Blufærdighed

Man udsættes for lidt af hvert i disse dage. Her i foråret hørte man om unge piger, der lader deres kærester – deres ”fortidene” kærester, som Kaj Munk siger et sted – tage nøgenbilleder af sig, billeder, som de siden, formentlig, når det ”fortidene” forhold er ophørt, deler vidt og bredt med Gud og hvermand, især med den sidste. I første omgang siger man måske om disse piger: ”Jamen, har de da ingen blufærdighed?” i næste tænker man: ”Jamen, har de da ingen forstand?” For i disse internettider, hvem kan da sikre sig imod kopieringernes vildskud? Og vildskud blev det til, endda i overvældende grad. Og de stakkels piger står der med håret ned ad nakken og føler sig misbrugt – med en vis ret jo – men føler sig også selv skyldige i at have været alt for naive – også med en vis ret.

Dernæst hører man om diverse seksuelle overgreb fra muslimers side. Først mod piger i Køln nytårsaften – dengang lærte man det arabiske begreb ”taharrush gamea” at kende, noget, der så vidt jeg har forstået betyder, at en gruppe unge mænd slutter sig sammen og midt i store forsamlinger af mennesker omringer en ung kvinde, så hun ikke kan komme ud af ringen og andre ikke kan se ind, hvorefter de overgramser hende overalt på hendes legeme.

Tja, hvad skal man sige til det? At de må være godt seksuelt understimulerede, disse unge mænd? Men hvad, de er jo også muslimer og sådanne tænkes først at måtte have sex indenfor ægteskabet, og da man jo helst skal have fod under eget bord, før man indgår ægteskab, og det i diverse muslimske lande er næsten umuligt for unge mænd at få arbejde, så er der måske ikke noget at sige til, at de bliver understimulerede. Og det mærkelige – og til dels uforståelige – er, at mens muslimerne gør utrolig meget ud af at holde deres unge piger i kort snor, så de ikke har sex før ægteskabet, så er de nærmest ligeglade med deres unge mænd. De kan kaste sig ud i de vildeste sexorgier uden at blive slået ihjel for det.

Nå, men dette har jo fået os op på mærkerne. For vi vil naturligvis ikke finde os i, at den frihed, som vore piger har til at gå klædt, som de vil, beskæres, eller i, at de ikke tør deltage i de koncerter, hvor dette arabiske fænomen forekommer. Men hvad gør vi ved det?

Standser tilstrømningen af flere muslimer, selvfølgelig, men hvad med de allerede ankomne? Hvordan får vi dem overbevist om vor kulturs overlegenhed?

Det er ikke nogen helt nem opgave, vi dèr stilles overfor.

Der er i hvert fald nok at gøre for en stakkels, gammel mand, som prøver at følge med, så godt han kan.

Og det hjalp ikke på forvirringen, at jeg her forleden læste en artikel af fotokunstneren Mathilde Grafström, se her. Hun forsvarer sig mod de anklager, der er blevet rettet mod hende. Hun har fotograferet en række nøgne, unge kvinder til en udstilling, hun ville lave. Udstillingen skulle ikke blot finde sted i et lukket lokale, nej, den skulle ud i det offentlige rum. Og det kom den, omend efter en del stridigheder frem og tilbage. Hun måtte lade sig overtale til at fjerne nogle af de billeder, der altfor tydeligt viste kvindernes kønsorganer. Sådan var det vist.

Men der er så sket det, at én af de kvinder, der har lagt krop til, Ida Sørensen, har fortrudt. Hun vil ikke være med alligevel. Der var et billede, hvor man åbenbart har kunnet se hende fra neden i en grad, som hun ikke kunne acceptere; det brød hun sig ikke om blev udstillet til offentlig skue. Men det var Mathilde Grafström ligeglad med. Hun holdt sig til juraen. Hun havde fået Idas underskrift på, at hun måtte bruge billederne, som hun ville, så det gjorde hun. Godt nok blev billedet anbragt i ret lille størrelse forneden, men anbragt blev det.

