En nødvendig korrektion

Det var som altid en fornøjelse af læse et blogindlæg af Kasper Støvring, nemlig dette her. Og dog føler jeg det nødvendigt at fremkomme med en mindre korrektion. Den vil, så vidt jeg kan se, ikke forstyrre den overordnede argumentation, men da det omhandler en foreteelse, som måske kan give anledning til gode iagttagelser angående den nuværende flygtningesituation, skal den her tages op.

Støvring er i færd med at argumentere for, at ”tonen” ikke spiller nogen rolle for, om indvandrere integreres i vort samfund eller ej. Det beviser han ud fra nogle iagttagelser om andre folk end de muslimske:

Men bekymringen om tonen er – i det store og hele – fuldstændig ligegyldig. For hvis indvandrere har den rette kultur, trumfer det selv den mest perfide hadtale. Adskillige grupper har været genstand for racistisk, nedværdigende tale – indvandrere og flygtninge fra Sri Lanka, Vietnam og Kina, bare for at tage nogle eksempler. Men alligevel har de klaret sig godt her i landet.

Og det kan jeg da kun give ham ret i. Men så fortsætter han:

Eller tag USA, det store laboratorium for indvandring, hvor især jøder, kinesere og japanere er blevet groft chikanerede og undertrykt. Men i løbet af kort tid steg de til tops i samfundet. Eller tag vores egne, tyske flygtninge efter krigen. Ingen problemer.

Det er den sidste iagttagelse om de tyske flygtning efter krigen, der er helt forkert anbragt. Når der ganske rigtigt ikke var nogen problemer med integration af de tyske flygtninge, skyldtes det, at man fra dansk side aktivt forhindrede enhver integration. De blev nemlig ikke behandlet som indvandrere, men som flygtninge. Og det betød, at alle var enige om, at de så snart som muligt skulle tilbage til Tyskland. Flygtningene selv var også af den overbevisning.

Og for at ingen af flygtningene skulle få idéer om, at det måske ville være bedre at forblive her i landet fremfor at tage tilbage til et sønderbombet Tyskland, blev de anbragt i pigtrådsomspændte lejre under bevogtning af danskere med skarpladte geværer. Endvidere blev der opsat skilte foran flygtningelejrene, vendt mod den danske befolkning. Disse skilte bekendtgjorde, at fraternisering var forbudt.

Var det hårdt? Var det umenneskeligt? Var det en forbrydelse mod menneskeheden?

Tja, danskerne dengang – og de tyske flygtninge selv i stort omfang – regnede det ikke for nogen forbrydelse. Da der i foråret 1946 fremstod et ønske hos nogle landmænd om at give de tyske flygtninge lov til at arbejde i landbruget, der manglede arbejdskraft, fremsatte Dansk Samling forslag til en folketingsbeslutning om ikke at tillade flygtninge at tage arbejde udenfor lejrene, et forslag, som alle partierne tilsluttede sig.

Forslagsstilleren, Hoff, sagde bl.a.:

Vi paatog os den midlertidige Forsørgerpligt overfor disse Flygtninge for derved at yde vore Bidrag til at lindre Nøden i Europa, men vi maa til Stadighed understrege hele Flygtningevæsenets midlertidige Karakter, og der er næppe heller Tvivl om, at det er aldeles nødvendigt for os at understrege vor Forpligtelses Midlertidighed, for Forholdene har udviklet sig saadan, at en Tilbageføring af Flygtningene vil være en særdeles vanskelig Sag, og vi kan derfor sikkert regne med, at hvis vi fra dansk Side viser blot den mindste Antydning af Interesse i eller Lyst til at beholde Flygtningene, vil man med Begejstring gribe det som en Udvej til at undgaa de Vanskeligheder, en Tilbageføring af dem vil medføre. (Se her).

De mennesker, der skjuler sig under betegnelsen ”man”, er besættelsesmagterne. De havde det største besvær med at holde den tyske befolkning så nogenlunde forsynet med levnedsmidler, og kunne de slippe for at mætte ekstra 200.000 munde, ville de med glæde lade dem blive i Danmark.

