At bekæmpe jihadisme

Sidste gang sluttede jeg med den cato-agtige gentagelse: Forøvrigt mener jeg, vi skal standse al indvandring fra muslimske lande. Denne gang agter jeg at slutte på samme måde, men ikke før jeg har bekendtgjort min uvidenhed på det specielle område, der hedder jihadisme-bekæmpelse.

Der er hele tre artikler, jeg vil kommentere, før vi når frem til den sidste og mest glædelige.

Den første er skrevet af Morten Uhrskov Jensen, stifteren af partiet Dansk Samling. Egentlig troede jeg, at jeg var enig med ham i, at man skulle lukke af for al indvandring fra muslimske lande. Eller måske snarere, at han var enig med mig. Men sidst i et indlæg, han har i Den korte Avis, se her, synes han at ville gå bort fra denne ”hårde” linje.

I indlægget opstiller han tre scenarier:

Der er tre mulige veje at gå for Europa:

a) Multikulturalismen befæstes, og i løbet af det 21. århundrede vil de oprindelige europæiske befolkninger komme i mindretal

b) Grænserne lukkes, og utilpassede mennesker fra den tredje verden hjemsendes, hvis de ikke er statsborgere, og utilpassede statsborgere lokkes til at forlade f.eks. Danmark gennem en meget betydelig økonomisk kompensation.

c) De europæiske lande overgår til en etnisk baseret politik, hvor de politiske rettigheder for ikke-europæere forsvinder.

Det første anser han for usandsynligt, fordi de europæiske befolkninger ikke vil finde sig i at bliver i mindretal i deres eget land. Jeg kan kun sige: ”Gid det var så vel!”

Det tredje mener han vil ændre hele vor retsorden, fordi vi hidtil har oparbejdet samfund, hvor alle er lige for loven, uanset etnisk tilhørsforhold. Men det vil også være uretfærdigt overfor en del af de fremmede:

For det andet vil det være den dybeste uretfærdighed for de mennesker fra den ikke-vestlige verden, der af hjertet har omfavnet Danmark og andre vestlige lande, og som derfor skal bydes velkommen iblandt os. De alt for mange, der ikke ønsker at fungere i en dansk og europæisk virkelighed, bør aldrig få os til at afvise dem, der vil os, i nogle tilfælde endnu mere end os selv, da de har viden om helt andre måder at leve på.

Disse mennesker skal altså ikke, hvis de er ikke-statsborgere, smides ud af landet, eller, hvis de er statsborgere, lokkes til at forlade landet. Men hvordan man sådan mere konkret skelner mellem dem, der vil Danmark, og dem, der ikke vil Danmark, det har han ikke givet retningslinjer for.

Uanset denne mangel skriver han til sidste om den fremtidige indvandring:

Dén del af ”de fremmede”, der er en gave, en berigelse for vore samfund, skal til gengæld bydes velkommen, fordi de – uanset etnisk baggrund, hudfarve eller andre synlige markører – er kommet hertil og har fundet ud af, at de elsker Danmark og danskerne. Dem vil jeg ikke leve foruden.

Én ting er, at man måske ud fra det, de allerede ankomne ”fremmede” har bedrevet, kan se, om de ”vil Danmark” eller ej – bliver de f.eks. ved og ved med at begå kriminalitet – noget helt andet er, om man på forhånd, blot ved at udspørge de migranter, der tropper op ved vores grænse, kan finde ud af, om de pågældende ”elsker Danmark og danskerne”. Det skulle da være en meget dum migrant, der ikke kunne finde ud af, hvad man skal sige for at blive budt indenfor i landet.

Så altså, Morten Uhrskov, den går ikke. Vi har haft eksperimenter nok. Vi har set, hvordan kun ganske få af de tilrejsende muslimer har fundet sig til rette her i landet. Og vi har opdaget, at selv om disse mennesker i første generation finder sig til rette, er der ingen garanti for, at næste generation også gør det. Tværtimod synes det at være næsten en naturlov, at den unge generation holder stærkere fast ved hjemlandets traditioner, herunder religionen islam, end forældrene.

Så flere muslimske indvandrer, blot de siger: ”Jeg elsker Danmark og danskerne!”, nej tak!

I samme nummer af Den korte Avis har også Hara Dvinge et indlæg, se her. Hun beskriver den uro og ballade, en række unge indvandrerdrenge laver på havnen i Aarhus. Og hun giver en for mig at se ganske korrekt forklaring på, hvorfor disse unge indvandrerdrenge ikke kan opføre sig ordentligt:

Man må forstå, at andre kulturer har andre måder at ”hygge” sig på. Når unge muslimske mænd samles i flok, så handler det oftest om, at vise sig overfor hinanden, og desværre ofte som en aggressiv modkultur mod det ikke-muslimske samfund.

