Filosofi versus teologi

I et blogindlæg fornylig på Berlingske fremkommer Kasper Støvring med en række interessante overvejelser, der er som skabt til at udrede forskellen mellem en filosofisk (evt. sociologisk) og en teologisk (specielt kristen) tilgang til verden, se her. Blot er han vist ikke selv klar over det. Og specielt ikke klar over faren ved den filosofiske tilgang.

Støvring spørger, hvorfor vi i Vesten har så svært ved at forstå den nye verdensorden. Og han svarer først, at det skyldes, at vi projicerer vor egen forståelse af, hvad det er at være menneske, over på andre kulturers forståelse. Men dernæst hedder det:

Den anden årsag er mere kompleks og har at gøre med en forkert forståelse af historien og dens dynamikker. Mange vestlige analytikere er elever af Francis Fukuyama, der selv var elev af den tyske filosof Hegel. Fukuyamas hegelske historieforståelse er universalistisk og teleologisk; den antager ét drivende princip i historien, der med nødvendighed vil lede frem til en bestemt sluttilstand, nemlig det liberale demokrati. Historien er en lineær, fremadskridende proces, og for enden troner Vesten; alle andre civilisationer udgør blot stationer på denne slidsomme vej mod endemålet. Men de skal nok nå derhen, det er også bedst for dem selv, og de civilisationer, der modarbejder udviklingen, stamper imod brodden.

Nøgleordet her er ”med nødvendighed”. Det er det, der kendetegner filosofiske overvejelser: de prøver at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen, altså hænger sammen ”i virkeligheden”, og de søger at nå denne forståelse uden at tage deres tilflugt til tvivlsomme religiøse termer, termer, som jo er tvivlsomme, fordi de bygger på det ufilosofiske begreb ”tro”.

Men kan man undgå det begreb, hvis det er mennesket, man vil forstå?

Hegel opererer i Retsfilosofien med en skelnen mellem ”Moralität” og ”Sittlichkeit” (sædelighed). Han bruger ægteskabet til at forklare forskellen. Når udviklingen er nået dertil, at mand og hustru i ægteskabet opfatter sig som én person og handler som én person, overfor hinanden og i forhold til omverdenen, så er det stadium, der hedder ”Sittlichkeit”, nået. Men inden da befandt man sig i stadiet ”Moralität”, hvor man tænktes at blive styret af morallove, regler for god opførsel. (Se evt. mine overvejelser derom her).

En tilsvarende skelnen opererer Hegel med i statslivet. Når en stats indbyggere opererer som et samlet hele, når alle viljer bøjer sig under statens behov, da er udviklingstrinnet ”Sittlichkeit” nået på statens område.

Man kan – i hvert fald på ægteskabets område – genkende problemstillingen fra den nytestamentlige skelnen mellem lov og evangelium. Det, Paulus vil have f.eks. slaveejeren Filemon til, er ikke at handle efter en bestemt regel, den være så iøvrigt nok så from og god, nej, det er at handle ud fra en forståelse af helheden, altså menigheden, dvs., han vil have Filemon til at bevæge sig fra ”Moralität” til ”Sittlichkeit”.

Men modsat Hegel regner Paulus ikke med, at dette er noget, der sker ”med nødvendighed”, det er derimod noget, der sker ved åndens kraft, noget, der finder sted ved Paulus’ formaning, når ånden virker med i hjertet på den, der hører formaningen. I Filemons tilfælde: Det er hos ham selv, i hans eget indre, at tiøren skal falde, så han kommer til at se, at han og hans slave jo nu er brødre. (Se evt. min omtale af Filemon-brevet her).

Støvring refererer Fukuyamas og Hegels opfattelse således:

Historiens logik er netop kampen for anerkendelse, der fører til lighed mellem individer. Allerede Hegel fandt, i sin berømte herre og slave-dialektik, at slaven naturligvis er utilfreds med herrens manglende anerkendelse, men også herren er i længden utilfreds med blot at modtage slavens anerkendelse. Begge ønsker at blive anerkendt af ligemænd. Denne anerkendelseskamp driver historien frem og fremtvinger de store borgerlige revolutioner og den gradvise realisering af den universelle, homogene retsstat, der ikke gør forskel på borgerne, men netop bygger på menneskerettighederne: Hvor alle mennesker anerkendes som lige meget værd, som ligeværdige, alene ved at være menneske.