Men det var ikke den eneste grund til, at alle politikerne ikke blev trætte af at understrege ”Flygtningevæsenets midlertidige Karakter”.

En ikke uvæsentlig grund var den ulige kønsfordeling af flygtningene. Halvdelen var kvinder, en fjerdedel børn og en fjerdedel ældre mennesker. Og da kun få kvinder dengang kom ud på arbejdsmarkedet, betød det, at Danmark under alle omstændigheder skulle forsørge flygtningene. Dertil kom angsten for seksuel løssluppenhed. I forvejen havde man fået en række illegitime børn at slås med; de havde tyske soldater som fædre og danske kvinder som mødre. Skulle man nu også have børn med danske fædre og tyske mødre? Nå ja, det fik man, selv om man forsøgte at forhindre det. Bare det at sætte unge mænd til at bevogte lejrene, er jo at sætte ræve til at vogte gæs. Men bortset fra det og bortset fra de mange brudte forhold, rummer historien også beretninger om kærestepar, der holdt ud og næsten mod den danske regerings vilje blev ægtepar.

Men en grund, som sjældent nævnes, men som jeg tror er den rette, er den angst, der blev indpodet i vore politikere i slutningen af trediverne, angsten for, at Danmark i kraft af det tyske mindretal i Sydslesvig skulle blive opslugt af Tyskland, som Tjekkiet blev det i kraft af deres mindretal af sudetertyskere. Det, man var bange for i 46/47, var ikke Sovjetunionen, men et nyt samlet Tyskland med en diktator i spidsen.

Lad det være! Jeg har her søgt at gå de etiske problemer igennem, og jeg kan da godt røbe, at jeg ikke bedømmer fortiden ud fra nutidens alen, men søger at forstå fortidens handlinger ud fra den viden, de havde, og den historie, de havde gennemlevet.

Hvad der måske kan have interesse, er at sammenligne forholdene dengang med forholdene nu, eller måske snarere blot at undre sig over den forskellige tilgang til et tilsyneladende nogenlunde ens problem.

1) De tyske flygtninge ankom hertil uden den danske regerings samtykke, for der var i slutningen af besættelsestiden ingen dansk regering.

Man kan næsten sige det samme om de flygtninge, der ankommer i vore dage. Den danske regering mener ikke, den kan modsætte sig ankomsten af de flygtninge, der vil til Danmark. Man mener, at antallet ligger udenfor regeringens kontrol. Det typiske for tankegangen viser sig i den begrundelse, man giver for at nedlægge teltlejrene: man gør det, fordi der kom færre flygtninge til landet, end man forventede. Tydeligere kan det vist ikke siges, at regeringen ikke mener, det kan gøre fra eller til, hvad angår antallet af flygtninge.

2) Den danske regering i datiden tog øjeblikkelig efter besættelsens ophør ansvar for flygtningene og for Danmark. Man bestemte, at flygtningene skulle leve under bevogtning. Og det gjorde man, som før nævnt, fordi man var bange for Danmarks fremtid som selvstændig nation. Bagefter søgte man så at få de allieredes godkendelse af denne beslutning.

Et sådant ansvar for Danmark og Danmarks fremtidige beståen som et land, der ligner sig selv, kan man ikke finde hos vore politikere i dag. At de fremmede, der kom hertil i firserne og halvfemserne, havde en helt fremmedartet kultur, så man ikke med det samme, hvad der måske ikke er noget at sige til. Men at man bevidstløst fortsætter med de samme forsøg på at integrere mennesker med en fremmedartet kultur på trods af, at det i det store og hele er mislykkedes indtil nu, det kan man godt bebrejde dem.

3) Den kultur, de tyske flygtninge havde, var i høj grad af samme art som den danske. Mange af de danske præster, der tog sig på at holde gudstjeneste for flygtningene i lejrene, fortæller om gode oplevelser med en yderst lydhør menighed. Blot var man fra dansk side på vagt overfor de tyske lærere. Mange af dem havde været med til at så nazismens tidsler i de unges sind, og de måtte derfor igennem en godkendelsesprocedure og en eventuel såkaldt afnazificeringsproces, hvis de skulle deltage i undervisningen af flygtningebørnene.

