Hvilken muslimsk reaktion?

I Kristeligt Dagblad for den 27-7 er der et ganske kort læserbrev af Hamid El Mousti. Det er så kort, at jeg godt kan bringe det i sin helhed:

En Megafon-undersøgelse siger, at vi moderate muslimer skal tage mere aktivt afstand til terror. Men undersøgelsen siger ikke noget om, hvordan vi skal tage mere aktivt afstand til terror. Vi demonstrerer, uden at medierne siger noget om det. Vi skriver læserbreve, uden at aviserne bringer dem. Vi skriver artikler, uden at medierne bringer dem. Hvad er det, vi skal gøre? Jeg spørger bare. PET vil ikke samarbejde med os eller med imamerne.

Vi laver konferencer, uden at medierne skriver noget om det. Skal vi ringe til fem millioner danskere og sige undskyld? Undskyld for hvad?

Til gengæld kan jeg ikke svare kort. For det, der skal svares, har med forskellen på vore to religioner at gøre, og dermed også med forskellen på vore to kulturer at gøre, ja i sidste ende formentlig med en forskel på, hvad jeg finder selvfølgeligt, og hvad Hamid finder selvfølgeligt. Sådanne selvfølgeligheder bestemmes nemlig af kulturerne. Og da de er forskellige, bliver selvfølgelighederne det selvfølgelig også.

Lad mig begynde med den forskellige opfattelse af kønsforskellen!

Selvfølgelig véd jeg da godt, at muslimerne betragter sig som mere i overensstemmelse med Guds vilje end os. De mener, at de med alle deres regler – regler for kvinders bevægelse og påklædning i det offentlige rum, regler for forelskelse og ægteskab – i langt højere grad end vi får has på alle de uheldige udslag, som kønsdriften kan give. Og det er også deres opfattelse, at deres kønsmoral ærer kvinderne langt mere end vores.

Og jeg kan også godt indse, at det umiddelbart kan være svært at se nogen forbindelse mellem denne kønsmoral og det, der skete i Køln og mange andre steder i Tyskland nytårsaften: hvorfor har muslimer dog den sære opfattelse af kvinder, at de bærer sig sådan ad: omringer en enlig kvinde og derefter overgramser hende over hele kroppen? Er det virkelig et udslag af deres fromhedsforståelse, den, som får dem til at forlange tørklæde på deres kvinder, som forbyder legemlig berøring af det modsatte køn?

Ja, det er det på en måde. For ved at efterleve disse retningslinjer får de jo understreget det, de vel godt véd i forvejen: at muslimer er Guds yndlinge; at de er mere værd i Guds øjne end vi andre.

Der ligger to ting i det muslimske tørklæde: et signal om, at muslimerne er ærbare og fromme, og et signal om, at muslimerne er overordnet os ikke-muslimer.

Og spørger man, hvorfor da ikke muslimerne kan leve efter deres kønsmoral og vi efter vores, hver for sig, med hver sine idealer, så er svaret, at netop det har muslimerne meget vanskeligt ved. Når de råber ”luder” efter en vestlig kvinde, måske fordi hun efter deres idealer er for letpåklædt, måske blot fordi hun ikke er muslim, ligger der ikke blot en moralsk overlegenhedsfølelse bag, der ligger også en vilje til dominans. Vi kan jo ikke rigtig stille noget op med deres tørklæder – ”lad dog barnet”, som jeg plejer at sige – men var det det eneste, så var det til at udholde. Men viljen til dominans følger uvægerligt med. Deres retningslinjer er jo givet dem af Gud. Og det er derfor deres pligt ikke at lade os i fred, men søge at påtvinge os disse guddommelig love.

Det er de allerede i fuld gang med. Når de råber ”luder”, når de omringer og overgramser vestlige kvinder, så er der ikke langt til direkte voldsudøvelse, hvad man så i Frankrig for et par uger siden. Her angreb en muslimsk mand en kvinde og hendes to børn ved en badestrand med en machete. De blev såret, men døde ikke.

