Reformationsjubilæum under opsejling

På forskellig måder mærker man, at det næste år er 500 års jubilæum for reformationen. Kristeligt Dagblads Anders Raahauge havde således den 21-7 en artikel i bladet, se her, hvor han fortalte lidt om den tyske lutherske kirkes problem med dette århundredes jubilæum. Han refererede de betænkeligheder, en tysk teolog, Dorothea Wendebourg, har med jubilæet, se hendes artikel (på tysk) her. Hun er lidt irriteret over, at man bliver ved med at vende og dreje Luthers forhold til jøderne. Hans skrift fra 1543: ”Jøderne og deres løgne” får lov til helt at stjæle billedet fra alt det andet, der er at sige om reformationen.

Jeg har tidligere her på bloggen været inde på den sag, se her. Og mens vi her i Danmark kan gå lidt til og fra, når det drejer sig om dette forfærdelige Luther-skrift, så er tyskerne anderledes stillet. Men Wendebourg mener, at de lutherskes optagethed og evige undskylderi af dette skrift er gået for vidt. I hvert fald, hvis det fører med sig, at man giver køb på retfærdiggørelseslæren og læren om forholdet mellem tro og gerninger for ikke at ”fornærme” jøderne (de lader sig nu ikke sådan fornærme; de er jo ikke muslimer). Hun vil mene, at man i stedet skal fastholde den religiøse forskellighed og acceptere at leve med den. Hun skriver:

Netop det har Luther gjort i sit første såkaldte jødeskrift ”At Jesus Kristus er født jøde” [fra 1523, rr]. Urokkelig sikker på, at Jesus Kristus er forløser for alle mennesker og først og fremmest for jøderne, indrømmer Luther – også med det håb, at måske nogle jøder ville tilslutte sig denne vished – samtidig meget realistisk, at han ikke regner med det store antal. Men hvor meget end dette er at beklage, så bliver det kun kommenteret med den lakoniske sætning: ”Hvad betyder det?” Blandt kirkens medlemmer er jo ”heller ikke alle gode kristne”. Med andre ord: Ligesom man i kirken må udholde, at ”gode” og ”ikke gode” kristne lever ved siden af hinanden, sådan må man udholde, at i samfundet de, der i den kristne tro har erkendt den for alle mennesker gældende sandhed, og de, der modsiger den, lever side om side. I sidste ende – sådan sagde Luther nogle år tidligere – er det jo Guds problem, ikke de kristnes.

Luther har som bekendt ikke holdt fast ved at overlade dette til Gud. Måske mente han senere, at han var nødt til at tage ophøret af dette med at leve side om side i sin egen hånd.

Nok om det.

Én af de hjemmesider, der nok kan være værd at besøge, hvis man vil oplyses om reformationens betydning, ligger her, under Aarhus Universitets auspicier. Man begyndte vist engang i 2015, og foreløbig har man samlet 68 små artikler om vidt forskellige forhold vedrørende reformationen sammen – og artiklerne er virkelig små: præcist tager man et afgrænset emne op og belyser det. Uden svinkeærinder – ja, ganske rigtigt, det kunne jeg lære en del af.

Og bevares, man har da taget problemet ”Luther og jøderne” op, se her. Men altså kun i én ud af 68 artikler.

Det forekommer mig historisk korrekt. For selv om man ikke skal benægte eller bortforklare det uhyggelige skrift om jøderne, så skal man altså heller ikke gøre det til hovedsagen i reformationen. Der er så mange mærkelige ting ved den reformation, som det er betydelig mere relevant at beskæftige sig med, at man må håbe, at også tyskerne kan få mod til at lade jødeskrift være jødeskrift og kaste sig over alt det andet utrolige.

Lad mig her tage to ting frem, som jeg ikke har set særlig omtalt andre steder, og som jeg også kun har strejfet i min bog om reformationen: ”Reformation på en misforståelse”!

Den ene ting er Luthers psyke.

Det er en lidt penibel sag at berøre. For der har jo været strid mellem lutheranere og katolikker igennem alle årene, og hvis vi fra luthersk side indrømmer, at Luther ikke var helt normal, vil det så ikke blive opfattet som en svaghed hos Luther, en svaghed, som vi derfor helst skulle lade ufortalt?

