I krig med islam?

Søren Pind, vores justitsminister, fik for nogen tid siden på puklen, også af mig, se her, fordi han efter attentatet i Nice hævdede, at vi ikke var i krig med islam, men med en dødskult.

Nu er han så ude med en skærpelse af dette synspunkt. Ifølge Politiken, se her, siger han:

Når politikere og debattører på højrefløjen advokerer for, at Danmark og Vesten befinder sig i krig med islam som generelt fænomen, og når højreorienterede kommer med rabiate, antimuslimske indlæg på sociale medier, er de med til at øge risikoen for terrorangreb fra forstyrrede mennesker på begge sider af islamdebatten.

Og også denne gang har han skabt voldsomt røre. Det har givet anledning til et væld af kommentarer, som her vil blive forbigået, bortset fra én. Det er Öslem Cekics kommentar. Den skal tages op her, fordi den er yderst interessant. Af to grunde, en positiv og en negativ.

Kommentaren lyder således, se her:

Det er klart, at det ene er ord, og det andet er, hvad regeringen gør efterfølgende. Jeg synes, at det er befriende, fantastisk, at en mand som Søren Pind går ud og siger, at det her kan ende galt. Fortsætter vi denne retorik, så eksploderer det i hænderne på os, og så kan vi ikke styre hadet.

Den første, positive grund til, at dette er interessant, er den, at det ”vi”, Öslem her omtaler, er det danske ”vi”. Hun er selv i den grad med i den danske debat, at hun uden videre – og formentlig også uden at tænke synderligt over det – inkluderer sig selv i debatten. Og den retorik, hun advarer imod, er den danske retorik, naturligvis retorikken på højrefløjen, som hun ikke føler sig ansvarlig for, men som hun alligevel i så høj grad betragter som en del af debatten, at hun mener sig berettiget til at advare imod den; og det er altså det danske folks debat, hun tænker på, det er en debat, som hun selv deltager i med liv og sjæl. Skønt at høre hende tale således!

Den anden, negative grund til, at dette er interessant, ligger i det, hun slutter med at sige: ”Fortsætter vi denne retorik, så eksploderer det i hænderne på os, og så kan vi ikke styre hadet”. Det had, vi i påkommende tilfælde ikke kan styre, er højrefløjens had. Men hun overser fuldstændig, at der er et had, som er eksploderet i hænderne på os, et had, som det faktisk har vist sig, at vi ikke kan styre, nemlig det muslimske had til os vesterlændinge. Ja, ja, jeg véd godt, at det ikke er alle muslimer, der hader os. Jeg véd også godt, at der er ikke så få muslimer, der helt har tilegnet sig vores tænkemåde, jeg har lige nævnt én af dem.

Men frem for at beskæftige sig med højrefløjens had, som måske er der, og måske ikke er der, måske kan fremkaldes af retorikken, måske ikke lader sig fremkalde af andet end diverse muslimske overgreb mod uskyldige danskere, skulle man beskæftige sig med dette til dels uforståelige had hos store grupper af muslimer mod os.

Det er der. Vi behøver ikke spekulerer på, om det lader sig fremkalde af dette eller hint, vi kan nøjes med at spekulere på, hvad det er fremkaldt af. Og indrømmet, den spekulation har vi jo også haft. Og der er kommet mange bud, hvoraf en stor del skyder skylden på os vesterlændinge.

Det vil jeg ikke gøre her. I stedet vil jeg gribe tilbage til Søren Pinds diktum og vende det om: ”Jo, vi er i krig med islam”.

I den forbindelse kan det, ligesom sidst, jeg angreb Søren Pind, være oplysende at gøre opmærksom på Daniel Greenfields iagttagelse se her. Han gør opmærksom på, at islam skifter skikkelse, så ofte det kan være en fordel for muslimerne. Islam kan antage tre skikkelser, den kan være en religion, den kan være en kultur, og den kan være en race:

Som en tryllekunstner, der bortleder folks opmærksomhed, distraherer disse transformationer fra religion til race, fra race til kultur og fra kultur til religion, amerikanerne, så de ikke får spurgt om, hvad islam egentlig er.

