Mogens S. Mogensen har ikke blot på religion.dk, men også i Kristeligt Dagblad svaret på Naser Khaders åbne brev til paven. Indvendingen på religion.dk svarede jeg på i mit forrige indlæg, nu er så turen kommet til Mogensens indvending i Kristeligt Dagblad for den 10-8, se her.
Indlægget har overskriften ”Hvor hopper kæden af for Naser Khader i det åbne brev til paven?” Derfor er det fristende for mig at give dette indlæg overskriften “Hvor hopper kæden af for Mogens S. Mogensen i hans indlæg mod Naser Khader?”
For kæden hopper altså af for ham. Og den hopper af, fordi han i dette indlæg vil være religionsvidenskabsmand i stedet for at være teolog. Oven i købet vil han være en dårlig religionsvidenskabsmand, idet han prøver at tænke ligesom andre danske religionsvidenskabsfolk.
Det kan bl.a. ses af dette citat fra hans artikel:
Enhver, der beskæftiger sig seriøst med religion og religiøse tekster, ved – eller burde vide – at de samme tekster kan tolkes forskelligt og er blevet tolket forskelligt, ja, at forståelsen af en tekst altid indebærer en tolkning. Og derfor har der altid i alle religioner været drøftelser – for ikke at sige kampe – om, hvilken tolkning, der måtte anses for at være den rette.
Derfor kan man ikke bare slå op i Koranen og med henvisning til en eller flere tekster, sige, at sådan er islam, og herefter haver alle andre sig at rette, fordi Koranens ord er Guds ord. En aktuel forståelse af Koranen – også som Guds ord – vil altid indebære en tolkning eller et valg mellem forskellige tolkninger.
I sin tid kunne jeg citere Mikael Rothstein for at komme med denne selvopløsende bemærkning: “Det er fortolkningen, der er det afgørende. Brugeren bestemmer, ikke teksten selv”, se her. Bemærkningen er selvopløsende, for hvis den er sand, ophører al videnskab, al humanistisk undersøgelse og al historieforskning, inklusive Rothsteins egen. Men den har grebet om sig blandt religionshistorikere. Det er blandt sådanne mennesker man har opfundet en afsky for noget, man kalder essentialisme. Essentialisme er den opfattelse, at enhver religion har en kerne, som man ved et nogenlunde redeligt studium kan finde frem til. Nej, siger disse folk, det er netop, hvad man ikke kan, for teksterne siger ikke noget i sig selv, det eneste, der betyder noget, er de nulevende menneskers opfattelse af deres religion.
Noget kunne tyde på, at Mogens Mogensen er smittet af denne tanke. Og noget kunne desuden tyde på, at han i den grad forvandler sig selv til en uvildig videnskabsmand, at han helt glemmer missionsbefalingen. For til sidst siger han:
Hvordan muslimer skal tolke deres hellige skrifter, kan paven ikke forventes at blande sig i – heller ikke selvom en så kendt dansk muslim som Khader beder ham om det – og hvis paven alligevel gjorde, ville muslimer nok ikke tillægge det nogen autoritet, og det kunne ingen fortænke dem i. Hvordan islams hellige skrifter skal fortolkes, og hvilken islam der kommer ud af det, er heller ikke et spørgsmål, som politikere skal blande sig i, heller ikke politikeren Khader. Det er en debat eller en kamp, som muslimerne selv må tage med hinanden, og så må politikerne – i åndsfrihedens navn – begrænse sig til at sætte de generelle lovmæssige rammer for islams og alle andre religioners udfoldelser.
Det kan være sandt nok, at det er politikerne, der skal fastsætte de lovmæssige rammer for islams udfoldelse. Men sæt nu Khader udtalte sig som et almindeligt menneske! Eller måske snarere: Sæt nu paven kom til at læse Matt 28,18-20! Er så hans opgave ikke den at blande sig i muslimernes tolkning af deres helligskrift? Ja, er det ikke enhver kristens opgave at prøve at forstå, hvorfor muslimerne tolker deres skrift, som de gør, ja, måske endda forstå, hvorfor de i det hele taget er muslimer og bliver ved med at være muslimer og holde koranen for Guds eget ord?
Hvordan skal vi ellers invitere dem til at blive kristne?
Forøvrigt – må vi ikke også som almindelige borgere i dette land – kristne eller ateister – spørge om muslimernes forståelse af deres helligskrift? Ved et møde med Hizb ut Tahrir var Kåre Bluitgen den eneste, der vidste, hvad straffen for hor er ifølge koranen, se her. For har alle de mange såkaldt moderate muslimer i det hele taget læst koranen, eller er det noget, de overlader til deres imamer? Og har de det ikke, er de ligeglade med, om nu den sharia, de mener, de efterlever, er i overensstemmelse med det, der faktisk står i koranen, har vi så ikke alle – muslimer, kristne og ateister – med en tikkende bombe at gøre: den unge muslim, der ganske uden vejledning giver sig til at læse i sin helligskrift, vil meget let kunne gribes af de mange voldsopfordringer, og så bliver jo pludselig den måde, koranen tolkes på, noget, der ikke angår muslimerne alene, men også alle os andre, der risikerer at blive sprængt i luften.