Jeg mener det ikke. Når vi må indrømme, at Kierkegaard havde sit tungsind, og at Grundtvig havde visse psykiske op- og nedture, gør det så noget, at vi medgiver, at Luther var et skrøbeligt, anfægtet menneske, som kunne komme utrolig langt ud i sine anfægtelser?

Jeg mener, vi har dannet os et billede af en Luther, der altid var stærk og stabil, og som aldrig var i tvivl; en Luther, som fulgte sin oprørske linje uden at blinke; en Luther, som vovede at tænke nye tanker. Men måske gemte der sig bag denne Luther en svag Luther, en anfægtet Luther, en Luther, der gang på gang måtte nøjes med at håbe på, at Gud ville give ham styrke.

Man er i hvert fald nødt til at have denne ”svage” Luther med i sine overvejelser, når man skal forstå det, man har kaldt ”det reformatoriske nybrud”, altså den anfægtelse, det skybrud af tvivlstanker, der da væltede ned over ham, formentlig engang kort før 1515. Han har skildret det i sine forklaringer til de 95 teser, se her:

Men også jeg har kendt et menneske, som forsikrer, at han ofte har lidt disse straffe [skærsildsstraffene, rr], igennem et meget kort tidsinterval, men det var i den grad store helvedesstraffe, at hverken sproget kan sige det eller pennen skrive det, eller den, der ikke har erfaret det, kan tro det, således at, hvis de var varet ved, eller havde varet bare en halv time, ja bare ti minutter, så ville han helt været gået til grunde og alle hans ben ville være blevet til aske.” (Se her).

Jeg har givet det et par ord med på vejen her. Det var så slemt, at han mente igennem disse oplevelser ligefrem at have været i skærsilden. Svarende dertil var det først engang i 1529, at han direkte tog afstand fra tanken om, at der findes en skærsild.

Men han slap ikke for mærkelige tanker og dybsindige overvejelser efterfølgende. Det var jo ikke sådan, at alle de nye tanker fiks og færdigt sprang frem af hans pande, når han havde brug for dem. Tværtimod var de ofte fremkommet efter svare overvejelser frem og tilbage.

Den tanke, der både for reformationen selv og for dens senere særdeles gavnlige eftervirkninger var af enorm betydning, den tanke, nemlig, at enhver ændring må ske ved overtalelse, ved argumenter, og ikke ved magt, den var aldeles ikke nogen selvfølge for ham.

I februar 1520 havde han læst, hvordan den italienske humanist Laurentius Valla havde vist, hvordan pavestolen gennem mange hundrede år havde bygget sin magt på et falsum, nemlig på de såkaldte konstantinske gavebrev, se her og her. Det påstod, at kejser Konstantin havde overdraget paven overherredømmet over den vestlige kristenhed, og at kejsere og konger derfor skulle aflægge lydighedsed til ham. At dette var et bevidst falsum fra pavestolens side, oprørte Luther i meget betydelig grad. Han blev derigennem drevet til den slutning, at paven var antikrist, og den tanke, at djævelen direkte havde sat sig på det kirkelige overhoveds trone, vidste han ikke, hvordan han skulle administrere.

Han kommer med nogle antydninger af, hvordan det forholder sig, i skrifterne fra foråret 1520, men i nogle kommentarer, som han knytter til den pavelige hofteolog, Sylvester Prierias’ bog, udgivet 26. juni 1520, foreslår han at bruge magt overfor papisterne. Han skriver:

Når de derfor ser, at de i fremtiden ikke vil kunne forhindre et koncil, så foregiver de, at paven står over koncilet, at intet kan gennemtvinges uden hans autoritet, at et koncil intet kan gennemføre, intet kan påbyde, ja slet intet kan gøre, men at han, paven, er sandhedens ufejlbare regel og at skriften skal forstås ud fra hans autoritet. Med disse påfund, med disse djævelske løgne, hvis de tvinges til at tillade et koncil, så har de dog i forvejen bestemt, hvad de vil gå med til, og således har de overalt løskøbt deres Sodoma og deres Babylon til at være ustraffet. Mig forekommer det, hvis romanisternes rasen fortsætter således, at der ikke er andet middel tilbage end at kejseren, kongerne og fyrsterne, som er forsynet med magt og våben, angriber disse verdens pestbærende mennesker, og afgør sagen ikke mere med ord, men med våben. (Se her).