Igen står man med disse farlige nøgleord: ”driver frem”, ”fremtvinger”. Støvring gør opmærksom på det samme:

Men denne model rummer en række fejlantagelser. Den første har at gøre med den iboende determinisme: Historien er ikke en forudsigelig, lineær proces, der med nødvendighed fører frem mod et bestemt endemål, ja, der findes slet ikke nogen universalhistorie i bestemt form ental; der findes snarere en lang række forskellige historier, der er cykliske i deres form. Enhver civilisation har karakter af en cyklisk bølgebevægelse: Den fødes, spirer, modnes, blomstrer og visner siden for så enten at genopblomstre eller dø ud. Således kan også Vesten med dets liberale demokrati gå under i tidens malstrøm – som et ly for natten jo også bliver forladt.

Men efter rigtigt at have gjort opmærksom på den farlige determinisme, går han galt i byen. I stedet for den hegelske og fukuyamaske determinisme opstiller han en støvringsk: civilisationerne gennemvandrer en cyklisk bevægelse. Nå, gør de det? Ja, det véd vi ved tidernes ende. Men så langt er vi vel ikke nået endnu. Eller: Det véd kun Gud, og hans tanker må vi med al vor visdom lade være uransagelige.

Men sandt nok: ”Gud” plejer man i vore dages analyser at lade være et ukendt for ikke at sige ubrugelige begreb. Men hvad nu, hvis historiens gang ikke kan forstås uden inddragelse af historiens herre?

Støvring prøver det. Han forsøger at opstille det menneskelige ønske om at være mere end andre som den drivkraft i fremtidens samfund, der har afløst kampen for lighed. Men det er blot den hegelske fejl i ny indpakning. Fejlen var jo, at han ikke ville tænke teologisk, men kun filosofisk og ikke så, hvilken farlig vej han begav sig ind på.

Karl Marx tænkte i forlængelse af Hegel. Han mente at have fundet lovene for samfundsudviklingen, og han mente, det var legitimt for de oplyste at udnytte den ”viden”, de derigennem havde opnået. Og i hvert fald hans efterfølgere, Lenin, Stalin og Mao, var ikke blege for ud fra den ”viden”, de mente at besidde med 100%’s vished, at tvinge andre mennesker på den ene og den anden måde: Det var jo til menneskehedens eget bedste. Man kunne selvfølgelig nok prøve at overbevise dem med ord, men en sådan diskussion var kun spilfægteri, for i sidste ende kendte man godt sandheden om samfundets udvikling, og ud fra den sandhed ville al diskussion til sidst ende med, at man tvang de andre ind i folden.

Her mangledes i høj grad et gudsbegreb, der kunne afsvække den sikkerhed, hvormed man kunne slå andre ihjel. Eller forvandle den filosofiske determinisme til en teologisk gudsafhængighed. Hvilket er noget helt andet.

Besynderlig nok må man sige det samme om den muslimske tankeverden: den mangler et gudsbegreb, eller rettere: den mangler det sande gudsbegreb.

Den opererer med et gudsbegreb, der er af samme art som den filosofiske determinisme, nemlig et gudsbegreb, der i koranen har afgivet en 100% sikker viden om det rette samfund. Den viden er så sikker, at man kan slå andre ihjel på baggrund af den. Hvilket man jo har gjort op gennem islams historie: hele tiden har den regel været gældende, at den, der konverterede bort fra islam, skulle slås ihjel. Og selv om man diskuterede mange ting og diskuterede dem på mange måder, i sidste ende var det dog den indiskutable koran, der afgjorde enhver diskussion, det var ikke ”ordet”, men ”sværdet”, der var afgørende, for koranen skulle man rette sig efter, hvad enten man forstod den eller ej.

