Følelsesetik

Emilia van Hauen er kultursociolog, foredragsholder og forfatter. Jeg har læst en del artikler af hende og har da normalt syntes, at de var nogenlunde fornuftige. Men her til morgen (den 18. september) var den helt gal. Hun har skrevet et kronikforslag, fået det optaget i Jyllands-Posten, og nu står det der – jeg havde nær sagt – til skræk og advarsel, se her.

Det er det rene følelsesporno.

Van Hauen er i nedtrykt sindstilstand kommet til at sidde ved siden af en grønlænder på Nørreport Station. Hun er nedtrykt, fordi der på hjemmefronten er opstået kold luft mellem hende og hendes mand. Hun mærker en tilstedeværelse af barmhjertighed, kærlighed fra grønlænderens side, som hun ikke er forberedt på:

Så jeg kigger op. Til siden. Og der, ved siden af mig, sidder der en mand. Grønlænder. Er det første, jeg bemærker. Med fedtet sort hår, snavset tøj, støvler i laser. Flere slidte Nettoposer ved siden af sig. Hjemløs?

Jeg kigger på ham og kigger igen uden at være klar over, at det er det, jeg gør, men langsomt trækker han mig ud af min egen fortvivlelse, og da jeg ser ind i hans øjne, ophæves alt omkring mig, og det eneste, jeg oplever, er den barmhjertighed, den kærlighed, som jeg mærkede lige før.

På bænkens ryg har jeg lagt min arm, det samme har han, og mens jeg kigger væk, overvældet af den varme og det håb, som har erstattet tungheden i min krop, finder først vores fingre og siden vores hænder hinanden, og i nogle få sekunder er der en kontakt af noget, der føles som en fuldstændig ren kærlighed, og selv mens jeg er opslugt af det, undrer jeg mig samtidig over, hvad helvede det er, der sker!

To. Måske tre sekunder efter, har vi sluppet hinanden igen. Vi smiler til hinanden, toget kommer, jeg står op fra bænken, ind i toget og er væk. Fra ham.

Så langt, så godt. Problemerne opstår, når hun begynder at anvende denne oplevelse på verdenssituationen. Det var kærlighed, hævder hun:

Den slags kærlighed, som mange religioner prædiker om; en universel kraft vi alle er en del af, hvis vi bare forstår at tappe ind på den. Og det var vel det, vi begge gjorde den dag.

Men i lyset af sidste søndags triste 15 års-mærkedag, samme weekends velkomstfest for flygtninge i Forum, EU’s fremtid i lyset af brexit, det amerikanske valg, der måske aldrig har været så polariseret og fyldt af hadefuld retorik, og det mere og mere differentierede terrorbillede, er der i virkeligheden et ord, der meget bedre dækker det uventede møde, nemlig menneskelighed.

På tværs af social klasse, køn, måske geografi, vistnok etnicitet og muligvis kultur, mødtes vi et øjeblik i en forenet menneskelighed, i en fælles genkendelse af hinandens sjæl og længsel efter at være elsket og høre til. At blive set og anerkendt i sin eksistens. At have værdi for andre end sig selv.

Det er denne menneskelighed, der skal skabe fred, muligheder og fælles udvikling. For det er nemlig et helt nødvendigt kollektivt mål, hvis vi skal blive ved med at kultivere os som samfund.

Og så er det, man siger: Føleri, utåleligt føleri, føleri ud over alle grænser.

Og dog, inden jeg går i rette med van Hauen, vil jeg lige stille mig selv det spørgsmål, som nok mange fromme mennesker vil stille mig: Jamen, gode hr pastor, er det ikke, hvad du selv har prædiket gennem alle dine præsteår? Andre religioner er måske ikke så optaget af kærligheden, men kristendommen er da. Har du ikke talt om at vende den anden kind til, om at tage splinten i sit eget øje ud, om at Gud er kærlighed? Er det ikke nøjagtig det samme, van Hauen vil sige her? Og hvad piber du så for?

Jeg gør vrøvl, fordi van Hauens prædikeri om menneskelighed minder så forfærdeligt om den missionsmand, der mente han havde opfyldt sin kristne forpligtelse til at udbrede evangeliet, når han kom cyklende og tilråbte en fodgænger: ”Har du fundet Jesus?”

Jeg mener, mage til overfladiskhed skal man lede længe efter. Men van Hauen er nu godt på vej til at slå den rekord.

Lad os tage det fra en ende af!

