Bevidsthed overalt?

I fredags den 26-8 havde Weekendavisen på forsiden af den afdeling, der hedder Ideer, en artikel om panpsykismen. (ikke on-line).

Under denne betegnelse skjuler sig en påstand om, at bevidsthed ikke er et specielt menneskeligt fænomen, heller ikke noget, der er forbeholdt dyr, nej, bevidsthed har været til stede fra selveste Big Bang for 14 mia. år siden; bevidsthed gør sig gældende i kvarker og elektroner, såvelsom i klipper og have.

Man tror, det er løgn. Men der er faktisk filosoffer, der agiterer for panpsykismen. Oven i købet hævder artiklens forfatter, Thomas Møller Larsen, at der bliver flere og flere tilhængere af teorien.

Jeg mener at kunne huske at have truffet denne opfattelse, mens jeg frekventerede det nu nedlagte Forum Teologi/Naturvidenskab på Aarhus Universitet. Og jeg fandt da også tanken antydet i et blogindlæg for ni år siden, se her. Dengang skrev jeg:

Jo, jo, jeg véd godt, at der findes filosoffer – man plejer at kalde dem “reduktionister” – der vil hævde, at alle de her nævnte fænomener: digtning, religion, økonomi, og såmænd også sociologi, økonomi og historieforskning, kan reduceres til fysik og kemi. Men er det et holdbart standpunkt? Andre filosoffer er gået den modsatte vej, har forsøgt at hævde, at da vi mennesker har bevidsthed, og da der intet nyt er fremstået under solen, så har også éncellede væsener bevidsthed. Også et absurd standpunkt!

Som man kan se: Jeg var ikke just tilhænger af dette standpunkt.

Men nu, hvor der er blevet flere tilhængere af synspunktet, er det så ikke tid til at ændre standpunkt?

Ak nej, tanken er lige så tåbelig nu som dengang. Men hør, hvordan det lyder i Weekendavisens artikel:

Panpsykisterne, som får mere og mere vind i sejlene, hævder, at bevidstheden findes i elementær form helt nede på bunden af trappestigen – at elementarpartikler er ved bevidsthed eller rummer kimen til bevidsthed.

»Tanken er, at subjektiv oplevelse — i en eller anden form — er en fundamental dimension af det materielle. At den ikke er en ekstra kraft eller ingrediens i naturen, men et aspekt af de naturlige fænomener, vi allerede kender,« opsummerer Hedda Hassel Mørch, der forsker i bevidsthed ved Center for Mind, Brain and Consciousness ved New York University, og som tilslutter sig panpsykismen.

Galen Strawson er professor i filosofi, forsker i bevidsthed ved Texas University i Austin og er et af de bedst kendte navne inden for panpsykismen. Til Weekendavisen forklarer han:

»Evolutionen arbejdede med materialiteten og producerede vores kropslige former, og her er vi med de her smukt tilpassede kroppe, smarte fingre og modstillede tommelfingre. Måske er der sket det samme med bevidstheden: Måske arbejdede evolutionen på noget, der allerede var der – bevidsthed – og modellerede den, så den blev til forskellige former, der er gunstige for overlevelse”.

For at fjerne noget af det absurde ved disse tanker, giver man sig til at operere med både mikrobevidsthed og makrobevidsthed. Derfor fortsætter interview’et:

Hvorfor er I så sikre på, at det, I kalder mikrobevidsthed, er et fundamentalt aspekt af den fysiske virkelighed?

»På grund af problemet med radikal emergens,« siger Galen Strawson.

Ideen om radikal emergens siger, at bevidstheden opstår ‘ud af det blå’, når ubevidste partikler er sat sammen på en tilstrækkelig kompleks måde. At sammensætningen skaber særlige egenskaber, som ikke kan forklares ud fra de enkelte deles egenskaber. Men ideen er umiddelbart svær at forene med naturvidenskaben, fordi radikal emergens ikke findes andre steder i det kendte univers.

»Radikal emergens vil sige, at bevidstheden popper ud af intet. Og det er dårlig videnskab at antage, at noget radikalt nyt – bevidsthed – emergerer ud af noget, der overhovedet ikke havde nogen bevidsthed på forhånd,« siger Galen Strawson.

