Moralers sammenstød I

Ifølge Kristeligt Dagblad for den 25-8 2016, se her, hævder den tyske filosof Konrad Ott, at der i vore samfund findes to forskellige moralopfattelse, sindelagsetik og ansvarsetik. De to opfattelser kan ikke skrives på én formel, og det er årsagen til, at diskussionen om flygtninge og indvandring hele tiden går op i en spids, så det fyger med sprogets værste skældsord.

Artiklen er et referat af et essay ”Zuwanderung und Moral” (Indvandring og moral), som kan ses her, naturligvis på tysk. Er man ikke helt så knøv til det tyske, kan man nøjes med et interview med Konrad Ott om sagen, som findes her, også på tysk. Alle tre artikler bringer en yderst interessant problemstilling til torvs og er værd at læse.

Hovedargumentet, dette med, at der findes to forskellige moraler, som uvægerlig støder sammen, er et opkog af Luthers toregimentelære. Jeg har en del gange her på bloggen søgt at vise, hvordan denne lære har aktualitet i flygtningespørgsmålet, f.eks. her. Her skriver jeg bl.a.:

Luther forklarer sig i en prædiken over Matt 6,19-21:

En fyrste kan jo nok være en kristen, men han skal ikke regere som kristen; og det, han regerer efter, kaldes ikke en kristen, men en fyrste. Personen er vel kristen; men embedet eller fyrstevæsenet kommer ikke hans kristendom ved. For eftersom han er kristen, lærer evangeliet ham, at han ikke må gøre nogen fortræd, ikke straffe eller hævne, men skal tilgive enhver, og finde sig i den pine og uret, der sker ham. Det er, siger jeg, den lektie, en kristen har for. Men det ville ikke give noget godt styre, hvis du ville prædike sådan for fyrsten; — — Se her.”

Derefter påpeger jeg, at vi i vore demokratisk samfund alle er ‘fyrster’ og drager derefter denne konklusion:

Problemet med toregimentelæren — har med den diskussion at gøre, som vi alle fører, om vi kan føre den som indehavere af ‘fyrsteembedet’, så vi skelner mellem personlig moral og samfundsmoral, eller vi bare lader vort gode hjerte løbe af med os uden tanke for samfundets vé og vel. Det sidste har i lang tid været den almindelige diskussionsbaggrund.

Det, jeg her kalder ‘personlig moral’, kalder Ott ‘sindelagsetik’, og det, jeg kalder ‘samfundsmoral’, kalder han ‘ansvarsetik’. Men ellers er det samme problemstilling, vi behandler.

Dog kan jeg ikke dy mig for at nævne en fordel ved min (eller altså: Luthers) opstilling: Hvor Ott synes nødt til at opstille de to etikker som ligeværdige, kan vi med Luther i hånden hævde, at i samfundsforhold står de to etikker ikke lige; ansvarsetikken overtrumfer sindelagsetikken.

I sin beskrivelse af sindelagsetikken (side 4) antager han, at kirkelige kredse nærmest på rygmarven må være sindelagsetikkere. Han citerer en kvindelig præst for i et fjernsynsinterview at have sagt, at Gud har lagt disse mennesker for vore fødder, og at der ud fra dommedagslignelsen i Matt 25 fremkommer en pligt til at tage sig af dem.

Det bruger interview’eren imod ham i det omtalte interview. Hun citerer dette med, at ‘hvad I har gjort mod én af disse mindste, har I gjort imod mig’, og spørger, om ikke en kristen er nødt til at være sindelagsetiker. Ott giver sig til at udlægge Matt 25 i retning af, at de gerninger, der anbefales, er menighedens gerninger mod diverse vandreprædikanter, men indrømmer dog, at man også kan sige, at en kristen skal se frelseren selv i enhver flygtning, der stilles overfor ham.

Spørgsmål: Men De er ikke af den mening?