I dag har vi med en meget fremmedartet kultur blandt flygtningene at gøre, og selv om vi mener at have øjne og ører åbne for eventuelle radikaliserede unge, er det langt fra sikkert, at vi kan opdage farerne, før de er der.

4) På trods af pigtråden var der mange af flygtningene, der gav udtryk for taknemlighed overfor Danmark. Jeg har samlet nogle eksempler fra den tyske avis i flygtningelejrene, Deutsche Nachrichten, se her, man skal frem til ”Tak til danskerne”. Der var også dem, der var utilfredse med pigtråden, naturligvis. Men det, der gjorde det udholdeligt, var nok, at man kunne se frem til at komme tilbage til Tyskland. Det lykkedes de danske myndigheder at få godkendt en studentereksamen, taget i de danske flygtningelejre, som gyldig i det nye Tyskland.

I dag ser det helt anderledes ud. Både den kulturelle og den økonomiske forskel mellem flygtningene og os er meget stor, og begge dele volder vanskeligheder. På grund af kulturforskellen er integrationen vanskelig, også fordi muslimerne kommer med deres egne regler og absolut skal have dem indpasset i vores miljø. Og på grund af den økonomiske forskel er det ikke til at vide, om flygtningene er ægte flygtninge, eller de blot er økonomiske migranter. Begge dele gør det nærmest utænkeligt, at de nogensinde frivilligt vil vende hjem.

Det, vi dengang frygtede mest af alt: at tyskerne skulle slå sig ned her og gøre det tyske mindretal meget større, det finder vi os i dag i uden at kny, selv om det medfører en irreversibel ændring af befolkningssammensætningen.

5) De unge tyskere dengang var ivrige efter at komme tilbage til Tyskland. De ville hjem og hjælpe med til at bygge landet op igen. Ja, nogle af dem sagde endda, at de ville være med til at gøre det godt, som nazisterne havde ødelagt for andre folkeslag.

De unge flygtninge fra Mellemøsten i dag skulle måske blive i deres land for at hjælpe med at skabe fred, især i Syrien. Men deres situation er nok anderledes, blandt andet fordi der ikke er noget syrisk folk, der er ikke nogen naturlig samhørighed mellem syrere.

6) Og så må jeg indrømme, at jeg, hvad de tyske flygtninge angår, lider af en vis skizofreni: jeg forstår fuldt ud de danske myndigheders skrappe foranstaltninger med at holde flygtningene adskilt fra den danske befolkning. Men jeg kan ikke nægte, at jeg både godt forstår og også nærer en vis glæde over de danskere, der trodsede de strenge forbud og hjalp flygtningene på specielle måder. Jeg har her givet udtryk for denne skizofreni.

Men jeg må til sammenligning sige, at jeg ikke finder den samme skizofreni hos mig, hvad angår nutidens flygtninge. Venligboerne har ikke min sympati. Situationen i dag er så meget anderledes, og ikke mindst er flygtningene selv anderledes, de optræder jo på ingen måde som flygtninge. Og som sagt: vi var ret sikre på, at de tyske flygtninge kunne komme tilbage til Tyskland, men nutidens flygtninge behandler vi som indvandrere. Og det er noget helt andet.

Nå, alt dette blot for at korrigere Kasper Støvring. Det er muligt at jøder, kinesere og japanere er blevet groft chikaneret og undertrykt i USA, og at de trods det har klaret sig godt. Men det er fuldstændig umuligt at sammenligne dem med de tyske flygtninge, der kom hertil efter krigen. Om de blev chikaneret, om de blev undertrykt, det var i den henseende fuldstændig ligegyldigt, for de har ikke klaret sig hverken godt eller skidt her i landet, de har slet ikke klaret sig. For de blev alle sendt ud af landet, hver og én. Som Johannes Kjærbøl sagde det: ”Vi vil sende dem ud til sidste mand”. Dermed gjorde han lidt nar af Hitler, der havde det med altid at sige, at den og den by skulle forsvares ”til sidste mand”.

Men det er dette, at de blev sendt tilbage til Tyskland, alle zusammen, der gør, at Støvrings sammenligning er forkert.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s