Er islam voldelig?

Det er mig i grunden lidt imod at angribe Jakob Skovgaard-Petersen. Jeg har hidtil regnet ham for en habil islamforsker og vil da også lytte med interesse til det, han måtte have at sige fremover. Men i det interview, Kristeligt Dagblad har med ham den 22-8, se her, fremsætter han nogle ret tåbelige udtalelser. Lad os tage dem fra en ende af:

Først denne stråmand:

Hvis islam er en voldelig religion, hvorfor er langt hovedparten af verdens muslimer så ikke voldelige?

Der er tale om et stråmandsargument, for der er jo ingen af os, der hævder, at islam er en voldsreligion, der drømmer om at drage den konklusion. Vi véd da godt, at muslimer ikke går rundt og slår hinanden ned med køller hele livet igennem. Det turde være klart for enhver, der lytter i god tro, at der er forskel på at kalde et enkeltmenneske voldelig og at kalde en religion voldelig. En voldelig person i Danmark er én, der har en kort lunte, slår fra sig i nattelivet, specielt, hvis han har fået for meget at drikke. Sådan mener vi naturligvis ikke, at alle muslimer er. Nej, når jeg vil kalde islam voldelig, skyldes det bl.a., at islam har en gammel regel om, at en frafalden skal slås ihjel. Den regel gik ud over Salmaan Taseer, guvenør i Pakistan, se her. Han havde taget en kristen kvinde i forsvar. Hun var blevet dømt efter de meget strenge blasfemiparagraffer i Pakistan. Men selve det, at han ville forsvare hende, var nok til, at hans livvagt mente, han var en frafalden og derfor skulle dræbes. Og mere endnu: en række pakistanske imamer har erklæret, at den, der sørger over Taseers død, risikerer at få samme skæbne som han, og der blev arrangeret demonstrationer til fordel for de strenge blasfemiparagraffer.

De mennesker, der lader sig piske op til et sådant had mod en landsmand, er ganske normale mennesker. De fejler ikke noget i hjernen, er ikke specielt voldelige i deres opførsel overfor hinanden. Men den religion, der beherske dem, er voldelig, bruger vold som instrument, opfordrer sine tilhængere til at være voldelige.

Hvis Skovgaard-Petersen ville tage den slags hændelser op og derudfra påvise, at islam ikke er voldelig, ville han vende sig imod vore argumenter. I stedet argumenterer han imod en stråmand. Det er under hans niveau.

Dernæst spørger han, hvordan man bedst er i stand til at forklare, at nazismen bredte sig i Tyskland. Han vil vise, at ligeså tåbeligt det vil være at søge en forklaring på nazismen i tyske korsridderordener i Middelalderen, ligeså tåbeligt vil det være at søge forklaringen på dagens voldelige islamfraktioner i 600-tallets Arabien.

Imod det kan man indvende, at nazismen ikke var nogen religion. Den havde ikke nogen helligskrift, selv om Hitlers Mein Kampf tenderede mod at blive det. Eller man skal måske sige, at nazismen ikke nåede at blive en religion, den blev slået ned, inden det kom så vidt. Modsat var der ingen, der udslettede Muhammed og hans følgesvende i 600-tallet. Den religion fik lov at vokse sig stor og stærk, endda med den samme herrefolksmentalitet i sig som nazismen.

Man kan føje til, at der er mere religion i kommunismen. Den ville, ligesom islam, danne det nye menneske ved at forandre samfundet.

Med denne argumentation vender Skovgaard-Petersen sig mod dem, der, når talen er om islam og vold, henviser til koranens og haditternes voldsopfordringer.

Men ved at se så langt tilbage på historien begår vi en fejl, siger han.

Den nære fortid er altid mere bestemmende end den fjerne. Religioner gennemgår løbende transformationer, fordi religiøse menneskers livserfaringer og verdenssyn ændrer sig med tiden. Ældre tildragelser og tekster kan spille en rolle – men så er det, fordi de troende vælger at aktualisere netop dem, og det vil altid være på en måde, de har valgt,” forklarer Jakob Skovgaard-Petersen.

Religiøse menneskers livserfaringer ændrer sig med tiden”. Sandt nok. Og især sandt i frie samfund. Men frie har de muslimske samfund yderst sjældent været. Da man indenfor islam havde fået fastlagt shariaen omkring år 1000, var der ikke behov for mere udvikling: hvad man skulle og ikke skulle, lå ganske fast, koranens ord var guddommelige og skulle læses som guddommelige, ikke som historiske, og det havde man at rette sig efter. Først den saudiske wahhabisme fra 1700-tallet tiltog sig igen retten til nytolkning af de gamle tekster.