Ott: Nej, det er jeg ikke, selv om jeg stadig mener, jeg kan regne mig med til den kristne kirke. Men jeg vil ikke gå så langt som mange præster, der siger: ”Gud har lagt alle disse flygtninge som en gave for vore fødder, og vi skal være taknemlige for, at vi får sådanne gaver, og må vise os gaverne værdige”.

Som det kan ses af det førnævnte blogindlæg, vil jeg udlægge dommedagslignelsen som omhandlende udelukkende den personlige moral, idet det afgørende er de dømtes uvidenhed. De ‘gode gerninger’ er, hævder Jesus, spontane, selvfølgelige gerninger, hvor den højre hånd ikke véd, hvad den venstre gør. Og det kristne tilgivelsesord har netop til hensigt at stille os ind i en situation, hvor det bliver naturligt for os at handle sådan. At bruge lignelsen som grundlag for en etik, den være så kristelig eller human, er forkert.

Noget kunne tyde på, at Konrad Ott ville have godt af at læse lidt Luther. I stedet har han læst Max Weber, der siger:

Der er en afgrundsdyb modsætning mellem, om man handler inden for den sindelagsetiske logik – religiøst talt: Den kristne gør det rigtige og lægger resultatet i Guds hænder – eller om man handler inden for den ansvarsetiske: At man må stå til regnskab for følgerne af éns handlinger.

Det stemmer ikke overens med Luther, men det stemmer desværre godt overens med det, diverse kirkelige dignitarer siger.

Men bortset fra denne mindre uoverensstemmelse er det højst interessant, at Ott gør opmærksom på nogenlunde de samme ting, som jeg ud fra min lidt anderledes tilgang har gjort opmærksom på.

Han gør således opmærksom på, at sindelagsetikerne ikke kan sætte nogen grænse for antallet af flygtninge. I de otte punkter, han har brugt til at gøre rede for sindelagsetikernes holdninger, opstiller han en tese i punkt 1. Den får næsten øjeblikkelig en udvidelse og den udvides mer og mer, indtil den har nået et betragteligt omfang i punkt 8. Her omtales tesen ‘åbne grænser’ som det, sindelagsetikken i sidste ende får som konsekvens.

I punkt 1 hedder tesen således: ”Staten S har en moralsk pligt O til at tage imod flygtninge”. Den tese mener han, ansvarsetikerne kan være enig i. Men straks efter bringer sindelagsetikerne en kvantitetsfaktor i spil, og tesen hedder nu: ”Staten S har en moralsk pligt O til at tage imod flest mulig flygtninge”.

Flest mulig”, skal det forstås i forhold til andre stater? Nej, siger sindelagsetikerne. Her har Ott ikke nogen særlig indvending at komme med.

Men når han i næste omgang indvender, at den, der siger ”flest mulig”, vel må føle en forpligtelse til at skabe en korridor, så flygtningene kan komme herop, er indvendingen ikke kun formel. Han vil med sine argumenter tvinge sindelagsetikerne til at finde grænsen for deres godhed. Går de ind for færgetrafik fra Libyen til Tyskland? Hvis ja, hvorfor så ikke fra Ghana og Bangladesh?

Derved kommer han på udmærket vis til at afbilde også den danske flygtningedebats vanskeligheder. Det har i de sidste tyve år været så at sige umuligt at få f.eks. de radikale til at angive en øvre grænse for det antal, Danmark må være forpligtet på at modtage. Det eneste, man får ud af sindelagsetikerne, er et forsøg på at fastholde en ”forpligtelseslinje”, der ligger lige uden for de nordafrikanske staters sømilegrænse. I hvert fald fra det punkt af har de europæiske stater en forpligtelse til at gribe ind og tage imod.

Tesen opbygges nu med endnu et lag: ”En stat S har, uden hensyn til, hvad andre stater gør eller undlader at gøre, en forpligtelse O til at modtage flest mulige flygtninge, og, så vidt det overhovedet er muligt, at oprette sikre flugtkorridorer for dem”.

Ansvarsetikerne er skeptiske overfor det med flugtkorridorer, dels fordi det er umuligt at sikre dem, og dels fordi sådanne korridorer udøver en pull-effect på migranter.

