kom til: man havde accepteret, at kættere kunne forfølges med rå magt, dvs. med bål og brand.

Og spørger man tilsvarende om den anden periode: Hvilken indskrækning i deres tro måtte muslimerne acceptere?, så er svaret, at hvis det at have den øverste magt i samfundet hører med til den muslimske tro – og det er der noget, der tyder på – så måtte de give afkald på den del af islam. Ligeledes fik de heller ikke lov til at henrette dem, der konverterede bort fra islam. Og ægteskabsreglerne var lempet tilsvarende i kristen favør.

Endelig må det tilføjes, at man ikke helt stolede på den anden trosretning, når det kom til krig. De kristne blev ikke brugt som soldater af de muslimske fyrster, og muslimerne ikke af de kristne fyrster. Der er endda tegn på, at man i begge perioder betragtede mindretallet som en slags femte kolonne i landet. Der er dem, der hævder, at det var en sådan frygt for at blive faldet i ryggen af en nabo, der fik Ferdinand og Isabella, under hvem kongerigerne Aragon og Castilien var blevet slået sammen, til i 1492 at indtage det indtil da muslimske Andalusien. For den muslimske stormagt, Tyrkiet, var begyndt at lade sin flådemagt trænge frem mod det vestlige Middelhav. Og ville så ikke Granada kunne slutte op om dem i deres kamp mod de kristne?

Man kan dog spørge, om ikke det var dumt gjort af Ferdinand og Isabella at erobre Andalusien. For man får jo ikke folk til at ændre ”minds and hearts” gennem militær magt. Og ”so oder so”, de mennesker, der boede i Andalusien, blev ved med at være muslimer i hjerterne, uanset at man tvangsdøbte dem og forbød dem at holde ramadan og lod inkvisitionen holde rettergang blandt dem, hvis man opdagede, at de med vilje afholdt sig fra svinekød og vin.

Hvad der skete i den sidste af de perioder, jeg her omtaler, fra 1492 med Granadas erobring til cirka 1610-20, med den sidste nedkæmpelse af ”moriskernes” oprør, er en skamplet på kristenhedens historie.

Jeg må indrømme, jeg har ikke kunnet efterspore, hvilken ændring i teologien, der var årsag til, at man fra kristen side ændrede strategi overfor muslimerne: Fra accept af anderledes troende i riget til det besynderlige ideal: ”Ét rige, én tro”. Det sidste kunne give sig udslag i, at man sagde, at øvrigheden ikke kunne tillade, at disse anderledes troende spottede Gud i riget; hvilke ulykker ville Gud ikke bringe ind over folket, hvis man lod det fortsætte, og hvilke velsignelser ville han ikke begunstige landet med, hvis man udryddede dette onde!

Henry Charles Lea har i begyndelsen af forrige århundrede udgivet et digert værk om den spanske inkvisition. Deri er der et kapitel om behandlingen af disse såkaldte ”morisker”, se her. Og det er forfærdelig læsning. Lea lægger ikke fingrene imellem.

Parentes: Betegnelsen ”moriscos” (”morisker”) har man brugt i stedet for direkte at kalde dem spaniere. For de var jo tvangskristnede, og man vidste derfor ikke, om man kunne stole på dem. Bare nødvendigheden af at bruge en særlig betegnelse for dem, viser det tåbelige i hele projektet. Parentes slut.

Man prøvede med en række tvangsforanstaltninger, men det værste var måske nok de mange løftebrud. For at få muslimerne i Granada til at overgive sig, havde man tilbudt dem at kunne bevare deres muslimske tro. Alligevel påbegyndte man få år efter en tvangskristianisering, og da det førte til oprør, brugte man voldsomme magtmidler for at genindføre freden. Man lovede også ved den lejlighed, at de tvangskristianiserede, moriskerne, skulle være undtaget fra inkvisitionens svøbe i 40 år. Men også dette løfte blev brudt efter få år.

I 1568 kom det til opstand i Granada, delvis begrundet med anti-muslimske påbud, delvis med Spaniens formentlig svage stilling i forhold til tyrkerne i den anden ende af Middelhavet. Men svagere var riget ikke, end at det kunne slå oprøret ned med hård hånd og oven i købet i forlængelse deraf gennemføre en tvangsflytning af alle morisker fra Granada, så man ikke længer havde moriskerne samlet i én del af landet. Ud af cirka 300.000 morisker i Granada var der derefter kun 40.000 tilbage, resten var flygtet til de muslimske lande, tvangsflyttet eller solgt som slaver.

