Hør en loppe gø!

Nu har partiet ”Nye Borgerlige” fået underskrifter nok til, at de er opstillingsberettigede til Folketinget. Så ved næste valg bliver der ét parti mere at vælge imellem. For dem, der ikke kan få nok.

Det er der ikke noget nyt eller noget sensationelt i. Men det ser ud til, at der blandt små partier og partier, der vil ind i Folketinget, har bredt sig en forestilling om, at de, hvis de bliver ”tungen på vægtskålen”, kan få gennemført deres politik ganske uden om den sædvanlige matematik med 90 mandater.

Det er nok de radikale der har ‘smittet’ dem med denne tankegang. For de har jo siddet i midten af dansk politik i mange år. Fra denne midte har de kunnet bestemme, om det skal være de borgerlige eller socialdemokraterne, der skal have regeringsmagten. Og da begge fløje er ivrige efter at få regeringsmagten, har skiftevis den ene og den anden fløj bøjet sig for mange af de radikales krav.

Sidst man så det, var dengang Helle Thorning Schmidt dannede regering med SF og de radikale. Det var de forhandlinger, der foregik i ”det sorte tårn”. Som man måske husker, havde SF og socialdemokratiet på forhånd lagt skinnerne til et regeringssamarbejde; hvis de radikale ville være med, måtte de pænt køre på de skinner, de andre havde lagt. Men ak, den drøm måtte SF og socialdemokratiet opgive. For de radikale ville godt være med i regeringen, men kun, hvis de to andre ville acceptere det forlig, de radikale havde indgået med de borgerlige. Værsgo’ og spis! Det holdt hårdt, men både SF og socialdemokraterne endte med at sluge de radikale kameler.

Godt politisk håndværk fra de radikales side! Og elendigt håndværk fra de to andres side!

Og nu tror så diverse småpartier, at de kan lave det samme nummer med en eventuel ny regering Lars Løkke. Det gælder Morten Uhrskov med partiet Dansk Samling – der dog vist ikke har underskrifter nok endnu – og det gælder Nye Borgerlige. Begge stiller ultimative krav. Og begge stiller dem på udlændingepolitikkens område. De og de stramninger vil de have Lars Løkke til at gennemføre, hvis de skal pege på ham som statsminister. Og begge er tilsyneladende lige naive med hensyn til de parlamentariske forhold og gennemførelsen af disse stramninger.

De burde kunne tage ved lære af Anders Samuelsen fra Liberal Alliance. Og hvis den spændte situation i ”blå blok” ender med et valg her i efteråret, vil disse to partier in spe tillige med Liberal Alliance få en lærestreg. Men det er vistnok også muligt, at de ikke vil tage ved lære.

Anders Samuelsen stillede i sin tid krav om topskattelettelser, hvis han skulle pege på Lars Løkke som statsminister. Og ganske rigtigt fik han det skrevet ind i regeringsgrundlaget. Af den grund har han igennem mange måneder haft et ”stålsat blik”, når han blev spurgt, om han stadig krævede topskattelettelser, hvilket alt taget i betragtning må have været ret anstrengende for ham. Og dette ”stålsatte blik” er det nok, der har fået Lars Løkke til i sit forslag til finanslov og i forslaget til en 2025-plan at operere med en lettelse i topskatten på 5% for indtægter op til 1 mill kr. Så troede han, at han kunne få Liberal Alliance med på vognen. Men ak, her skar han sig på det ”stålsatte blik”. Anders Samuelsen var ikke til hverken at hugge eller stikke i: det var 5%’s nedsættelse for alle, eller han ville trække sin støtte til Løkke tilbage.

Tanken fra Løkkes side var jo naturligvis, at dette skulle forhandles mellem de blå partier. For han mente nok, at når han har lagt forslag om topskattelettelser frem som forslag, så har han opfyldt de løfter, han gav før regeringsdannelsen. Og alle ventede jo, at det så ville gå, som det plejer: man ville møde op til forhandlingerne med hver sine krav, men man stillede ingen ultimative krav, for gjorde man det, ville man for åbent fjernsyn skulle svare på, hvorfor man ikke væltede regeringen, når man nu ikke fik sine ultimative krav igennem.

Anderledes med Anders Samuelsen. Han og Liberal Alliance bekendtgjorde på forhånd, hvad der var partiets ultimative krav, nemlig en sænkning af topskatten med 5% for alle topskatteydere. Og han var meget ordrig, når han skulle forklare seerne, at dette kun var et rimeligt krav, og at han og hans parti ikke ville modsætte sig nogle af de krav, som andre partier ville komme med. Med andre ord: Han troede, at forhandlingerne foregik via medierne.

Vi må jo nu se, hvad der sker. Men temmelig mange i medieverdenen har udtrykt det sådan, at Anders Samuelsen er kravlet så højt op i et træ, at det bliver meget svært for ham at komme ned igen.

Det vil altsammen vise sig.

