Liberale løgne

For nogen tid siden, nærmere bestemt midt i september sidste år, anklagede jeg Marlene Wind for at løbe med halv vind, se her. Og, forklarede jeg, den måde at argumentere på, med fordækte betydninger af ordene ”fri bevægelighed”, der blev anvendt snart om varer og snart om personer, nærmer sig det, man på godt dansk må kalde ”løgn”.

Nu forleden, i The Ecomonists udgave for 30. juli, kunne jeg i en leder læse nogle ganske tilsvarende løgne, dog denne gang om muligt i en mere fordækt udgave, se her. Det er stærkt skuffende at skulle læse den slags i et ledende europæisk magasin. Men det er vist desværre ikke blot karakteristisk for mange debatindlæg fra ”eliten”, men også ødelæggende for en seriøs debat om Europas fremtid.

Sagen er, at lederen tilsyneladende for enhver pris, også den, der består i at jonglere med ordene, vil have Amerikas og Europas problemer til at være de samme. For at kunne tegne dette skønne billede prøver man at opregne en ny modsætning i stedet for den gamle, velkendte venstre/højre modsætning. Nej, nu er modsætningen åbenhed/lukkethed, globalisering/national selvtilstrækkelighed.

Når Donald Trump siger ”amerikanisme, ikke globalisme skal være vort motto”, når han sår tvivl om nytten af frihandelsaftaler, så er det det samme, som Bernie Sanders har slået til lyd for, og så er det igen de samme isolationistiske kræfter, der viser sig, som dem, der lå bag Brexit.

Lederen fortsætter:

Amerika er ikke alene. Over hele Europa er de politikere, der har fremgang, dem, der hævder, at verden er et forfærdeligt, truende sted, og at en klog nation burde bygge mure for at holde den ude. Den slags argumenter har hjulpet med til at få valgt en ultranationalistisk regering i Ungarn og en polsk regering, der tilbyder en trumpiansk blanding af fremmedfrygt og ligegyldighed overfor konstitutionelle normer. Populistiske, autoritære europæiske partier fra højre eller venstre side nyder nu næsten dobbelt så stor tilslutning som i 2000 og er i regering eller i en regeringsbærende koalition i ni lande. Indtil nu har Storbritaniens beslutning om at forlade den europæiske union været den største triumf for anti-globalisterne: junis afstemning om at forlade verdens mest succesfulde frihandels-klub blev vundet ved kynisk at lefle for vælgernes ø-instinkt, noget, der delte de vigtigste partier midt over.

Ikke sandt: alt det, der ikke lige passer lederskribentens idealer, kommes i én gryde, som nærmest må betegnes som ”den sorte gryde”, mens alt det, der kan gå ind under betegnelserne ”åbenhed”, ”globalisering” kommes i den anden, som jo så må være ”den hvide gryde”. Hvad der måske kan tænkes at være begrundelsen for, at så mange vælgere stemmer på ”populistiske, autoritære” partier, det spekulerer man ikke på, og man har også kun den velkendte, elitære forklaring på Brexit-afstemning at holde sig til, den, der siger, at nejsiden kaldte på den nationale følelse af selvtilstrækkelighed.

Og minsandten om man ikke nu kalder EU for verdens mest succesfulde frihandels-klub, den institution, som bladet selv år tilbage kaldte en toldunion, hvilket det jo unægtelig er udadtil, mens det indadtil er ikke en frihandels-klub, men en institution, der benytter frihandel for at skabe Europas Forenede Stater.

Så nævner man mordet på den katolske præst i Frankrig og hævder, at

faren er, at den stigende følelse af usikkerhed vil føre til flere sejre for de partier, der går ind for en lukket verden.

Og minsandten, om man så ikke tilføjer:

Dette er den alvorligste risiko for den frie verden siden kommunismen. Der er intet, der betyder mere end at modarbejde den.

Altså: Det er ikke terrorismen, der skal modarbejdes, det er dette, at de mange terroranslag vil få folk til at stemme på ”populistiske, autoritære” partier.