Men læg mærke til, hvordan tingene hænger sammen. Selvfølgelig vil da alle moderate muslimer tage afstand fra machetemanden. Men hvor mange moderate imamer benytter ikke fredagsbønnen til at fortælle deres menigheder, at de bestemt ikke skal være som europæerne! Hvor mange sætter ikke et skel op mellem muslimer og europæere! Det er jo sådan set deres job. Og det kan godt være, at de tager afstand fra overgramsningerne i Køln, men når de ser virkningen: at europæiske kvinder ikke mere bevæger sig frit, at parisiske kvinder ikke vil gå med nederdel eller kjole i metroen, men foretrækker bukser, at europæiske kvinder i det hele taget søger at være mere tildækkede end før, så kan man som ikke-muslim ikke dy sig for at tænke, at det er dog vel imamerne godt tilfredse med, også de såkaldt moderate imamer. For dermed bevæger hele samfundet sig jo i islamisk retning.

Problemet er altså: Hvor i denne glidende overgang fra tørklæder til machetemand skal vi bede den moderate imam tage afstand? Det er selvfølgelig ikke særlig heldigt, at unge muslimer kalder europæiske kvinder for ludere, men ikke sandt, ungdom er jo ungdom! Lad os nu tage den lidt med ro!

Så ligefrem sådan helt alvorligt tage afstand fra det, er det ikke for meget? Oven i købet mener jo mange muslimer, at europæiske kvinder ”selv er ude om det”. Og når store dele af de hjemlige muslimer bor i ghettoer, når de næsten opdrages til at se ned på alt vestligt, når de vænnes til at bruge betegnelsen ”luder” for vestlige kvinder, når de af deres kultur føres frem til at betragte vestlige institutioner som fjender, så de f.eks. ikke bruger det danske politi, men imamerne i deres uoverensstemmelser, må man så ikke regne det for sandsynligt, at enkelte af dem ret let kan overtales til at bruge vold mod dette ugudelige samfund?

Det var den muslimske kønsmoral. Hvad med den europæiske?

Den er helt anderledes. Eller synet på kvinden er helt anderledes.

Normaleuropæeren er høvisk. Det betyder, at han betragter en kvinde som en dame, som én, man på passende måde opvarter, holder døren for, fører stolen ind under, når hun vil sætte sig ved ens side, osv. Vel har kønsrollerne været udsat for stor forandring igennem de seneste årtier, men at der foregår et vist spil, et erotisk spil, når kønnene omgås hinanden, det er der ingen tvivl om. Og at der ligger en stor respekt for alle kvinder i dette spil, det er der heller ingen tvivl om. Og endelig er det også utvivlsomt, at noget af det pirrende ved dette spil er, at forelskelsens kræfter spiller med ind.

Forelskelsens kræfter? Hvad er det for noget, vil en muslim spørge. For disse kræfter er jo fuldstændig bortelimineret i den muslimske kultur. Her er det strengt forbudt for unge mennesker at omgås hinanden frit. Og så er den eneste mulighed for indgåelse af ægteskab, at det er arrangeret, at det er en aftale mellem familierne, som de unge bare har at rette sig efter. Om der kommer kærlighed ud af det, måske endda forelskelse, det er helt tilfældigt, og det er heller ikke det afgørende for ægteskabets succes, mener man.

Helt anderledes er det hos os. Her er det ikke blot kvindens ydre, det drejer sig om: skønhed, yppige former, osv., her er det i stedet hendes væremåde, gemyt, natur, selvsikkerhed, evne til at svare igen, altså hele hendes menneskelighed, der er i spil. Ligesom det er mandens hele menneskelighed, der sættes ind i den skønne leg. Det er jo ”den anden” med alt, hvad det indebærer, man bliver forelsket i, ikke blot et væsen, der tilfældigvis er udstyret, så hun kan tilfredsstille ens seksuelle begær.

Oven i købet er vi så frække, at vi mener, at alt dette er naturligt for os mennesker, dvs., for alle mennesker. Det vil sige: vi anser muslimernes forsøg på at kvæle forelskelsen, deres skarpe kønsadskillelse og krav om så lidt samkvem som muligt mellem kønnene, også i vort samfund, som noget krampagtigt, noget naturstridigt, noget, det derfor koster dyrt at ville sætte sig ud over.

At det så er os danskere, der med vore krisecentre for kvinder, vor indsats imod æresdrab og flerkoneri, osv., betaler nogle af omkostningerne ved dette unaturlige, det er såmænd det mindste af det – de muslimske kvinder betaler jo en meget højere pris – og at vi ikke får at høre fra imamer nogen indrømmelse af, at vores måde at håndtere kønsdriften på er agtværdig og må lades i fred af muslimer, det må vi jo nok affinde os med, for indrømmede de det, var det næsten selve religionens kerne, de tog afstand fra, og det gør imamer vel ikke. Men at de ikke som minimum belærer deres menigheder om, at de skal lade vore kvinder gå i fred, at de ikke i det mindste prøver at få disse forskellige syn på kønsdriften til at kunne leve fredeligt side om side, det kan man godt bebrejde dem.

