En skabskristen

Jeg har før berømmet Martin Krasnik for nogle af hans interviews. Jeg har andre gange været højst utilfreds med hans teknik. Det har især været i interviews, hvor han tror, han spiller djævelens advokat, men hvor han i virkeligheden bare er sin egen advokat, hvor han altså blot vil fastholde sin egen vinkel på tingene, uanset hvad ”offeret” siger.

Men jeg må nu her tage hatten af for det interview, han præsterede med Svend Brinkmann forleden aften den 16-8, se det her. Her mente han sig berettiget til som sædvanlig at spille djævelens advokat, men kom interessant nok ganske uforvarende til at spille Guds advokat.

Der var tale om ét af de ret sjældne interviews af en hel halv times varighed. Og der var tale om et interview, hvor interview’eren, i dette tilfælde altså Martin Krasnik, virkelig havde sat sig ind i sagerne og kunne stille de relevante spørgsmål til Brinkmann. Det hjalp selvfølgelig også på tingene, at Svend Brinkmann formåede at svare på de af og til inkvisitoriske spørgsmål, endda med et smil. Jo, det var virkelig en halv time med fremragende fjernsyn.

Nu ville jeg jo ikke være mig selv, hvis ikke jeg havde nogle indvendinger at komme med. Men de kommer altså på baggrund af en god oplevelse. Det er værd at bemærke, for det gør mine indvendinger langt fra altid.

Svend Brinkmann blev for nogen tid siden berømmet for sin bog ”Stå fast”. Den handlede om den idelige psykologiseren blandt vor tids mennesker, de stadige forsøg på selvudvikling. Alt det vendte han sig imod. Nu i sin næste bog ”Ståsteder” søger han at indkredse, hvad man da kan stå fast på. Og sjovt nok kommer han her til at nævne mange af de gamle (og nogle vil nok synes ”gammeldags”) ting, som også kristne teologer gør opmærksom på. Det drejer sig om ”Det gode”, ”Værdigheden”, ”Løftet”, ”Selvet”, ”Sandheden”, ”Ansvaret”, ”Kærligheden”, ”Tilgivelsen”, ”Friheden” og ”Døden”, altsammen, som man ser, kendte begreber for den, der er vant til at høre prædikener i folkekirken (eller i andre kirkesamfund, for den sags skyld).

Og det var Krasnik vaks nok til at prøve at hænge Brinkmann op på. Hvordan tale om forpligtelse, om ansvar, altså om foreteelser, der så at sige forpligter mennesket ”udefra”, uden at ville anerkende noget ”udefra”? For Brinkmann erklærer sig selv for om ikke ateist, så dog agnostiker.

Og Brinkmann svarede, at der kan tales om de fænomener, han lægger vægt på, på mange måder: psykologisk, litterært, dramatisk, etisk, poetisk, ja, han siger endda, at det religiøse sprog måske er den sidste og endegyldige måde, man kan tale om dem på. Derfor fortsætter han også med at sige, at han ofte benytter religiøst sprog. Men det mener han altså, han kan gøre, uden selv at være religiøs.

De kommer også til at tale om det, Brinkmann med rette betragter næsten som Fanden selv (mit religiøse udtryk), nemlig instrumentaliseringen. Alting skal være godt for noget, intet er godt i sig selv. Men lever man med andre mennesker af hensyn til sin egen personlige udvikling, bruger man jo de andre som instrumenter. Og opretholder man diverse humanistiske fag, fordi det på én eller anden måde styrker konkurrenceevnen, er på samme måde noget i sig selv værdifuldt, nemlig litteratur, sprog, filosofi, teologi, nedgjort til noget sekundært.

Men efter at have talt en del om det, kommer Krasnik med et spørgsmål, der nærmest må betegnes som interview’ets højdepunkt. Han spørger: ”Hvis man nu siger, at du er en skabskristen, konservativ antimodernist, hvad vil du så sige til det?”

Når dette spørgsmål rammer hovedet på sømmet, skyldes det, at det er det spørgsmål, man som seer har siddet med overfor Brinkmann. Og det er en stor kunst at kunne fange og opsamle alle de ikke udtalte indvendinger, man som seer har overfor Brinkmann, og formulere dem på en så fin måde.

Nuvel, Brinkmann formåede på en fin måde at respondere på indvendingen, hvilket jeg dog ikke her skal komme ind på. Det er noget andet, jeg vil frem til.

Jeg har nemlig to indvendinger mod dem begge, omend mest mod Brinkmann.

Den ene går på det, jeg ofte indvender imod moderne mennesker: De gider ikke skelne mellem religioner. De siger ”religion” og mener ofte kristendom, som i interview’et her, ganske uden hensyn til, at der dog findes andre religioner.

