Luthers strategi

Jeg undrer mig ret ofte over, hvor brugbar Luthers råd dog egentlig er, selv i en tid, der som vores ligger så langt fra hans egen, både hvad angår åremål og hvad angår indhold.

Således har jeg tidligere gjort opmærksom på Luthers fremhævelse af forskellen mellem troen og kærligheden, se her. Dengang vendte jeg mig imod to teologer, der mente, at vi kristne burde være underdanige og selvudslettende overfor muslimerne. Man ville rette sig efter den 100% politisk korrekte sætning, der siger ”om islam intet ondt; og hvis der endelig skal siges noget ondt om den religion, skal kristendommen rammes af samme anklage”. Og så fortsatte jeg:

At Jesus mente, det var nødvendigt at tale imod lovdyrkelsen, både dyrkelsen af sabbatten og dyrkelsen af de rette spiser, det betyder ikke noget. At han ligefrem anså det for så stor en nødvendighed, at han satte livet til for det, det har vi forlængst forvandlet til noget med soning for vore synder. At han fremkom med de værste skældsord overfor de lovtro farisæere, jvfr Matt 23, det får ikke os til på nogen måde at vende os imod muslimernes tilsvarende lovdyrkelse.

Og Luther gør i sin store galaterbrevsforelæsning det, at han, da han når frem til stedet i kapitel 2, hvor Paulus skælder Peter ud, anklager de fortolkere, der mener, at Paulus her er for arrogant, og siger:

Men i denne meget vigtige sag kunne han overhovedet ikke give efter. Og efter Paulus’ eksempel kan enhver kristen hovmode sig. For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne, jordens dommere, som Sl 2,10 siger: “Og nu, I konger, forstå, lad jer undervise, I, der dømmer jorden, tjen Herren med frygt osv. Hvis ikke, skal I forgå på jeres veje”. Derfor er det helt modsatte virkninger, embeder og dyder, som kærligheden og troen har. (Se her).”

Altså, ifølge Luther har kærligheden og troen helt forskellige embeder. Det vil sige: i én situation skal vi bruge kærligheden, i en anden troen. Men de to ser vidt forskellige ud, den ene tåler alt, tror alt, håber alt, den anden viger ikke en tomme.

Når det er nødvendigt igen at gøre opmærksom på de to forskellige ”embeder” for troen og kærligheden, skyldes det pave Frans. Jeg nævnte for et par indlæg siden Naser Khaders indlæg imod ham: det var ikke til nogen hjælp for de moderate muslimer, at paven hele tiden tog islam i forsvar, for islam er i dyb krise, efter Khaders mening.

Og nu viser det sig, at det i sandhed er mærkelige tider, vi lever i. En muslim angriber islam, paven, den katolske kirkes overhoved, undskylder islam. Og det er vel derfor ikke mærkeligt, at en katolsk journalist, Austin Ivereigh, tager paven i forsvar, fordi han forsvarer islam, se her. Mere mærkeligt er det vel, at interreligiøs konsulent Mogens Mogensen på religion.dk har haft et indlæg, hvor han ubetinget giver Ivereigh ret i hans paveforsvar, se her.

Mogens Mogensen gengiver ret nøje de seks punkter, som Ivereigh opregner som udtryk for pavens strategi. Men inden Ivereigh når frem til at tale om pavens strategi, kommer han med nogle ret interessante betragtninger. Han siger f.eks.:

Islamisk Stat er i krig med alle muslimske lande, for alle muslimske lande har søgt at komme overens med moderniteten ved at formidle eller opbløde islamisk lov.

Den eksistentielle krise indenfor islam vil komme til at udspille sig i endnu lang tid fremover, og der er ikke meget, man kan gøre for at forhindre det. Over tid vil dog Islamisk Stat bevise, at den ikke kan indfri sine løfter, og den vil synke sammen under vægten af sine selvmodsigelser.

