For teologisk?

Jeg blev noget overrasket over at høre fra Jakob Skovgaard-Petersen, at mine observationer og ræsonnementer er ”for teologiske”, se her. Kan en teolog udtrykke sig for teologisk? Det vidste jeg ikke.

Og jeg kom derfor i gang med at overveje, hvad teologi egentlig er for noget, og jo specielt, hvad min teologi faktisk går ud på.

Den går for det første ud på en anerkendelse af evolutionen. Hvad skabelsesberetningerne føjer til de videnskabelige iagttagelser, der munder ud i evolutionslæren, er, at livet, som vi kender det, er godt. Det er kristendommen, ikke videnskaben, der fortæller os det, omendskønt videnskabsmanden formentlig selv finder det godt og meningsfuldt at beskæftige sig med denne verdens foreteelser.

Men den går for det andet ud på at anerkende og undre sig over den historiske udvikling. Ja, der foregår en udvikling af tingene i menneskesamfundet. Men den udvikling er af en ganske anden art end den biologiske udvikling. Det, der udvikler sig, er visse fællesmenneskelige træk i sproget. Men de udvikler sig på den mærkelige måde, at det, der udvikler sig, på forhånd ligger i sprogets strukturer. Der udvikles ikke noget nyt, der afdækkes blot noget, der i forvejen ligger i sproget. Blot har ingen opdaget det før.

Tag Pytagoras’ læresætning! Den kendte man intet til, før Pytagoras formulerede den. Blot kan man ikke sige, at Pytagoras opfandt den pytagoræiske læresætning, han opdagede den. For det har jo altid været sådan, at summen af kateternes kvadrater er lige med hypotenusens kvadrat i en retvinklet trekant.

På lignende måde med de andre matematiske læresætninger. Men på lignende måde også med de etiske sætninger. Og specielt: på lignende måde med alle de værdisætninger, der danner baggrund for vore samfund. De har udviklet sig, det har ofte kostet kampe, folk er blevet forfulgt, der har eksisteret de mest besynderlige opfattelser: religiøse forestillinger blandet op med magtpolitiske, og udviklingen er bestemt ikke foregået efter lige linjer, men der har alligevel udkrystalliseret sig i de fleste lande en opfattelse af demokrati som noget efterstræbelsesværdigt.

Det, der får mig til at hævde, at kristendommen er den sande religion, er, at den ved at koncentrere sig om Jesu død og opstandelse afdækker sprogets dybeste strukturer for os. Den viser os, at sandheden ikke kan tvinges frem. Sandheden må forstås indefra. Du må derfor i din samtale med et andet menneske lade sproget selv tale, lade argumentationen virke uden at hæve stemmen. Og selvfølgelig uden at true med magtanvendelse på nogen måde.

Nu viser historieforløbet blot, at det har været meget vanskeligt at kapere disse tanker. Men det er alligevel, som om de nytestamentlige forfattere har været meget tæt på at få en fuldendt forståelse af dem. Så disse skrifter er oplysningskilder, vi kan blive ved og blive ved med at udspørge for at finde ud af sandheden om sprogets styring.

Hvis vi tager forholdet til statsmagten, siger f.eks. Paulus, at øvrigheden ikke bærer sværdet forgæves, og at den er indsat af Gud, ikke for at skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. Vi har – indrømmet – videreudviklet disse tanker, så vi siger, at staten har voldsmonopol, men jo føjer til, at de, der har dette voldsmonopol, skal kunne skiftes ud gennem frie valg. Men det, vi selv kan indse: at det ikke er alle mennesker, der af sig selv overholder lovene, og at staten derfor er nødt til at have sanktionsmuligheder, det kan vi også se, at Paulus har kunnet indse.

Ligeledes er den gyldne regel, den om at man skal gøre det mod sin næste, som man ønsker, han skal gøre mod én, jo til at forstå.