Og læg mærke til det: der er ingen tvivl om, at denne måde at betragte kønslivet på, er typisk muslimsk. Den går jo tilbage til profeten selv, han, der havde 13 koner og gav almindelige muslimer lov til at have 4, han, der i sin koran hævdede, at manden er kvinden overlegen, han, der fortalte, at den muslim, der dør i jihad, kommer i paradis og får lov at forlyste sig med 72 jomfruer. Så er da kvinden gjort til seksualgenstand og kun det.

Som man altså kan forstå: det er ikke gjort med en afstandtagen fra de terrorhandlinger, som disse dage er altfor fulde af. Der skal mere til, hvis freden skal sænke sig over vore to forskellige kulturers indbyrdes samliv.

Det var den forskellige opfattelse af kønsdriften. Så til den forskellige opfattelse af ytringsfriheden.

Her har muslimernes tilstedeværelse jo gjort stærke indhug i den måde, vi europæere udtrykker os på. Og den måde, muslimerne har udtrykt sig på, er ved terror. Det begyndte med Salman Rushdies roman ”De sataniske vers” og det fortsatte med Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten i 2005. Den muslimske kultur fremkaldte to reaktioner: dels udtrykte muslimer krænkethed over tegningerne og anmodede os om at respektere deres profet; de betragtede det næsten som en del af den religionsfrihed, som de kunne nyde i de vestlige lande, at de ikke skulle se deres profet udsat for hån og latterliggørelse. Og dels var der enkelte blandt muslimerne, der af deres kultur følte sig kaldet til at søge at dræbe forfattere, tegnere og forlæggere. Og dette tvang disse til at søge politibeskyttelse, tvang dem ind i en frihedsberøvelse, der synes at skulle vare livet ud.

Begge reaktioner har naturligvis gjort deres virkning på de vestlige samfund: Vi udtrykker os ikke mere, som vi plejer. Vi er påholdende for ikke at sige direkte bange for at gøre grin med muslimer og deres tro. Muslimer har med deres reaktioner opnået at få tildelt særstatus: en status som dem, man ikke gør grin med, ikke driller, ikke kritiserer på sædvanlig måde. Det er selvfølgelig uheldigt for de vestlige samfund. Men det er også uheldigt for muslimers integration i vore samfund. Når de klager over, at vi ikke betragter dem som fuldgyldige landsmænd, så har det sin forklaring i, at de faktisk heller ikke vil være det, men kræver særlig hensyntagen, en hensyntagen som andre borgere i landet ikke får.

Det, der er naturligt for os: at vi kritiserer og driller og ironiserer over alle ting, også religiøse forhold, er højst unaturligt for dem. Og intet under, at det forholder sig sådan: en muslim, der konverterer, er jo ifølge de muslimske retsskoler hjemfalden til dødsstraf. Og vil staten ikke foretage denne dødsstraf, er menige muslimer parat til at udføre det. I mange muslimske lande kan dette foregå uden den helt store straf efterfølgende.

Ingen husker at bede muslimerne om at tage afstand fra sådanne tanker. Ingen beder dem om at give os vor ytringsfrihed tilbage. Alt for mange hopper på den tankegang fra muslimernes side, at det da er forståeligt og udtryk for dyb kærlighed til profeten, når en muslim stræber en tegner eller en forfatter efter livet.

Men at en sådan reaktion med dels krænkethed og dels vold er i fuld overensstemmelse med islam som religion, det kan der ikke herske tvivl om. Så skulle de tage afstand fra enten det ene eller det andet, skulle de tage afstand fra deres religion. Og det gør de nok ikke.

Hvad der er naturligt for os: at lade vor umiddelbare opfattelse få udtryk i ord og tegninger, må modstilles det, der er naturligt for muslimerne: at gennemtvinge agtelse for islam med socialt pres indadtil og en blanding af vold og offerfølelse udadtil.

Og så er vi fremme ved statsforståelsen.

Også den er vidt forskellig i muslimsk regi og i vestlig regi.