Den anden indvending går ud på, at man i vore dage – og det gælder et bredt udsnit af den folkelige elite – tænker i resultater og ikke i forudsætninger. Derfor kan man ikke rigtig stille noget op med gudstanken. For Gud bonger jo ikke ud som et resultat, hverken videnskabeligt eller filosofisk. At han er en forudsætning, nej, sådan tænker man ikke, eller sådan kan man ikke tænke i vore dage.

Og det er lidt ærgerligt, at man tænker sådan. For man kunne måske få noget ud af gudstanken, hvis man så lidt på, hvordan andre religioner bruger denne tanke.

Brinkmann forklarer et sted i interview’et, at hvis man skriver 2+2, så véd vi alle, at regnestykket giver 4. Og så er det ligemeget, om det er en gud, der har fortalt os det, eller det er kommet til os på anden måde, det er bare sådan.

På samme måde med de etiske regler. Hvis man som Løgstrup siger, at vi i ethvert møde med et andet menneske holder noget af dette menneskes liv i vores hånd, så behøver vi ikke at spekulere på, hvor denne etiske fordring kommer fra, om fra Gud eller fra naturen eller fra den biologiske udvikling, det er bare sådan.

Det er også denne tanke om, at det bare er sådan, der får Brinkmann til at give Løgstrup sin tilslutning, når denne hævder, at der ikke gives nogen kristelig etik, kun en menneskelig etik.

Begge dele, både matematikken og etikken, har dog sin baggrund i sproget. Fordi vi er sproglige væsener, har der dannet sig begreber, så vi kan tælle og regne, og af samme årsag har der dannet sig tanker om, hvad der er godt og hvad ondt, altså om, hvordan vi skal omgås hinanden. Brinkmann vil mene, at sådanne tanker er almenmenneskelige også på den måde at forstå, at der uden dem ikke kan eksistere noget menneskeligt samfund.

Men det er dog vist en kortslutning.

Her foreløbig en indvending, som jeg henter fra zenbuddhismen. Denne form for buddhisme forsøger ved at lægge vægt på en række ulogiske udtalelser at frigøre mennesket fra den sproglige binding. Alle buddhister hævder, at livet er lidelse, og at mennesket desværre er underlagt maya, livsbedraget, så det ikke kan se sin egen elendighed. Zenbuddhisterne vil desforuden mene, at det er sproget, der vildleder os, og de søger derfor gøre det indre menneske fri af den binding til det logiske, som vi som sproglige individer er underlagt.

Og hvis vi ud fra disse betragtninger skal anlægge en religionsfilosofisk synsvinkel – men jeg indrømmer gerne, at der er tale om en kristen religionsfilosofi, for der gives efter min mening ikke nogen neutral religionsfilosofi – så kan man nok sige, at etikken grunder i det almenmenneskelige, fordi den grunder i sproget, men man må jo føje til, at der altså gives religioner – som vi bør tage alvorligt – som nægter, at livet er godt og giver mening, og at sproget er en instans, hvis retningslinjer vi bare skal rette os efter, fordi det er sådan. Heraf følger videre, at når vi alle er af den opfattelse, at f.eks. tillid er noget godt, skyldes det, at de mennesker, der er omfattet af dette ”alle”, er opvokset i en kristen kultur. Og vil nogen som Brinkmann skelne mellem udsagnet ”Meningen med livet” og ”Meningen i livet”, hvor han mener, at det første kræver en gud, det sidste ikke, så må man vist betragte det som spilfægteri. Han er en skabskristen og kan ikke se den nøgle, der fører ud af skabet, fordi han ikke vil se den. Den indebærer jo en trosbekendelse, og en sådan vil han for alt i verden ikke aflægge.

Men ud fra buddhismens lære burde man kunne se, at dette at se en mening i livet, dette at bøje sig for sprogets retningslinjer, dette at sige, at det bare er sådan, det er kun naturligt i en vestlig, dvs., en kristen sammenhæng. Og vil man ikke skænke kristendommen sin tiltro, så må man selv om det. I denne del af verden er det tilladt at være idiot, også selv om det giver sig udslag i, at man nægter, at 2+2=4, altså nægter, at en forudsætning for alt det, vi her i Vesten foretager os, er en meningsgivende instans bag det hele.

Værre er det, at Brinkmann heller ikke tager islam med i sine betragtninger. Det, der får ham til at acceptere en almen menneskelig etik, er jo fornuftovervejelser over det liv, vi har med hinanden. Det vil sige: Det er den kristne kultur, der har stået bag disse fornuftovervejelser, begyndende med Jesu henvisning til den gyldne regel, at hvad vi vil, at andre skal gøre mod os, det skal vi gøre mod dem (Matt 7,12). Vi kan sige, at kristendommen sætter Guds autoritet bag sproget, eller at det sted, hvor Gud åbenbarer sig, er i de overvejelser pro et contra, som foretages i frie samfund. Kønnenes ligestilling, slaveriets ophævelse er således et resultat af Guds åbenbarelse, dog således, at denne åbenbaring altid er skjult bag rent menneskelige debatter.