Og hvis nu kirkehistorien kunne fremvise en udvikling, hvor der gik en lige linje fra det ny testamentes forståelse til vore dages demokratiske samfund, ville alt være fryd og gammen.

Men sådan forholder det sig som bekendt ikke.

Det har vist sig at være uhyre svært for statsmagten – en hvilken som helst statsmagt, ser det ud til – at undvære religiøs legitimation. Selv om de kristne gennem martyrierne fik tilkæmpet sig ret til at eksistere uden at skulle ofre til kejseren blandt andet derved, at kejseren blev kristen, varede det ikke længe, inden kristne teologer, heriblandt såmænd selveste Augustin, påkaldte sig kejserens hjælp til nedkæmpelse af anderledes tænkende kristne. Hvilket gav bagslag et par hundrede år senere, da muslimerne kom til. Man kan med god ret argumentere for, at noget af det, der hjalp muslimerne i deres overraskende hurtige erobring af Nordafrika, var, at de kunne tilbyde de derboende monofysitiske kristne beskyttelse mod den dyofysitiske kejsers forfølgelse.

Dog var den beskyttelse, de kom til at nyde, en blandet fornøjelse. Kaliffen Omar (634-644) lagde grunden til den behandling af religiøse mindretal, som blev almindelig under muslimsk styre: nok havde de et vist selvstyre under deres religiøse leder, men den religiøse udvikling var udstyret med en ”tilbageløbsbremse”, dvs., man kunne nok konvertere til islam, men ikke fra islam. Og da det var forbundet med visse ulemper med at tilhøre disse mindretal, blev efterhånden en større og større del af befolkningen muslimer.

Det gik lidt op og ned indenfor begge kulturkredse med friheden. Der blev nok af og til dannet et vist frihedsrum, hvor nye tanker kunne spire frem, men disse rum blev ret hurtigt lukket igen. Selv det frihedsrum, der blev til i kraft af Luthers optræden i Worms, holdt ikke længe, heller ikke i den lutherske verden.

Og da omsider en forståelse af frihedens nødvendighed for et velfungerende samfund brød frem i 1700-tallet og 1800-tallet, var det ikke til at se, om det skyldtes kristendommen eller den almindelige, sekulære udvikling. Men hovedsagen er også, at det omsider blev klart, at mennesket trives under samfund, der giver frihed, og at det er sproget egne strukturer, der ”kræver” denne frihed. Det er en sekulær sandhed, for det er de sprogstrukturer, der er fælles for alle menneske, der har udviklet sig sådan, men det er også en kristen sandhed, for det er netop det, der bliver klart gennem det kristne budskab.

Da det samtidig er gået sådan, at den vestlige verden – eller den kristne verden, om man vil – blev alle andre kulturer utrolig overlegen både i militær og økonomisk henseende, blev det ”vestlige” tanker, der slog igennem i den øvrige verden, langt mere, end det var tanker udefra, der slog igennem i Vesten. Hvor man f.eks. i Indien gennem århundreder ikke havde bekymret sig om den sociale ulighed – ifølge sjælevandringslæren var jo de fattige selv skyld i deres skæbne, fordi de ikke havde været fromme nok i deres forudgående tilværelser – dèr begyndte man nu at tænke i sociale baner. Og hvor man i muslimske lande havde bøjet sig for herskeren uden knur, dèr ville man nu have demokratisk legitimering af styret.

Men det var ikke vestlige tanker, der her holdt deres indtog, det var almenmenneskelige tanker, som lå i sprogets egne strukturer.

For nogle kulturer har det været lettere end for andre at finde og fremhæve sådanne tanker i deres kulturs grund. Den indiske eller hinduistiske kultur kunne godt på én gang fremhæve sin egen forskellighed fra vestlig kultur og trods det suge alt det grundmenneskelige ud af den. Således fremhævede man i grundloven fra 1947 ligheden mellem alle mennesker, idet man bekendtgjorde, at man ville tilstræbe en ”uniform civil code”, altså en ensartet lovgivning om bl.a. ægteskabet, hvilket i betragtning af den rolle, kastesystemet stadig spillede i Indien må siges at være noget af en bedrift. Men denne fremhævelse af det fællesmenneskelige kunne muslimerne ikke være med til. De mente, at de i deres sharia havde love, der stod over alle menneskeskabte love.