I samme avis var der et indlæg af sognepræst Marie Høgh, se her. Hun klandrer os i den vestlige verden for, at vi ikke forstår religionens betydning:

Derfor bilder vi os ind, at hvis islamisterne bare får Vestens demokrati og penge – så holder de nok op med at tage os med i døden. Det gør de ikke, for det gælder deres frelse. Og her er tusind menneskers liv bare et blink med øjet – det er terroristens stærkeste våben. Han betaler sin frelse med andre menneskers liv. Sådan forkynder islam, hvor kristendommen modsat forkynder, at Kristus gav sit liv for vores frelses skyld. Mennesket i kristendommen er nemlig adlet af Gud, på trods af dem, vi er. Derfor er hvert overgreb, hver en nedslagtning og hver en bombe, der detonerer i Allahs navn, et anslag mod det menneskesyn, der bærer hele den vestlige verden.

Hun skriver lidt senere:

Vestens frihed og lighed, vores åbne samfund og demokrati udspringer af bevidstheden om, at hvert enkelt menneske tilregnes et værd som af det menneskesyn, vi har glemt hvor kommer fra. Nemlig fra forholdet mellem menneske og Gud. Ud fra vores egen manglende erfaring med tro forstår vi ikke, at tro er et absolut forhold – og et absolut tilværelsesgrundlag.

Og det ville jeg da gerne give hende ret i, hvis bare jeg helt forstod, hvad hun skriver. Hvordan kommer et moderne menneske til at erfare Gud og forholdet til ham som noget absolut? Og hvad betyder et absolut tilværelsesgrundlag? Er kommunisternes tilværelsesgrundlag ikke absolut? Er islamisterne ønske om frelse ved at slå os vesterlændinge ihjel ikke også et absolut tilværelsesgrundlag?

En tredje form for absoluthed rummes i en artikel i Den korte Avis af Irina Bjorno, se her. Hun har boet i Sovjetunionen og kender dette system indefra, så da hun hørte en imam i radio 24-7 lørdag morgen ønske et bedre samfund end det vestlige og naturligvis mente, at et sådant bedre samfund var det muslimske samfund, reagerede hun således:

Det viser sig, at imamen mener, at materialismen i Vesten er roden til alle vore daglige problemer: materiel ulighed, arbejdsløshed, familieproblemer, had, narkotika, alkoholisme og meget mere, men Islam kan levere den bedste løsning i form af en statsbaseret religion, som vejleder mennesker dagligt og viser, hvordan de kan opdrage og forme en ny, bedre mennesketype, nemlig – muslimer – uden en materialistisk tankegang, med kærlighed til gud og hinanden. Husk, at muslimer ifølge islam, ikke har nationaliteter, derfor er de alle internationalister – men i praksis? Og hvilken fremtid er der så for danskere og danskhed?

Stop!” Sagde min indre stemme igen. Alle de ord om et ikke kapitalistisk samfund, om hjælpsomme, barmhjertelige mennesker, har jeg hørt før. I stedet for Gud var der røde faner med guldsejl og hammer – et glemt, kommunistisk tegn. Det samme igen! Kommunistiske samfund har allerede i 70 år prøvet at forme de nye mennesker – uden grådighed, uden kapitalistisk tankegang, uden privat ejendom, næsten uden penge og med kollektivt ansvar og et indre, kommunistisk samvittighedskompas. Og hvad er resultatet?

Hun ender så med at anerkende menneskets grådighed, det skal ikke laves om, hverken til et kommunistisk mønstermenneske eller til et islamisk fromt menneske.

MEN bliv ikke fanget i deres “net” af smukke ord og dygtige overtalelser!

De kom til os! Vi kom ikke til dem med vores materialistiske tanker! De udnytter vores ressourcer og kapaciteter- vi udnytter ikke deres! Vi tillader dem at tilbede deres gud – ikke omvendt. Men de har deres skjulte dagsorden: At lave os og vores samfund om – ifølge deres tankegang, ifølge deres forståelse af, hvad der gør mennesker lykkelige. De mener, at de kender svaret, men de er ikke i stand til at bevise, at deres tanker er fromme.

Det kan vi – bare se dig omkring!

Det forekommer mig, at Kasper Støvring let ender i en form for kulturrelativisme. Vi kan ikke i Vesten mene, at vores kultur er bedre end de andres. Og derfor glæder det mig, at en sådan relativisme i nogen grad bliver sat på plads af Irina Bjorno. Men der mangler en masse mellemregninger.

