Moralers sammenstød II

Som anført i det forrige indlæg kan man ud fra Konrad Otts essay ”Zuwanderung und Moral”, se her, nikke genkendende til mange af de ting, han fremfører, først og fremmest jo til hans grundlæggende tese: der er uforligelighed mellem to former for etik, sindelagsetikken og ansvarsetikken, og denne uforligelighed er grunden til, at debatten om flygtninge så ofte ender i verbale slagsmål i stedet for i argumenterede teser.

Det gælder ikke mindst hans overvejelser i punkt 3. Her kommer han ind på den debat om debatten, som også vi danskere har haft.

Jeg kan dog, så vidt jeg kan se, huske lidt længere tilbage end Ott. Jeg mener at kunne huske, at det i den første tid med de fremmede var ildeset fra elitens side i det hele taget at diskutere indvandringen. Man havde en – i og for sig ganske agtværdig – forestilling om, at en sådan diskussion ville forhindre de fremmedes integration, altså få dem til at føle sig mindre velkomne her i landet.

Men senere kom der andre boller på suppen. Den redegør Konrad Ott for.

Sindelagsetikerne brændemærker ofte deres modstandere med ord, der er taget fra den politiske korrektheds vokabular. Mange ytringer falder ind under betegnelsen ”fremmedfjendtlig”, ”racistisk”, ”fascistisk”, ”menneskeforagtende”, ”højrepopulistisk”, osv. Og man kan også opleve, at ytringer bliver nedgjort, fordi de kan fremkalde sådanne holdninger. På den måde tiltager sindelagsetikerne sig definitionsmagten over debatten. For de går videre og hævder (med Foucault ifølge Ott), at sådanne ytringer helt skal udelukkes.

Noget kunne tyde på, at det i Tyskland forholder sig med dette lidt værre end herhjemme. Ott skriver f.eks.:

Den, der vil komme med et rent og skært talargument (”der er kommet for mange i løbet af for kort tid”), bliver regnet for fremmedfjendsk, i det mindste latent fremmedfjendsk.

Også andre af eksemplerne på sindelagsetikernes indvendinger forekommer ret langt ude.

Den oprindelig ret korte tese (se forrige indlæg) er nu blevet betydelig forlænget og lyder: ”En stat S har, uden hensyn til, hvad andre stater gør eller undlader at gøre, en forpligtelse O til at modtage og forsørge alle flygtninge F, og, så vidt muligt, at oprette sikre flugtkorridorer for dem, hvorunder mængden af flugtbegrundelser omfatter følgende a, b, c, …… z, æ, ø, å. Imod denne forpligtelse må der kun argumenteres med grunde, som ikke er nationalistiske (n), fremmedfjendske (f) eller racistiske (r), hvorunder (n), (f) og (r) defineres så bredt som muligt”.

Det lyder forfærdeligt, men det svarer desværre lidt for godt til de erfaringer, også vi har gjort, selv om vi måske kan trøste os med, at Sverige og måske Tyskland er værre stillet i den henseende end vi.

Ott slutter dette punkt med at tilslutte sig R. M. Hare’s iagttagelse, at moralske argumenter ofte menes at overtrumfe alle andre argumenter.

Punkt 4.

Denne overlegenhedsfølelse hos sindelagsetikerne behandler Ott lidt mere udførligt i punkt 4.

De fleste etikere går ud fra en normativ individualisme og tilsidesætter eventuelle krav fra kollektive størrelser, folket, nationen, staten, osv. Og derfor får de på en måde vendt op og ned på flygtningesituationen: flygtningene kommer ikke og bønfalder os om asyl, nej, de har en ret til asyl eller en menneskeret til beskyttelse.

Og når sådanne tanker forbindes med menneskerettighedsetik og den normale sindelagsetik opfattes som overtrumfende alt andet, så kan sindelagsetikerne føle sig sikre i deres fæstning. Men, fortsætter Ott, ansvarsetikerne kan mærke en vis selvtilfredshed og uovervindelighedsfølelse hos dem. Sindelagsetikerne rider på høje heste.