Så da en muslimsk kvinde, Shah Bano, blev skilt fra sin mand og af den grund fik bevilget hustrubidrag af de civile myndigheder, gjorde manden vrøvl: den slags stod der ikke noget om i hans sharia. Sagen gik til højesteret, der gav kvinden medhold, men da der opstod stod uro i de muslimske miljøer, gennemførte man i huj og hast en lovgivning, der bibeholdt den muslimske lovgivning blandt muslimer. Se wikipedia om sagen her, et indlæg af mig om det her.

Samme tendens til at overse alt det almenmenneskelige til fordel for det til muslimerne åbenbarede kan ses af nogle bemærkninger, der fremkom fra et par lærde jesuitter i forbindelse med de 138 muslimers fremsendelse af ”A Common Word” i efteråret 2007, se her. Den ene, Christian Troll, gør således opmærksom på den tekst, de 138 går ud fra, sura 3,64:

Sig: “I Skriftens folk! Kom, lad os enes om et ord, der er fælles for os og jer: At vi tjener Gud alene, at vi ikke sætter noget andet ved Hans side, og at ingen af os tager andre til herrer foruden Gud”! Hvis de så vender sig bort, skal I sige: “Vær I vidner til, at vi overgiver os til Gud!”

Det er en lidt mærkelig tekst at anvende, siger han, når man vil i dialog med de kristne. Godt nok handler den om et ord, der er fælles for kristne og muslimer – og ”A Common Word” mener, det er det dobbelte kærlighedsbud, der kan være det fælles ord – men fortsættelsen bliver af de fleste muslimske fortolkere udlagt om de kristne; det er dem, der sætter noget ved Guds side. Derfor er de 138 nødt til at holde sig til en ret sjælden fortolkning, der mener, der er tale om konger og fyrster.

Men måske mere interessant i denne sammenhæng er Samir Khalil Samirs indvending, der dog først fremkommer efter en række positive ord om initiativet. Det beskrev jeg i sin tid således:

Samir siger om henvendelsen, at brevet kun søger efter en fælles basis for kristne og muslimer. Og han spørger: Hvorfor dog ikke søge at finde en universel basis? Hvorfor dog ikke søge efter noget, som alle mennesker, ikke kun kristne og muslimer, kan være enige om? Og han henviser til en pavelig tale, hvor Benedikt den 16. hævder, at det fælles grundlag, som alle mennesker burde kunne være enige om, er den naturlige lov, og at budene er udtryk for en sådan naturlig lov, og altså sådan set slet ikke blev åbenbaret.

Og det spørgsmål kan besvares med henvisning til Indien-episoden: Muslimer kender ikke eller vil ikke anerkende nogen fællesmenneskelig rettesnor for menneskelig adfærd, nogen ”naturlig lov”, som det hedder i filosofien. De har den åbenbarede lov, og den er guddommelig, og at en menneskeskabt lov, f.eks. vores grundlov, skulle stå over den åbenbarede lov, er dem en utænkelighed. Den indvending høres ret ofte fra muslimsk hold imod vort demokrati og vor statsforståelse. F.eks. blev en muslim, der for mange år siden var blevet radikal folketingskandidat, spurgt om, hvordan han stillede sig til dødsstraf, for denne er jo de radikale imod, mens den påbydes i koranen. Han svarede – ret skizofrent – at han som radikal var imod dødsstraf, men som muslim var for, se evt her (kommentaren).

Han svarede altså ikke som en etnisk dansk folketingskandidat ville svare: med egne mere eller mindre velargumenterede overvejelser.

