Monoteisme

Mange tror – fejlagtigt – at de tre monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam, er nogenlunde enige. For ikke sandt, de tror jo alle tre på, at der kun er én gud til, og så er vist, i moderne øjne, det meste sagt.

Kasper Støvring givet et svar på spørgsmålet om, hvorfor man tror det: det skyldes noget, man kan læse i psykologiens ABC, nemlig ”projicering”, se her. Han forklarer fænomenet således:

Vi tillægger andre folkeslag vores egne værdier, vi ser kun os selv i andre, vi tror, at andre er, eller gerne vil blive, ligesom os.

Altså, vi har ud fra vor egen opvækst og forestillingsverden gjort os tanker om, hvad det vil sige at tro på gud. Og ud fra disse forestillinger ”véd” vi præcist, hvordan andre tænker om gud, de kan så være jøder, kristne eller muslimer.

Dette fænomen gør det utrolig udmarvende at diskutere teologi, især når det drejer sig om forskellen mellem kristendom og islam. Gang på gang støder man på den forestilling, at de monoteistiske religioner dog må mene nogenlunde det samme, enten så man mener, det er det samme vrøvl, de propaganderer, eller så man mener, de har de samme ærværdige forestillinger.

Derfor var jeg ved at få et mindre hjertetilfælde, da jeg læste en artikel af den iranskfødte billed- og performancekunstner Firoozeh Bazrafkan i Berlingske, se her. Bedst som man tror, at hun har forstået forskellen mellem kristendom og islam, opdager man, at det har hun aldeles ikke.

Alle terroristerne har det tilfælles, at de er mænd, hævder hun til en begyndelse. Hun vil dog ikke beskrive alle mænd, kun den muslimske mand, eller altså: den mand, islam producerer. Hun vil tale

om religionen, islam, som social struktur, altså de helt specifikke regler for menneskelig adfærd, som religionen stiller som ramme for muslimer. De retningslinjer, der står at læse sort på hvidt i Koranen.

I Koranen kan man læse, at det alene er manden, der har den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt. Ikke at islamisk magt er tredelt, men manden har utvetydigt magtmonopol. Manden har sørme også voldsmonopol, da Koranen helt konkret angiver, hvem man må dræbe og hvilke kvinder man, selv uden kvindernes samtykke gerne må tage seksuelt.

Som mand skal man være udadreagerende og aggressiv. Islams struktur hviler på et fundament af maskulin voldsdyrkelse.

Bare prøv at fjerne al omtale af vold i Koranen eller at bytte om på mand og kvinde i teksten og se så, om muslimer vil genkende deres hellige skrift. Næppe.

Og det lyder jo udmærket. Det svarer til den beskrivelse af den muslimske drengeopdragelse, som Kirsten Damgaard og Carsten Ringsmose i sin tid gav til bedste, se evt min gengivelse her. Og man erindrer sig også Nicolai Sennels’ omhyggelige undersøgelse af fængslede muslimer, som han i sin tid foretog, se hvordan jeg har refereret ham her. Så man er lige ved at blive glad: her er der igen én, der har forstået det kultursammenstød, vi befinder os i.

Ja, det bliver næsten endnu bedre i det følgende:

Problemet er, at der ikke er plads til den islamiske maskulinitet og dens voldsdyrkelse i de moderne europæiske samfund, da den er dømt til at tabe, fordi vi anser den for at være en anti-værdi. Den er destruktiv i forhold til vore demokratiske og ligestillede struktur, og dermed også selvdestruktiv.

Og så er det, at de unge muslimske mænd søger mod de anti-demokratiske, anti-ligestillede miljøer, hvor deres maskuline voldskultur bekræftes og dyrkes. Det gælder som bekendt både de kriminelle og de radikaliserede miljøer. I de miljøer har man jo også det erklærede mål at nedbryde den demokratiske struktur. Ellers kan man slet ikke eksistere. Mange tror fejlagtigt, at de unge, muslimske mænd radikaliseres så let, fordi de har lært vold i banderne. Men det ikke rigtigt. De har fra barnsben lært at forene vold og maskulin identitet i selveste Koranen.

Når vi stirrer os blinde på den kriminelle og terroristiske vold, overser vi nemlig, hvordan den islamiske maskuline voldsdyrkelse faktisk gennemsyrer hele kulturen. Det er faderens vold over for sønnen, der er homoseksuel eller ikke får de rigtige karakterer, og konen, bare fordi han må. Det er broderens vold over for søsteren. Og det er ikke mindst den perverterede indoktrinering om kvindelig jomfruelighed. Alle skal rette ind efter den patriarkalske struktur, der bekræfter og bekræftes af de monoteistiske religioner, ellers må manden reagere med vold med Guds velsignelse.

Men hov, hvad var det for et ord, der pludselig smuttede med ind i teksten: ”de monoteistiske religioner”! Skal nu vi kristne til at stilles lige med muslimerne, hvad mandens voldstilbøjelighed angår?

Ja, på én eller anden måde er det vist sådan, det skal forstås (Bazrafkan er mildest talt ikke klar i sin tankegang). Hun forlader modsætningen mellem muslimske mænd og den demokratiske statsorden og går over til modsætningen mellem mand og kvinde, en modsætning man forstår er hende langt mere naturlig end modsætningen demokrati/islam.

