Dante moderniseret

Forleden viste Dante sig for mig i en drøm. Han var ikke tilfreds med sit værk ”Den guddommelige komedie”, for, som han sagde, siden han skrev sit værk, var det sket så meget, som han ikke havde kunnet forudse, selv om han dengang – og sådan set også nu – syntes, at han havde brugt al sin digteriske fantasi på at gennemtænke alle tænkelige grusomheder, og tillige en hel del af de utænkelige.

Du må hjælpe mig”, sagde han, ”mit værk trænger til en tilføjelse. Skriv!” Og jeg måtte så skrive efter hans diktat, og – besynderligt nok, når man kender min håndskrift – næste morgen, da jeg vågnede, kunne det stadig læses. Der stod:

Vergil og jeg gik ud imod Helvedes udkant. Helvede var stort, et enormt rige, og mørkt var det, så vi måtte passe på, hvor vi satte vor fod. Pludselig lød der et mægtigt brag og et lysglimt oplyste Helvedes mørke. En eksplosion havde fundet sted et stykke borte, og heldigvis blev ingen af os skadet, selv om noget, der vist var et søm eller en bolt, kom farende tæt forbi vore hoveder. ‘Jeg tror, vi er på rette vej’, sagde Vergil, ‘jeg hørte før, at vi er på vej til selvmordsbombernes aflukke’.

‘Hvad er det?’ spurgte jeg.

‘Det er en nyindrettet del af Helvede’, svarede Vergil, ‘man har lagt den i udkanten af Helvede, så den ikke forstyrrer alt for meget med disse idelige eksplosioner’.

‘Eksplosioner?’

‘Ja, én gang hver uge er der en selvmordsbombemand, der skal sprænge sig selv i luften’.

‘Stakkels mand!’ sagde jeg.

‘Ok nej’, sagde Vergil, ‘jeg hørte, at alle selvmordsbombemændene kappedes om at blive den næste, der sprænger sig selv i luften. Men der kommer én dèr, ham kan du jo spørge’.

I det samme kom der ganske rigtigt en mand løbende ud af mørket. Han tog sig til hovedet.

‘Er du såret?’ spurgte jeg.

‘Nej, nej, det betyder ikke noget, det er bare en skramme. Jeg var heldig, jeg blev næsten ikke ramt. Men se bagved, her flyder det med afrevne arme og ben. Og her ligger de nu og skriger alle sammen, dem med de halve hoveder og dem med tarmene ud af bugen, dem med oprevne lunger og dem med underlivet ødelagt. Og så er der naturligvis bombemandens hoved, sjovt nok går det næsten altid af i hel figur. Men det var altså desværre ikke mig i denne omgang’.

‘Desværre, siger du, hvorfor desværre?’

‘Vi vil allesammen helst være bombemanden. Og det er da klart. Han dør med ét slag. De andre ligger og lider og skriger af smerte. Men når bombebæltet går af, så ryger hans hoved i vejret, uden medfølgende krop, naturligvis, og det betyder, at han er død med det samme. Ingen lidelser her. Men vi andre? Nå ja, jeg slap jo nogenlunde billigt denne gang, men forrige gang hørte jeg til dem, der måtte ligge og lide længe med åbent benbrud og oven i købet finde mig i at være vanfør gennem lang tid, indtil englen kom og helbredte mig’.

‘Englen? Hvad for en engel? Der er da ingen engle her i Helvede’.

‘Jo, der kommer nogen engang imellem. Jeg tror, Satan har lavet en aftale med himlen om hjælp. Så bliver alle de sårede helbredt, men ak, kun fordi de så er klar til næste bombesprængning’.

‘Vil det sige, at I går fra den ene bombesprængning til den anden med en uges mellemrum?’

‘Ja, nogenlunde sådan er det’.

‘Og hvor længe skal det så blive ved?’, spurgte jeg.

‘Tja, en evighed er jo en evighed’, svarede bombemanden, ‘det er også uretfærdigt!’