Grønlænderen. Hvem var han? Hvad tænkte han? Hvordan så han på den fremmede dame, han tilfældigvis kom til at sidde ved siden af? Ja, han rakte hånden ud, han smilede, inden de skiltes. Og ikke mindst: han blev siddende, fulgte ikke efter, ville ikke andet end give et opmuntrende blik. Ikke engang det ville han måske. For det kan jo være noget, van Hauen lægger ind i det.

Men hvad nu, hvis det var en anden fremmed, en muslim, f.eks., en af de asylansøgere, som vi har hørt så meget om?

Ville van Hauen så have ladet sine fingre finde hans? Ville hun så have vovet at smile til ham? Hun er kultursociolog, forstår man, og hun har måske hørt om, hvordan muslimer opfatter smil fra en vestlig kvinde som en opfordring til sex. Og det var jo ikke en sådan form for menneskeligt møde, hun var ude efter og havde brug for.

Jamen, selv et sådant menneske må man da kunne tale med, selv en muslim må man da kunne få til at forstå betydningen af at være menneskelig!

Indrømmet: Han er et menneske! Indrømmet: vi må som kristne eller blot som danskere kunne overbevise ham om menneskelighedens betydning!

Men hvordan?

Han bærer jo med sig sin egen helt anderledes kultur. Læs f.eks. Erik Holsteins forsøg på at afmontere myter om terroren her! Han gennemgår en række af de gængse forklaringer, sluttende med forklaringen om, at dette, at en muslim bliver radikaliseret, har sociale årsager. Muligvis, siger han, og citerer Yildiz Akdogan, socialdemokrat, der om muslimske familier forklarer:

Drengen er den lille prins i familien. Der er ingen krav, ingen regler, ingenting. Men når han kommer ud i samfundet, er han bare en ganske almindelig Ali. Der er ikke nogen, der henter kaffe til ham eller viser ham særlig respekt. Og så bliver nederlaget så meget desto større.”

Først når Ali kommer i puberteten, træder hans far ind, og så bliver der stillet krav. Men det er for sent. På det tidspunkt er Ali kommet bagud i skolen og kan ikke opfylde farens forventninger.”

Så kommer alle undskyldningerne, og drengene bliver hurtigt enige om, at deres problemer skyldes ”den møgkælling af en lærer, der garanteret også er racist”. Når de er nået derhen, bliver de lette at hverve for banderne eller de radikale salafister. Tidligere var det to adskilte grupper, men nu er der sket en sammensmeltning. Det gør det endnu farligere.”

Jeg har før været inde på det samme. Den muslimske drengeopdragelse er helt anderledes end vores. Bare det, at drengene betragtes som stående over pigerne, ikke blot i religiøs henseende, dvs., ifølge koranen, men på det helt dagligdags plan, når spørgsmålet er, hvem der servicerer hvem. Hvordan skal der komme andet end nederlag ud af det, når en sådan ”prins” skal forvandle sig til dreng blandt andre?

Det er sandt, at vi som kristne opfordres til først at se vore egne fejl. Men når vi bliver klar over, at dette er en tilbøjelighed, der er indkodet i os under vor opvækst i et kristent land, men ikke i vore muslimske landsmænd, kan vi så bare blive ved med at give efter og forudsætte, at det forstås som en invitation til fællesskab? Når vi opdager – formodentlig først efter mange forgæves samtaler – at alle vore forsøg på at tale os til rette og får muslimen til at forstå, opfattes som svaghedstegn fra muslimens side, hvad søren skal vi så stille op?

Her kommer vi med al vor menneskelighed og vil gerne være gode. Men vore forsøg på at vinde den anden ved vores godhed preller fuldstændig af på ham. Ikke fordi han ikke tror på vores godhed, men fordi han ikke regner os for mennesker på lige fod med ham. Han er jo muslim og derfor hævet over os. Vi hører derfor ikke til de mennesker, han behøver lytte til, eller hvis ord han kan tage for gode varer.

Hvem lytter han så til?

Ja, bare vi vidste det!

Imamerne? Måske. Forældrene? Måske.

Jyllands-Posten havde forleden en beretning om en chat mellem en IS-rådgiver og en tysk terrorist på 17 år, se her. Og det må indrømmes, her er der én, som drengen lytter til.

Det drejer sig om ham, der den 18. juli gik til angreb på passagererne i et tog i nærheden af Würzburg. Han fik med en økse såret fem mennesker. Han flygtede og blev indhentet af politiet, forsøgte at angribe en betjent, hvorefter han blev skudt og dræbt.

Ifølge document.no, se her, har han efterladt en video, som IS senere lagde ud på nettet, hvor han bl.a. siger: ”I kan se, at jeg har levet i jeres land og i jeres hus. Ved Allah, jeg har udklækket denne plan i jeres hus”. ”Og om Allah vil, vil jeg slagte jer i jeres eget hus. Jeg vil anrettet et sådant kaos på jeres gader, at I kommer til at glemme Frankrig”.