Nuvel, nået så langt, lad os så ud fra alle disse overvejelser stille det spørgsmål: Kan vi få henholdsvis bibelen og koranen til at ”tale til os”, så vi kan danne os en fornemmelse af, hvad der er kernen i kristendom og islam?

Mit svar er ja. Mest fordi vi, hvis vi svarer nej, trækker tæppet væk under al historieforskning. Og da min erfaring er, at historieforskere faktisk forsker og også faktisk fra tid til anden siger noget, der både er interessant og sandt, tror jeg på, at det må være muligt at høre både bibel og koran ”tale til os”, så vi altså når frem til en måske kun foreløbig (fordi der måske kan komme modargumenter) erkendelse af, hvad kristendom og islam går ud på: at den sidste er en lovreligion, der fortæller os, hvad vi har at gøre, mens den første er en religion, der giver os frimodighed til selv at forstå, hvad der er det rette. Og imod en sådan tro er det altså ikke nok at stille sig udenfor fortolkerkredsen og hævde, at det er umuligt at nå frem til en sand forståelse af bibelens tale. Hvis nogen er imod min fortolkning af et skriftsted, så må vedkommende sandelig ulejlige sig med at komme med modargumenter. En sådan overordnet betragtning fra et uengageret standpunkt er ikke nok. Bortset altså fra, at man med en sådan betragtning gør al historieforskning umulig. (Se evt nogle argumenter imod anti-essentialismen her).

Men man må naturligvis i samme åndedrag indrømme, at den røst, der har lydt fra det ny testamente, har lydt med meget forskelligt tonefald og klang afhængigt af, hvilken tidsalder der var modtageren. Ret ofte har man læst det ny testamente som en lovbog, der gav moralske anvisninger til menighederne. I andre tidsaldre har man læst det meget selektivt, kun holdt sig til de skriftsteder, som kunne gavne ens sag. Men heldigvis er der også i den kristne kirkes historie opstået større eller mindre frirum, hvor forståelsen af skriften har kunnet diskuteres uden fare for liv og helbred. Og spørgsmålet om, hvad der er kernen i kristendommen, er da også blevet besvaret på vidt forskellig måde, blandt andet afhængig af den kontekst, man befandt sig i. Hvilket ikke er så mærkeligt. På Augustins tid var der stadig mange hedninger i kirkens omgivelser, og det har påvirket hans teologi. I senmiddelalderen var aflad det store spørgsmål, og man brugte skriften til at begrunde den med. Hvilket man dog ikke havde stort held med. Og i vore dage er så islams tilstedeværelse det, vi holder skriften op imod, så det i ret høj grad bliver ud fra den situation, vi bedømmer, hvad der er kristendommens kerne.

Men det rokker ikke ved, at kernen findes i en argumenteret tilgang til skriften. For det er dèr, vi har det første nedslag af Jesu forkyndelse. Og hans forkyndelse er det, der afgør, hvad der er kerne og hvad avne.

På lignende måde med islam.

Eller man skal måske snarere sige: På en lidt anden måde med islam. For kirkens historie afslører jo, at det er meget mere almindeligt at forstå skriften som lov end at forstå den som inspiration. Når det er kirken, det angår, må man undres over, i hvor store tidsrum man tilsyneladende ikke har formået at læse skriften korrekt, så man forstod evangeliet. Man har blot taget den hen som anvisning på kirkens handlemåde og moralforkyndelse.

Og da nu koranen er en lovbog, læser man den altså korrekt nok, når man læser den på den måde, som det synes at være naturligt for mennesker at læse en helligskrift. Selve lovholdningen, som er udbredt også i kristne samfund, gør diskussionen om den rette fortolkning mindre. For lovholdningen har man, den skal ikke som i de kristne samfund laves om, hvis man skal ind i den rette fortolkning af det ny testamente.

Det lyder som en fordel, men har formentlig været med til at give de muslimske samfund den stilstand, der prægede dem frem mod wahhabismen i 1700-tallet.