Lidt senere hedder det i interview’et:

”For mig er islam et studie af muslimer, både historisk og i dag, og de muslimer har ikke på noget tidspunkt været enige om deres udlægning af religionen. Derfor må vi studere alle de fraktioner og rivaliserende grupper, der er.”

At sige, at Islamisk Stat, den sunnimuslimske militante gruppe, som mange terrorister erklærer sig som en del af, ikke har noget med islam at gøre, er naturligvis forkert, siger han.

Men at sige, at deres ekstremt voldelige islam er den sande islam, er da lige så forkert.”

Den melodi har vi hørt før: Der er ikke nogen indre kerne, ingen ”essens” i islam. Det er ellers noget, vi efterspørger ved alle andre historiske fænomener, men vor tids islamforskere gør det ikke med islam. Måske fordi de så ikke vil kunne undgå at opdage den voldelige faktor, hvem véd!

Og minsandten – den næste melodi er også altfor velkendt – og det er virkelig skuffende, at Skovgaard-Petersen vil tage den slags overfladiske argumenter i sin mund.

Der er voldelige beretninger og skriftsteder i den islamiske tradition, svarer han. Men det er der også i eksempelvis Bibelen, om end mere i Det Gamle end i Det Nye Testamente.

Desuden har det faktum, at der er masser af vold i Det Gamle Testamente og ret lidt i det nye ikke gjort jøder voldelige og kristne ikke-voldelige, hvis vi kigger ned gennem historien, siger han og tilføjer, at idéen om, at en religion har en voldelig eller ikke-voldelig essens, som determinerer og forklarer de troendes handlinger til hver en tid, altså både er forenklet og fejlagtig.

Det er gammelkendt stof, at man søger at sammenligne koranen og bibelen. ”Der er masser af vold i Det Gamle Testamente” – jo tak, men det er beretninger om vold, ikke direkte opfordring til en senere tids jøder om at bruge vold. Og hvad Det Ny Testamente angår, har Katrine Winkel Holm fuldt ud ret, når hun skriver, se her:

Ny Testamente giver simpelthen ikke mulighed for at legitimere vold i Guds navn, mens det med Koranen er en helt anden sag. Koranens sura 9, 5, ”Dræb dem, hvor I finder dem” er bedre for en terrorist at arbejde med end Matthæus’ 28.19 “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, i det I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.

Hvornår lærer dog videnskabsfolk at skelne mellem koran og bibel? Bibelen, bestående af mange forskellige skrifter, blevet til over en meget lang årrække, så det nærmeste, traditionen kommer i retning af en forståelse à la koranen, er at sige, at bibelen er inspireret af Gud. Koranen, holdt i første person flertal, som var det Guds egen tale, opfattet med en vis indre ret som uforandret og uforanderlig. At tro, at man kan overføre den bibelske eksegese til koranen, er galmandsværk. Men ikke desto mindre ganske almindeligt, selv blandt studerede folk.

Til sidst kun dette citat:

Skrifterne er blevet teologisk og juridisk bearbejdet. Koranen er, som de andre åbenbaringsskrifter, fuld af selvmodsigelser. Ud af det skabte muslimerne i løbet af godt 300 år et større teologisk og juridisk system, som dog også var influeret af hellenistiske, jødiske og kristne idéer. Men det system har igen undergået store udviklinger de seneste 200 år, fordi mødet med Europas overlegne teknologi, videnskab og idéer tvang muslimer til at omtænke deres religion og genfinde deres nye idealer i de gamle tekster.

Her er for en gangs skyld noget, jeg kan give Skovgaard-Petersen ret i. Sådan gik det til, hvad jeg også nævnte før. Men læg alligevel mærke til udtrykket ”et større teologisk og juridisk system”! Muslimerne selv kunne altså godt skabe et system, det vil sige: de kunne selv bliver klar over, hvad der var essensen i deres religion.

Så det, Skovgaard-Petersen sagde tidligere: at muslimerne ikke på noget tidspunkt har været enige om udlægningen af deres religion, var altså ikke rigtigt. De skabte faktisk et system engang omkring år 1000.