Han bruger ikke ordet ”farisæisme”, men han er lige ved.

Og det er ikke mindst dette forhold ved sindelagsetikken, at den ikke føler sig angrebet af andre etikformer, der får sindelagsetikerne til at nægte at sætte grænser. ”Sæt nu, man angav en grænse på 30.000 pr år, skulle vi så afvise flygtning nummer 30.001?”

Når det ender dèr, hænger det sammen med, at sindelagsetikeren ser individer, der for øjeblikket er i nød, ikke slutpunktet for en sociokulturel og politisk udvikling. Og blandt andet derfor kommer det ikke til nogen ægte debat mellem sindelagsetikeren og ansvarsetikeren. For netop dette slutpunkt har ansvarsetikeren øjnene rettet mod.

Punkt 5.

Konrad Ott går derefter over til at fremholde visse etiske aspekter af den undersøgelse af den enkeltes asylansøgers forhold, der foregår. Man kan næsten sige ”foregår lidt endnu”, for slutpunktet for den udvikling, sindelagsetikerne har sat i gang, er åbne grænser, hvor al prøvelse af asylgrunde er ophørt.

Her er der blandt sindelagsetikere opstået en slags paralleltænkning mellem det, der foregår i en retssal, og det, der foregår i flygtningenævnet. Ligesom det i retsetisk henseende er bedre, at en skyldig går fri, end at en uskyldig dømmes, mener man, at det er bedre, at én, der ikke har ret til asyl, får det, end at én, der har ret til det, ikke får asyl. Nogen går endog så vidt som til at sige, at man hellere må give 100.000 uberettigede asyl, end nægte det til 10 berettigede. At man fra ansvarsetikernes side indvender, at prøvelse ikke må gøres så besværlig, at behandlingstiden udvides betragtelig, bider ikke på sindelagsetikerne.

Mange sindelagsetikere – åbenbart i hvert fald i Tyskland – går det skridt videre i sammenligningen med retsetikken, at de hævder, at ligesom en anklaget har ret til at nægte at udtale sig og ret til at lyve for domstolen, sådan kan en asylansøger ikke være forpligtet på at samarbejde, men har ret til at sløre sin identitet, til at gifte sig pro-forma, til at foretage andre ting for at få flygtningenævnets afgørelse til at gå den ”rigtige” vej.

Og endelig går nogle få af etiske grunde hele vejen ud af tangenten, så de giver sig til at indsmugle flygtninge.

Så langt behøver man dog ikke at gå. Der er mellemveje. Én af dem er at påberåbe sig en afgørelse ud fra humanitære grunde, hvis de normale grunde er sluppet op. Og i forlængelse af argumentation for humanitær opholdstilladelse kan argumentet om umuligheden at tilbagesendelse anvendes. For flygtningekonventionen forbyder at sende et menneske tilbage til forfølgelse. Men som på de andre områder er også grænserne på dette område udvidet betragteligt. Med Otts ord:

Hvis man i menneskeretssystemet inddrager alle mulige sociale og kulturelle rettigheder, så danner forbudet mod udsendelse til forfølgelse en næsten fuldstændig beskyttelse mod udvisning.

Det var ikke meningen, nej, men i kraft af sindelagsetikernes idelige argumentation er alt sådant fremstået ved knopskydning på den oprindelige tekst.

Men mærkelig nok kan sindelagsetikere vende sig imod udsendelse til et andet EU-land, og også argumentere for, at man ikke skal udsende til lande, hvor krigen er slut og et genopbygningsarbejde venter.

Endelig ser Ott en modsætning mellem de to slags etik i det forhold, at sindelagsetikerne glæder sig, hver gang det lykkes at trække sagerne i langdrag, mens ansvarsetikerne dels ser på de begrænsede ressourcer til prøvelse af sagerne, dels på de menneskelige omkostninger for flygtningene ved den stadige uklarhed, dette medfører.

