Bibel contra koran

Den 18. august 2016 bragte Kristeligt Dagblad et interview med den franske islamolog Rachid Benzine, foretaget af Birthe B. Pedersen, se her.

Det viser sig i løbet af interview’et, at Rachid Benzine er én af de muslimer, der forsøger at gennemføre en nylæsning af koranen i lighed med den videnskabelige fortolkning af bibelen, der fandt sted fra cirka 1750 til i dag. Han siger:

Vores ansvar som moderne muslimer er at nyfortolke Koranen med historiens, antropologiens og litteraturvidenskabens redskaber, sådan som kristne teologer også har gjort, især siden 1950’erne og 1960’erne.

Disse årstal bliver rettet af Lars Brinth, der i et indlæg i samme avis den 24-8, se her, gør opmærksom på, at de nye redskaber til bibelfortolkning faktisk dukkede op allerede med Spinoza i slutningen af 1600-tallet og i hvert fald fra 1750 fik ret stor udbredelse.

Men hvornår disse redskaber end er dukket op, de kan ikke bruges på koranen på samme måde, som de kan anvendes på bibelen. Det vil sige: det kan de selvfølgelig godt, for koranen er også en historisk tekst med alt, hvad det indebærer, men i samme øjeblik, man bruger dem, ophører man med at være muslim. Hvilket betyder, at Benzine sammen med alle de mange andre muslimer, der vil være ‘moderne’ og ‘nyfortolke’ koranen, går i gang med en opgave, der er logisk umulig.

Når man tror, det kan lade sig gøre – og det tror jo mange kristne teologer også – hænger det sammen med, at man overser, at bibelen og koranen tilhører vidt forskellige litterære kategorier. Eller sagt på anden måde: Der er intet i bibelen, der lader sig fortolke som Guds direkte ord på samme måde, som hvert ord i koranen påstås at være Guds eget ord. Når alligevel mange kristne hævder, at bibelen er ‘Guds ord’, kan man aldrig drive det længere end til at hævde, at bibelen er inspireret af Gud. I fortolkningen af bibelen kan man aldrig springe over den menneskelige faktor; ‘Guds ord’ er altid farvet af det menneske, gennem hvem det møder os.

Anderledes med koranen. Den jordiske koran betragtes som identisk med en koran, skrevet på tavler i himlen. Englen Gabriel overleverede Muhammed den nøjagtige ordlyd af den himmelske koran, det vil sige: Muhammed var blot et viljeløst redskab for Guds handlen.

Det medfører, at der i koranen kun er én litterær kategori, den kategori, hvor Gud selv taler i første person flertal. I modsætning dertil er der i bibelen en række forskellige litterære kategorier, sagn, myter, historiske beretninger, kærlighedsdigte, salmer, profetudsagn. Og selv dèr, hvor bibelen lader en profet hævde, at ”så siger Herren”, er det umuligt at tage sådanne ord for Guds egne ord, for af profeter findes der jo et væld i Det gamle Testamente, fire store og tolv små. Og enhver kan se, at Guds ord antager vidt forskellig form og indhold, afhængigt af, hvilken profet det er, der taler.

Vi kristne er altså af bibelens litterære kategori selv tvunget til højst at tale om ordene som ‘inspireret af Gud’. Det bevirker, at vi uden at ændre synderligt på den tanke, at bibelen er inspireret af Gud, kan lade litteraterne komme til, ja, vi teologer må endda nødsages til selv at optræde som litterater, der sammenligner og ser på litterære kategorier og analyserer tekster ud fra sådanne kriterier.

Skal man således betragte Højsangen som en samtale mellem Kristus og sjælen, som det var kotyme i gamle dage, eller skal man opfatte den som en række smukke, men også ret dristige kærlighedsdigte, som nutidens litterater vil gøre det? Ja, de fleste vil nok være tilbøjelige til det sidste, men læg mærke til, at Højsangen ved denne manøvre i langt højere grad end før kan tale til os, blive nærværende for os, sige os noget. Så det er næsten, som om Gud taler meget stærkere til os med den moderne litterære indgangsvinkel.

Men skal sådanne metoder anvendes på koranen, tvinges man øjeblikkelig til at betragte koranens ord som kun menneskelige ord. Og mens kristne hele tiden har betragtet bibelens ord som menneskeord – Guds ord taler til os igennem menneskelige overvejelser og menneskelige formuleringer – stilles muslimer med enhver selv nok så stilfærdig historisk-kritisk vurdéring af koranen overfor anklagen om blasfemi: det er jo Guds eget skinbarlige ord, man tillader sig at kaste ned i sølet af rent menneskelige, højst relative tildragelser.