Greenfield begynder med at spørge, hvad islam er:

Hvad er islam? Det indlysende leksikalske svar er, at islam er en religion, men med hensyn til loven nyder den alle fordelene ved at være race, religion og kultur, uden at skulle underlægges nogen af ulemperne.

Størst fordel har islam af at blive betegnet som en race:

Ved at ligestille religion og race bliver islam behandlet ikke som et sæt trosregler, der udtrykkes med god eller dårlig adfærd, men som et medfødt træk, der, ligesom race, ikke kan kritiseres uden at angribe et helt folks eksistens. Den idé, at den islamiske vold stammer fra dens trosindhold, afvises som racistisk.

Det betyder, at kritik af islam opfattes som udtryk for en fordom. Det opfattes, som hvis man ville kritisere en neger for at være neger. Og det er jo meget behageligt for muslimerne. Så kan de have deres religion i fred. (Omtalen af Greenfield er et stykke selvplagiat, taget herfra).

Dette tryllenummer har Søren Pind ladet sig narre af, når han kan mene, at dette at sige, at vi er i krig med islam, er ensbetydende med at sige, at vi er i krig med 1½ mia mennesker. Islam er en religion, et sæt trosregler, og disse trosregler har sat sig spor i en kultur, en islamisk kultur, der har bestemt synspunkterne for utrolig mange mennesker, ligesom kristendommen har bestemt en stor del af vores tilværelsesforståelse.

Og den tilværelsesforståelse, altså den muslimske, siger til muslimerne, at de er bedre mennesker end andre, at de skal indtage en fjendtlig holdning til kristne og jøder og andre ikke-muslimer, ikke tage os til venner, hvilket som i en sum udtrykkes af muslimerne, når de siger, at de selv bor i ”Dar al-Islam”, islams hus, for dèr hersker ummaen, mens steder, hvor ummaen ikke hersker, altså f.eks. Europa, kaldes ”Dar al-Harb”, krigens hus.

Dette had til alle andre end muslimer kan følges op gennem islams historie. Det har fået muslimerne til at erobre mere og mere af andres jord: først Nordafrika og Mellemøsten, så Spanien og Persien frem mod Indien, så Centralasien med tyrkerne, så tyrkerne frem mod Konstantinopel og siden Wien i 1529 og 1683, som de dog ikke erobrede.

Det vil sige: Ifølge main-stream-islam bor vi i krigens hus. Når vi ikke vil acceptere det, skyldes det selvfølgelig, at det er noget trist noget at skulle acceptere. Men det skyldes nok først og fremmest det, som Kasper Støvring kalder ”projicering”, se her: Umiddelbart tror vi, at alle andre tænker som vi; og da vi ud fra vores kristne kultur regner alle mennesker for lige med os, er det os umuligt at forestille os, at nogen regner sig selv for bedre end os, ja, endda mener, at de ikke blot har guddommelig ret til at se ned på os – eventuelt med den begrundelse, at vi mod guddommelig ordre spiser svinekød og drikker alkohol – men også har ret til at misbruge os og genere os på forskellig vis.

Det er plat umuligt for os at forstå. Vi kan ikke lade være med at spørge, stillet overfor muslimernes mærkelige handlinger: ”Hvorfor hader de os sådan?”

Det siger vi, når vi hører, hvordan de kaster med sten mod ambulancer og brandbiler, der vil hjælpe i deres områder. Det sagde vi, da muslimske unge i vinterferien 2008 lavede ildebrande i en række containere i deres boligområder. Og det siger vi i dag, hvor bilbrande hører til dagens orden i Malmø og Stockholm, og nu har bredt sig til København også; vi véd godt nok ikke, om det er muslimer, der står bag, men vi regner det næsten for en selvfølge. Og det siger vi, stillet overfor de sten, der kastes ned på diverse motorveje. Den første dødsulykke i den anledning er sket her den 21-8, men ud fra forudgående tilfælde tør vi også her gætte på, at det er muslimer, der står bag, se evt. Den korte Avis desangående her.