Men nu er tesen vokset til næsten uhyrlig størrelse: ”En stat S har, uden hensyn til, hvad andre stater gør eller undlader at gøre, en forpligtelse O til at modtage og forsørge alle flygtninge F, og, så vidt muligt at oprette sikre flugtkorridorer for dem, hvorunder mængden af flugtbegrundelser omfatter følgende a, b, c, …… z, æ, ø, å. Imod denne forpligtelse må der kun argumenteres med grunde, som ikke er nationalistiske (n), fremmedfjendske (f) eller racistiske (r), hvorunder (n), (f) og (r) defineres så bredt som muligt. Tilbagesendelsesforbudet skal udlægges efter et omfangsrigt system af menneskerettigheder. Udsendelser er som hovedregel utilladelige. Alle humanitære grunde må man tage hensyn til ved udsendelser”.

Hvis det er normen, betyder det halvåbne grænser og en ret til at forblive i landet for næsten alle.

Punkt 6.

Under dette punkt behandler Ott synet på menneskesmuglerne.

Først går han i rette med sindelagsetikernes forsøg på at drage en parallel mellem dem, der flygtede fra DDR til Vesttyskland, og dem, der flygter fra Mellemøsten til Tyskland. Og det er nok et særligt tysk fænomen, at der er folk, der drager den slags paralleller. Men som så mange af de paralleller, man vil drage, er også denne tvivlsom. Man må, siger Ott, skelne mellem den menneskeret til udrejse, som DDR satte sig imod med deres grænsebevogtning, og en tænkt menneskeret til indrejse, som de europæiske lande ikke anerkender og derfor søger at bringe under ordnede forhold.

Men ud fra denne (falske) parallel spørger sindelagsetikerne: Hvorfor skal vi ikke hylde nutidens menneskesmuglere på samme måde, som vi hyldede de mennesker, der hjalp østtyskere til flugt?

Dog har de lidt vanskeligt ved at godkende alle smuglernes handlinger. Ikke underligt. For at maximere udbyttet presser man folk sammen på næsten synkefærdige både, så en forkert bevægelse kan afstedkomme de største ulykker. Og man gør det, velvidende, at EU’s både er i nærheden. At holde sådanne mennesker ansvarlige for de menneskers død, der omkommer, når de på den måde kæntrer og drukner, skulle egentlig være uproblematisk, siger Ott, de gør det jo for ren profit.

Men, fortsætter han, her skifter sindelagsetikerne pludselig synspunkt. Nu begynder de at tænke markedsøkonomisk. Hvor der er efterspørgsel, vil der også være udbud. Hvis man vil ødelægge menneskesmuglernes forretning, skulle man åbne grænserne. Og ligeledes er de langt hurtigere til at anklage EU og landspolitikerne end til at anklage menneskesmuglerne. Må man ikke gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt for at forhindre småbørn i at drive ind på europæiske strande? Sindelagsetikerne opbygger med sådanne spørgsmål et uhyre moralsk tryk. Ethvert andet svar end et utvetydigt ja er moralsk suspekt. Og så er det uden betydning, om der reddes 93, 95 eller 97% af bådflygtningene.

Forøvrigt kan man her lægge mærke til, at Konrad Ott er én af de meget få, der gør opmærksom på, at bådflygtningene aktivt bringe sig i havsnød. Havsnøden er ”induziert”, som han siger.

Men ellers er han efter min mening lidt for lidt krævende på ansvarsetikernes (og mine) vegne. Han siger, at fortolkningen af, hvad der for øjeblikket udspiller sig på Middelhavet, i meget høj grad går i hver sin retning. Hvor den ene part (ansvarsetikerne) vil se en stor humanitær redningsaktion, dèr ser den anden part, altså sindelagsetikerne, en skyldbetynget undladelsessynd stillet overfor de mange dødsfald, der ikke ville have fundet sted, hvis der var sikre flugtkorridorer eller åbne grænser.