Jeg må indrømme, at jeg i mine forsøg på at forstå islam igennem lang tid stillede mig tilfreds med at hævde, at kristendommen anerkendte den naturlige lov, mens islam ikke gjorde det. Jeg gik helt og fuldt ind for det, den muslimske lærde Ibn al-Rawandi (død 950) hævdede: at den åbenbarede lov skulle forkastes; enten var den i overensstemmelse med fornuften, og så var den overflødig, eller også var den imod fornuften, og så var den forkert (citeret fra Patricia Crone’s ”God’s Rule”, side 173), se her.

Men jeg er efterhånden blevet klar over, at dette ikke er nok. Man må have den forestilling med, at muslimerne ved at have fået Guds åbenbaring givet tillige har fået til opgave at udbrede det lovsystem, som koranen udgør. Mens de muslimske stater var stærke, gav det sig udslag i en regel om, at der kun måtte sluttes våbenhvile med ikke-muslimske stater for ti år, for jihad-forpligtelsen hvilede ikke på enkeltpersonerne, men på statslederne. Og det var besværligt, men dog håndtérligt for de europæiske lande. Men i forbindelse med den vækkelse, der har fundet sted i de muslimske lande indenfor de sidste tyve-tredive år, er tilsyneladende den tanke dukket op, at jihad-forpligtelsen påhviler den enkelte muslim. Og det gør det til en yderst vanskelig sag at forholde sig til for de europæiske stater, der har fået et stort muslimsk kontingent af indvandrere med muslimsk tro. For kan man så ikke vente sig en terrorhandling fra en hvilken som helst muslim?

Er det at være for teologisk i sine overvejelser, når man tænker sådan? Jamen, hvad nu, hvis det netop er sådanne teologiske overvejelser, som også muslimerne tænker og handler ud fra! Hvad nu, hvis det kun er gennem sådanne overvejelser, man i nogen grad kan trænge ind til muslimernes tankegang! Vi taler om, at den og den terrorist er blevet ”radikaliseret”. Jamen, hvad nu, hvis dette at blive ”radikaliseret” af muslimen selv føles som identisk med at være trængt ind til det grundlæggende i islam!

Eller, sagt med andre ord: Hvad nu, hvis vi slet ikke skal prøve at overbevise os selv og de såkaldt moderate muslimer om, at muslimen ikke skal bekæmpe anderledes-troende med vold – for det viser teksterne, at han skal – men det kun drejer sig om at vise, at det er overladt til lederne og ikke den enkelte muslim at indlede jihad!

Jeg kan ikke overskue hverken den ene eller den anden af disse to strategier, om de vil have en chance for at få succes hos muslimske unge. Men jeg kan godt se en vis sammenhæng i disse forestillinger: tanken om shariaen som noget helt særligt og tanken om, at muslimerne, der har fået åbenbaringen af Gud, har pligt til at udbrede den. Og det er yderst bekymrende. For det betyder, at den store mængde af såkaldt moderate muslimer ikke blot i sociologisk henseende udgør en ”sympatisørsump” for terrorister, det gør den også i teologisk henseende, fordi der en tæt logisk forbindelse mellem den muslimske åbenbaringspåstand og den muslimske jihadforpligtelse.

Men så meget kan jeg indse: at hvis vi ikke bekæmper disse tankegange med modsigelse af den ene og anden art, så vil vi til stadighed opleve muslimske terrorhandlinger. Man kan sige, at vi i praksis, i den måde, vi diskuterer på, i den måde, vi interagerer på i vort samfund, modsiger de muslimske teser. Og ingen tvivl om det: praksis, dvs. vor livsform, betyder utrolig meget i kampen mellem vestlig tankegang og islam. Men det gør vist ikke noget, om vi i vore teoretiske overvejelser følger op på vor praksis, med filosofiske, med sociologiske og altså også med teologiske overvejelser.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s