Indtil nu har lederen ikke skelnet mellem ”fri bevægelighed for varer” og ”fri bevægelighed” for personer. Man har blandet det hele sammen på samme måde som Marlene Wind i sin tid. Og man véd derfor ikke rigtig, om det er det ene eller det andet, lederforfatteren har i tankerne. Det ændrer sig dog vist i det næste afsnit:

Begynd med at huske på, hvad der er på spil. Det mangesidede system af institutioner, regler og alliancer, anført af Amerika, har igennem syv årtier understøtter global vækst. Det muliggjorde genopbygningen af efterkrigens Europa, det så Sovjet-kommunismens lukkede verden bryde sammen, og det fremkaldte ved at tilslutte Kina til den globale økonomi den største reduktion af fattigdommen i historien.

Alt dette er jo rigtigt nok. Men det blev opnået ved at skabe fri bevægelighed for varer. Fri bevægelighed for personer fandtes ikke og var ikke en medvirkende årsag til disse strålende resultater.

Det er her, lederens løgn kommer ind i billedet. For ingen af de europæiske såkaldte ”populistiske” partier vil jo lukke grænserne for varer. Det, der har fremkaldt disse partier, er ikke den frie varetransport, men det, at EU’s grænser igennem snart mange år har været åbne for indvandring fra Mellemøsten og Afrika. Kan gerne være, at Donald Trump vil ændre Amerikas frihandelspolitik, det er noget helt andet, der ligger bag opkomsten af de europæiske højrepartier, som man kalder dem. Og hvorfor skal så tingene blandes sammen på den fordækte måde?

Globalisering”, ”åbenhed”, det er i lederens forståelse af tingene identisk med at være tilhænger af frihandel og fri indvandring. Begge dele. At de fleste europæiske indvandringskritiske partier er imod denne dobbelthed, er undgået lederens opmærksomhed.

Det samme må man sige om de vanskeligheder, der er med integrationen, specielt integrationen af muslimer. Lederen kan godt se, at den helt vilde liberalisme nok ikke er så god en ting, man må have støtteordninger parat for de arbejdere, der bliver udkonkurreret af arbejdere i u-landene. Og om indvandringen hedder det:

For at få bedre styr på indvandrerstrømmen må man investere i offentlig infrastruktur, sikre indvandrerne arbejde og tillade regler, der begrænser flodbølgen af mennesker.

Det er en meget højtliggende sky, lederskribenten har befundet sig på, siden han ikke har opdaget, at de to sidste ting faktisk er noget, både højrepartierne og midterpartierne i Europa har bestræbt sig på længe. Uden held. Og The Economist er da også omhyggelig med ikke at skrive noget om, hvordan man skal udvide arbejdsudbuddet og hvilke regler man kunne bruge til at begrænse mennesketsunamien.

Det er ødelæggende for enhver sund debat, at man på den måde, det ses her, ikke vil holde tingene ude fra hinanden. Man kan ikke meningsfuldt diskutere åbenhed contra lukkethed, når man ikke véd, om det er personer eller varer, der er tale om. Man kan derimod med denne fordækte sammenblanding få aftegnet sine politiske modstandere som mærkelige, utroværdige, følelsesbestemte mennesker. Om man gør det, fordi man ikke ønsker at tage stilling til deres argumenter – i så fald er der tale om et beskidt trick – eller man gør det, fordi man ikke er klar over, at der ligger argumenter bag – i så fald er der tale om utilladelig uvidenhed – det er ikke helt nemt at blive klar over.

Men det må vel efterhånden stå klart for de fleste, at vi her i Danmark godt kan lukke for al asylindvandring uden dermed at lukke for alle varer fra udlandet. Og det må vel også være nogenlunde til at forstå, at vi med de vanskeligheder, vi har med at få et fredeligt samkvem med landets muslimer i stand, finder det hensigtsmæssigt at lave et stop for indvandring af muslimer.

Blot højst besynderligt, at en lederskribent på The Economist ikke har erkendt dette.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

5 svar til Liberale løgne

  1. Pingback: Kritik af tale | ricardtriis

  2. Pingback: Definitionsmagten | ricardtriis

  3. Pingback: Mediernes brøde | ricardtriis

  4. Pingback: Snydeordet “globalisering” | ricardtriis

  5. Pingback: Fagidioter | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s