Mange borgere kan ikke forstå, hvorfor de unge muslimske mænd ikke kan opføre sig normalt og en del vil forklare deres adfærd med en belastet opvækst. Det kan være tilfældet for få, men det store flertal har ikke haft en belastet opvækst, set med de muslimske indvandreres egne øjne. Snarere tværtimod.

Men de unge mænd er opdraget til ikke at blive for danske og altid at have loyalitet overfor familien og det muslimske mindretal fremfor det danske samfund. Deres hensynsløse adfærd på havnen er et resultat, af det dansker-skeptiske miljø de er opvokset i.

Det tror jeg er korrekt. Disse unge er opvokset med et ”dem-og-os-system” i hovedet, og det, det drejer sig om for ”dem”, er at genere ”os” mest muligt, at vise overfor ”os”, at det er ”dem”, der har overtaget. De véd da godt, at deres larm forstyrre danskerne. Men det er just meningen. De véd da godt, at det generer en række danskere, når de laver brændemærker i bådebroerne med deres grill. Men de er ikke bare ligeglade, nej, de er stolte over det, de har på den måde vist de andre i banden, at de i hvert fald ikke er blevet for danske.

På den baggrund forekommer det ret naivt, når Hara Dvinge slutter med at skrive:

Alternativt kunne man tilbyde de unge med anden etnisk bagrund deres eget værested i det attraktive havneområde. Brabrand Boligforening der ejer Gellerup, har i forvejen en ny afdeling på havnen, så de kunne vel afse et par lejligheder eller tre?

Det må vist nærmest siges at være en fortvivlet måde, på hvilken hun kan sige, at hun ikke aner sine levende råd. Men hvorfor så ikke sige det ligeud. For kan nogen tro, at de unge indvandrere vil affinde sig med at få stillet et værested til rådighed? I dette kan de jo ikke genere danskerne. Og det er jo det, de vil.

Nej, det er virkelig ikke til at se, hvordan man skal behandle disse muslimske unge.

Og kommer de i fængsel, så træffer de jo bare en masse andre muslimer; så er de ikke radikaliserede før, så bliver de det i fængslerne. Og i fængslerne er der mange muslimer. The Economist har en artikel om fængslerne i Frankrig, se her.

Artiklen vil nu ikke bare skildre det interessante indre af fængslerne, den vil derimod undersøge, om det er en god idé at lave særlige fængsler for terrorister.

Det har vist sig ikke at være så effektivt, som man regnede med. Mest, fordi det med de overfyldte fængsler, man har i Frankrig for øjeblikket, er umuligt fuldstændigt at isolere disse fanger fra de andre fanger. Og – viser det sig – den kontakt, de opnår med andre, bruger de til at radikalisere disse andre med. Og enhver tanke om at bruge disse isolerede fængsler til at ”afradikalisere” terroristerne, kan man vist lige så godt opgive på forhånd.

Men hvad så? Hvad skal vi så gøre, hvis ikke vi kan få alle disse mange landsmænd gjort normale, blot så normale, at vi kan leve nogenlunde fredeligt sammen med dem?

Jeg véd det ikke. Jeg véd det virkelig ikke.

Jo, jo, jeg har efterhånden opbygget et vældigt arsenal af teologiske argumenter imod islam. Men hvad kan det nytte, når muslimer på forhånd har valgt os danskere fra som nogen, de vil lytte til, endsige rette sig efter?

Tillad mig her at lave en lille parentes, hvor jeg henviser til denne fortælling, se her. En norsk-pakistansk kvinde, der kalder sig Jeanette, fortæller her om sin kusine. Hun og kusinen har begge brudt ud af deres familiemønster, fordi de i deres ægteskaber ville følge deres hjerte og ikke familiens påbud. Med det resultat, at familien fuldstændig har slået hånden af dem. Og det er både en sørgelig og en opmuntrende historie. Sørgelig er den, fordi den viser os en næsten uoplukkelig familiestruktur, der med egoistiske æresbegreber prøver at holde al indflydelse fra os vestlige, kristne mennesker ude. Opmuntrende er den, fordi den fortæller om i hvert fald to kvinder, der har fulgt, ikke de vestlige idealer, men de idealer, som deres eget hjerte tilsagde dem at følge.

Vi kan naturligvis nok hæfte os ved det sørgelige. For sørgeligt er det jo med alle de kvinder, der ikke bryder ud af familiemønstret, der ikke følger deres hjertes stemme, men lader sig tvinge af deres fædres og brødres æresbegreber. Og sørgeligt er det, at vi som samfund ikke kan give de kvinder, der bryder ud af denne undertrykkelse, bedre beskyttelse, end tilfældet er.

Men hvorfor ikke hæfte sig ved det glædelige! For det er da glædeligt, at i det mindste nogle af kvinderne bryder ud. Og har vi ikke lov at håbe på, at der, som årene går, vil være flere og flere, der forlader disse tvangsforestillinger?

