Moralers sammenstød III

Konrad Ott og hans essay kan jeg ikke helt slippe endnu. Godt nok mener jeg, at han i det kapitel, der omhandler de såkaldte ansvarsetikeres holdninger, er altfor eftergivende overfor sine sindelagsetiske modstandere. Men der er i hvert fald to af de tretten afsnit, der indeholdes i dette kapitel, der er af interesse, nemlig nummer 2 og nummer 11.

Vi tager nummer 2 først (meget naturligt).

Her begynder Ott med følgende passus:

Ansvarsetikere regner med, at migranter vil præsentere sig som flygtninge over for os, fordi de bedre vil kunne få deres ønske om indvandring opfyldt som flygtninge.

Det vil sige: ansvarsetikere regner med, at de mennesker, der ankommer til vores grænse, vil gøre sig umage med at fremstå som flygtninge, måske endda lyve for at kunne overbevise os om, at de er flygtninge. Det er selvfølgeligt, hvorfor skal det fremhæves under et særligt punkt?

Det skal det, fordi sindelagsetikerne er tilbøjelige til at se bort fra det. Og det må derfor understreges i endnu et par sætninger, f.eks. disse:

Andres moral kan instrumentaliseres til fordel for egne hensigter. Det ville være naivt, hvis diskursetikere ville udelukke denne mulighed, som er fremhævet af Habermas i Theorie des kommunikativen Handelns. Det er omstridt, om man har lov til at beslaglægge andres moral ved hjælp af sløring og svindel, hvis dette er et effektivt middel for at opnå sit mål. Marxister anerkender den slags strategier, for så vidt det er et legitimt våben for de fattige og svage at ”kapre” de rige og mægtiges moral. Her er det nok for ansvarsetikeren at sige: Man kan ikke fortænke nogen i at gøre det, men man skal ikke lade sig narre af alle strategier. Den, der udelukker, at sådanne strategier finder sted, er ikke moralsk bedre, han er naiv – eller han vil være godtroende. Talehandlingen: ”Jeg er en flygtning, dvs. jeg er et menneske i nød, der søger beskyttelse”, er i hvert fald ikke at forstå sådan, at den konstituereren flygtnings status. Forsøg på snyd skal behandles ligesom nødløgne: Man forstår det kun altfor godt, men man har ikke lov til og man skal ikke lade det gælde.

Derefter forlader Ott denne problemstilling og går over til punkt 3.

Ærgerligt!

For hermed siges jo noget utrolig væsentligt, som burde være udfoldet noget mere. Bare den indirekte anklage, han retter mod sindelagsetikerne: at de mener om sig selv, at de er moralsk højerestående væsener, hvor de blot er naive, den er dog nok værd at hæfte sig ved.

Det er jo nemlig det, der er galt med ikke blot vore politikere, men også vore medier. I tidligere indlæg har jeg brugt betegnelsen samaritanitis om den ”sygdom”, disse mennesker er ramt af. De mener, at de ved at kræve, at landet skal modtage de flygtninge, der viser sig på landets dørtrin, handler som den barmhjertige samaritaner, men skal man spille dette rollespil, fordres der det af ”flygtningen”, at han eller hun er et ynkværdigt menneske, og et sådant menneske har slet ikke behov for at lyve om sin situation. Som Ott siger det: disse sindelagsetikere vil være godtroende, og som jeg føjer til: ellers mister deres gode gerning noget i godhed.

Eller hvad mener man om den formulering – det er godt nok kun et referat af marxisters opfattelse – at flygtningen ”kaprer” de riges moral? Er det ikke just det, flygtningen gør? Han ”beslaglægger” vores moral, han udnytter vores vilje til at tage imod virkelige flygtninge til at spille flygtning, så han kan få opholdstilladelse.

Faktisk kan man hævde, at den bedragende flygtning indgår i en symbiose med de mennesker hos os, der gerne vil bedrages, så dørene åbnes glat og gelinde. Det er desværre altfor sandt. Og det gør bestemt ikke flygtningesituationen mere håndtérlig.