For det hører jo desværre med til billedet: den nytænkning, muslimerne blev tvunget ind i, har afstedkommet opfattelser af islam, der er ret så forskellige. Og hvem véd, det er måske det, der har fået vore dages islamforskere til over en bred bank at sige, at det er umuligt at finde frem til den egentlige essens i islam.

Det skal jeg ikke desto mindre forsøge på her til sidst. Dog vil jeg ikke bruge spørgsmålet om, hvorvidt islam er en voldsreligion, som udgangspunkt, men hellere tage udgangspunkt i det, jeg før sagde om kommunismen: at den, ligesom islam, ville danne det nye menneske ved at forandre samfundet.

Godt nok vil islam sådan set ikke danne noget nyt menneske. Når det kan siges om kommunismen, skyldes det dennes kristne rødder. Men man kan sige om islam, at den ikke tiltror mennesket evnen til at tage vare på sig selv. Det er ikke nok at udstede en befaling om, hvordan sexlivet skal ordnes, man må også indrette samfundet sådan, at overtrædelser bliver umuliggjort.

Det er en almindelig muslimsk antagelse, at mandens kønsdrift ikke lader sig styre, slet ikke af manden selv. Derfor skal samfundet indrettes, så der bliver mindst mulig kontakt mellem mænd og kvinder. Og det er ikke nogen ny opfindelse, fremkommet ved kontakten med europæisk tankegang. Henny Harald Hansen fortæller i sin bog Islams kvinder om forholdene i Irak i 1920erne, og man forstår på hende, at det landsbysamfund, hun besøgte, havde den mest gennemført adskillelse mellem kønnene. Mændene holdt til udenfor hjemmet, på caféer og på arbejdspladser, mens hjemmet var kvindernes område.

Dette ønske om at indrette samfundet, så der bliver færrest mulige fristelser for de muslimske mænd, præger de regler, muslimerne stiller op. En mand og en kvinde må aldrig være alene sammen i et rum. En mand må aldrig give hånd til en kvinde, som han i teorien kunne gifte sig med; ligeledes en kvinde. En kvinde skal altid tildække sig og på ingen måde vise sine former eller bruge parfume i det offentlige rum for ikke at vække mandens ustyrlige tendenser. At muslimerne så samtidig dermed skiller sig ud fra det øvrige samfund, er der ikke noget at gøre ved, ja, det er måske snarere en fordel. For derved bliver både de selv og andre klar over, at de har andre og højere idealer end de europæere, de bor iblandt.

På samme måde med alkohol. Det er ganske rigtigt sådan, at en muslim ikke må indtage alkohol. Men det betyder så, at samfundet helst skal indrettes sådan, at det bliver om ikke umuligt, så vanskeligt for muslimer at købe alkohol. De kristne i Irak havde i Saddam Husseins tid lov til at producere alkohol, men da han forsvandt, og mullaherne kom til magten, blev det forbudt de kristne at lave alkohol.

Tilsvarende med svinekød. Myndighederne i Egypten ville på et tidspunkt forhindre de kristne koptere i at holde svin, men måtte vist opgive deres forehavende. For det var kopterne, der var landets skraldemænd, og når de ikke mere kunne have deres svin til at hjælpe dem med denne opgave, hobede skraldet sig op i uventet store mængder.

Og naturligvis, meget, meget mere skal bestemmes af staten, for det er statens opgave at sørge for, at muslimen får så let og fristelsesfri en tilværelse som muligt.

Og det er klart, skal noget tilsvarende oprettes i lande, hvor muslimerne er i mindretal, så fordrer det, at muslimerne bosætter sig i særlige enklaver, ghettoer, hvor de til daglig er omgivet af andre muslimer, og hvor de derfor kan gå og holde hinanden i ørerne.

Dette forhold: at muslimerne føler, de skal leve i særlige samfund, for at de helt og fuldt kan følge shariaen, som den bør følges, at muslimerne altså ikke tænker individuelt, men kollektivt, vil jeg mener er en del af islams essens. Det er noget, der har udviklet sig igennem islams lange historie, og de mange mullaher, der har studeret koranen nøje, har søgt at påvirke de mange kaliffer til på den måde at lade staten fremtræde som en hjælp til den enkelte, at han lettere kan overholde shariaen.

