Kritik af tale

Sådan set fortjener Jean Claude Junckers tale i EU-parlamentet en større omtale end den, jeg her vil forsøge at præstere. Man burde gå ind i en dybere analyse for at se, hvad det er, der bevæger en supereuropæer. Men det bliver vist lidt overfladisk denne gang, se talen her.

Noget af det kan jeg da også med nogenlunde god samvittighed gå let hen over. For sidste år tog jeg mig også for at kritisere Junckers tale, se her, og hvis det for mig bliver en (dårlig?) vane at kommentere den årlige ”State of the Union-tale”, så vil en dybere analyse måske fremkomme af sig selv.

Men denne gang vil jeg nøjes med tre kommentarer og en lidt overfladisk analyse.

Den første kommentar har med denne udtalelse af Juncker at gøre:

Vi europæere vil aldrig kunne acceptere, at polske arbejdere bliver chikaneret, banket og endog slået ihjel på gaderne i Harlow. Den frie bevægelighed for arbejdere er i lige så høj grad en europæisk værdi som kampen imod diskrimination og racisme.

Det mord på en polsk arbejder, der fandt sted i Harlow, har danske medier vist ikke beskæftiget sig med. Man fortæller om det her. Seks lokale teenagere er blevet arresteret, mistænkt for mordet, og politiet betragter det som værende racistisk motiveret. Men hvad man mener med ”racistisk”, er ikke helt let at blive klog på. Der er ikke nogen særlig stor muslimsk minoritet i Harlow, så vidt jeg har kunnet se, så de seks teenagere er formentlig etnisk engelske borgere, der har følt sig irriterede over de mange polske arbejdere i Storbritanien.

Og det er da helt rigtigt at være forarget over, at noget sådant forekommer i Storbritanien. Men at bruge denne forargelse som afsæt for en hævdelse af arbejdskraftens frie bevægelighed som en europæisk værdi, det er altså for meget.

Det er sandt nok, at man fra EU’s side har fastholde tanken om fri bevægelighed for varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft. Men man skal ikke overse, at mens de tre første kan siges at have en gedigen økonomisk begrundelse, kan dette ikke siges om det sidste. Jeg pegede for kort tid siden på, at The Economist rigtigt gør opmærksom på, at fri bevægelighed – det, man kalder globalisering – har skabt en enorm vækst, se her. Bladet skrev bl.a.:

Det mangesidede system af institutioner, regler og alliancer, anført af Amerika, har igennem syv årtier understøttet global vækst. Det muliggjorde genopbygningen af efterkrigens Europa, det så Sovjet-kommunismens lukkede verden bryde sammen, og det fremkaldte ved at tilslutte Kina til den globale økonomi den største reduktion af fattigdommen i historien.

Og det er jo sandt, alt dette har fri bevægelighed bevirket. Men bladet glemte meget bekvemt at gøre opmærksom på, at der her var tale om fri bevægelighed for varer. Der var ingen, der dengang tænkte på fri bevægelighed for personer. Og det var også ganske unødvendigt. For det er kun den frie bevægelighed for varer, der fremkalder økonomisk vækst, fri bevægelighed for personer er i det store og hele en ligegyldig ting for den økonomiske vækst.

Blot har altså unionens fædre brugt det samme trick her, som de brugte med landbrugspolitikken. Man ville sammenkoble de forskellige landes landbrugspolitik for på den måde at få folk omvendt fra danskere, tyskere, franskmænd, osv., til europæere, dvs EU-borgere. Sådan udnytter man de uomtvistelige fordele, der er ved det frie marked, til at få folk til at flytte og på den måde – tror man – få skabt en europæisk befolkning.

Men erfaringen – blandt andet erfaringen fra Brexit-afstemningen i Storbritanien – har jo altså vist, at en sådan folkeflytning skaber problemer. Folk er ikke til sinds at opgive at være englændere for at blive noget så luftigt som europæere. Men erfaringen – blandt andet erfaringen ud fra Junckers tale her – viser desværre også, at den erfaring for den europæiske elite ikke er en erfaring, men en udfordring, dvs., en opgave; og opgaven består i at opdrage folk til at være europæere og ikke udvise diskrimination og racisme overfor de fremmede, dvs. andre europæere.

Det var den ene kommentar. Så til den næste.

Juncker fortæller også om, at kommissionen vil iværksætte en investeringsplan for Afrika. Han fortæller hvorfor:

Dette vil virke sammen med vores udviklingshjælp og hjælpe med til at adressere én af migrationens hovedårsager.

Nej, kære Juncker, det vil det ikke. Konrad Ott, hvis essay jeg gennemgik for nogle indlæg siden, har en lille tilføjelse i sine betragtninger, som jeg ikke fik medtaget. I afsnit 11 gennemgår han det, han kalder migrationens politiske økonomi. Her betragter han en migrant, der rejser fra et afrikansk land til Europa, som en investering, og han undersøger, hvordan vi europæere kan få denne investering til ikke at betale sig. Men inden han kommer så langt, indsparker han en lille bemærkning. Om dette at betragte migranten som en investering siger han:

Dette forklarer også, at en lille økonomisk vækst i Vestafrikas lande ikke vil føre til, at antallet af migranter går ned. At det modsatte sker, er mere sandsynligt: stadig flere familier vil kunne få råd til at investere i en migrant. Talen om, at man simpelthen må forbedre den økonomiske situation i oprindelseslandene, er nok velmenende, men rammer forkert med hensyn til problemet. … Man bekæmper ikke årsagerne til migration ved at forstærke udviklingssamarbejdet.