Men – og nu bliver jeg nødt til at argumentere ret kraftigt imod Ott – hvorfor nøjes Ott her med at omtale situationen, hvor migranten/flygtningen er kommet ind i landet og skal have sin sag undersøgt. Det er rigtigt, at der er meget at sige her, ikke mindst, hvad angår mediernes rolle. For medierne har jo gjort det til en god forretning at fremkomme med snøfthistorier, altså f.eks. historier om migranter, der har fået nej til asyl og skal sendes tilbage. Det véd man jo godt, det er noget fjernsynet kan, dette med at fremdrage enkeltmenneskers historier for at vise virkningen af de tiltag, folketing og myndigheder foretager sig. Og gjorde man det ægte, det vil sige: på god journalistisk vis med dybtborende spørgsmål, undersøgelser af de påstande, der fremkommer, så kunne det måske virke godt nok. Men den slags historier fremkommer altid på den måde, at man naivt stoler på migrantens påstande, og selv, hvor spørgsmål synes oplagte, undlader at stille dem.

Så jo, det er da udmærket, at Ott gør opmærksom på, at migranter altså af og til – måske endda i de fleste tilfælde – lyver om deres situation for at få asyl.

Men det forekommer mig, at migranterne og deres bagmænd, menneskesmuglerne, helt anderledes end de enkelte migranter har kapret vores moral, at de instrumentaliserer vores moral for at opnå det, de vil, når vi ser på situationen på Middelhavet.

Her udnytter de da med en helt anderledes styrke det forhold, at vores moral tilsiger os at gøre, hvad vi kan, for at forhindre, at mennesker drukner. Menneskesmuglerne véd, at vi ville føle os dårlig tilpas ved at se mennesker drukne – det har de jo erfaret efterhånden mange gange. Og den dårlige følelse hos os udnytter de til at få deres kunder ind på vore strande ved med vilje at sende dem i havsnød. Nu i denne sommertid, hvor Middelhavet er nogenlunde roligt, overfylder de bådene i den sikre forvisning, at Frontex, EU’s grænseagentur, altid er i nærheden med deres redningsskibe. Og vi, ja vores moral ligger jo fast i menneskesmuglernes lomme, så vi lader os udnytte, vi kan ikke slippe fri af den tvungne situation, menneskesmuglerne anbringer os i.

Ott kan, som tidligere nævnt, gøre opmærksom på, at migranterne bringer sig i havsnød. Men han kan tillige se på redningsaktionerne som noget, ansvarsetikerne også kan gå med til og være stolte af. Det vil sige: At hele den mulighed for snyd og udnyttelse af vore moralske holdninger, som han så udmærket fortæller om på asylbehandlingens område, har meget større relevans, når man anvender den på situationen på Middelhavet, det har Ott ikke blik for. Mærkeligt! Og ærgerligt!

For hans formuleringer er jo fremragende. Der er virkelig på Middelhavet tale om, at nogen handler strategisk i stedet for kommunikativt, for nu at bruge Habermas’ termer. Oven i købet synes det ikke at være noget, menneskesmuglerne lægger skjul på. De udnytter virkelig vore redningssystemer. Og vi, ja vi er dumme nok til at udvide dem, så de svarer til den menneskemængde, menneskesmuglerne sender af sted.

Men vores moral er bundet. Vi kan ikke slippe fri. Vi kan ikke få os til ikke at redde, hvem reddes kan. Og vi kan da slet ikke få os til at sende de reddede tilbage til Libyen. Og ”vi”, det er her størstedelen af de europæiske politikere og så at sige alle medierne. En meget slagkraftig sammenslutning.

Men ikke blot er vores moral bundet, så vi ikke kan se nogen anden udvej, den er også en del af en farisæisk konkurrence landene imellem. Det demonstrerer Ott uden selv at være klar over det.