Her kan man undre sig over, at han overhovedet ikke nævner den australske model, den model, hvor man ved ikke at opfylde bådflygtningenes ønsker om at sætte foden på Australiens jord og derved komme foran alle andre asylansøgere får flygtningestrømmen til at udtørre og derved undgår de mange druknede flygtninge.

Ott har ellers blik for mange af de sociale mekanismer, der er i spil, men at man ved at redde flygtningene fra de synkefærdige både og bringe dem til Europa unægtelig udgør en vældig pull-effect for fremtidige flygtninge, det ser han tilsyneladende ikke.

Er den australske model for hård efter hans smag? Eller mener han, den er for hård at bringe ind i den tyske debat? Eller bliver det hele for indviklet, hvis man sætter sig ind i australiernes handlingsbegrundelse. Den kan jo nemlig siges at være drevet af en utilitaristisk etik: man accepterer en dårlig behandling af nogle få for at kunne forhindre de manges død. Udlagt: Man accepterer, at nogle få flygtninge får en ikke alt for god behandling på øen Nauru – man vil derved tvinge dem til at opgive ønsket om at kunne bosætte sig i Australien og ”nøjes” med en lejr i Cambodia – for effektivt at kunne afskrække flygtninge fra at begive sig ud på havet; hvilket jo er lykkedes over al forventning: mens der dør flere tusinde bådflygtninge på Middelhavet, dør der ingen på havet mellem Indonesien og Australien.

Det, man bør sammenligne, er efter min mening sindelagsetikernes åbne-grænser-politik og ansvarsetikernes Australien-løsning. Begge bringer drukneulykkerne ned på nul, men jo unægtelig med vidt forskellige konsekvenser for de europæiske lande.

Punkt 7.

Dette punkt kunne jeg have lyst til at springe over. For man har fornemmelsen af, at Ott gør nar af sindelagsetikerne. Men det gør han vist alligevel ikke. Han henviser til en canadisk etiker Joseph Carens, som i sin bog ”Ethics of Immigration” argumenterer for alle verdensindbyggeres lige rettigheder. En canadier har ikke mere ret til sit land end en hvilken som helst anden verdensborger. Derfor må man leve med åbne grænser. At der i så fald formentlig vil ankomme mange millioner mennesker til vestlige lande, må man tage med i købet, hvis man vil være et moralsk menneske.

Noget af det spændende ved Otts essay er, at han søger at drage de yderste konsekvenser af de etiske holdninger, han præsenterer os for. Og det etisk interessante ved en sådan ”åbne-grænser-holdning” er, mener han, at han på den måde endelig tvinger sindelagsetikerne til at spille med på den politiske bane. Er de virkelig parate til at godtage de konsekvenser, som åbne grænser vil medføre?

Punkt 8.

Under dette punkt behandler Ott en række temmelig venstreorienterede tænkere og ender med at referere nogle af dem for at betragte kirkelige naivister som ”nyttige idioter”, der med deres åbne-grænser-politik understøtter den revolution, som de venstreorienterede åbenbart stadig drømmer om. Alt dette springer jeg gladelig over, blot tillader jeg mig at nævne, at Ott her kommer ind på den hidtil førte flygtningepolitiks manglende demokratiske legitimitet. Det svarer til den indvending, mange indvandringsmodstandere herhjemme er kommet med: Alt dette er jo sket, uden at vi er blevet spurgt.

Nuvel, med disse otte punkter er vi nået igennem Konrad Otts gennemgang af sindelagsetikernes holdninger og problemer, vi er nået til side 17 ud af 33. Egentlig skulle vi jo så i et par fremtidige indlæg gennemgå hans omtale af ansvarsetikernes anskuelser. Det tør jeg dog ikke love. Men naturligvis, man skal ikke blive forbavset, hvis fortsættelse en dag følger.

Advertisement