Ott’s argumentation holder vand. Men den er meget lidt udbredt blandt EU’s politikere og medier. Både fordi det er en ret overraskende argumentation, og fordi man meget hellere vil forstærke udviklingssamarbejdet; det er man jo vant til at betragte som en god gerning.

Den tredje ting, jeg vil kommentere, er – naturligvis – det, han siger om migrantkrisen eller flygtningekrisen, som han kalder det. Eller måske snarere: jeg vil kommentere det, han ikke siger om denne krise.

Jo, jo, han vil gerne give det udseende af, at kommissionen er stålsat og handlekraftig. Man vil oprette en ”European Border and Coast Guard”. Men hvorfor skal der en ny organisation til? Har vi ikke Frontex? Det forklares ikke. Derimod siger Juncker, at man vil sende folk til grænsen mellem Bulgarien og Tyrkiet for at styrke grænsekontrollen. Og der skal udvikles et system, så EU får tjek på, hvem der rejser ud og ind:

Vi vil forsvare vore grænser med streng kontrol, begyndende ved årets slutning, med enhver, der krydser dem. Hver gang nogen rejser ind i EU eller rejser ud igen, vil det blive registreret, hvornår, hvor og hvorfor. Til november vil vi foreslå et Europæisk Rejse Informations System, et automatisk system, som vil afgøre, hvem der får lov til at rejse til Europa. På den måde vil vi vide, hvem der rejser til Europa, endog inden vedkommende ankommer.

Det er specielt ved en sådan udtalelse, at man skal lytte efter, hvad der ikke bliver sagt. For problemet ligger jo overhovedet ikke dèr. Problemet er bådflygtningene fra Libyen. Problemet er, at Italien (og EU) ser det som sin forpligtelse at redde disse mennesker og bringe dem til Italien. Hvad disse mennesker angår, vil vi jo på ingen måde vide, hvem der rejser ind i Europa, før de ankommer. Når det drejer sig om bådflygtningene, aner vi ikke, hvem de er. Får vi sandheden at vide af dem selv, skal vi være glade. Men det automatiske system vil automatisk reagere med et stort spørgsmålstegn overfor disse migranter. Og – læg mærke til det – det er jo dem, der bekymrer. Det er dem, der i sidste efterår ankom i stort tal til Grækenland, og som nu ankommer i noget mindre antal til Italien, som giver problemer. Det er dem, de europæiske regeringer ikke kan blive enige om at fordele; hvilket ikke er til at undre sig over, for ingen aner, hvor mange der skal fordeles.

Juncker siger, at EU vil forsvare vore grænser. Men når han stadig ikke fortæller os, hvordan han vil lukke hullet i Middelhavet, når det stadig skal være muligt for utalte migranter at komme ind i Europa via Italien, hvordan kan han så i det hele taget kalde dette et forsvar?

Til sidst et par ord om, hvad der får Juncker (og de andre europæiske politikere) til at tænke og handle, som de gør.

Juncker siger i indledningen følgende:

Jeg er netop kommet tilbage fra G20-mødet i Kina. Europa optager 7 stole ved denne imponerende globale forsamlings bord. Men på trods af vores store tilstedeværelse var der flere spørgsmål end vi havde fælles svar på. Vil Europa stadig være i stand til at afslutte handelsaftaler og danne økonomiske, sociale og miljømæssige standarder for verden? Vil Europas økonomi langt om længe komme sig eller vil den blive fastlåst i lav vækst og lav inflation i det næste tiår? Vil Europa stadig være førende i verden, når det drejer sig om kampen for menneskerettigheder og fundamentale værdier? Vil Europa med én stemme tale imod det, når territorial integritet er truet og international lov brydes? Eller vil Europa forsvinde fra den internationale scene og overlade det til andre at give verden form (”to shape the world”)?

I disse formuleringer ligger gemt det, der driver EU-europæerne i deres bestræbelser. De har indset, at andre områder af verden befolkningsmæssigt og efterhånden også økonomisk taler med større vægt end de europæiske stater. Og det kan de ikke vænne sig til. De stræber efter at bevare den indflydelse, Europa havde i kolonitiden. De er bange for at blive løbet over ende af andre og større magter, Kina, Brazilien, Indien, USA. Derfor skal vi sluttes sammen, derfor skal vi tale med én stemme, derfor skal endemålet være Europas Forenede Stater.

At alt det, de ønsker, kan ordnes meget billigere og meget smidigere ved at arbejde for en verdensorden, hvor hvert land anerkender andres ret til deres territorium, mod at de gør det samme; at handel foregår smidigere og bedre uden staters indgriben; at våben til eget forsvar er en nødvendighed, men ikke mere; at NATO har tjent os på udmærket vis, også små stater som Danmark, intet af det er de tilfredse med, alt det, som vi har, og som fungérer udmærket, vil de ”forbedre” med særlige EU-ordninger. Ikke for verdens, men for EU’s skyld.

Man kan ikke andet end spørge, om det virkelig er nødvendigt med en masse tiltag, om ikke verden og EU havde bedre af at EU neddroslede sine høje ambitioner.

Det er godt nok at få gang i økonomien. Men det gøres bedst ved at opløse Euroen. Det er ikke EU’s opgave at ”shape the world”, at give verden form. Vi har, synes det mig, nok at gøre med at ”shape Europe”.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Kritik af tale

  1. Pingback: Er han blevet DF’er? | ricardtriis

  2. Pingback: Det vandrende menneske | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s