Og umiddelbart efter kommer denne svada:

Hvis vi straffer tyve med pisk, røvere med sværd, kættere med ild, hvorfor skulle vi så ikke meget snarere med alle våben bekæmpe disse fordærvelsens lærere, disse kardinaler, disse paver og hele denne romerske hob romersk sodomi, som uden ende korrumperer Guds kirke, og vaske vore hænder i deres blod, som mennesker, der vil befri os selv og vore fra en omfattende og for alle farlig ildebrand? (Se her).

Jeg véd godt, at Luther senere, da han bliver angrebet af Hieronymus Emser, fragår denne udtalelse, se her. Men jeg tror, at den i situationen var ægte ment. Han var virkelig ude i tovene dengang, vidste hverken ud eller ind, og ikke sandt, når hans modstandere anvendte vold og rå magt, hvorfor skulle han så ikke gøre det?

Det mærkelige er imidlertid ikke blot ordene, det er også tidspunktet for deres fremsættelse. For netop på det tidspunkt begynder han at skrive på det, der skulle blive reformationens startskud: ”Til den kristelige adel af den tyske nation”. Heri fremsætter han 27 forslag til drøftelse på et kommende koncil, og skriftet er som støvsuget for enhver opfordring til vold. På én eller anden måde, som han ikke senere har gjort rede for, er han nået ud over pavelige, middelalderlige, ja alment anerkendte opfattelser, at det er vold, der skal til, om samfundet skal ændre sig. Og det betyder, at den ændring i samfundsopfattelsen: at det er ordet, der gør det, kom til ham i dagene efter den 26. juni 1520.

Man kan selvfølgelig sige, at det for sagen er lige meget, hvordan Luther nåede frem til denne opfattelse, men jeg nævner det her for at vise, hvordan han har tumlet med problemet ”paven som antikrist” gennem flere måneder, før det endelig lykkes ham at nå til klarhed over, at det er ord og ord alene, der skal til.

En anden iagttagelse, der kan hjælpe os til at se mennesket bag reformatoren, er det udbrud, han kom med, da han kom tilbage til sit herberg efter forhøret på rigsdagen: ”Ich bin hindurch”, ”Jeg kom igennem det!” Se Julius Köstlins beretning her.

Det var Luthers psyke. Eller skal vi sige: det var en dybde i Luthers psyke, som vi dog vist må have med, om vi fuldt ud skal forstå, hvad der skete med reformationen.

En anden ting, som det kan være betimeligt at nævne i forbindelse med reformationsjubilæet, er det forhold, at Luther ændrede den papistiske teologi afgørende, gav den en anden retning, eller direkte førte den tilbage på et mere kristeligt spor.

Den papistiske teologi var nemlig i løbet af senmiddelalderen blevet mere og mere bestemt af det, man kan kalde ”afladsteologien”. Denne teologi beskæftiger sig ikke blot med, hvad vel aflad kan betyde og hvordan det og det begreb skal forstås, nej, den bryder ind i ”normalteologien” og søger at søger at tolke normalteologiens begreber, så de passer ind i afladsteologien.

Det hænger sammen med flere ting. Det hænger sammen med, at der meget let kan forekomme forvekslinger mellem normalteologien og afladsteologien. F.eks. kan skærsilden let forveksles med helvede. Man kan gøre sig store anstrengelser for at vise, at det ikke er det samme, helvede er endelig, skærsilden er temporær, men ofte er man ikke interesseret i at forklare forskellene.

Luther har i den sidste afdeling af de 95 teser nogle teser, som jeg oprindelig troede var en slags drillespørgsmål, men som papisterne til min overraskelse tog dybt alvorligt. F.eks. kunne man mene, at tese 82 om, hvorfor paven ikke bare tømmer skærsilden, hvis han har myndighed til det, var et drillespørgsmål, se her. Men det viser sig, at teologer faktisk har beskæftiget sig alvorligt med spørgsmålet, godt nok uden at kunne give et for Luther tilfredsstillende svar. Men drillespørgsmål? Nej.