Det forklarer forøvrigt også, at mange af de fromme muslimer ikke betragter de muslimske herskere i de forskellige muslimske lande med særlig tilfredshed: for de har kun mådeligt lavet love, der kan hjælpe med lovoverholdelsen. Khoumeini, derimod, han gennemførte den rette islam, selv om det var i shiitternes udgave, og efter hans magtovertagelse var det ikke mullaherne, der klagede, men alle dem, der under shahens styre havde levet ret så vesteuropæisk. Hvilket stiller spørgsmålstegn ved selve gennemførligheden af shariaen.

Men hvilket jo også afslører, at hvis det er sandt, at en sådan kollektiv tankegang hører islam til, hvis shariaen kræver af staten, at den sørger for gode ordninger, der forhindrer fristelser i at opstå, så hører voldsudøvelse med til islam i langt højere grad end til de vestlige lande. Vi bruger voldsudøvelse til at gennemtvinge det minimum af love, der hører med til et frit samfund, muslimerne vil bruge den til at gennemtvinge en samfundsorden, hvor kønsdriften og alkoholtilbøjeligheden og andre løsslupne drifter holdes i ave eller forhindres eller besværliggøres i deres udfoldelse.

Og det værste er ikke nævnt endnu. For eftersom staten skal sørge for, at der er så få muligheder for muslimen for at fristes til ikke-muslimsk adfærd, betyder det, at staten skal forhindre al kritik af religionen. Ligesom muslimen ikke selv kan styre sin kønsdrift eller sin alkoholtrang, sådan kan han heller ikke selv med sin fornuft indse, hvad han må og ikke må. Også på det punkt må derfor samfundet, det vil i muslimske lande sige staten, her hos os imamen og de andre muslimer, træde til og forhindre fejlopfattelser af shariaen. Det vil sige: Ytringsfrihed er imod islams dna.

Så alt i alt: Man kan nok forstå, at efter min mening er dette at tale om forskellen mellem kristendom og islam som en forskel på individuel og kollektiv tænkning mere frugtbart end at tale om, hvorvidt vold er mere eller mindre indbygget i islam og kristendom. Alle stater udøver vold og har monopol på voldsudøvelse. Men hvor man giver mennesker frihed til selv gennem en fri diskussion at nå frem til, hvilke love der skal gælde, dèr sørger man samtidig for, at mindst mulig vold bliver nødvendig, for folk vil ud fra den diskussion, der er gået forud, selv forstå, hvorfor den og den lov skal holdes. Hvor man derimod fra øverste hold bestemmer, hvad der skal være lov, nemlig koranen og den deraf afledede sharia, dèr kan man måske nok, hvor folk ikke ser andre muligheder, få folk til at adlyde uden den helt store voldsanvendelse, men hvor en sådan kultur støder sammen med en frihedskultur, vil der uvægerlig opstå gnidninger, og større voldsanvendelse er nødvendig for at få muslimer til at makke ret og for at få gennemtvunget muslimsk set acceptable forhold i forhold til flertalsbefolkningen. Hvis man da kan sige, at det er sådanne tanker, der står bag den megen terror, det er måske snarere blot udtryk for, at muslimer skal have afløb for deres had til os vesterlændinge og vore udmærkede og yderst velfungerende samfund.

Dette sidste udtrykkes udmærket af en leder i Den korte Avis af Karen Jespersen og Ralf Pittelkow, se her. De skriver:

Islamisk Stat har ofte ikke ”hvervet” disse gerningsmænd [f.eks. dem fra motorvejsmordet, rr] til sin organisation. Man har derimod givet tilskyndelser til, at muslimer skal leve deres had til det vestlige samfund ud med alle forhåndenværende midler.

Det skal man gøre for at sprede ødelæggelse og rædsel – og sikkert også for at føle den berusende magt ved at kunne skade andre, selv om man i øvrigt er en taber.

Det er slet ikke utænkeligt, at hadet fra muslimerne mod os også har sin grund i, at de kan indse, at det samfund, de hader, er langt mere velfungérende, end det burde være, hvis muslimer er Guds øjesten og koranen hans anvisning på et godt samfund. Blot vil de ikke være ved denne erkendelse.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Er islam voldelig?

  1. Jakob Skovgaard-Petersen siger:

    Kære Ricard Triis. Tak fordi du skriver i et ordentligt og tænksomt sprog. Du bliver næppe overrasket over at høre, at jeg er uenig i en række af dine observationer og ræsonnementer. Jeg finder dem a-historiske og for teologiske. Og jeg stiller gerne op til en diskussion om det, hvis det er noget, du begiver dig af med. Mange hilsner
    Jakob Skovgaard-Petersen

  2. Pingback: For teologisk? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s