Og ikke sandt, det lyder jo næsten rigtigt. Men hvis man tror, at det så kan være de kristnes opgave at gå ind i en åndelig kamp med islam og f.eks. påpege de selvmodsigelser, den lider af, om dog ikke de mange mennesker, der lider under den tunge vægt af dem, kunne befries, så må man tro om igen. Det går pavens seks-punkts strategi slet ikke ud på. Ivereigh fortsætter:

Men vi kan have kontrol over vor vestlige respons på Islamisk Stats provokationer. Og den måde, vi reagerer på, vil enten fremskynde dens fald eller medvirke til dens vækst.

Og ja, det er da så sandt, som det er sagt. Men det er jo netop spørgsmålet: Hvordan medvirker vi bedst til Islamisk Stats åndelige nedbrydning?

Her må man være opmærksom på to ting, siger Ivereigh. De unge mennesker, IS rekrutterer, er på ingen måde en samling psykopater. Og for det andet er krig med kristendommen en del af IS’s tro. Man mener ligefrem indenfor disse kredse, at et sted i Syrien, Dabiq, er stedet, hvor kristne og muslimer vil udkæmpe endetidens slag.

Denne endetidens kamp vil IS gerne fremskynde, derfor fører de krigen ud af Mellemøsten ind i vore lande.

Islamisk Stat tror, at hvis de provokerer de kristne, vesterlændingene, nok, så vil de vende sig imod muslimerne, og muslimerne sætte deres lid til, at Islamisk Stat forsvarer dem, og så vil der fremstå en åben krig mellem de to.

Og det kan måske være sandt nok. Med andre ord: Det forholder sig med IS som med Rote Arme Fraktion i Tyskland i sin tid: de lavede deres terrorhandlinger for, som de sagde, at få staten til at vise sit sande ansigt. De var overbevist om, at staten ikke bare var kapitalistisk, den var også undertrykkende, og dette undertrykkende ansigt kunne man fremprovokere gennem terrorhandlinger imod den. Blot tog de jo altså fejl i deres analyser. Og vi skal måske tilsvarende vise IS, at også deres analyser er fejlagtige. Dog, siger Ivereigh, deres analyser slår til:

Indtil nu har de haft heldet med sig. Fremkomsten af nye nationalistiske partier ud over Europa, og Donald Trump, selvfølgelig, er lige, hvad deres manuskript forudser, sammen med den løbende vækst i antal og voldsomhed af angreb på muslimer.

Og på den måde lægger han op til den pavelige strategi. Mogens Mogensen skriver:

Men pave Frans ser heldigvis længere end hans kritikere, skriver Ivereigh.

Han taler ud fra en velgennemtænkt og effektiv seks-leddet strategi som respons på Islamisk Stats provokation.

For det første sætter han drabet på enhver person ind i en bredere sammenhæng af andre mord for at undgå at gøre noget offer til fokus for en moralsk vrede og til et våben i kampen. ”Den hellige præst, som døde, mens han var i gang med at bede for hele kirken, er kun en af… hvor mange kristne, hvor mange uskyldige, hvor mange børn?”

Her indskyder Ivereigh:

Det er derfor, Frans aldrig brugte ordet ”martyr” til at beskrive ham eller bare nævne hans navn. At gøre det ville i denne eksplosive atmosfære af frygt og terror være identisk med at gøre hans død til et våben, og til at antænde skrigende overskrifter.

Mogens Mogensen fortsætter med dette pavecitat:

Den hellige præst, som døde, mens han var i gang med at bede for hele kirken, er kun en af… hvor mange kristne, hvor mange uskyldige, hvor mange børn?”

Alt dette er jo ganske mærkeligt. Her har vi et overhoved for en kirke, der har jeg véd ikke hvor mange helgendage i sin kalender og ikke er bleg for at udnævne mennesker til helgener, især hvis de har lidt martyrdøden, men trods denne bagage vil han ikke bruge martyrbetegnelsen. Ikke fordi han ikke objektivt set ville kunne bruge den, men fordi han er bange for fremkalde ”skrigende overskrifter”. Jamen, hvis det nu er det, der skal til for at få de såkaldt moderate muslimer bort fra IS? Hvad er det dog for en mærkelig strategi han har, denne pave?

Det andet punkt lyder:

For det andet insisterer han på, at broderskab og fred er den eneste autentiske kristne respons. ”Vi har ikke noget ønske om at besejre had med mere had, vold med mere vold, terror med mere terror.”