Så langt nåede vi med punkt 1. Og man kan nok se Otts metode. Han vil opretholde dialogen med sindelagsetikerne, og med sine indvendinger søger han dels at få dem til at præcisere deres krav, og dels at hævde, at ansvarsetikerne ikke er uden etik.

Punkt 2.

Her viser Konrad Ott, at sindelagsetikerne ikke blot tænker grænseløst, når det gælder antallet, de gør det også, når det gælder flygtningebegrebet. Hvornår er man en flygtning? Det er faktisk i meget høj grad af flygtningekonventionen overladt til de enkelte lande selv at bestemme det. Men i Europa er der sket det, at flere og flere forhold er blevet taget ind som begrundelse for anerkendelse som flygtning. Og sindelagsetikerne har presset på for at få så mange forhold med som muligt. Nu er det ikke mere blot den klassiske begrundelse: at man skal være personligt forfulgt, nu kommer mange andre forhold ind tilligemed, f.eks. stigmatisering på grund af sexuel orientering, absolut fattigdom og arbejdsløshed, patriarkalsk magtudøvelse, dårlige levevilkår, autoritære og korrupte forhold i oprindelseslandet, manglende ernæringssikkerhed, truende eller begyndende klimaforandringer, almindelig perspektivløshed og meget mere.

Også her har Ott nogle kritiske spørgsmål: Er det ikke en flugtgrund, hvis hjemlandets retsorden er drakonisk (som f.eks. Saudi-Arabiens)? Eller hvis en nyoprettet stat viser sig at være en ”failed state”(som f.eks. Syd-Sudan)? Eller hvad med en stat med voldspræget stammeuro (Burundi)? Eller hvad med lande, hvor en langvarig konflikt fra tid til anden bryder ud i vold (Palæstina)? Hvad med et liv i de tropiske metropolers slum (Nigeria, Egypten)?

Ikke for at gøre nar af sindelagsetikerne, men for at få også dem til dog omsider at trække en grænse. Og tesen udvides derfor endnu mere: ”En stat S har, uden hensyn til, hvad andre stater gør eller undlader at gøre, en forpligtelse O til at modtage og forsørge alle flygtninge F, og, så vidt muligt at oprette sikre flugtkorridorer for dem, hvorunder mængden af flugtbegrundelser omfatter følgende a, b, c, …… z, æ, ø, å”.

Men ved sådan at udvide flygtningebegrebet, får man ændret migrantstrømmens sammensætning; man får flere flygtninge og færre migranter. Flygtningebegrebet bliver ”dekonstrueret”. Men, føjer Ott til, det er der jo mange, der godt kan lide.

Dette er en glidebane, siger ansvarsetikerne. Javist, svarer sindelagsetikerne, men det er først et moralsk problem, når sluttilstanden virkelig er ubærlig. Sålænge der kan opstilles velkomstkomitéer, er der ikke noget problem. Næh, men hvor længe vil det vare, inden stemningen skifter?, spørger Ott. Ja, svares der, selv hvis stemningen skulle skifte, selv hvis nogle uheldige tilstande skulle opstå, så er det den pris, der må betales for en etisk værdiholdning. Og den pris er værd at betale, mener de.

OK, lyder det så fra Ott, men hvordan skal vi i fremtiden skelne mellem flygtninge, der kan få asyl, og migranter, der ikke kan få asyl? Under hvilke betingelser er for sindelagsetikere en sådan skelnen overhovedet mulig?

Punkt 3.

Under dette punkt behandler Ott en vigtig sag: debatten om debatten. Det venter vi med til et senere indlæg.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

5 svar til Moralers sammenstød I

  1. Pingback: Politikerlede | ricardtriis

  2. Pingback: En anden slags “synd” | ricardtriis

  3. Pingback: At forstå islam med indlevelse | ricardtriis

  4. Pingback: Som gale hunde | ricardtriis

  5. Pingback: Falske nyheder | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s