Tag ordet om Jesu korsdød, sura 4,157:

og fordi de sagde: “Vi har dræbt Messias, Jesus, Marias søn, Guds udsending” – men de dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot således. De, der er uenige om ham, er i tvivl om den sag. De har ingen viden derom, men kun løse formodninger. De har med sikkerhed ikke dræbt ham. (158) Nej, Gud løftede ham op til sig. Gud er mægtig og vis.

Almindelig historievidenskab vil fortælle os, at forestillingen om, at Jesus ikke døde i virkeligheden, fandtes allerede i det andet århundrede i gnostiske kredse. Tanken om, at et menneske, som Gud havde vist sin visdom igennem, skulle lide korsdøden, var umulig at bære for disse mennesker. Og det er givetvis den samme tanke, der får Muhammed til at nægte, at Jesus er død på korset. Koranen har jo stor sympati for Jesus, betragter ham som en stor profet, kun overgået af Muhammed, og da Muhammed tænker i magtkategorier, er det ham umuligt at gå med til, at Jesus skulle dø en forsmædelig død på korset.

Men i sådanne historisk-kritiske overvejelser gås der jo ud fra, at koranens ord er Muhammeds, ikke Guds. Skal man holde fast på, at det er Gud, der taler i koranen, må man – imod al normal historisk videnskab – holde fast ved, at Jesus ikke døde på korset, men blev taget op til himlen af Gud selv. Det er imod normal historisk videnskab. For det normale er jo, at folk dør. Og det er da også bevidnet af ikke-kristne forfattere, at Jesus blev henrettet under Pontius Pilatus. Oven i købet er disse vidnesbyrd betydelig ældre end koranen, og man plejer jo at regne de ældste vidnesbyrd om en sag for de mest troværdige. Det gør den rettroende muslim dog ikke. For ham overtrumfer koranens udtalelser alt andet, ordene er jo sagt af den almægtige selv.

Måske Rachid Benzine vil søge at redde sig med disse bemærkninger:

Koranen ansporer ikke til noget som helst, hverken til vold eller til fred. Man kan udvælge bestemte koranvers og slutte, at Koranen opfordrer til vold. Og man kan udvælge nogle andre og hævde, at den opfordrer til fred. Begge tilgange er lige forkerte og siger mere om den, der fortolker end om teksten, der fortolkes. Fortolkeren gør Koranen til et spejl af sin egen forudindtagethed.

Men det skal da fedt hjælpe. At Jesus ikke døde på korset, lader sig ikke fortolke væk. Det står der, sort på hvidt, og er det Guds ord, der taler, vil vel den fromme muslim gå ud fra, at det ord står til troende.

Dog er vi ikke færdige endnu. For koranen modsiger sig selv. Ifølge sura 19,33 siger Jesus:

Fred være med mig den dag, da jeg blev født, den dag, da jeg dør, og den dag, da jeg bliver genopvakt til livet!”

Her er der tale om, at Jesus faktisk dør, men senere genopvækkes til livet. Og der skal en del fortolkningskneb til for at få det til at stemme overens med 4,157-158.

Og så er vi fremme ved ”main-stream-islams” fortolkningsmetode.

Det er jo så sandt, som Skovgaard-Petersen siger det, at koranen er fuld af selvmodsigelser, se hans artikel, omtalt i mit forrige indlæg. Og hvordan kommer man som from, muslimsk fortolker om ved disse selvmodsigelser, når det nu er Gud selv, der har sagt både det ene og det andet ord? Det gør man ud fra sura 2,106. Her hedder det:

Når Vi ophæver et vers eller lader det gå i glemme, bringer Vi noget, der er bedre end det, eller noget magen til. Ved du ikke, at Gud er i stand til alt?

Vi forstår jo alle, at et menneske kan komme i tanke om noget bedre end det, han har sagt før? Men kan den alvidende Gud? Ja, det påstår jo altså dette vers. Men uden om alle teologiske indvendinger er nu de muslimske fortolkere gået i gang med at inddele koranversene i abrogerende og abrogerede, i ophævende og ophævede. På den måde får man skabt en koran, der er til at have med at gøre. Men man får desværre også skabt en koran, der bygger på de sidste ‘åbenbaringer’ til Muhammed. Og da Muhammed endte som krigsherre, er det de krigeriske vers, der står tilbage efter denne operation.

Det vil sige: ophævelsesmetoden også kaldet abrogations-metoden er ikke umiddelbart et gode for nutidens islam. Bortset fra det antropologiske træk, man tildeler Allah, er der en anden besynderlighed ved den. Selv om man i den muslimske verden efter en hæftig strid omkring år 1000 var blevet enig om, at koranens ord skal forstås som Guds evige ord og ikke fortolkes i deres historiske sammenhæng, så er det besynderligt nok netop det, abrogations-metoden gør: Den går ud på, at man søger at tidsfæste de enkelte åbenbaringer: hvornår i Muhammeds liv fandt de sted?, og derefter, ud fra den nu anerkendte forestilling om, at de senere åbenbaringer ophæver de tidligere, får slettet en del af koranen, som sagt desværre ofte de mere fredelige vers.