Muslimer har fra Muhammeds tid et ideal om den stærke, fromme mand, der sørger for, at sharia udmøntes på alle livets områder. Hvad der er lov, står fast, det, de indbyrdes diskussioner drejer sig om, er blot at udlægge koranen, for deri er alle Guds befalinger indeholdte. Og kalifferne, profetens efterfølgere, har så kun til opgave at få folk til at rette sig efter shariaen. Og jo også den opgave gennem jihad at udbrede islams myndighedsområde i sidste ende til hele verden.

Og vi kan da godt fornemme, at det vil føles alt for vidtløftigt, hvis vi skulle bede muslimerne eller de muslimske imamer om at tage afstand fra de mange erobringer, islam har gennemført i de sidste 1400 år. Hvortil kommer, at det nok vil være umuligt at afpresse nogen afstandtagen fra en muslim på det punkt. Og det vil det være, fordi islam er en magtreligion.

Da jeg i sin tid læste Ibn Ishaqs Muhammed-biografi igennem, slog det mig, hvor fuld af skadefryd den var. Der var ingen som helst medlidenhed med de fjender, Muhammed fik bugt med, og jo større lidelser, de blev udsat for, des større skadefryd blev det fortalt med. Senere blev jeg klar over, at der ikke var tale om skadefryd. Der var tale om, at Ibn Ishaq i den magt, Muhammed havde over sine fjender, så et bevis på, at han var Guds udsending. Jo større magt han udviste, jo mere han formåede at pine og plage sine fjender, des sikrere kunne vi være på, at det virkelig var Gud, der havde sendt ham.

Den samme tanke kan findes hos Ibn Khaldun, den store muslimske tænker fra 1300-tallet. I sit store værk Muqadimmah fortæller han om muslimernes felttog, at de sejrede, fordi Gud indgød frygt i modstandernes hjerter. Og det skal nok passe. Når muslimerne stormede frem med dødsforagt, løftede krumsabler og høje kampråb, så skulle der givetvis meget til for ikke at flygte skrigende bort.

Men denne magtreligion har jo i de sidste mange hundrede år måttet leve i skyggen af de europæiske magter. Al dens fordums herlighed er forsvundet. Store dele af de muslimske områder blev endda besat af arvefjenden: europæerne. Og selv efter at kolonitiden ophørte, vendte storhedstiden ikke tilbage, kun militærdiktatorer af forskellig observans.

Man skulle tro, at tilhængere af en magtreligion ville give sig til at overveje deres religions sandhed, når det viser sig, at den giver så pauvre resultater fra sig. Men sådan er det overraskende nok ikke. I stedet synes man at klamre sig endnu mere krampagtigt til sin religions teser.

En del af disse teser er dog under nedbrydning i mødet med europæisk kultur.

Tesen om kvinders underordnede stilling har ikke forhindret mange muslimske kvinder i at tage en uddannelse og få sig et job. Mange førstegenerations muslimer er stolte over deres døtres præstationer. Men det har omvendt ikke betydet øget ligestilling indenfor ægteskabets rammer. Og det har heller ikke betydet, at muslimske mænd har opgivet tanken om muslimers fortrinsstilling i forhold til europæere.

At skulle undervises af en kvinde har for mange muslimske drenge været følt nedværdigende. De dårlige resultater for netop drengenes vedkommende er en følge af blandt andet dette forhold. Det har gjort dem motiverede for tilslutning til muslimske bander. Når muslimske drenge derhjemme opdrages som små prinser, når de hele tiden mærker deres overordnede stilling i forhold til deres mor og deres søstre, så er det et stort chok for dem at blive anbragt i en dansk skole, hvor de ikke får noget foræret, blot fordi de er muslimer, hvor de selv skal sætte sig på deres hale og læse de bøger, de kan blive kloge af, hvor de altså får deres prinsenykker pillet af sig.

Men for alle de drenge, som af disse grunde ikke får nogen god skolegang og ikke får et godt job bagefter, og som derfor – efter ”god” muslimsk skik – giver alle andre end sig selv skylden, er der lagt et terroristfrø ind i sindet. Ganske mange unge muslimer går rundt med et sådant frø i sindet. Skal det eksplodere, skal der naturligvis være en ”sympatisørsump”, som applauderer den slags handlinger. Det er der også i mange muslimske miljøer – jævnfør, hvor mange der fulgte terroristen fra Krudttønden til graven.

Det, vi danskere vil opnå med vore opfordringer til de moderate muslimer, er, at denne ”sympatisørsump” aftager i størrelse, ja helst svinder ind til en minimal vandpyt. Og skal det ske – sådan for alvor – er der mange andre ting end bare den officielle afstandtagen, der skal til.