Han kan godt se, at sindelagsetikerne vil bedrages, blot ser han det ikke i det, der foregår på Middelhavet. Og han kan godt antyde, at dette som sindelagsetikerne helt at se bort fra konsekvenserne af ens handlinger er noget, der minder om farisæisme. Men når det drejer sig om begivenhederne på Middelhavet, er det Ott selv, der lader sig bedrage, Ott selv, der farisæisk påpeger ikke sin egen, men sit lands gode gerninger.

Han er på side 20 i færd med at forsvare en ansvarsetik, der ikke som sindelagsetikken er absolut, men i stand til at ”nøjes med” at være god i sammenligning med andre lande.

Hvis man ikke bedømmer den tyske flygtnings-, asyl-, indfødsrets- og migrationspolitik efter sindelagsetikkens idealer, så kan vi godt være den bekendt, globalt betragtet. Man kan bare tænke på Australiens politik. Der er næppe nogen, der vil påstå, at Tyskland bryder flygtningekonventionens standarder.

Ja, det kan da godt være, at Tyskland ikke står sig så dårligt i sammenligning med andre lande. Men det er jo netop det, der er forbandelsen i Europa: vi kan ikke lade være med at sammenligne os med ”de andre”. Og det er altså sindelagsetikkens idealer, vi bruger som sammenligningsgrundlag, hvilket også Ott gør her. Om vi ikke som Sverige ligefrem vil være en ”humanitær stormagt”, så vil vi nødig ende på bunden i andres bedømmelse af os. Det er på det punkt, sindelagsetikken sejrer over ansvarsetikken. Og Ott hjælper den altså her med at sejre. Og det er denne moralsammenligning, menneskesmuglerne udnytter til at få os til at hjælpe med til at drive deres forretninger og gøre dem virkelig lukrative.

Dog er der – omsider – et opbrud på vej blandt europæiske politikere. Det går op for flere og flere, at den stadige tilstrømning ikke kan fortsætte, uden at det går ud over den folkelige sammenhængskraft. At det lykkedes for Balkanlandene, vist med Østrig som foregangsland, at få lukket ”Balkanruten”, er et godt tegn, og kansler Merkels efterfølgende aftale med Tyrkiet ligeledes. Begge dele har næsten helt lukket den østlige Middelhavsrute. Men des mere gang er der kommet i den midterste, den fra Libyen til Italien.

Det, der skal ændres, er vore politikeres og som følge deraf vore mediers holdninger, deres etiske holdninger. De skal ændres fra det sindelagsetiske til det ansvarsetiske, det har Ott ret i, og selve det, at han har påbegyndt denne vej mod en ændring, er udmærket, også selv om han er standset på halvvejen.

Det, der har fremkaldt denne ændring i politikernes etiske holdninger, er det, vi oplevede i efteråret 2015, hvor migranter i hidtil uset antal strømmede ind over vore grænser. Det gav de indvandringskritiske partier vind i sejlene, og det igen fik de andre politiske partiers politikere til at være betydelig mere indvandringskritiske end før. Dertil kommer, at migranterne på ingen måde opfører sig som flygtninge, der er taknemlige over endelig at være kommet i sikkerhed, nej, de kræver ind, de stjæler, de voldtager, de er i det hele taget alt andet end ynkværdige, taknemlige mennesker.

Lad mig pege på et par ting, som måske kan skubbe lidt på en udvikling i retning af mere ansvarsetik hos vore politikere!

Hvis vi i højere grad gjorde os klart, at årsagen til den store strøm af migranter, der rejste op gennem Balkan-landene i efteråret 2015, lå i det forhold, at den græske flåde ikke mere tvang bådene tilbage, fordi Syriza i januar 2015 var gået til valg på at give bådflygtningene lempeligere vilkår, så ville vi – lidt sent – kunne takke den græske flåde for det arbejde, den havde udført indtil foråret 2015. Hvis vi fremhæver denne ”push-back” strategi, som hidtil er blevet fortiet, ved at sige tak til grækerne, ville vi derigennem slå fast, at en sådan strategi er den eneste ansvarsetiske strategi, der dur.

