Blandede klasser

Når man ser den ståhej, der opstår, fordi et gymnasium har tilladt sig at fordele etniske danskere i deres første g. optag, således at der dannes hele fire klasser med udelukkende tosprogede elever, altså uden nogen etniske danskere i klassen, mindes man den omvendte situation for nogle år siden.

Dengang – i 2009 – var der tale om, at en rektor mente, det var formålstjenligt for det, de muslimske elever fik ud af undervisningen, hvis de kunne gå i en klasse med udelukkende muslimske elever. Og – NB – dengang var det ikke en kat, der gøede.

Nu, derimod, hvor det er de danske elever, en rektor vil tage hensyn til, ikke just for at tage hensyn til dem, men for at forhindre, at de flyttes til et andet gymnasium, nu er Fanden løs i Laksegade, nu er der ingen ende på de skældsord, der anvendes, nu sættes hele batteriet af forargede henvisninger til konventioner og menneskerettigheder og almindelig moral i sving. ”Racisme”, ”apartheid” er ord, der anvendes.

Så hvis man vil have et bevis for, at skellet mellem ”dem” og ”os” er slået igennem i alle miljøer i Danmark, så er det her. Når det er ”dem”, hvis tarv man vil varetage, så er alle glade og ingen protesterer; for det er da klart, vi må gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at ”dem” kan befinde sig godt her i landet og føle sig velkomne. Men når det er ”os”, hvis behov man søger at tilgodese, så er der ingen grænse for forargelsen, især blandt de mennesker, der vil gøre, hvad de skal være for at nedbryde skellet mellem ”dem” og ”os”.

Blot lægger de ikke mærke til, at denne nedbrydningsaktivitet udelukkende tænkes gennemført af ”os”. Det er ”os”, der skal pålægges ulemper, det er ”os”, der skal være så selvudslettende, at vi gladelig finder os i at gøres til et mindretal på tre eller fire i hver klasse.

Nu jeg læser, hvad jeg i sin tid skrev her på bloggen, opdager jeg, at det egentlig var ret muslimvenligt (hvilket er det modsatte af islamofobisk). Jeg skrev:

Den muslimske drengeopdragelse indprenter en menneskelig rangorden i det unge drengesind: øverst den muslimske mand, derunder den muslimske kvinde, så alle ikke-muslimerne, hvad enten de er jøder eller kristne. Og den rangorden kan de ikke sådan komme af med, selv om der er mange tegn i samfundet på, at den ikke gælder alle muslimer. Det vil tage lang tid at få den udryddet, sådan cirka 200 år.

Og her er det, jeg spørger: Hvad stiller man op med en sådan forestilling? Hidtil har vi ladet, som om den ikke fandtes, som om den kunne fjernes med en god, lang samtale, som om ”dialog” var vejen frem. Nul putte! Men hvad så?

Jeg foreslog i sin tid, at vi skulle se positivt på særlige klasser for muslimer. Der var en rektor et sted i København, der på sit gymnasium havde lavet en sådan klasse. Og, sagde han, det gav mere ro i undervisningen.

Og jeg kan ikke lade være med at sige: hvorfor ikke! Hvis det kan sikre, at også muslimer får en god undervisning, så de med tiden kan blive gode samfundsborgere, hvorfor så ikke! Jo, jo, jeg kan godt se, at alle de gode tanker om integrationen så lider skibbrud. Men hvis vi nu skal vælge mellem en påtvungen integration og en god undervisning, der giver eleverne kundskaber, skal vi så ikke vælge den gode undervisning?

Ja, jeg vil endda mene, at vi nok kunne gå endnu videre. Hvis muslimske drenge føler det nedværdigende at blive undervist af ikke-muslimer, måske oven i købet af ikke-muslimske kvinder, hvis en sådan følelse blokérer for, at de får noget ud af undervisningen, skal vi så vente, til de får den fejlagtige holdning udryddet? Skal vi ikke snarere lade dem få undervisning af en muslimsk mand, eventuelt i en kønsopdelt klasse, så vi sparer noget på de sparsomme mandlige lærere? Ud fra den betragtning, at det er bedre, at de dog lærer noget, ligegyldigt hvordan, end at de som nu kommer ud af skolen som analfabeter. (Se her).

Spørgsmålet er naturligvis, om vi stadig står i det dilemma. Eftersom det forlyder, at nogle af de muslimske elever på det pågældende gymnasium ligefrem taler om ”apartheid”, må man vel komme til den overraskende konklusion, at de ligefrem selv ønsker integration. Og det gør de måske. Hvis de da ikke blot mener, som de gør, fordi de vil ind i den offerrolle, som muslimer jo forlængst har opdaget, at der er fordel ved at befinde sig i.

Det er ikke til at vide.

Men den nuværende debat afslører, forekommer det mig, når man sammenligner den med det tidligere tilfælde, at skellet mellem ”dem” og ”os” stadig forefindes, så kan man snakke kamp mod diskrimination alt det, man vil.

Den korte Avis har en lidt anden tilgang, se her; man mener, at muslimerne selv aktivt søger til dette gymnasium, fordi de helst vil være sammen med andre muslimer. Og det er der sikkert noget om.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s