Vi forstår ikke denne overlegenhedsfølelse. Hvis vi kom til et fremmed land, ville vi da søge at falde ind i det lands kultur og normer. Naturligvis ville der være noget af vort eget, vi ville søge at bevare, men da kun for så vidt det ikke generede den oprindelige befolkning. Men vore muslimer! De generer sig ikke det mindste for at kræve særbehandling, for at forlange af os, at vi retter os ind efter dem – tag håndtryksproblemerne! De går meget op i deres religion, siger vi. Og det er sandt. Men det er også deres religion, der giver dem en fortrinsstilling overfor os. Det tænker vi bare ikke på. For det er os på det nærmeste uforståeligt.

Det er også derfor, at det, vi synes må være forfærdeligt: at skulle leve af danskernes surt tjente penge, for mange muslimer er ganske naturligt: selvfølgelig er det os laverestående mennesker, der skal betjene de højere stående, altså muslimerne. Lige så naturligt som det er, at de kan komme med krav om både det ene og det andet som fremmede og gæster i et andet land.

Jo, det er religionen islam, vi er oppe imod. Det er disse religiøse forestillinger, som vi ganske vist ikke forstår, at noget fornuftigt menneske kan tro på, som er vor fjende og står bag mange af de ting ved muslimerne, som generer os, i sidste ende jo også bag diverse terrorhandlinger.

Men vi er ikke uden resultater i den kamp. Mange muslimske kvinder vender sig imod deres nedarvede traditioner og vil hellere selv bestemme, hvem de vil giftes med. For de har jo set, hvordan deres danske søstre kan være helt sig selv, med forelskelse og hele halløjet, uden at blive skoset eller slået ihjel. Og mange muslimske mænd har også fundet sig tilrette her i landet uden at behøve at vise med diverse småforbrydelser, at de står over os andre.

Ja, Öslem Cekic er jo selv et lysende eksemplar på en muslimsk kvinde, der er gået ind i dansk kultur. At det så er på venstrefløjen, hun er blevet politisk aktiv, nå ja, den fejl kan vi nok finde os i.

Men derfor behøvede hun jo ikke være fuldstændig blind for det had, der blomstrer rigt blandt hendes trosfæller her i landet. Blot har det åbenbart været for fristende for hende at falde ind i den offerrolle, som muslimerne her i landet så ofte indtager. Og indrømmet: Søren Pinds betragtninger lægger op til det.

Sådanne betragtninger er den ene del af problemet. Muslimernes herrefolksmentalitet den anden del. Ganske vist er denne herrefolksmentalitet ikke så åbenlys som den nazistisk-tyske i sin tid, men den er der. Mikael Jalving har sammenfattet problemstillingen på udmærket måde med et citat af Torben Mark Pedersen således, se her:

Torben Mark Pedersen opsummerer til gengæld udviklingen illusionsløst på sin Facebookside, idet han sammenfatter de seneste dages, ugers og måneders svenske tilstande i Danmark: ”Afbrænding af biler er som volden, truslerne, stenkastene, opkrævning af beskyttelsespenge m.v. en måde at markere på, at de betragter området som deres territorium. Det er besat område underlagt deres voldsmonopol og shariaregler.”

Med ”de” hentyder Pedersen formentlig til dem. Dem, der benytter sig af sharien til at fremme deres egen status og magt, som manifesterer sig i beherskelsen af et bestemt territorium, der tidligere, men ikke mere, tilhørte de vantro. Den lille jihad, der altid er forløber for mere og større jihad.

Nej, det er ikke alle 1½ mia muslimer, vi er i krig med. Men det er de muslimer, der tager deres tro alvorligt. Og de er ganske mange.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til I krig med islam?

  1. Pingback: Hvorfor hader de os? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s