Denne ”stålsathed” har fået Dansk Folkepartis Thulesen Dahl til stille sig lige så ”stålsat” an: Det er nu et ultimativt krav fra ham, at der ikke lettes i topskatten for alle topskatteydere. For, som han siger, hvis Liberal Alliance holder fast ved deres ”stålsatte blik”, så kan vi lige så godt tage valget med det samme, for så er der ingen grund til at gå ind til nogle forhandlinger med Liberal Alliance: man véd jo, at de ikke giver sig en tomme.

Nuvel, alt dette for at vise, at man ikke med 10 eller 15 mandater kan stille sig an, som om man havde 90. Det kan Anders Samuelsen ikke, det kan Dansk Samling ikke, og det kan Nye Borgerlige heller ikke.

Her er det de sidste, der skal omtales.

For efter at Nye Borgerlige har fået skaffet underskrifter nok, er de blevet interessante for medierne. Pernille Vermund, deres formand, har været interview’et dagen igennem af forskellige medier. Blandt andet blev hun i Deadline interview’et af Niels Krause Kjær.

Og dette interview er for mig bemærkelsesværdigt derved, at jeg har måttet tage hatten af for Krause Kjær. Jeg har ellers mange gange været højst utilfreds med interview’erne i Deadline. Mange gange, syntes jeg, gik de for hårdt til deres ofre. Mange gange havde de på forhånd bestemt, hvilke svar de ville have, og så kunne de blive ved og blive ved med at presse på, om de da ikke kunne få offeret til at give det af dem ønskede svar. Det kunne være ret irriterende at høre på.

Men her, her var hårdhed og pågåenhed helt på sin plads. For Nye Borgerlige havde opstillet tre krav, som de ville have en kommende statsminister – og det bliver måske nok Løkke – til at gå ind for, hvis de skulle pege på ham som statsminister. Fik de ham ikke med på det, ville de pege på deres egen formand, Pernille Vermund.

Nu ser vi så bort fra, at Løkke jo ikke kan hekse. Selv hvis han lover, at Venstre vil gå ind for disse krav, selv hvis han får det skrevet ind i regeringsgrundlaget, så skal der jo stadigvæk 90 mandater til for at gennemføre det. Det er det, Liberal Alliance ikke har opdaget. De har troet, at Løkke kunne vride armen så meget om på De konservative og Dansk Folkeparti, at Liberal Alliance kunne få deres topskattelettelser igennem. Den side af sagen lod Niels Krause Kjær ligge.

Nej, han opstillede i stedet et tænkt, men ikke urealistisk scenarium: Tænk, hvis blå blok inklusive Nye Borgerlige får 90 mandater og rød blok 89; hvis så Nye Borgerlige har seks eller otte ud af de 90 mandater, så vil dette, at de trækker deres støtte til blå blok, jo betyde, at rød blok får flertal for deres statsministerkandidat. Og vil Nye Borgerlige virkelig det?

Det prøvede han at så at få svar på en to-tre gange. Og til sidst sagde han: ”Pernille Vermund, undskyld mig, det giver jo ingen mening, det du siger”.

Pernille Vermund svarede, at der var god sammenhæng. Men hun kørte blot videre på de fraser, hun havde bestemt sig for i forvejen. Og så opgav han, og slog over på andre emner.

Men han havde jo ret. Det giver ingen mening, det, Nye Borgerlige har besluttet sig for. Og godt det samme. Det ville være et mærkeligt demokrati, der fungérede på den måde, at et parti med otte mandater kunne tvinge sin politik igennem med sine ultimative krav. Nej, heldigvis er det da sådan, at man i et parlament så nogenlunde har indflydelse efter det antal mandater, man har.

Og sådan er det også, selv om man sidder med afgørende mandater for den ene blok. Det kan godt være, at man fra Nye Borgerliges eller fra Liberal Alliances side er misundelige på de radikale, fordi de tilsyneladende har opnået status som ”kongemager” i dansk politik, dvs., de kan bestemme, om det bliver rød eller blå blok, der får regeringsmagten. Men dels skal man altså have en politik, der ligger så meget i midten, at man kan få store dele af den gennemført af både den ene og den anden side af folketingssalen – og den betingelse kan man ikke just sige er opfyldt for Nye Borgerliges vedkommende – og dels skal man have den samme flair for det politiske håndværk som de radikale – og den betingelse er da slet ikke opfyldt af partiet.

Så de, der vil stemme på Nye Borgerlige, fordi de mener, at de med dem i folketinget kan få deres ønske om grænselukning og hjemsendelse af alle muslimer ført igennem sådan lige med et snuptag, de risikerer, at de slet ikke opnår noget i den retning. Og den risiko er der, fordi Nye Borgerlige stiller ultimative krav. Holder de op med det, kan der måske opnås en del skridt i den ønskede retning, holder de fast på det, vil sandsynligvis rød blok komme til fadet, enten lige efter valget eller senere, når ønskerne fra regeringsdannelsen skal føres ud i livet. Det er det, Liberal Alliance kommer til at erfare i dette efterår, og det samme vil Nye Borgerlige erfare efter et valg.

Man har i det danske folketing som regel kun indflydelse i forhold til det antal mandater, man har.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s