Men for at det kan ske, er vi nødt til at ”sætte en prop i”, dvs. at lukke for al yderligere tilgang af muslimer til de muslimske miljøer i Danmark.

Og så er vi fremme ved mit Cato-udsagn igen: Forøvrigt mener jeg, at vi bør lukke for al indvandring fra muslimske lande.

Men det kan jo ikke lade sig gøre, vil man sige.

Dertil vil jeg svare med Tony Abbott: Jo, det kan. Abbott, den tidligere australske premierminister, holdt for nylig en tale i Prag, se her. Heri redegjorde han bl.a. for de erfaringer, Australien havde med at lukke af for den stadige strøm af bådflygtninge, der tidligere var ved at oversvømme Australien, som de nu oversvømmer Europa. Han siger om Brexit:

Det [altså Brexit, rr] vil ikke gøre en ende på den frie bevægelighed – men det vil gøre en ende på den ukontrollerede bevægelighed – og hvorfor skulle ikke ethvert land have den endelige afgørelse over, hvem der kan komme ind?

Som mit lands tidligere leder, John Howard, så udmærket formulerede det: ”vi vil bestemme, hvem der kommer til vort land og under hvilke omstændigheder de kommer”.

I sidste ende vil et land eller et kontinent, der ikke kan kontrollere, hvem der kommer ind på dets territorium, miste kontrollen over sin fremtid.

Lidt senere siger han:

Der er alt for mange, der ikke kommer med taknemlighed, men med beklagelser og med forlangender om, at Europa skal give plads til dem. Over tid bliver dette en eksistentiel udfordring.

Men de kommer jo i store bunker, den ene bådfuld efter den anden!

Nej! De bliver af europæerne reddet til Italien, den ene bådfuld efter den anden. Abbott siger:

Europas flådestyrke må gøre deres humanitære pligt og redde folk, som ellers vil drukne; men når man tager dem til Italien og Grækenland, er det en sikker garanti for, at endnu flere vil tage ud på denne farlige rejse.

Så længe folk tror, at det at komme til Europa betyder at kunne forblive i Europa, så vil de blive ved med at komme.

At sende dem ud til flere europæiske lande vil ikke løse problemet. Det vil blot fordele det.

Mennesker, der ikke er i nogen umiddelbar fare, skal vendes om ved Europas grænser.

Mennesker, der bliver taget op i Middelhavet, må sendes tilbage til deres udgangspunkt.

Denne krise kan ikke håndteres, den må løses.

Det var, hvad Australien gjorde, mens jeg var premierminister. Vi standsede de illegale både og sendte dem tilbage til Indonesien.

Hvis bådene blev boret i sænk, havde vi store orange redningsbåde parat, så folk i sikkerhed kunne komme tilbage til det sted, de kom fra.

Jeg kendte risikoen for vort personel; jeg var klar over den skade, det kunne gøre for vort forhold til Indonesien; jeg kendte godt til det råb, der ville komme fra velmenende aktivister, men det måtte simpelthen gøres.

Abbott fortsætter:

Effektiv grænsebevogtning er ikke noget for de ømskindede, men det er absolut nødvendigt for at frelse liv og for at bevare nationer.

Hvis man vil være sandt medfølende, er det det, man skal gøre: standse bådene og standse dødstallene – og i mere end to år har der nu ikke været nogen illegale både, der ankommer til Australien, og der har ikke været nogen, der druknede.

Og når vi nu har standset bådene, har vi været i stand til at øge det antal ægte flygtninge, vi tager imod, for nu er det Australien, der bestemmer, ikke menneskesmuglerne.

Kan dette overføres til europæiske forhold?

Ja, uden videre. Der er intet praktisk, intet humanitært, intet etisk hensyn, der forhindrer det. Faktisk er der kun én ting, der står i vejen for en sådan løsning: De europæiske politikere, de europæiske medier og for en stor dels vedkommende også de europæiske befolkninger er for ømskindede, for nu at bruge Abbotts udtryk (squeamish). De kan eller vil ikke se eller forstå, hvad der er sandt medfølende. Ja, de bilder sig ind, at deres etiske standarder er langt mere ophøjede end Abbotts.

Derfor skal de igen og igen høre Abbotts sandfærdige udsagn: ”der har ikke været nogen, der druknede” (the drownings have stopped).

Cato måtte gennem mange år gentage sin opfordring. Jeg er også – uden sammenligning i øvrigt – forberedt på, at jeg nok kommer til at gentage min opfordring nogle år endnu, før der nogen af dem, der betyder noget, der lytter. Men altså: siges skal det: Vi må afbryde al flygtninge- og migrantmodtagelse fra muslimske lande.

Og nu kan jeg altså føje til, ikke blot, at det rent teknisk kan lade sig gøre, men også, at det er udtryk for en etik, der er mindst lige så ophøjet som den, der behersker den europæiske elite for øjeblikket.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s