Jesus siger til sine disciple: “I er verdens lys – man tænder ikke et lys og sætter det under en skæppe” (Matt 5,15). Paven har opfundet en skæppe, der siger, at ”alle religioner ønsker fred – det er de andre, som vil have krig”. Og virker den ikke, træder en anden i funktion: “Vi kristne skal ikke se os selv som fredselskende fornuftsvæsener og muslimer som krigeriske fanatikere; vi har fredselskere og religiøst sanktioneret vold i begge religioner”. Det er meget venligt sagt af paven overfor muslimerne, for så skinner lyset fra den kristne levevis dem ikke ubehageligt i øjnene, skæppen forhindrer det.
Også Mogens Mogensen har fabrikeret en skæppe. Den hedder: “Der er tusinde fortolkninger af koranen”. Den er gjort af det samme effektivt lysdæmpende stof som pavens, og forhindrer ligeså effektivt som hans lyset i at nå muslimernes øjne. For ikke sandt, når muslimerne kan fortolke krigsopfordringer som fredsudsagn, så kan vi vel også fortolke evangeliseringsopfordringer som toleranceanvisninger.
“Her er mere en Salomo”, sagde Jesus i sidste søndags tekst (Matt 12,42). Men, siger vi, lad os nu lige være her! Det kunne da meget vel være, at der kunne findes smukke udsagn i koranen, der nærmer sig Jesu livsforståelse. Og Jesus har jo også sagt, at vi ikke må dømme. Oven i købet føjer han til, at vi skal huske at se bjælken i vort eget øje, før vi begynder at ville fjerne splinten i næstens (Matt 7,1-4). Så vi skal da endelig ikke tro, at vi er noget, og da slet ikke mene, at vi er bedre end muslimerne.
Og med denne operation er lyset ikke blot dæmpet af diverse skæpper, det er helt gået ud.
Jamen, er det da ikke sandt, at det må gå ud? Er det ikke sandt, at vi ikke er spor bedre end muslimerne?
Nej, det er ikke sandt. Vi er bedre end muslimerne, ikke fordi vi ved egen kraft er bedre, men fordi det er os, der har Guds ord iblandt os, og dette ord er ikke vendt tomt tilbage, men har gjort en vis virkning iblandt os, selv om vi naturligvis altid kunne ønske os en større virkning.
Lad os tage sådan noget som kvindeidealet! Hvilket ideal spejler pigerne sig i under deres opvækst? Ok, vi kender kun altfor godt det viktorianske ideal, som Ibsens Nora gjorde op med, idealet om den altopofrende hustru, der i ét og alt prøvede at være sin mand tilpas, som satte alle sine egne behov til side for familiens skyld, osv. Og vi glæder os over, at dette ideal stort set er borte. For hvor blev den person af, der gemte sig bag al selvudslettelsen?
Mig forekommer det, at det er et lignende ideal, der bestemmer over den muslimske kvinde, og at vore kvinder er “bedre”, fordi de tør være sig selv.
Eller tag mandsidealet! Den muslimske mand skal hele tiden kæmpe for sin ære, han har det hele tiden siddende over sig, at han skal tvinge de andre til at respektere ham. Den kristne mand, derimod, har lige fra barnedåben af al den respekt, han kan ønske sig, for vort samfund går ud fra alles ligeværd, fordi vi regner andres respekt for noget, der må komme indefra, om den skal være noget værd. Se evt. min redegørelse for barnedåbens velsignelser her.
Jesus forklarer dette med disciplenes lys, der skal skinne i verden: “Således skal jeres lys skinne for menneskene, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene” (Matt 5,16). Det er jo ikke denne eller hin gode gerning, de skal se, det er den frimodige holdning, vi lægger for dagen, at vi tør være os selv.
Skulle det ikke være muligt for os at forkynde evangelium, altså glad budskab, for vore muslimske landsmænd i stedet for stadigvæk at betragte dem som eksotiske, mærkelige væsener! Skulle det være umuligt at forklare dem, at kristendommen er bedre end islam, ikke blot på den måde, at den giver os et bedre samfund – det er jo muslimerne, der er kommet til os, ikke vi til dem – men også på den måde, at den giver os frimodighed, så vi ikke behøver hele tiden at skulle kæmpe for vores ære!
Og i hvert fald: Vil de forsvare deres hierarkiske samfundsmodel, hvor manden rangerer højere end kvinden, med koranordet fra sura 4,34 om, at mænd står over kvinder, er vi så ikke nødt til igen og igen at sige til dem, at Muhammed tog fejl på det punkt? Og vil de finde andre koranord frem og balancere det ene af mod det andet, siger de, at ordene “mænd står over kvinder” ikke betyder det, de siger, er det så ikke bedre at komme med lyset: at mænd og kvinder er ligestillede, og at koranen derfor ikke er Guds ord, fremfor at komme med skæppen: at ethvert ord må fortolkes.
Men ak, vi vil absolut være så “gode” og ikke volde vore “gæster”: muslimerne besvær og holder derfor vores mund om deres korantolkning og deres anderledes kultur. Og måske det i virkeligheden hænger sammen med, at vi tænker: “Vi har et lige så godt, nu er vi omsider ved at vinde gehør i vores kamp mod ateismen, nu skal muslimerne ikke komme og forstyrre os”.
Men de kommer jo til os som mennesker, og hvad bedre kan vi give dem end det kristne evangelium! Men det må vi ikke for paven, kan vi forstå, og Mogens Mogensen giver ham medhold: vi kan slet ikke rette os efter Jesu ord, for de skal jo fortolkes, og hvem véd, om de betyder det, vi andre idioter tror, de betyder!
ricardtriis 