Så var der kun moriskerne i og omkring Valencia tilbage. Disse havde hidtil nydt beskyttelse af deres godsejer-overhoveder, fordi de bragte dem pæne summer i kassen. Men i 1610 slog man til, delvis af sikkerhedsgrunde, og iværksatte en omfattende forflyttelse af disse morisker til andre dele af Spanien. Her blev de, ligesom moriskerne fra Granada, efterhånden opsuget i den øvrige spanske befolkning.

Så man fik givet Spanien én krone og én tro. Men ikke på en pæn måde.

Og hvad kan vi så lære af det? Ud over, at kristendom og islam ikke går godt i spand sammen?

Det er svært at sige noget fornuftigt om. Hvis man vil slå ned på ét bestemt forhold, skal det nok ved nøjere eftersyn vise sig, at der ikke gælder så gennemgribende, som man troede.

Man kan f.eks. hæfte sig ved, at muslimerne synes at have større loyalitet overfor deres udenlandske trosfæller end overfor deres landsmænd. Og siger man så: ‘Aha, dèr har vi det, dette fænomen kender vi kun altfor godt i vore dage; se alle disse terrorister, der adlyder ordrer fra en magt, der fører krig mod det land, de bor i! Se alle de medløbere, de har, medløbere som ikke rigtig véd, om de skal være stolte på muslimernes vegne over den dødsforagt, terroristerne udviser, eller de skal være kede af det for det dårlige omdømme, den slags giver muslimerne!’

Men inden man komme for godt i gang med den parallel, skal man gøre sig klart, at der ikke var megen indbyrdes solidaritet de muslimske stater imellem. Ikke så få af dem undså sig ikke for fra tid til anden at slutte sig sammen med kristne stater for at få bugt med andre muslimske stater. Det samme gjaldt forøvrigt de kristne stater. Så i al almindelighed: solidariteten mellem trosfæller var på statsplan ret begrænset.

Og man kan også sige: ‘Aha, se på den mellemste periode! Her kunne de kristne stater nogenlunde håndtére muslimerne, skønt der var mange af dem. Er det monstro sådan, vi skal gøre?’

Men ak, også her viser sig nogle væsentlige forskelle, som gør det umuligt at efterligne denne periode, undtagen som et tankeeksperiment. Det er sandt nok, at muslimerne i og omkring Valencia havde forholdt sig i ro igennem meget lang tid, øjensynlig fordi de fik lov at leve under deres egen jurisdiktion. Men som før nævnt var de i sig selv et positivt tilskud til landets økonomi. De havde lavet nogle meget kunstfærdige vandingsanlæg og var vel de eneste, som havde helt styr på, hvordan de skulle administreres. Så de godsejere, der levede fedt på det overskud, de kunne producere, var ikke meget for at slagte denne høne; den lagde jo sine guldæg prompte og uden knur.

I modsætning dertil er der intet af de mange nutidige ghetto-områder, der giver noget positivt tilskud til den danske økonomi. De er alle underskudsforretninger. Og bortset fra det: den omfattende arbejdsdeling, vi har i vore moderne samfund, gør det fuldstændig umuligt at udskille nogle områder under påberåbelse af, at de som særlige muslimske områder skal hvile i sig selv. Så den politik, nogle muslimske ”unge” fører med at kaste sten mod ambulancer og brandbiler, er ren signalpolitik. Man kan måske forestille sig, at disse ”unge” den dag, alle beboerne i områder er muslimer, vil ophører med at sætte ild til containere og kaste sten mod brandbiler, det er jo udelukkende deres trosfæller, det går ud over. Skulle adskillelsespolitikken gennemføres, skulle de jo have deres eget brandvæsen. Og det formår de slet ikke, for slet ikke at tale om at have deres eget sygehusvæsen.