Jeg forstår ikke helt, hvorfor man vil tale om ”radikal emergens”. Man kunne nøjes med blot at tale om ”emergens”. Når livet udvikler sig af livløs materie, så er der tale om emergens. Når menneskeligt sprog udvikler sig hos oprindeligt ikke sproglige væsener, kan man tale om emergens. I det hele taget forekommer der emergens ved alle udviklingens overgangsfaser, overgangen fra fysik til kemi, fra kemi til biokemi, fra biokemi til neurologi, fra neurologi til sociologi, osv. I alle disse overgangsfaser sker der en slags spring, noget nyt dukker op, og videnskabsfolkene er nødt til at danne sig et helt nyt sprog for at kunne forstå det, der sker på det nye niveau.

Så vidt jeg kan se af artiklen, er det denne overgang, panpsykisterne ikke vil acceptere, eller snarere: de accepterer ikke, at der kan opstå noget radikalt nyt i udviklingens løb. Som Galen Strawson siger det: ”Og det er dårlig videnskab at antage, at noget radikalt nyt – bevidsthed – emergerer ud af noget, der overhovedet ikke havde nogen bevidsthed på forhånd”. Vel er det ej! Kemi er noget radikalt nyt i forhold til fysik. Og biokemi – ikke mindst det – er radikalt anderledes end uorganisk kemi. Hvorfor dog ikke acceptere, at sådan er det altså?

Panpsykisterne minder om vitalisterne fra begyndelsen af 1900-tallet. De mente, at livets foreteelser var så forunderlige, at de kun kunne forklares ved hjælp af særlige livskræfter, ”vitale kræfter”. Det har siden vist sig, at livets mange forunderligheder kunne forklares biokemisk, det var almindelige kemiske kræfter, der var på færde i livets celler, men de var godt nok på færde i et ualmindelig komplekst forløb, der krævede særlige forklaringsmodeller.

Sådan er også bevidsthed blevet til ud af noget, der ikke rummede bevidsthed. Men den er jo ikke ”poppet op”. Den har udviklet sig. Hvis man f.eks. mener, at ét af bevidsthedens kendetegn består i, at individet kan ”se på sig selv udefra”, altså er klar over, hvordan det ser ud fra andres synsvinkel, så har de eksperimenter med de såkaldte spejlneuroner, man foretog for nogle år siden, vist, at den evne deles af ganske mange dyr.

Hvert pattedyr har et område af hjernen, der holder styr på, hvor individets lemmer og krop befinder sig i forhold til hinanden. Og der er et område, hvor planlægning af en bevægelse finder sted, et andet område, hvorfra bevægelsen igangsættes. Nu viser det sig, at individet ved at se et andet individ foretage en bestemt handling får neuroner til at fyre i de områder, der hos det pågældende individ planlægger just denne handling. Og det betyder jo, at individet har den form for bevidsthed, at det kan se sig selv udefra.

Men dette ligefrem at kunne genkende sig selv i et spejl, er noget, kun menneskeaber og mennesket er i stand til. Dog viser vist nylige forsøg, at også visse kragefugle kan gøre os kunsten efter. Det vil sige: den form for bevidsthed er ikke særlig udbredt hos dyr.

Det er til gengæld den form for bevidsthed, der består i, at individet føler smerte. Ganske vist kan vi ikke måle smertefornemmelsen, men man kan dog som regel se på et dyrs reaktioner, om det føler smerte eller ej. Og i stand til at føle smerte er jo utrolig mange dyr.

Men i stand til at føle medlidenhed med en smertelig begivenhed, som ikke opleves, men som der kun fortælles om, det er kun mennesket. For kun mennesket har et sprog, der gennem fortælling kan gøre fortidens tildragelser nutidige.

Så hos mennesket er der altså opstået bevidsthed i meget høj grad.

Dan Zahavi, professor i filosofi ved Københavns Universitet, bliver også interview’et:

»I bund og grund er der tale om det klassiske sjæl/legeme-problem, der ikke er blevet mindre akut, givet de seneste videnskabelige landvindinger: Hvad er forholdet mellem det legeme, vi kan undersøge naturvidenskabeligt og vores bevidsthedsliv, vores personlighed, oplevelser, følelser og tanker?« siger Dan Zahavi og fortæller om udviklingen:

»Den position, som har været toneangivende i de seneste 30-40 år, har været en reduktionisme, hvor tankegangen har været: Hvis vi skal forklare bevidsthed, skal det ske ved at reducere den til de processer og lovmæssigheder, som den aktuelle naturvidenskab råder over – det vil sige, at vores bevidsthed ikke er andet end fysik, kemi og biologi. Hvis man går 30-40 år tilbage, så var dette den altdominerende position, ikke kun blandt hjerneforskere, men også blandt filosoffer. Og ofte blev det fremstillet, som om man kun havde to muligheder: Enten er man reduktionistisk materialist, eller ogsa er man overtroisk dualist.«

»Men det reduktionistiske program har vist sig at være meget sværere at gennemføre end først antaget. Forestil dig, at man prøvede at forklare meningen med en tekst ved at reducere den til den kemiske sammensætning af det blæk, den var skrevet med. I udgangspunktet virker det lige så omsonst at ville reducere subjektive oplevelser til neurobiologiske processer.«

»Der er ingen, der betvivler, at der er en intim forbindelse. Men vi kan ikke forklare den. Flere er begyndt at betvivle, at reduktionismen kan gennemføres, og derfor er der begyndt at dukke positioner op, som umiddelbart kan virke mere ekstravagante og radikale,« forklarer Dan Zahavi.