Nu er det så blevet overmalet med tusch, og man forstår, at det er Ida, der har gjort det. Men inden Grafström kunne anlægge sag mod hende, anlagde hun sag mod Grafström.

Ak, ja, sådan kan det gå, når juraen tager over.

Men det, der fik mig til at gribe pennen i denne sag, var, at Grafström i sit forsvar for sin handlemåde bruger K. E. Løgstrup. Det var ligegodt pokkers, tænker man, har Løgstrup skrevet noget, der kan bruges i den anledning?

Hun begynder med at skrive:

Jeg ser mit kunstprojekt »Female Beauty – Nude in the public space« som en moderne version af Løgstrups etiske fordring.

Hun fortsætter lidt senere:

Lad os tale lidt om etik. I skolen i Nordjylland, hvor jeg kommer fra, lærte vi, at Knud E. Løgstrup mente, at menneskelivet grunder sig på »den spontane livsytring«, altså: kærlighed, tillid, oprigtighed, medfølelse, naturlig skønhed, sympati for andre, dialog, sand tale osv. Disse livsytringer er grundlæggende kilden til alt det gode i livet og især alt det gode, som findes mennesker imellem. Og det er jeg faktisk enig i. »Den spontane livsytring« er en ualmindelig god idé.

Allerede dette tyder på, at hun vist ikke har læst Løgstrup særlig omhyggeligt. Han taler godt nok om spontaneitet, men livsytringerne [NB i flertal], som han taler om, og som har navne: barmhjertighed, talens åbenhed, tillid, kalder han suveræne, ikke spontane. Og det næste, hun skriver, bekræfter hendes overfladiske læsning:

Vi lærte videre, at vi mennesker også rummer andre, mere dunkle tendenser, hvorfor vi har en udfordring i livet, der må mødes med en etisk fordring, altså et krav til os selv og hinanden om at gøre det gode.

Den etiske fordring handler om at bekæmpe det, der er såre menneskeligt men mindre ønskværdigt i os, nemlig egoismen og alt det selviske, og fremhæve det, som er mere guddommeligt og uselvisk i os – nemlig netop alt det, som kommer af næstekærligheden.

Nu har Løgstrup forvandlet sig til en flad moralist. Det, som var ham om at gøre: at hævde, at den suveræne livsytring kommer over os, overgår os, tager tag i os, er fuldstændig overset. Nej, nu er vi tilbage i det, Løgstrup ville distancere sig fra; nu er det gode noget, vi selv skal anstrenge os for, og derfor kan hun også – hvad Løgstrup aldrig ville godkende – beråbe sig på sine gode gerninger.

Mit arbejde som kunstner stiller sig på den spontane livsytrings side. Mit ærinde er derfor at slås for alt det gode, altså netop for kærligheden, skønheden, medfølelsen, sandheden osv.

Den går ikke, Granberg! Det kan være meget godt, at du slås for det gode, kærligheden, skønheden, medfølelsen, osv., men alt, hvad du kan opnå med dine viljesbestemte handlinger, er det, Løgstrup kalder ”erstatningshandlinger”, handlinger der véd, hvordan kærligheden skulle have handlet spontant, og derfor handler sådan, blot ikke spontant.

Hun fortæller også, hvad hun ville med sit projekt:

Mit kunstprojekt sigter kort fortalt til at hjælpe kvinder, som ikke får udviklet det fornødne selvværd, til at leve det gode og lykkelige liv. En negativ selvforståelse fører til en dårlig livsoplevelse. Så enkelt er det altså for mig.