Og i forlængelse deraf stiller Luther nogle spørgsmål, der bunder i den modsigelse, der er i afladsspørgsmålet: På den ene side er der tale om afgrænsede gerninger, som der ydes aflad for, på den anden side synes den aflad, der skal betales, for at ens forfædre kan undslippe skærsilden, aldrig at kunne blive stor nok. Forståeligt nok, sådan set. For sætter man en grænse, vil den en dag blive nået, og så vil pengestrømmen ophøre. Så den modsigelse vil man nødig ud af.

En anden forveksling, der kan forekomme, er en forveksling af begreberne ”tilgivelse” og ”eftergivelse”. Man bruger nemlig på latin det samme ord ”remissio”. Man taler om ”remissio peccatorum” og ”remissio poenarum”, ”syndernes forladelse” og ”straffenes eftergivelse”, det første i en sprogbrug, der hører hjemme i personforholdet, det andet i en sprogbrug, der har med det økonomiske eller det retlige liv at gøre. Men det forveksles raskvæk.

Og endelig forveksler så at sige alle begreberne ”gode gerninger” og ”fyldestgørende gerninger”. Man tror uvilkårligt, at det menneske, der befinder sig skærsilden, er anbragt der, fordi han eller hun ikke har gjort nok gode gerninger. Men det er forkert. Det, at man ikke har gjort nok gode gerninger, tilgives ved skriftemålet, når præsten tilgiver én alle ens synder. Men derefter idømmer han den bodssøgende en række fyldestgørende gerninger: at foretage en pilgrimsrejse, at give almisse, at bede et antal bønner, og mangler nogle af disse fyldestgørende gerninger at blive udført, når man dør, så er det, at rejsen til skærsilden begynder, og så er det, at den, der måtte have et overskud af fyldestgørende gerninger (altså ikke af gode gerninger), gennem paven kan sælge noget af sit overskud til de trængende, dog således at pengene går i kirkens kasse.

Luther udgav i februar 1518 et lille skrift ”Om aflad og nåde”, hvori han i tyve artikler vender sig imod afladen, se her. I artikel ni siger han, at det ville være bedre, om ingen løste aflad, i stedet skulle man selv gøre de gode gerninger og selv finde sig i lidelsen.

Tetzel, Luthers første modstander, udsendte et modskrift og gennemgik deri alle artiklerne. Om artikel ni skriver han bl.a.:

Disse ord er imod den kristne sandhed, når han med disse ord regner med, at et menneske kan få aflad uden anger, her skelner han også ved hjælp af afladen mellem angeren og fuldførelsen af de gerninger, for hvis skyld afladen bliver givet. Men dette kan i sandhed aldrig bekræftes gennem den kristne lære, for de, der køber aflad, er i sand anger og Guds kærlighed, og den lader dem ikke være dovne og træge, men optænder dem til at tjene Gud og til at gøre store gode gerninger til hans ære, når det bliver klart, at det er kristne, gudfrygtige, fromme mennesker, der begærer at købe aflad, og ikke løse og dovne mennesker. (Se her).

At købe aflad skulle man jo synes er en ren handelstransaktion. Alligevel forsøger diverse papistiske teologer at få pavens udstedelse af aflad til at blive en barmhjertighedsgerning. Her bliver det endda til, at Tetzel vil have noget, der ellers udelukkende hører normalteologien til, nemlig angeren, draget ind i afladskøbet: ”de, der køber aflad, er i sand anger”. Og videre får han det drejet sådan – og det er tanken om afladsudstedelsen som en barmhjertighedsgerning, der medfører det – at afladskøberen af afladen ”optændes til at tjene Gud”.

Såmænd gør han ej. Det, vi er vidne til, er blot et djævelsk spil, hvor afladsteologien forvandler den nåde fra Gud, der i skriftemålet gives ganske gratis til enhver, der skrifter, til en pavelig barmhjertighedsgerning, man skal købe sig til med almindelige menneskepenge.