Problemet bliver at overbevise italienerne og deres politikere om ansvarsetikkens nødvendighed.

Hidtil har de jo kunne sole sig i bevidstheden om deres høje etik, når de redder migranter i tusindtal på Middelhavet. Blot har de ladet os andre tage besværet med at modtage og integrere dem. For de har jo sendt dem videre til os. Og migranterne selv vil ikke ende i Italien, de vil til Nordeuropa. Nu, hvor Østrig og Schweiz er begyndt at lukke deres grænser til Italien for migranter, og hvor der derfor ophober sig migranter i Norditalien, og nu, hvor også Frankrig sender grænseoverløbere fra Italien tilbage, nu må italienerne altså selv til at mærke følgerne af den politik, deres gode hjerter tilsiger dem at føre. Og så måske de ændrer etisk opfattelse.

Men roser vi grækerne for deres tidligere ”push-back” strategi, anbefaler vi den som den eneste ansvarlige politik overfor migranterne, og mærker italienerne selv ulemperne ved de mange migranter, så vil måske italienerne også begynde at skubbe bådene tilbage til Libyen.

Sådan set har Ott selv gjort opmærksom på noget, der kan henvise til denne strategi som den eneste ansvarlige.

Han har i afsnit 11 omtalt det, han kalder ”politisk økonomi”, som kun ansvarsetikere interesserer sig for. Her går man op i, hvorvidt den investering, som nogle i migrantens hjemland har foretaget i migranten i håb om, naturligvis, at han sender penge tilbage til dem, der har investeret i ham, kaster noget af sig. Målet er at indrette forholdene sådan, at investeringen ikke kan betale sig:

For migranter må den risiko tydeliggøres, der består i, at de efter at være blevet ført tilbage til deres oprindelsesland, stilles dårligere end før. Når man beslutter sig for migration, er der faktisk tale om, at man overvejer risikoen, eftersom sandsynligheden for at omkomme undervejs, er større end nul. Vor opgave består i at forvandle denne risiko til en økonomisk risiko, så man helt og holdent mister sin økonomiske investering.

Og Ott vil derfor have de europæiske lande til meget stærkere at arbejde for en tilbageførelsesordning for alle de migranter, der ikke har beskyttelsesbehov. Han véd godt, at det bliver svært. For disse lande modtager i mange tilfælde bidrag fra deres diasporaer, der er større end den udviklingsbistand, de får fra de rige lande. Og hvem vil sådan helt frivilligt give slip på sådanne beløb?

Men bortset fra, at man som ansvarsetiker vel også må se på de mange indvandrere, der kommer ind i landet, inden sådanne hjemsendelsesordninger kan komme på plads, så er det jo nøjagtig de samme overvejelser, man må gøre sig angående Middelhavsproblematikken: man må få risikoen ved den økonomiske investering i en migrant til at blive stor, så vil risikoen for at drukne blive nul, for så vil ingen i hjemlandet give migranten penge til at betale menneskesmuglerne med.

Det er svært at skubbe bådene tilbage til Libyen. Men Australien har vist, at det kan lade sig gøre. Om jeg husker ret, har man endda i visse tilfælde medbragt både, som kan bruges, hvis migranterne har ødelagt deres egne både, både, som altså kan bringe migranterne frelst tilbage til Indonesien, men ikke så langt som til Australien.

Hvis det lykkes at få en sådan politik sat igennem, vil de mange drukneulykker undgås. Og flygtninge vil vi jo stadig kunne modtage, FN har rigeligt af dem.

Problemet er at få ændret den i EU og de højere politiske kredse altdominerende sindelagsetik til en ansvarsetik. Det kommer til at holde hårdt. Men hermed er der da givet et bidrag, om end af de små.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Moralers sammenstød III

  1. Pingback: “Det er økonomien, din idiot!” | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s