Anderledes i islam. Her er Guds åbenbaring givet i en helligskrift, i koranen. Det vil sige, at det beror på en tilfældighed, om der er overensstemmelse mellem det, vi med vor fornuft kan indse, og det, Gud tænkes at have åbenbaret i koranen. I nogle tilfælde er der ikke nogen overensstemmelse. Hvor vi vil sige, at alle sprogvæsener er lige meget værd, at altså mænd og kvinder er ligestillede, fordi de begge har sprogets gave, dèr er muslimerne bundet af deres koran og regner manden for overordnet i forhold til kvinden. Og hvor vi vil sige, at staterne står lige og derfor kan rette sig efter den gyldne regel: ”Eftersom vi nødig vil angribes af andre lande, skal vi heller ikke angribe dem”, dèr har muslimerne ifølge deres gamle skrifter en pligt til at bedrive ”hellig krig”, ”jihad”, imod os andre.

Men værst er det, at Brinkmann – vistnok sammen med Løgstrup, men det gør det ikke bedre – går ud fra, at tillid mellem mennesker er noget, der bare er der. De forhold, vi står i til hinanden, den tillid, der præger vort samfund, er noget, der bare er der. Løgstrup søger på baggrund af denne påstand at udvikle en metafysik, og Brinkmann følger ham med sin påstand om, at etikken, også den etik, der har med forholdet mellem mennesker at gøre, er udtryk for noget, der bare er sådan.

Derved overser han, at f.eks. tilliden i et ægteskab er noget, vi altid må tro på. Egentlig gælder det ethvert møde mellem mennesker, dvs. enhver samtale mellem mennesker, også den samtale, vi var vidne til forleden mellem Krasnik og Brinkmann, at hver af parterne – og forøvrigt også os tilhørere – må tro på ægtheden af de involverede, for at der kan være tale om en samtale, og det hele ikke blot skal være endnu et eksempel på manipulation.

Tanker er toldfri, siger vi, og det betyder, at vi kan forstille os overfor hinanden. Normalt lærer vi vel, ofte gennem en til tider smertefuld proces, at skelne mellem ægte udsagn og forstilte udsagn, mellem ærlighed og påtagethed, men nogen ubetvivlelig sikkerhed kan vi aldrig opnå.

Dette er dog lykkeligvis noget, vi som regel ikke tænker over. Vi lever bare, vi tror bare på den anden, vi vover os ind i et tæt samliv med den anden, eller vi regner vor samfundsfælle for tillidvækkende. Men skal vi til at analysere vort dagligliv nærmere – og det er jo det, Brinkmann gør – så opdager vi tillidens betydning, opdager vores afhængighed af andres tillid og opdager vel også, at vi selv lever vort liv i tillid til andre.

Og her dukker så manglen ved interview’et op. Når man ikke skelner mellem de forskellige religioner, får man aldrig det spørgsmål stillet til sig, hvad man da selv regner for så absolut sikkert, at man tør stille betegnelsen ”gud” bag det. Muslimerne stiller Gud bag deres koran, dens bestemmelser, sharia, er, hvad man for enhver pris skal rette sig efter, for her har vi det, der er Sandheden selv. De kristne kalder Jesus for Guds ord, for i ham og i hans ord er det sprogets inderste hemmeligheder, der åbenbares for os. Og disse hemmeligheder tror vi på i kraft af Helligåndens virke.

Og sjovt nok – denne Helligånd er langt mere rund med sine gaver, end den kristne kirke regner med. Han udsår dem med bred hånd over langt de fleste vestlige mennesker, så de påvirkes til at se tilværelsens herligheder, så de gribes af tillid til både den finger, ved hvis berøring det hele er blevet til, og den næste, som der kun kan leves i ægthed med, når man stoler på hinanden.

Lad mig slutte med et passende Grundtvig-citat:

Jeg maa nemlig bede saavel Læseren som Læserinden lægge vel Mærke til, at det er ingenlunde, som man sædvanlig snakker, blot Vorherre Christus og hans Tjenere, der forlanger Tro af os, thi den forlanger alle de vise eller uvise Mestere, som vil oplyse os om alle muelige Ting, ligesaa fuldt, skiøndt de gierne, saa vidt som mueligt, tager dem iagt for at bruge det Ord. (Grundtvig i Danskeren 1851, side 535).

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Etik, Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s