‘Uretfærdigt véd jeg nu ikke, om det er’, sagde Vergil. ‘I skal jo nu igennem de lidelser, som I før påførte andre. Det er vel ikke helt uretfærdigt!’

I det samme blandede Muhammed sig i samtalen. Han havde fået en smule fri fra sit sædvanlige pinested. ‘Problemet er ikke, om det er retfærdigt eller ej’, sagde han, ‘problemet er, at det ikke virker. Det har aldrig været min mening, at muslimer skulle begå selvmord’.

‘Jamen, det er jo heller ikke selvmord’, det var mig, der her måtte gøre indsigelse, ‘jeg har studeret sagerne lidt i den seneste tid, og de lærde muslimer er enige om, at en selvmordsbomber ikke begår selvmord. Det er en del af den muslimske kamp for at vinde herredømmet. Og i den kamp må man regne med at blive slået ihjel’.

‘Ja, slået ihjel af andre’, sagde Muhammed, ‘ikke slå sig selv ihjel. Hvordan kan de dog tro, at jeg bøjer mig for den slags prokuratorkneb!’

‘Ja, det tror de i hvert fald’, sagde jeg, ‘og desforuden tror de, at de som selvmordsbombere vil ende i paradis og få 72 jomfruer i belønning’.

‘Vrøvl’, sagde Muhammed, ‘jeg har aldrig sagt jomfruer, jeg sagde vindruer. Og det er noget andet’.

‘Ja, det har jeg også hørt’, svarede jeg. ‘Men nu kan vi vende tilbage til jorden og fortælle alle, at det hverken er jomfruer eller vindruer, der venter deres selvmordsbombemænd efter døden, men en pinefuld tilværelse i Helvedes udkant’.

‘Nej, vent’, sagde Muhammed, ‘måske er det alligevel meget godt med disse selvmordsangreb. De holder dog på en måde mit dårlige navn og rygte vedlige. Jeg tror, jeg vil snakke med Satan om at forbyde jer at vende tilbage, eller i hvert fald tage al hukommelse fra jer. Jeg har jo dog trods alt været bindeled mellem himmel og jord. Det var til mig, at Gud, den almægtige, gav sin endelige og sidste åbenbaring. Det var ham, der talte gennem mig, når jeg kom i trance’.

‘Ha, ha, ja, det troede du’, lød det bagfra. Det var Satan selv, der havde listet sig ind på os. ‘Nej, min gode Muhammed, det var mig, der talte gennem dig, ikke blot, da du åbenbarede De sataniske Vers, men hele vejen igennem, hele koranen er mine ord, ikke Guds. Og hvad angår Dante og Vergil her, lad dem bare komme tilbage til jorden, der er alligevel ingen, der tror på dem, når de fortæller, hvad de har set her. Jeg har alle muslimers hjerte i min faste hånd, og jo fastere de holder sig til mine ord i koranen, des flere beboere får jeg her i Helvede. Jeg glæder mig allerede til de selvmordsattentater, der vil finde sted i Europa i den kommende tid, og selvfølgelige også til at se den selvmordsbombemand, der skal sprænge sig selv i luften i næste uge. At høre dem skrige, når de bliver ramt, det er guf for ethvert djævlehjerte’.

Men nu havde Vergil og jeg fået nok. Vi listede lige så stille af, bort fra skrigene og fra Satans latter. Men sjovt nok, på vejen op var det, som hørte vi nogen synge. Det var noget med i kvæld blev der banket på Helvedes port. Men vi blev enige med os selv om, at det måtte være vores fantasi, der spillede os et puds. For det måtte jo være løgn. Den port er der ingen, der kan banke på, endsige bryde op.

Har du nu skrevet det hele ordentlig op?” spurgte Dante til sidst.

Ja, ja”, svarede jeg. Og nu har jeg så skrevet det ind på min computer. Og det er sandt altsammen, lige så sandt, som at de virkelig var Dante, jeg så i min drøm.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s