Og det kan jo være rigtigt nok. Men hvem mener egentlig, at den rette respons er had for had, vold for vold, terror for terror? Det er der jo meget få i den vestlige verden, der gør. Så det er noget af en stråmand, Ivereigh her vender sig imod. Men han får dog sagt, at det drejer sig om at omvende terroristernes hjerter, så de indser det onde i deres handlinger. Det har han ret i. Men det er jo faktisk derfor, vi andre mener, man skal være sandheden tro og åbent fortælle dem og andre, hvad de har gang i.

Det tredje punkt er en opfordring til os om at åbne vore grænser. Den naivitet har jeg vendt mig imod så ofte, så jeg vil tillade mig at springe dette punkt over her.

Det fjerde punkt består i, at paven ikke vil dele IS’s forudsætninger. Han vil ikke sætte tingene op på samme måde som dem: kristendom mod islam. Nej, hævder han, der er tale om religion og fred på den ene side, voldelig fundamentalisme og falsk religion på den anden.

Og har han lavet denne opstilling, kan han sige, at ”alle religioner ønsker fred – det er de andre, som vil have krig”. Men spørgsmålet er jo, hvor meget en sådan opdeling har med virkeligheden at gøre. Eller spørgsmålet er, om man kan overbevise de mange moderate muslimer om, at det forholder sig sådan.

Og spørgsmålet er også, hvor stor en hjælp en sådan opdeling er for os kristne. Den giver ganske vist paven mulighed for at hævde, at der ikke findes sådan noget som islamisk vold, det er en umulighed. Jovist, men når vi hører ”Allahu Ahbar” den ene gang efter den anden, så kan man vel godt, selv som from katolik, blive noget i tvivl om pavens evne til at bedømme tingene ret.

Og så hedder det hos Ivereigh:

For det femte: Når paven stilles overfor kristnes fristelse til at se muslimer som voldelige fundamentalister og sig selv som fredselskende fornuftsvæsener, insisterer Frans på, at kristne også er tilbøjelige til fundamentalisme og vold.

Her har vi det: vi kristne må endelig ikke tro, vi er bedre end andre. Og derfor skal vi lade være med at se denne forskel mellem islam og kristendom, selv om den springer i øjnene ved det meste af muslimernes gøren og laden i vore samfund. Vi må ikke dele verden op i gode mennesker (os selv) og onde mennesker (muslimerne).

Hvad end manglerne ved islam måtte være med hensyn til vold, ønsker muslimer fred og samvær, og kristne er jo også tilbøjelige til fundamentalisme og religiøst sanktioneret vold.

Det er sjovt nok: Det, som man skulle tro, enhver nogenlunde velbevandret teolog ville kunne: skelne mellem en religion og dens adfærdsformaninger og så dens udøveres faktiske adfærd, det glipper helt for Frans her. Og det hænger nok sammen med, at han ikke har læst Luther og ikke tolket Gal 2,11f på samme måde som han. Derfor skelner han ikke mellem troen og kærligheden. Derfor kan han ikke se, at de har vidt forskelligt embede.

Troen skal f.eks. fastslå, at alle mennesker er lige. Og har nogen (f.eks. muslimerne) en religion, der hævder, at nogle er mere lige end andre, så kan jo muslimer udmærket leve et normalt liv i Danmark, for her er det langt lettere at betragte alle som landsmænd og ikke som fjender af den klan, man selv tilhører. Men det kan jo ske, at optugtelsen – altså den muslimske opdragelse – går over naturen – altså forestillingen om, at alle er lige – og så har vi problemerne. Så viser det sig, at nogle af muslimerne faktisk ikke ”ønsker fred og samvær”, og når vi så af kærligheden drives til at mødes med disse muslimer, så skal vi da ikke fortolke os udenom det muslimske hierarkisystem, men i stedet fastholde troen: troen på alle menneskers ligestilling overfor Gud.

Som alle onde projekter, vil Islamisk Stat i tidens løb falde sammen på grund af sine egne interne modsigelser. I mellemtiden vil slaget stå i menneskenes hjerter.