Læg mærke til, at dualismen på forhånd blev identificeret med overtro. Det var vist den hos mange filosoffer næsten indbyggede ateisme, der gjorde sig gældende. Den har jeg truffet mange gange i det føromtalte Forum Teologi/Naturvidenskab. Men det forekommer mig, at man, hvis man på forhånd vender sig imod al dualisme, kommer til at smide barnet ud med badevandet. Man kunne i stedet skelne mellem en ægte og en falsk dualisme. For på én eller anden måde må man jo, som Zahava siger, have fundet en forbindelse mellem de processer og lovmæssigheder, som neurovidenskaben finder frem til, og det rige bevidsthedsliv, som hver og én af os oplever.

Her har jeg fundet hjælp hos den opdagelse, som Karl Popper har gjort: opdagelsen af dobbelt-kausaliteten. Videnskabsfolkene tænker ikke over det, men en filosof som Karl Popper gør. Hvis man f.eks. vil finde årsagerne til, at en sommerfugl kommer til at se ud netop, som den gør, kan man undersøge dens dna-molekyler. Derudfra kan man – eller vil man engang kunne – få et nøjagtigt billede af, hvorfor sommerfuglen har netop det udseende, den har, og forøvrigt også, hvorfor den har netop den adfærd, den udviser. Her er det mikrokosmos, der bestemmer over makrokosmos. Men det er ikke den eneste årsagsrække, der er i sving. For spørger man, hvorfor dna-molekylerne bestemmer just det, de bestemmer, er svaret, at det har evolutionen bestemt. Og evolutionen hersker på makromosmisk niveau. Begge årsagsrækker er naturligvis i sving, og begge lader sig undersøge med videnskabelige metoder.

Fremdeles: Hvis man spørger, hvorfor et dyr, f.eks. ens hund, har netop den adfærd, den har, finder man også svaret i en dobbelt kausalitet. For naturligvis er hundens adfærd bestemt til mindste detalje af dens hjernes neuronprocesser. Men disse processer er omvendt bestemt dels af sansernes input, og dels af de erfaringer, hunden har gjort i sit liv. Hunden har lært noget, og i en læreproces sætter makrokosmos: hundens omgivelser, sit præg på mikrokosmos: hundens neuroner.

Og endelig: Også for menneskets vedkommende er der tale om en dobbelt kausalitet. Under vor utrolig lange opvækst har vi skullet tilegne os (dvs. få indkodet i vores hjerne) alle kulturens små og store mærkværdigheder, herunder først og fremmest sprogets mange koder. Hvis derfor f.eks. en mand skal afgøre, om han tør stole på sin kone igen efter en lang uoverensstemmelse, så er der en utrolig masse faktorer, der spiller ind. Men de er alle repræsenteret i hans hjerne med bestemte kredsløb. Og de udfordres hele tiden af de ord, de udveksler med hinanden. Hvis vi ser på det ord, der til sidst får ham til at føle fred i hjertet, så har det fremkaldt en masse svingninger i hjernen på ham, lige fra erindringer om det første møde til en vis genopblussende seksuel tiltrækning, men om det er de ord, hun siger, eller det er den måde, hun siger det på, det gør han sig ikke selv nogen tanker om, blot sker der det, at ordet overmander ham, skaber tillid hos ham, får ham til igen at føle sig ét med hende.

Og alle de følelser, der gennemstrømmer ham, har deres tilsvar i de hjerneprocesser, der foregår i ham, millisekund for millisekund. Jamen, så er han jo kun en robot, bestemt i én og alt af naturlovsbestemte processer i hjernen?

Nej, at sige sådan er udtryk for en kortslutning. Disse hjerneprocesser er jo igen bestemt af makrokosmos, nemlig af de ord, hun siger, og den mimik, hun har. Der foregår et ping-pong-spil mellem den ene og den anden, dette spil foregår på makrokosmisk plan og bestemmer, sammen med de erfaringer, der ligger indkodet i hjernen, hvad der sker på mikrokosmisk plan. Mikrokosmos med dets naturlove er ikke alene om at bestemme hans reaktion.