Men den hellige grav er ikke hermed vel forvaret. Det skulle jo synes indlysende, at sura 2,256 er åbenbaret tidligere end ”sværdverset”, sura 9,5, og at derfor 2,256 er ophævet, abrogeret. Det troede pave Benedikt den Sekstende i hvert fald i en tale i Regensburg i 2006. Men han blev korrekset af en række muslimske lærde. Det tog jeg frem i et indlæg her på bloggen, se her:

Når paven mener, at sura 2,256: “Lad der ikke være tvang i religionen”, er åbenbaret i Mekka, mens Muhammed var forfulgt, er det forkert, hævder de. Tværtimod blev ordet åbenbaret på et tidspunkt, hvor muslimerne havde erhvervet sig den ydre magt, “som en påmindelse om, at de ikke kunne tvinge et andet menneskes hjerte til at tro”. Og underforstået her er naturligvis ikke blot en påstand om, muslimerne i vore dage undlader at udøve tvang i religionen, men også en påstand om, at de op igennem historien har haft det som ideal ikke at øve religionstvang.

Og det må man jo indrømme: Vel har muslimske hære hærget både Øst- og Vestromerriget og siden Balkanlandene igennem århundreder, men de kristne, der levede indenfor den muslimske interessesfære, har haft nogenlunde rimelige forhold at leve under. Da Grækenland i 1820erne blev befriet for det tyrkiske herredømme, var der således en nogenlunde intakt ortodoks kirke til stede i landet.

Blot glemmer vore muslimske fortolkere, at der i hele dette tidsforløb har hersket tvang i religionen på den måde, at enhver muslim, der gik over til en anden tro, skulle dræbes. Men det tager man ikke stilling til.

Så kun én ting mere, der kan vise forskellen på koran og bibel: slaveriet.

I Det ny Testamente tages tilsyneladende slaveriet for en given ting. De kristne synes ikke at være sat i verden for at ophæve slaveriet.

Det samme gælder koranen. Slaveri er tilladt. Det kan nævnes som en god gerning at frikøbe en slave, men den muslimske etos stræber ikke efter et samfund uden slaveri.

Det var derfor lidt af en overraskelse – i hvert fald for mig – da det blev klart, at 126 muslimske lærde vendte sig imod IS’s anerkendelse og praktisering af slaveriet. Hvordan kan de dog gøre det, hvis de skal holde sig til koranen? Jo, det kan de, blev jeg klar over, fordi én af islams retskilder er konsensus imellem de lærde. Jeg har skildret sagen her, hvor man også finder henvisning til både de lærdes udtalelse og diverse koransteder.

Blot nævner de ikke, at det var den kristne verden, der tog initiativ til at få slaveriet ophævet internationalt. Og spørger man, hvordan det dog kunne gå til, når dog Ny Testamente ikke forbyder slaveriet, er svaret det lidt besynderlige, at det hænger sammen med, at kristendommen ikke er en lovreligion.

Jeg har taget Paulus’ brev til Filemon under behandling flere gange, f.eks. her. Det har jeg gjort, fordi jeg synes, at netop Paulus’ formaning til Filemon om at frigive sin slave står i grel modsætning til enhver lovtænkning. De kristne tænkes selv at finde ud af, hvad de skal gøre som reaktion på Guds tilgivelseserklæring. Paulus ønsker, at slaven, som han kender og er kommet til at holde af, skal frigives. Men han siger det ikke direkte, nøjes med at kalde ham en ”elsket broder, både i denne verden og i Herren”.

Og historiens gang viser altså, at dette at have frihed til selv at overveje og finde frem til godt og ondt, er en langt bedre kilde til fremskridt end som muslimerne at have alle svar givet i koranen.

Det samme viser sig, hvad fortolkningsprincipper angår. Det er ikke os kristne, der søger at anvende muslimske fortolkningsprincipper på bibelen, det er muslimerne, der vil have de kristne fortolkningsprincipper anvendt på koranen, de vil ”nyfortolke Koranen med historiens, antropologiens og litteraturvidenskabens redskaber”.

Blot bliver spørgsmålet jo blot så, om de med disse metoder fortsat kan være gode muslimer. For disse metoder vil uvægerlig gå ud fra, at koranens ord stammer fra Muhammed, og vil man ikke med en sådan forudsætning gå imod selve den muslimske trosbekendelse, der som bekendt siger, at ”der er kun én gud, Allah, og Muhammed er hans profet”? Man skal i hvert omfortolke profetbegrebet ikke så lidt bort fra main-stream-islams opfattelse, hvorved man jo kommer i modstrid med størstedelen af verdens muslimer.

Men det er måske i sidste ende ikke så galt endda!

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s