Billeddiktatur

Vi lever i en billedverden. Men – kan man sige – derfor behøvede vi jo ikke at lade os hovmesterere af billederne. Men er det ikke netop det, vi gør? Er vi ikke afhængige af billeder langt mere, end vi aner, og er det ikke derfor billederne, der bestemmer, ikke blot, hvad vi husker, men også, hvad vi diskuterer, ja, bestemmer vort verdensbillede – altså netop verdensbillede?

Noget kunne tyde på det.

Ét af de steder, hvor vor billedafhængighed viser sig, er hvert år den 11. september. Her står medierne overfor den opgave igen at skulle gøre opmærksom på det uhyrlige ved begivenhederne, og her byder sig jo et ganske overvældende billedmateriale til, så hvad er mere naturligt end at benytte sig af disse mange billeder! Og så sker der næsten uvægerligt det samme hvert år: Hovedvægten bliver i reportagen lagt på tvillingtårnenes fald i New York, lidt mindre vægt lægges på flyet, der ramte Pentagon i Washington, og næsten helt glemt bliver det fjerde fly, der styrtede ned i Shanksville i Pennsylvanien.

Næsten helt glemt”? Ja, for der forefindes jo ingen billeder fra de begivenheder, der udspillede sig på dette fly. Og da billeder i vor del af verden tilsyneladende bestemmer, hvad der vises og hvad der huskes, så forsvinder denne begivenhed let i de mange billeder fra New York og Washington.

Det er således symptomatisk, at Berlingske i dag den 12-9 har en artikel om et billede, se her, et billede, som man hævder blev ikonisk for 11. september. Det er et billede af en mand, der falder ned fra Nordtårnet. Man ser tårnet i baggrunden med alle dets vinduer. Og så ser man foran disse mange vinduer en mand, der falder nedad med hovedet nederst.

Jo, lad os bare kalde billedet ”ikonisk”, et udtryk der jo også har noget med billeder – ikoner – at gøre, og som i en vis forstand er afslørende for vor billedafhængighed. Men lad os dog prøve at gøre os fri af denne afhængighed! Lad os dog prøve ud fra andre parametre end dem, der er skabt af denne billedafhængighed, at gøre os klart, både, hvad der skete, og hvad moralen af det skete er.

Bare det at få fortalt om brandmændenes heroiske indsats den 11. september! Jovist, man har nogle billeder at gå ud fra, man har nogle af de døde brandmænds kollegaer, og med det som udgangspunkt kan man godt lave film om deres indsats og få fortalt om den etos, der ligger bag, at de gjorde, som de gjorde: en utrolig selvopofrende pligtfølelse. Men der kan meget nemt ske det, at denne indsats overskygges af de mange billeder, der jo i hvert fald skal vises igen og igen.

Men det, der overskygges endnu mere, er begivenhederne på det fjerde fly. Ganske mærkeligt! For det er jo fra begivenhederne på det fly, vi kan hente håb. Og ikke mindst håb er det, vi har brug for i denne terrortid.

Det er disse ganske almindelige amerikaneres indsats, det er værd at hæfte sig ved. Billederne fra New York skildrer det uhyrlige, det umenneskelige, det iøjnefaldende. Men de giver ikke håb fra sig. De lader os ikke se, hvilket utroligt våben, vi i den vestlige verden har i den livsforståelse, der præger os. De lader os kun sidde tilbage med følelsen af rædsel og gru, med fornemmelsen af, at noget lignende måske kan ramme os, at vi aldrig kan vide os sikre mod modbydelige menneskers modbydeligheder.

Men håb? Nej, det kan vi ikke udsuge af de mange mennesker, der falder ned fra tårnene.

Men det kan vi fra det, der skete på det fjerde fly!

Ikke sandt, det er det billede, vi nemt får af os selv, og det er det billede, vore muslimske landsmænd nemt får af os: at vi er mennesker, der er hundeangste for at dø, som derfor vil gøre hvadsomhelst for at undgå døden, og som på ingen måde vil sætte livet på spil for det, vi tror på. ”Nej,” lyder det fra al-Qaeda og ligesindede, ”vil I se dødsforagt, så se til vore selvmordsbombemænd, se til vore selvmordspiloter, de ser døden i øjnene med sindsro, de formår at sætte livet til i Guds tjeneste, de kan handle rationelt, selv om de i næste øjeblik skal dø. Det er heroerne fra 11. september, passagererne, de almindelige amerikanere, de er blot slagtekvæg, de er som alle andre vestlige mennesker bange for at dø, dèr har I forskellen mellem islam og kristendom, dèr ser I vores overlegenhed i forhold til jer”.

Og her er det, at der fra det fjerde fly lyder en lydelig protest, skønt uden billeder. Her er det, at vi, i stedet for at synke ned i skamfølelse over egen utilstrækkelighed, sammenlignet med disse muslimske, dødsforagtende, handlekraftige mænd, kan hente håb fra ganske almindelige amerikanere i det fjerde fly.

Her skete der jo det, at flyet blev forsinket i afgangen. Derfor kunne passagererne, når de efter at være blevet kapret af al-Qaeda-folkene ringede til deres pårørende, blive klar over, hvad der var sket i New York, og derfor også, hvad der formentligt ventede dem: at også de ville blive fløjet ind i et eller andet amerikansk værdighedsmonument, Capitol eller Det hvide Hus, eller hvad det nu kunne være. Og det, der er det opløftende, det, der giver håb, er, at passagererne sagde: ”Det skal knageme blive løgn!” og så gik til angreb på flykaprerne.

Som jeg skrev i sin tid, se her, er det, som om Gud vil have muslimerne lidt til bedste: ”Ha, de tror, de er noget med den dødsforagt, som de krampagtigt tvinger hinanden til at indtage”. Og så, med et fingerknips, får Den Almægtige opvakt en lignende dødsforagt hos almindelige vestlige amerikanere, oven i købet en dødsforagt, der har som mål, ikke at slå flest muligt af Guds skabninger ihjel, men i stedet at redde flest mulige mennesker.

Burde det ikke få os til at lægge meget større vægt på begivenhederne i det fjerde fly? Burde det ikke indgive os mod overfor alverdens terrorister? Burde vi ikke trøste os med, at vi har den Gud på vor side, der ikke tøver med at opvække helte midt iblandt os, helte, der kan imødegå truslen fra diverse muslimske pseudo-helte, der på ordre fra deres pseudo-gud vil dræbe os? Burde det ikke få os til at forstå, at vores opdragelse til frihed og ansvar er tusind gange bedre end den muslimske opdragelse til kadaverlydighed og koranciteren?

Jeg har tidligere sagt nogenlunde det samme, se her. Det var at ønske, at jeg kunne blive fri for at sige det efter hver fejring af den 11. september. Men vores billedafhængighed er vist for stærk til, at det nogensinde kan ske.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s