Nu er jeg ikke kvinde, så det er muligt, det er derfor, at jeg ikke rigtig kan se, hvordan billeder af nøgne kvinde kan udvirke det, hun her er ude på. For mig at se kunne de lige så godt udvirke det modsatte: at kvinder, der ikke lever op til de skønhedsnormer, billederne afslører, føler sig mindreværdige. Men lad det være! Dog ikke, uden at jeg har gjort opmærksom på en kvindelig skønhed af en helt anden karaktér. Fornylig blev der i diverse aviser fortalt om den sidste af Göbbels’ sekretærer, den nu 105-årige Brunhilde Pomsel. I Information var der således en længere artikel om hende, ledsaget af et portræt af hende på forsiden af anden del af avisen, se her. Og jeg må indrømme, at portrættet af hende er meget betagende. Og jeg tror egentlig også, at de mennesker på avisen, der har sat det på forsiden i stort format, har ment det samme. Gennemrynket i ansigtet er hun, trodsende alle kvindeidealer, men hvor lyser der selvfølgeligt selvværd ud af det ansigt! Det er, som om hele hendes liv genspejler sig deri, som om det hele er sat på plads i hver rynke! Og så har jeg endda ikke set ansigtet i bevægelse. Det er, for mig at se, en levende gengivelse af de ord, den gamle græske kirkefader Maximus Bekenderen (580-662) sagde: at aldrig ophører sjælen med mere og mere at legemliggøres og aldrig ophører legemet med mere og mere at sjæleliggøres.

Nå, men Mathilde Grafström mener altså at kunne hjælpe nutidens kvinder ved at udstille billeder af idealkvinder i fuld nøgenhed på åben gade. Måske, måske, det er ikke til at vide for en gammel mand som mig. Men påberåbe sig Løgstrup, nej, det kan jeg da se, ikke går an.

Så det var oplagt at give Mathilde Grafström den lektie for at læse noget af Løgstrup. Jeg var allerede begyndt gennemtænke, hvilken tekst af Løgstrup, jeg ville anbefale – det kunne være et afsnit af Norm og Spontaneitet, der handler om forholdet mellem seksualitet og kærlighed eller det kunne være så meget andet – men så faldt jeg ved anden gennemlæsning af hendes artikel over hendes slutbemærkning.

Efter at have beklaget sig over, at tuschstregerne ødelægger hendes kunstværk og efter at have skrevet, at hun har bedt politiet om at undersøge, om det også er Ida Sørensen, der står bag et nyt hærværk, skriver hun:

Der er dog en ting jeg i dag bittert fortryder: Jeg skulle have taget Idas billeder ned, straks da hun bad mig om det. Dagbladet Informations leder pegede i går på, at man ikke kan anvende tvang i et projekt, der skal sætte kvinder fri. Det er helt sandt. En god pointe. Den er taget til efterretning. Jeg skulle have taget Idas billeder ned, trods alt det besvær og de ekstra udgifter, der var forbundet med det. Det var en fejl ikke at gøre det, netop fordi det kolliderer med selve mit projekts grundlæggende idé.

Undskyld at jeg ikke gjorde det, Ida. Det kunne have sparet os alle sammen for en masse besvær.

Hun er med andre ord blevet klogere. Og det er ikke sket ved Løgstrup eller ved min henvisning til ham (som hun jo heller har fået endnu), det er sket ved en leder i Information, se her. Her står der bl.a.:

Ida Sørensen har med sin underskrift givet kunstneren frihed til at bruge hendes krop, og det er derfor også Sørensen, der formelt set har et problem, når hun senere fortryder.

Det er imidlertid ikke alt, der handler om, hvad der er ulovligt eller lovligt. Hvis Mathilde Grafström med sin kunst vil vise, at skønhed er en tilstand, der opstår hos en kvinde, der »ikke er bange for at vise, hvor smuk og skøn hun er«, er hendes projekt blevet sin egen selvmodsigelse.

For det vil selvfølgelig kræve, at de kvinder, der optræder på billederne, har den følelse, når de poserer. Og så kan hun ikke gøre sig til dommer over, hvornår andre kvinder er smukke eller ej.

Det er godt set af Informations lederskribent: Projektet er blevet sin egen selvmodsigelse. Og det har overbevist Mathilde Grafström. Hun kan også se det selvmodsigende i at gennemtvinge noget, der skulle fremstå spontant.

Ja, hun skulle have læst noget mere Løgstrup. Så ville hun måske forstå lidt mere af, hvad spontaneitet er.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Etik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s