Folkeligt

Grundtvig skrev følgende i en sang, udgivet i hans blad Danskeren under Treårskrigen fra 1848-1851:

Folk! hvad er vel folk i grunden?
hvad betyder ´folkeligt´?
er det næsen eller munden,
hvorpå man opdager sligt?
findes, skjult for hvermands øje,
folket kun i kæmpehøje
eller bag hver busk og plov,
i hver kødklump før og grov?

Til et folk de alle høre,
som sig regne selv dertil,
har for modersmålet øre,
har for fædrelandet ild;
resten selv som dragedukker
sig fra folket udelukker,
lyse selv sig ud af æt,
nægte selv sig indfødsret.

Han stiller et spørgsmål og giver selv svaret derpå. Hvad er et folk? Det er spørgsmålet. Men svaret er måske lidt indviklet. For at kunne medregnes til et folk må man have øre for sproget og være villig til at forsvare fædrelandet. Dengang var det tyskerne i Slesvig, der kunne mistænkes for ikke at høre med til det danske folk. I dag er det muslimerne, der måske nok kan siges at have øre for det danske sprog, men jo ikke uden videre vil forsvare de værdier, vi står for.

Og netop det, at nogle ”dragedukker” måske udelukker sig selv fra at kunne kaldes danskere, og netop det, at disse dragedukker er muslimer, gør, at mange danskere føler det nemmest helt at undlade at tale om et dansk folk. Når virkeligheden i de gammelkendte begreber bliver for irriterende, laver man blot lidt om på begreberne, og vupti – har man en ny og ikke nær så skræmmende virkelighed.

Grundtvig? Hvad skal vi med ham? Det var jo gamle dage, han havde noget at sige. I vor moderne tid, hvor det er multikulturalismen, der hersker, kan man ikke længer bruge begrebet ”folk” eller ”folkelig”. Og ikke sandt, så sletter man det da bare. Om det har betegnet en virkelighed, det er lige meget. Vi vil ikke mere tænke i de baner.

Når det er betimeligt at tage denne problemstilling frem netop i dag, skyldes det en Deadline-udsendelse den 14-9. Man havde fra redaktionens side lagt mærke til, at Frauke Petry, lederen af det nye tyske fremstormende parti, Alternative für Deutschland, AfD, var kommet med en udtalelse, der havde vakt vældig opstandelse i Tyskland. Hun havde sagt, at det måske nu omsider var på tide at tage ordet ”völkisch” til nåde igen. Det var sagt i et interview i Die Welt, men det skjuler sig bag en betalingsmur, så man får nøjes med de bidder, jeg har fundet på nettet. Her refereres hun på denne måde:

Petry ser det som en kortslutning, når man mener, at ”völkisch” betyder det samme som ”rassistisch”. Og det irriterer hende også, at det, at ”völkisch” nedvurderes, smitter af på ordet ”Volk”. At mene at det er racistisk at tale om et folk, mener hun er forkert. ”Folkelig er dog bare et ord, der hører sammen med folk”, siger Petry og spørger, hvad der i sig selv er ved begrebet, der er negativt.

Det er såmænd det hele.

Og al den ballade, der har rejst sig i Tyskland, viser kun, at Tyskland endnu ikke er blevet et normalt land efter alt det, man har været igennem med nazismen. Den misforståelse, som Hitler og Göbbels udsatte f.eks. ordet ”völkisch” for, har man endnu ikke været i stand til at rette. Bruger man et begreb, der mindre om ”folk”, nemlig begrebet ”nation”, får man foræret to forskellige ord med adjektivet: ”national” og ”nationalistisk”, hvor kun det sidste betegner noget, der har med nazismen at gøre, nemlig en opfattelse af, at ens folk er bedre end andre, og derfor skal have mere at sige i verden end andre. ”National”, derimod, betyder blot: tilhørende den og den nation, uden nogen særlig værditilskrivelse.

Völkisch” kunne imidlertid i Tyskland betyde begge dele, både den neutrale iagttagelse af et tilhørsforhold, og den overlegenhed, som nazisterne tillagde tyskerne.

Og det, som striden om dette ord viser, er, at tyskerne ikke på den måde har fået gjort op med deres fortid, at de igen kan bruge ordet ”völkisch” på neutral måde. Hele tiden synes den nazistiske overlegenhed at klinge med.

Men striden viser tillige noget andet, noget, der ikke kun er et tysk problem, men ligefrem et europæisk.