Hun fortsætter:

Nu er det ikke kun jomfrudyrkelsen, der er pervers. Det er den islamiske maskulinitet i sig selv også, fordi den er kunstig. Den er nemlig ikke levedygtig uden vold og trusler om vold. Men det har ikke altid været sådan. Enhver bibelkyndig vil vide, at Gud engang havde en kone, og hun hed Asherah. Det lykkedes heldigvis ikke at slette hende helt. Der er stadig spor efter hende i Det Gamle Testamente. Og siden man besluttede sig for at slette Asherah, kan man roligt sige, at perverteringen er kørt helt af sporet, for da Koranen skulle skrives, var man nået dertil, hvor Gud gav anvisninger til, hvem der måtte slås ihjel, og kvinder var reduceret til noget, der skulle bedækkes efter behag.

Jeg må her bekende, at jeg ikke hører til de bibelkyndige, i hvert fald ikke til dem, Bazrafkan betragter som bibelkyndige. Jeg måtte lige slå op i Den store Bog for at erkyndige mig om Ashera. Og hun forekommer da i Bogen, fire gange i alt, omend ikke som Guds kone, men som en kvindelig guddom, en frugtbarhedsgudinde, som israelitternes modstandere dyrkede, og hvis gudestøtter nogle af kongerne nedbrød, f.eks. kong Josija, se 2 Kong 23,4-7. Så dette med at ”slette Ashera” var ikke en udvikling, der forløb lineært frem til Muhammed, den var begyndt allerede i 700-tallet før Kristus, og der skete faktisk ikke så lidt, inden Muhammed optrådte på scenen, f.eks. var der en vis Jesus fra Nazareth, der, selv om han var en mand, brød ret effektivt med den maskuline voldsudøvelse eller den pervertering, som Bazrafkan påstår voksede og voksede fra GT’s Ashera-udfasning frem til Muhammed.

Bazrafkan fortsætter:

En aggressiv og voldelig maskulinitet kan selvfølgelig godt forklares i de monoteistiske skrifters samtids megen stammeuro og mange krige, men sådan forholder det sig altså ikke i Europa anno 2016. Hvis Gud skulle skrive sine bøger i dag, ville de nok lyde helt anderledes, da selv han ville forstå, at maskulin voldskultur har udtjent sig selv. Han ville dyrke ligestilling i stedet for at sikre sin religions salgbarhed i vor tid.

“Selv han”! Man forstår, at Gud på sine gamle dage er blevet næsten lige klog som Bazrafkan. Som han dog kan, den Gud!

Altså: Hele verdenshistorien sættes ind i et udviklingsforløb, der går fra en slags urligestilling, hvor hr og fru gud var mand og kone, over voldelig maskulinitet hos de monoteistiske religioner frem til vore dages ligestilling. Og naturligvis, skal denne udvikling beskrives i al korthed, er man nødt til at medtage den ukendte Ashera, som de bibelske skrifter jo desværre vendte sig imod, og samtidig springe over både Jesus, oldkirkens martyrer og Luther, indtil den saliggørende ligestilling indfandt sig næsten lodret fra himlen, og den maskuline voldskultur nu har udtjent sig selv.

Nå, i Bazrafkans slutningsreprimande er det kun muslimerne, ikke os kristne, der får en formaning med på vejen:

Muslimer skal ikke tage afstand, hver gang en terrorhandling finder sted. De skal komme dem i forkøbet ved én gang for alle at beslutte sig for, om Koranen skal læses ordret eller om der er plads til tolkning. Det hjælper ikke, at muslimer på den ene side beklager sig over, at omverdenen generaliserer, hver gang der har været et terrorangreb og de bliver bedt om at tage afstand, og så på den anden side ikke kollektivt bakker op om trosfællers alternative fortolkninger af teksten.

Men man kan dog lægge mærke til, at de muslimer, der skal tage afstand, tilsyneladende kun er de muslimer, der lever i vestlige og – tør man sige kristne? – lande.

Det er dog en mærkelig samling vrøvl, denne performancekunstner her leverer. Man har jo kendt frugtbarhedsreligioner fra forskellige steder i verden, blandt andet fra det gamle Israel, og der har, så vidt det kan ses, ikke været megen ligestilling mellem kønnene på trods af, at der fandtes kvindelige guder. I ovennævnte tekststed fra bibelen nævnes således et rum i det jødiske tempel, der var forbeholdt ”helligskøgerne”. Gad vidst, hvordan disse helligskøger har haft det. Mon mændene kunne komme og tage dem seksuelt uden deres samtykke?

Og dette forsøg på at gøre mand/kvinde forskellen til det altafgørende og stille den i modsætning til alle tre monoteistiske religioner! Mærkeligt! Usagligt! Derved overser man ganske den meget væsentligere forskel på kristendom og islam, der består i, at kristendom er ordets religion, mens islam er sværdets. Jesus gik ind i Jerusalem for selv at dø for sine modstanderes hænder. Muhammed gik ind i Mekka for at slå sine modstandere ihjel. Svarende dertil: Den muslimske martyr skal tage andre med sig i døden, ellers er hans martyrium ugyldigt, at han får ingen jomfruer at fornøje sig med i det himmelske. Den kristne martyr slår hverken sig selv eller andre ihjel, men holde sig til sandheden, selv om han trues med død.

Nå, jeg må se at komme mig ovenpå mit hjertetilfælde.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Monoteisme

  1. Pingback: I krig med islam? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s