Hvad kirken kan hjælpe Vesten med at gøre, er at absorbere volden og ikke lade sig provokere af den; at være tålmodig, når der er frygt og usikkerhed; og at acceptere, at i mellemtiden vil flere mennesker dø. (Ivereigh).

Bevares, det lyder ydmygt og fromt, at man sådan skal finde sig i terroristernes vold, og det vil jeg da også mene, vi skal. Men jeg vil så sandelig føje til, på kristendommens vegne så at sige, at islam er en falsk religion, at muslimer tror på Gud på en falsk måde, fordi de mener, han opfordrer dem til vold imod andre religioner. Det er troens krav til os kristne, og den sandhed skal ikke pakkes ned af hensyn til muslimerne, selv om det jo er ganske sikkert, at de vil lade sig provokere af den.

Det får mig til at vende tilbage til punkt fire. Under dette punkt sagde paven, ifølge Ivereigh:

Denne strategi demonstrerer, hvad sand religion er:

Gud selv blev det uskyldige offer for en religiøst og politisk sanktioneret offerhandling; opstandelsen ødelagde enhver tanke om, at Gud bruger vold.

Guds magt ligger derfor ikke i vold, men i kærlighed og broderskab. Med skyggen af den islamiske radikalisme hvilende over os, er dette ikke længer en ide, men – et absolut valg: Tror vi på Guds magt eller på myten om det guddommelige som et hævnende stammevæsen?

Ak ja, her må man nærmest sige, at det her er Frans, der vikler sig ind i selvmodsigelser. Eller måske snarere i fortielser. For her definerer han, hvad sand religion er, og sjovt nok, det er præcis det samme som kristendom. Islam må følgelig kaldes en falsk religion, for det valg, vi stilles overfor: om vi tror på den Guds magt, der ligger i kærlighed og broderskab, eller på den myte, der tror på hævn – det valg er jo, selv om det åbenbart ikke må siges, et valg mellem kristendom og islam, mellem ordets og sværdets religion.

Og hvorfor må det dog ikke siges, at vi er kristne og på den måde tror på Jesu opstandelse, at der derved blev sat en stopper for al voldsanvendelse i nogen religions navn? Paven siger det jo selv, selv om det naturligvis må være yderst provokerende for en muslim at høre på. Men de stakkels muslimer er åbenbart så barnlige eller letkrænkelige, at de ikke kan tåle at høre, hvad vi mener er sandheden om deres religion.

Vi skal være sandheden tro i kærlighed, siger Paulus i Ef 4,15. Han siger ikke, at vi skal bøje sandheden af hensyn til vore muslimske venner. Det er jo på det punkt, der hedder ”hvad er sandt og hvad er løgn”, at troen ikke kan give sig en tomme. Det vil sige, at hvis Islamisk Stat er fuld af selvmodsigelser, så kræver vor kristne forpligtelse på sandhed, at vi siger det, sådan at også muslimerne kan stilles overfor det valg, der blev omtalt før: Tror vi på en Gud, der handler til det gode for menneskene, også om det fører til nogle enkeltmenneskers død, eller tror vi på, at der gives en guddommeligt sanktioneret vold til at overbevise andre om sandheden?

Lad os slutte med det sjette punkt i pavens strategi. Det går ud på at vi ikke skal overgive os til frygt, så vi opgiver vore steder og vor identitet. Paven selv nægtede f.eks. at bære skudsikker vest, skønt IS truede Vatican-staten i december. Og ærkebiskop Lebrun inviterede alle til at vise Hamel den sidste ære ved at besøge en kirke i disse dage, hvor vi skal nægte at anse kirken for defameret og bede om Guds nåde.

Men det lyder vildt overdrevet eller direkte uforståeligt eller som den rene ønsketænkning, når Ivereigh skriver som slutningssætning: ”Hver af den slags handlinger vil bringe os nærmere til jihadisternes uundgåelige nederlag”.

Jamen, kære Austin Ivereigh, nu har jihadisterne undgået nederlag i 1400 år, hvorfor skulle deres nederlag så nu være lige om hjørnet? Og hvordan skulle det kunne befordre deres nederlag, at vi undlader at argumentere imod dem?

Nej, hverken pavens tanker eller de to fortolkeres gengivelser af dem hænger sammen.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s