I mange lande i Europa har vi ikke været i stand til at indoptage de fremmede muslimer på en så naturlig måde, at de er vokset ind i samfundet som en selvfølgelig del af det. Væsentligst skyldes det muslimernes skelnen mellem haram og halal, vi ikke-muslimer er haram, og de kan derfor ikke have normal omgang med os. Muslimerne, derimod, er halal, og det må de vise udadtil overalt i samfundet. Men vore egne bestræbelser på at være gode værter for de tilrejsende muslimer på den ene side og muslimernes opdeling i haram og halal på den anden side har bevirket, at vi ikke længere tør vise, hvem vi selv er. For så forhindrer vi jo integrationen.

Derved er der opstået en syg opfattelse af forholdet mellem os og dem, mellem vi danskere og vore muslimske landsmænd. Og som nævnt i begyndelsen, mange mener at kunne klare problemerne ved at ændre på begreberne: man vil ikke tale om et dansk folk, vi er alle bare mennesker og ens på bunden.

Den syge opfattelse prægede Deadline-udsendelsen forleden. Man havde indkaldt to eksperter. Men de var ikke eksperter i folkelighed, de var ”eksperter” på den måde, at de var halvt tyske og halvt danske. Og så skulle vi sidde og høre på deres ordgas i et kvarter.

Den ene var forfatteren Knud Romer. Han var dygtig til at bruge ord, men man havde en tydelig fornemmelse af, at der vist ikke lå så mange tanker bag. Den anden havde studeret marxisme i Frankfurt, men besynderlig nok var det næsten ham, der var den mindst rabiate. Det hele var således ren reklame imod den politik, man kaldte ”højrepopulismen”, en politik, som ”desværre” bredte sig i mange europæiske lande. ”Desværre”, ak ja, det sagde man, og Jakob Rosenkrands greb ikke ind. At man måtte sige ”desværre” om den udvikling, det var alle i studiet enige om, og det tænktes vi i stuerne også at være enige om.

Ja, ikke sandt, det er noget værre noget med alle disse indvandringskritiske partier! Vi må se at tale dem ned. Og hurra, her har Frauke Petry selv leveret kuglerne til et angreb på hende. For når hun vil bruge ordet ”völkisch”, viser det så ikke hendes partis nazistiske rødder? Er hun så ikke skjult tilhænger af et verdensbillede, hvor man ser ned på ikke-tyskerne?

De to ”eksperter” kunne forklare os, både hvornår ordet ”völkisch” var opfundet, og hvordan det var blevet brugt, både før Hitler og af Hitler selv, da han kom til. Det samme har jeg kunnet læse i diverse avisartikler om affæren, så deres ”ekspertviden” er jeg ikke så imponeret over. Blandt andet, fordi de ikke går længere tilbage end til slutningen af 1800-tallet. Vor egen Grundtvig og hans forståelse af folkelighed blev således ikke berørt. Og derfor blev det naturligvis heller ikke nævnt, at Grundtvig i høj grad i sin forståelse af folkelighed var påvirket af en tysker, Johann Herder fra 1700-tallet.

Men mere mærkeligt var det sådan set, at ingen af de tre herrer, studieværten altså inklusive, viste nogen som helst forståelse for, hvorfor AfD havde fået en så enorm fremgang. En længere artikel på document.dk, se her, af Hans Rustad, gør rede for sagen. Han er hverken halvt eller hel tysker, men han har helt anderledes blik for, hvad der sker i Tyskland end de to i studiet. Rustad skriver om den udslaggivende begivenhed:

Den utløsende faktor var nyttårsfeiringen ved Kølner-domen. – Intet å melde, sa politiet først. Før det kom meldinger om seksuelle overgrep. Det var ubehagelige nyheter som både politi, medier og politikere ugjerne gikk inn på.

Men det var for mange og for grove overgrep til at de kunne la seg skjule.

Det hadde dessuten ikke bare skjedd i Køln, men i store og små byer over hele Tyskland.

For første gang gikk det opp for tyskerne at sikkerheten i det offentlige rom var borte eller truet. Det gjorde noe med stemningen i landet.

Men dertil kom jo, at Tyskland, også det, hen over sommeren blev ramt af muslimsk terror. Derigennem er tyskerne for alvor blevet klar over, at ikke alle de mennesker, som Merkel har inviteret ind i landet, er Guds bedste børn. Og så føler mange tyskere altså, at det, Merkel har gjort, og det, at hun ikke synes at ville indrømme nogen som helst fejl, er forkert. ”Wir schaffen das”, vi klarer det, sagde hun igen og igen. Og hun trækker det tilsyneladende ikke tilbage.

At der således er højst reelle bevæggrunde for folk til at stemme på AfD, det var noget, vore to ”eksperter” på ingen måde ville vide af eller gøre opmærksom på. Nej, AfD var blot en del af den højrepopulisme, som ”desværre” greb om sig i Europa.

Uforståeligt for eksperter, men ret indlysende for almindelige mennesker.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s