Man kan måske hævde – men jeg nøjes altså med at sige ”måske” – at ligesom dette, at der udviklede sig liv på kloden, har medført, at man måtte danne sig et særligt biokemisk sprog til at tage hånd om de processer, der foregår i cellerne, sådan har det, at der har udviklet sig mennesker, bevirket, at man har måttet udvikle særlige sprog til at forstå det, der foregår i menneskesamfundet: digtning, dramatik, historiefortælling, psykologi, religion, osv. Og vil man indvende, at mange af disse sprog ikke er videnskabelige sprog, lyder svaret: ”Og hvad så? Har videnskaben monopol på at fortælle os sandheden, ikke mindst sandheden om os selv?”

Lad mig til sidst prøve at vise, at de problemer, vi her slås med, er gamle problemer, problemer, som menneskeheden har været optaget af de sidste 2000 år.

Først er der den romerske filosof Titus Lucretius Carus (95-55 f. Kr.). Han har skrevet et 7000 vers langt digt: Om naturens ting, og deri søger han at vise, at alting er bestemt af fastlåste naturlove, og at det derfor er omsonst at ofre til guderne eller bede til dem. Men han er vís nok til at medindregne mennesket i dette ”alting”, der er naturlovsbestemt. Og han opdager derved en vanskelighed. For hvad så med menneskets frie vilje? Lucrets spørger i sin anden bog, vers 251-257:

Kort sagt: hvis alle bevægelser hører ubrydeligt sammen, dersom en gammel altid må avle en ny, og kun denne, og hvis partiklerne ikke ved deres drejning begynder nye bevægelseskæder som bryder hvad skæbnen har fastlagt, for at forhindre at årsag for evigt skal følge på årsag, hvorfra stammer vel da, hos alt der lever, den frihed, hvorfra, ja, hvorfra stammer den vilje, vi fravrister skæbnen?

Altså, for at få plads til en frihed hos mennesket, er Lucrets nødt til at bryde det strenge naturlovsskema, han har opstillet, han er nødt til – som han har gjort det lige forud for disse vers – at tale om en clinamen, en ikke naturlovsbestemt afvigelse.

Med andre ord: Lucrets opdagede, at han var stillet i et dilemma, det samme dilemma, som nutidens videnskabsfolk er stillet i: Hvis alting er bestemt af naturlove, og mennesket hører med til dette ”alting”, så umuliggøres tanken om den frie vilje.

Det næste tidsrum, jeg vil nævne, er oldtidens slutning. Her diskuterede en række kirkefædre vidt og bredt, om der var én eller to naturer i Kristus, og om der var én eller to viljer i Kristus. Men det, man i virkeligheden diskuterede under dække af at diskutere forholdene i Kristus, var forholdene i mennesket. Blot var jo Kristus uden synd, og derfor blev diskussionen klarere, når man diskuterede hans naturer, end når man diskuterede menneskets naturer.

Og når man på et kirkemøde i Kalkedon slog fast, at der var to naturer i Kristus, brugte man en formel for de to naturers samvirken, som også vi i vore dage kan bruge. Man sagde, at de to naturer var uadskillelige og usammenblandelige. Jeg skrev i sin tid en lille afhandling om Luther, og i den indflettede jeg nogle tanker om den græske kirkefader Maximus Bekenderen, se her.

Og så kan jeg ikke dy mig for at nævne striden mellem de to europæiske kæmper, Luther og Erasmus. Jeg har skrevet en mindre afhandling om det her. Det ser ved første øjekast ud til at være forholdet mellem menneskets vilje og Guds vilje, der er til diskussion, men da Guds vilje for begge de to tænkere nemt antager samme urørlighed, som naturlovsnødvendigheden har for vore dages tænkere, er det rimeligt at tolke det som i grunden samme problemstilling. Se f.eks. her om dette forhold.

Og endelig vil jeg fra nutiden nævne Merlin Donald, en amerikansk psykolog, der i sin bog ”A Mind so Rare” taler om netop umuligheden af nutidens ensidighed. Jeg beskriver kort hans tanker her og citerer ham for dette bon-mot:

Som Donald siger det: Mennesket er en hybrid, et legemligt væsen, der skal blive “enculturated”, det vil sige: et væsen, der skal indgå i den forhåndenværende kultur som et selvstændigt individ, som en sjæl, som en personlighed.

En hybrid, ja, bestående af både legeme og kultur.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Luther og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s