Og hvad den tredje periode angår, så kan vi naturligvis godt lære af den, at tryk avler modtryk. Det vidste vi nu nok i forvejen. Men vi kan ikke lære, at vi så bare skal give efter for ethvert krav fra muslimernes side. Vi har i den grad lagt vor samfundsopbygning an på, at vi alle er i samme båd. Og skal vi til at dele folk op efter, om de er muslimer eller ikke-muslimer, vil det give et forfærdeligt administrativt bøvl. (Som det jo nok ikke bliver muslimerne, der skal betale for). I stedet har vi jo gjort det, at vi har inviteret muslimerne med ind i vort samfund, ganske på lige fod med alle os andre. Er det for lidt? Eller: hvorfor er det ikke nok for muslimerne?

Tag bare den muslimske tilladelse til at have indtil fire koner! Vil en muslimsk mand i Danmark tage sig en kone mere, vil en del imamer give ham lov til det. Og den sædvanlige sikkerhedsforanstaltning: at han skal kunne forsørge kone nummer to (eller tre og fire), falder her i landet bort. For vi forsørger jo enlige mødre og deres børn, også hvis faderen ikke kan betale.

Forøvrigt har jeg næsten ikke kunnet finde oplysninger om muslimsk polygami fra den tid. Måske det ikke har været særlig aktuelt.

Så alt i alt er det sørgelige resultat af denne mini-oversigt over Spaniens muslimsk-kristne historie, at vi ikke kan lære noget af den.

Men der skal så – som en slags plaster på såret over dette manglende resultat – gøres opmærksom på, hvorfor det er højst begrænset, hvad vi kan lære af den historie.

Det skyldes, at der er sket en afgørende ændring i europæisk tænkemåde, en bevidstgørelse, som vi sagde i de glade marxistiske halvfjerdsere. Denne ændring bestod i, at man i 1700-tallet kom til at tænke nye tanker om samfundets opbygning, demokratiske tanker, som – indrømmet – var noget flakkende i det, og som med den franske revolution på denne side at kanalen blev sat på en praksis-prøve, som de kun bestod under svare fødselsvéer.

Disse tanker er almenmenneskelige. Godt nok bliver de udviklet og praktiseret på ret forskellig måde verden over, men alle kulturer har taget dem til sig i én eller anden grad, selv de muslimske lande skal være pro forma demokratier. Alle kan se det fornuftige i dem. Alle bøjer sig for disse logiske overvejelser.

Visse muslimer gør det dog ikke. Klart nok. For det, der er grundpillen i den demokratiske statsforståelse: at der findes en naturlig lov, og at mennesker når frem til at formulere love i overensstemmelse med den naturlige lov gennem indbyrdes fri diskussion, det modsiges kraftigt af den muslimske statsforståelse: at staten skal styres af en kalif i overensstemmelse med den af Gud åbenbarede lov, shariaen.

Man kan derfor med føje hævde, at muslimerne er i splid med sig selv: den overleverede tanke om den åbenbarede lov står i skærende modsætning til det nye og i tidens trend uomgængelige krav om demokrati. Man kan også sige, at de står overfor en smertefuld erkendelse: den statsforståelse, som fejrede så store triumfer i det, vi kalder middelalderen – som jo dog var islams storhedstid – er blevet udkonkurreret af den demokratiske statsforståelse, og det så grundigt, at de fleste muslimer foretrækker at bo i demokratiske lande – jævnfør strømmen af indvandrere fra muslimske riger til europæiske – blot har de, der studerer deres koran, ikke fundet ud af, hvordan de skal harmonere det, de læser dèr, med den nye tids demokratiske krav. Hvilket ikke er mærkeligt, for der er tale om en logisk uforenelighed. Derfor ser de ikke anden udvej end at argumentere, som deres kultur altid har gjort: med våben i stedet for ord.

I denne vanskelige situation hjælper vi vore muslimske landsmænd bedst ved at give dem al den frihed, vort samfund bare kan trække, og samtidig – N.B.: samtidig, læg mærke til det – argumentere imod dem, give dem lidt kærlig ironi om deres religion, lade dem føle sig velkommen i vore demokratisk samfund og søge at afmontere deres selvhøjtidelighed med en smule humor. Som jeg plejer at sige om tørklæder, baderum, håndtryksproblemer: ”Lad dog barnet!”

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

2 svar til Om at lære af historien

  1. Pingback: Al-Andalus | ricardtriis

  2. Pingback: Danske af “æt”? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s