Senere hedder det:

Derfor er denne artikel fuld af gift, og den vil, når den fremsættes, få menneskene til at regne afladen for modbydelig, skønt den er ganske nødvendig og frelsebringende for de arme syndere, for i afladsuddelingen viser sig klart for os Guds store frie barmhjertighed, som i stedet for alle de lidelser, som menneskene er skyldig at lide for deres synder, når de ikke har angret deres synd tilstrækkeligt og der ikke er pålagt tilstrækkelig lidelse af præsten, vil lade sig stille tilfreds gennem Jesu fyldestgørelse, som bliver meddelt dem ud af pavelig magt som en fyldestgørelse. Det er også kristeligt at tro, at når én giver en almisse, beder, besøger en kirke, påtager sig en valfart, faster eller gør en anden god gerning, som er benådet med aflad, og gør den i den samme kærlighed til Gud, hvori han gør sådanne gerninger, når de ikke er begavet med aflad, det er kristeligt at tro, at disse ovennævnte aflads-gerninger for menneskene er meget bedre og mere fortjenstfulde end de andre. (Se her).

Her ser vi, hvordan afladsteologien, som en anden gøgeunge, fuldstændig har skubbet den normale teologi bort. Afladen er ikke nødvendig og frelsebringende for syndere, men den er gjort nødvendig af kirken. Guds store frie barmhjertighed viser sig i normalteologien derved, at præstens håndspålæggelse i skriftemålet borttager alle synder. Men nej, afladsteologien trænger dette bort. Man har opfundet en forestilling om, at Jesu blodsudgydelse ikke blot var tiltrækkelig til at give syndsforladelse til alle, men også tilstrækkelig til at give fyldestgørelse for alle. Syndsforladelse, fyldestgørelse, det sidste fortrænger der første, afladsteologien bliver enerådende.

Men man kommer ind i mange mærkelige overvejelser på den måde. Man kan f.eks. give almisse, bede, besøge en kirke, påtage sig en valfart i almindelig kærlighed til Gud, uden at disse gerninger er ”benådet” med aflad, det vil sige, uden at paven har erklæret, at man får så og så megen aflad for gerningerne. Og bevares, så er der da tale om gode gerninger. Men hvis paven har erklæret, at man kan opnå så og så stor en aflad gennem disse gerninger, så er de, ifølge Tetzel, pludselig meget mere værd.

Igen: Normalteologiens gerninger betyder ikke det store. Men afladsteologiens – de er virkelig gode! Der er tale om nøjagtig de samme gerninger, den eneste forskel er, at paven har ”benådet” det ene, men ikke det andet sæt med aflad.

Almindeligvis går man ud fra, at modsætningen mellem katolicisme og lutherdom ligger gemt i retfærdiggørelseslæren, og at denne modsætning er den samme i dag som dengang. Det er i nogen grad en forenkling. Der er i hvert fald sket det, at afladsteologien, som Tetzel her går ind for den, fuldstændig er forsvundet. Alt det hykleri, der omgav den, alle forsøgene på at kalde en udstedelse af aflad fra pavens side en barmhjertighedsgerning, alle de mange pæne, kristne begreber, der blev misbrugt til at dække over pavestolens enorme pengegriskhed, alt det er borte. Tridentinerkoncilet besluttede at gøre en ende på al handel med aflad. Om det skete, fordi der ikke længer var noget salg i afladen, eller det skete, fordi man virkelig havde indset det hykleriske i afladsteologien, er ikke til helt at blive klar over – jeg er nok tilbøjelig til at mene det sidste, men har ikke hidtil haft energi til at undersøge det eller begrunde det. Men givet er det, at den katolske kirke er Luther en stor tak skyldig, fordi den i det mindste i nogen grad er kommet tilbage på sporet.

Den historiske udvikling er besynderlig. Tilsyneladende foregår den i spring. Af og til er det en slags kollektiv tankevirksomhed, der går forud, som det skete i 1700-tallet, hvor ganske mange var med til at forberede de forestillinger, der førte til indførelse af demokrati i 1800-tallet. Til andre tider sker udviklingen gennem én og kun én person. Sådan skete det med reformationen. Det var igennem én persons oplevelser, forgæves anstrengelser og store anfægtelser desårsag, at den middelalderlige teologiske verden brød sammen.

Det er derfor, teologer har været så ovenud interesserede i at få klarlagt, hvad der skete med Luthers ”tårnoplevelse”, altså med hans reformatoriske nybrud. For det synes at være dèr, den nye tid begyndte. Det er der givet mange forklaringer på. Jeg vil mene, at Bo Kristian Holm er inde på noget af det rigtige, når han hævder, at Luthers anvendelse af bryllupsbilledet spiller en afgørende rolle, se her.

Men nu ikke flere svinkeærinder!

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s