Ligeledes har han efterladt et brev til sin far: ”Bed for mig, så jeg kan hævne mig på disse vantro og komme i paradis”.

Hvor kommer dog alt det had fra? Det er noget af det, Holstein forsøger at opklare.

Han var et uledsaget flygtningebarn. Det vil sige: hans forældre har sendt ham af sted alene, og den tyske stat har i sin (stærkt misforståede?) godhed taget imod ham. At det er en misforståelse at modtage disse børn og ikke med det samme sende dem tilbage til deres forældre, argumenteres der for i et læserbrev på Avpixlat, se her. Det er første gang, jeg ser nogen vende sig imod denne praksis. Men det er stærkt påkrævet at ophøre med den. Og eksemplet fra Würzburg med brevet til faderen er et tydeligt tegn på den mishandling, faderen og familien udsatte ham for ved at sende ham hjemmefra til Tyskland, naturligvis i håb om, at de selv så senere kan få opholdstilladelse dèr.

Hvem stolede han på i Tyskland? Tilsyneladende ingen. Han var blevet anbragt hos en plejefamilie og virkede rolig og velafbalanceret. Men det kogte åbenbart i ham indeni. Han fik via nettet kontakt med en IS-rådgiver.

Jyllands-Posten beretter om den chat, der fulgte:

I chatten spørger den formodede IS-instruktør med hvilket våben, den unge mand agter at dræbe, og den 17-årige svarer, at der ligger en kniv og en økse klar.

»Broder, ville det ikke være bedre at gennemføre det med en bil?,« spørger den ukendte person.

Hertil lyder svaret, at drengen ikke kan køre bil, og at det tager tid at lære.

Det ville ellers gøre skaderne betragteligt mere omfattende, konstaterer den anonyme.

»Jeg vil gerne til Paradis i aften,« skriver den 17-årige.

Få timer før angrebet skriver drengen igen. Han fortæller, at han samme aften agter at begå et angreb i Tyskland og vil sende kontaktpersonen sin video.

I videoen kalder han sig en »Guds kriger for Islamisk Stat« og bekendtgør, at han vil dræbe med en kniv.

»Ikke med en kniv. Gør det med øksen. Hvis du udfører angrebet, om Gud vil, vil Islamisk Stat tage ansvaret for det,« lyder svaret.

Nu blev drengen skudt. Og det var jeg, som formodentlig alle andre, godt tilfreds med. Ikke sandt, han var selv ude om det, og når han er død, slipper vi for at have flere udgifter på ham.

Men efterfølgende har jeg overvejet, om det måske var en idé at opfordre vore politibetjente til at forsøge at tage de kommende terrorister levende. Ud fra den måske lidt ondsindede tankegang, at vi dermed går imod deres eget ønske, for de ønsker jo at blive dræbt af os, så de kan fare direkte op til de 72 jomfruer. Men også ud fra den knap så ondsindede tankegang, at en terrorist, ligegyldigt hvor umenneskeligt han handler, dog er et menneske, og at vi måske skulle prøve at gøre ham til et menneske igen.

Efter Anden Verdenskrig havde man i Tyskland og forøvrigt også i de tyske flygtningelejre herhjemme noget, der hed en afnazificeringsproces. Man ville sikre sig, at de mennesker, man i det fremtidige Tyskland indsatte som offentlige personer: politifolk, borgmestre, lærere m.m., ikke mere havde nazistiske sympatier. Kan man tænke sig en tilsvarende afislamificeringsproces? Kan det i det hele taget lade sig gøre? Er det muligt at trænge ind til mennesker af en kaliber som denne drengs? Og ikke mindst: Er det muligt for dem, der ikke er muslimer?

Jeg har ikke noget svar på dette spørgsmål. Men jeg har skrevet så udførligt om disse ting for at gøre det klar for Emilia van Hauen og ligesindede, at vi nok er mere fælles om ønsket om at få verden retvendt, end hun sådan lige tænker på. Blot forekommer det mig, at hun slipper alt for let om ved gennemførelsen af ønsket, på trods af, at det er hende og ikke mig, der er kultursociolog.

Og så vil jeg gøre ligesom den gamle romer Cato: Han sluttede altid sine taler i senatet med at sige: Præterea censeo Cathaginem esse delendam: forøvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges. Jeg vil slutte med noget lignende: Forøvrigt mener jeg, grænsen bør lukkes for al indvandring fra muslimske lande.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s