Hegel har ret i, at der er én ting i menneskesamfundet, der har potentiale til at udvikle sig. Denne ene ting er sproget. Vi har sprog fælles med alle andre mennesker, ikke som de ydre ord lyder, nej, men grundsyntaksen er den samme: vi forstår alle, hvad en handel er for noget, for vi handler rent faktisk med hinanden; det vil sige: ejendomsbegrebet er fælles for alle. Vi har alle en følelse af, at noget er retfærdigt og andet ikke; det vil sige: vore samfund bygges på love, som kræves overholdt. Og vi har også alle en fornemmelse af familiesammenholdet, af brødres loyalitet overfor hinanden, så vi véd alle godt, hvad tillid er.

Alt dette har vi, fordi sproget har udviklet redskaberne til at være grundlaget for vore samfund. Og det er sproget, der udvikler sig. Det er sproget, der er den skjulte målestok, vi måler vore fremskridt efter. Ligesom vi har udviklet matematikken til et uhyre forfinet redskab på baggrund af sprogets evne til at tælle og operere med tal, sådan har vi udviklet etikken på baggrund af sprogets evne til at udtrykke vore følelser for vore nærmeste og dets evne til at lade retfærdighedsforestillinger danne en samvittighed, vi kan måle vore love efter.

Og den udvikling i sproget foregår ikke deterministisk. Det, der foregår i det mellemmenneskelige rum, er udtryk for den enkeltes intense medleven, men samtidig udtryk for den ånd, der hersker i dette rum. Som Grundtvig beskriver det i ”Menneskelivet er underligt” (Højskolesangbogen nr 94):

Sjæle og kroppe i tusindtal

kan menneskeånden forbinde,

dem gennemtrænge med ord som lyn,

så alle de ét får i sinde.

Men at de alle får ét i sinde, som Hegel tænker sig det med sit ”Sittlichkeit”-begreb, det er ikke noget, der sker med nødvendighed. Allerede i næste vers skriver Grundtvig advarende:

Sjæle og kroppe med folkemund,

som trodser med ordet mod ånden,

de glemmer dem selv som menneskebørn

og bliver til dyr efterhånden.

Det er lidt forkert. For mennesket bliver ikke til dyr ved at sætte sig imod åndens virken, det bliver – som Grundtvig skriver lidt senere – til et ”forhekset uhyre”.

Et sådant forhekset uhyre var det kommunistiske menneske. Det havde droppet al tale om Gud, det havde selv udfundet tilværelsens mysterier, og ud fra den sikre ”viden” tillod det sig at tvinge andre mennesker.

Og et lignende forhekset uhyre finder vi i muslimen. Forheksningen begynder med den far og mor, der forkaster deres søn eller datter, fordi han eller hun ikke vil giftes med den, forældrene har valgt for dem. Hvordan kan dog forældre bevidst afbryde alt samkvem med deres børn? Det er dog imod al naturlig menneskelighed. Ja, men selv sådanne almindelige, ”moderate” muslimer er forheksede af deres falske religions afgudsbillede.

Værre er det naturligvis, når muslimer for deres frelses skyld slår vesterlændinge ihjel. Men en forhekselse er der tale om, ikke en kultur, der er ligeværdig med den vestlige.

Jeg har tidligere været ind på både Sovjetunionens fald og det arabiske forår som vidnesbyrd om den Guds indgriben, der er sprogets Gud og hersker over nationer og folkeslag, se her.

Og det er altså ham og ikke filosofiske eller sociologiske nødvendigheder, der bestemmer verdens gang. Det vil sige: Vi kan – som Støvring så udmærket redegør for det – ikke bare sætte os ned og trille tommelfingre og vente på, at muslimerne helt af sig selv uden nogen påvirkning udefra når frem til den ”Sittlichkeit”, der kendetegner os. Vi må i stedet handle ud fra det, vi nu er nået frem til i vore overvejelser over samfunds retfærdighed og menneskers værdighed. Og ikke mindst må vi ud fra disse forestillinger, altså forestillinger om menneskers ligeværd, vende os imod alle islams forestillinger om det modsatte, dvs., mod koranen og alle dens gerninger og alt dens væsen. Vi behøver vel ikke ligefrem at brænde den af, men vi må gang på gang slå fast, at Muhammed efter vores mening er en falsk profet, og at koranen er hans tale og ikke Guds.

Og vi kunne da begynde med at udelukke alle koranoplæsninger fra vores kirker.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s