Hvad angår kønsmoralen, ville det være ønskeligt, om langt flere muslimske kvinder ville gifte sig med danske mænd uden at forlange, at han konverterer til islam, som ellers shariaen kræver. Og det ville også være et skridt på vejen til et fredeligt samkvem religionernes tilhængere imellem, hvis familierne anerkendte dette, og naturligvis diverse imamer godkendte det.

Hvad angår ytringsfriheden, ville det hjælpe på samkvemmet, hvis moderate imamer og andet muslimsk godtfolk undlod at føle sig krænket af vore indvendinger imod deres religion, også når den efter deres mening blev for nærgående. Vi er et nysgerrigt folkefærd, der gerne vil have ren besked, og vi stiller os ikke tilfreds med at få at vide, at islam er fredens religion, når vore øjne og ører fortæller os det modsatte. Det kan godt være, det er fromt at sige, at man forstår f.eks. den terrorist, der gik efter Kurt Westergaard i sin tid, men med den forståelse er det ikke svært at se, at man fremkalder den næste terrorist. Hvilket er med til at nødvendiggøre den omfattende politibeskyttelse af Kurt Westergaard og andre.

Og vil man indvende, at det kan komme til at koste en muslim dyrt, hvis man giver udtryk for, at indvendinger mod islam og latterliggørelse af Muhammed fra danskernes side er helt ok, da det nu er vores måde at udtrykke os på, og at deres religion forøvrigt har gode argumenter imod os – det vil koste dyrt, og nødvendiggøre politibeskyttelse også af muslimer, så vil vi svare, om man ikke er klar over, hvor generende og livsødelæggende det er for diverse danskere at leve under politibeskyttelse. Men det er der altså nogle danskere, der er villig til at risikere. Hvorfor er kun få muslimer villige til det samme?

Og hvad endelig terroristerne angår, er det svært at se, hvordan man kan udtørre ”sympatisørsumpen”. Jeg foreslog for nogen tid siden, at alle imamer skulle tvinges til at hævde, at der venter terroristerne et helvede og ikke et paradis med 72 jomfruer, se her. Jeg véd ikke, om det vil batte noget, men det var én måde at skille uskyldige moderate muslimer ud fra farlige terrorister og terroristsympatisører på. En anden har foreslået, at man skulle hælde en liter svineblod ned i en sådan terrorists grav. Bedre ville det naturligvis være, om man fik en muslimsk imam til at udtrykke sin afstandtagen på den måde.

Men som man kan forstå af ovenstående, er der tale om et gevaldigt kultursammenstød, eller en gevaldig kulturkamp, og den bliver endnu gevaldigere, hvis de to parter kæmper med forskellige våben. Vi kæmper med argumenter, vi mener, kampen skal afgøres med ord, muslimerne, at der godt må blandes lidt magt ind i den. At få muslimerne til at gå over på vores banehalvdel og kæmpe med argumenter og teologi og ord, det kræver mere end en blot og bar afstandtagen fra drab af uskyldige, specielt, hvis man ikke definerer, hvem der er uskyldig og hvem ikke.

Men man kunne også sige: Egentlig er vi ret ligeglade med moderate muslimers godkendelse af eller afstandtagen fra terror. For vi tror, vi har fat i den lange ende. Vi tror, at muslimernes fromhedsideal, dvs., sharia, hele tiden forsøger at modarbejde det, der er naturligt for alle mennesker, også for muslimer, og at selv muslimer, når de har levet blandt os naturlige mennesker en rum tid, vil overgive sig mere eller mindre til vores livsform. Der skal nok vise sig kvinder, der gifter sig med danskere uden at forlange konversion af deres ægtemand – som det allerede er sket med en fremtrædende muslim i Norge, se her – der skal nok vise sig muslimer, der giver sig til at diskutere de muslimske trossætning med afstandtagen eller tilslutning, der skal nok vise sig nogen, der vover at sige, at selvmordsbombere ikke kommer op til de 72 jomfruer.

Blot kan man af og til synes, at disse muslimer godt kunne være lidt hurtigere på aftrækkeren.

Og man må jo desværre føje til, at med til dette at kæmpe på vores banehalvdel hører, at tilstrømningen af muslimer standser. Og det er måske i virkeligheden den første og mest afgørende kamp, vi skal ind i.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s