Gang på gang afspores debatten herhjemme. Gang på gang giver man sig til at debattere et spørgsmål, som ikke bringer os sandheden nærmere, men blot øger forvirringen.
Nu her fornylig var der en masse mennesker, der skulle af med deres forargelse, fordi Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti i en af Clement Kjersgaards udsendelser – der forøvrigt vist hed ”Debatten” – nægtede sådan uden videre at sige om én med et fremmed navn og et lidt fremmed udseende, at han var dansker. Herre Jemini, hvor kunne man forarges over Martin Henriksen! Om aftenen den 24-9 havde TV2 så i nyhederne kl 19 fået en række tilfældige mennesker på indkøb i Kolding til at svare på spørgsmålet om, hvornår man er dansker. Og sjovt nok var det faktisk ret svært for dem sådan lige at gøre rede for, hvad der skulle til, før de ville kalde et andet menneske ”dansker”. Nå, man havde også fået fat på en lektor fra Aalborg, og han kunne fortælle en hel masse om opfattelser, der ændrede sig, og andre ret intetsigende ting.
Spørgsmålet om, hvem der kan kaldes dansker og hvornår man kan kalde sig dansker, er et typisk ikke-problem. Det lyder, som om man derved kan afsløre os indvandringskritiske personer, men i virkeligheden siger det meget lidt om integrationsspørgsmål og danskernes forhold til f.eks. muslimer.
På trods af alt det vrøvl, der er sagt og skrevet om dette spørgsmål, er det lykkedes Ulla Nørtoft Thomsen at skrive et udmærket indlæg om det her på document.dk, udmærket, fordi det er afslørende.
Hun kalder sit indlæg ”bullshit”, og gennemgår først en periode for lang tid siden, hvor man var stolt, hvis man havde fremmede aner, og hvor ingen tvivlede på, at adoptivbørn fra Korea var koreanere, der blot var opvoksede i Danmark, dernæst en periode, hvor ”tyrkere og arabere fandt på at lyve sig italienske og åbne pizzeriaer”, og sidst perioden i dagens Danmark, hvor man er nødt til at bruge bullshit-begreber:
Først siden kom fasen med bullshit, kendetegnet ved, at man begyndte at vrøvle om, at folk var danskere, også selvom enhver kunne se og høre, at det var de jo ikke. Det var ikke tyskere og englændere, der kaldte sig danskere. Hvorfor skulle de det? Ville du fornærme en nordmand eller amerikaner ved at kalde ham dansker? Aldrig.
Altså, mange ville stadigvæk være ved, hvem de var. Tænk, uden at skamme sig det mindste! Men så:
Bullshit-fasen kom med strømmen af immigranter fra Mellemøsten. De var ikke gæster, for de ville blive. Men de var heller ikke nogens fosterbrødre. Tværtimod, de holdt en betydelig social afstand. De giftede sig heller ikke ind i nationen.
De blev netop aldrig danskere, hverken i andet eller tredje slægtled. Det var det fortvivlende.
Så de ville ikke rigtig ind, men de ville heller ikke ud. Derfor måtte vi have et bullshit begreb om nationalitet, der kunne rumme dette pinagtige forhold.
Det er den eneste grund til, at vi diskuterer, hvad det vil sige at være dansk.
De fleste indlæg desangående er desværre høflig bullshit.
Her vendes spørgsmålet om. Som det efterhånden er sædvane her i landet, har alle de andre indlæg vendt sig imod os danskere: Det er os, der ikke vil anerkende de fremmede som danskere, skønt de er født her i landet, taler dansk og har gået i dansk skole hele vejen op til gymnasiet. Men dette indlæg påpeger, hvordan muslimerne – for dem er det, skønt Ulla Nørtoft Thomsen ikke nævner betegnelse ‘muslim’ i sit indlæg – holder sig for sig selv, og i hvert fald ikke blander sig med flertalsbefolkningen gennem ægteskab.
Hvor mange gange er ikke danskerne blevet spurgt, om de ville bryde sig om at få en muslim som svigersøn! Og hver gang har de listet rundt om spørgsmålet, for man vil jo det bedste for sine børn, og man er ikke sikker på, at det ikke ville være bedre for den unge, om det var en normal dansker, han eller hun blev gift med; lige børn leger bedst, som man siger.
Men spørge muslimerne om noget tilsvarende? Nej, det er virkelig aldrig faldet medierne ind. Og skulle man endelig gøre det, ville de jo kunne dække sig ind under, at deres religion forbyder en muslimsk kvinde at gifte sig med en ikke-muslim. Og så er munden lukket på enhver dansk journalist. Så trækker han sig høfligt baglæns tilbage. For de fremmedes religion, uha, uha, den må man endelig ære og agte alt, hvad man kan.
Men religion er netop, hvad det næste indlæg, jeg her vil kommentere, handler om.
Det drejer sig om en kronik i Kristeligt Dagblad, se her, skrevet af Carsten Hjorth Pedersen, daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut i Hillerød.
Han går ind for åndsfrihed og siger om dette begreb følgende:
Ægte åndsfrihed er nemlig kendetegnet ved:
1) En indædt kamp for sine religiøse, politiske og ideologiske modstanderes ret til at ytre sig og dyrke deres religion.
2) En skarp, kompromisløs kamp med ord, argumenter og omsorg imod al religion, politik og ideologi, som man er uenig i.
Man skulle tro, han var grundtvigianer med den holdning. For er det ikke Grundtvig, der går ind for ”frihed for Loke såvel som for Thor”? Men nej, så vidt jeg kan se af diverse internetopslag, er han snarere missionsmand end grundtvigianer.
Og det er måske ikke så mærkeligt endda. For punkt 1, det med friheden for alle, altså også for muslimer, det har nutidens grundtvigianere taget til sig. Men punkt 2 har de ladet ligge på trods af, at deres høvding, N. F. S. Grundtvig, livet igennem var involveret i ”skarp, kompromisløs kamp med ord, argumenter og omsorg imod al religion, politik og ideologi, som han var uenig i”. Hvad det angår, har man blandt grundtvigianere rettet ind efter de kulturradikale og glemt alt om missionsbefalingen.
Det er ganske mærkeligt.
Kronikken begynder med følgende diagnose af vor holdning overfor muslimer:
Men i Danmark er vi ved at udvikle en uheldig dobbelt strategi i forhold til denne problemstilling.
På den ene side indskrænker politikerne muslimernes religions- og ytringsfrihed. Regeringens såkaldte ”Enighedspapir”, som nu udmønter sig i fire lovforslag, er et eksempel. Det viser sig for eksempel ved, at det ifølge Enighedspapiret ikke længere er indholdet i det sagte, der kan være strafbart, men også hvem det siges af og i hvilke situationer.
På den anden side holder mange politikere, meningsdannere og biskopper sig i relativismens og dialogens navn tilbage fra at fremsætte en ramsaltet kritik af islam. Når man dybest set mener, at enhver bliver salig i sin tro, og at det nærmest er overgreb at tale om sandhed og løgn på det religiøse felt, får islam og muslimer ikke det modspil, de fortjener.
Det farlige ved disse to måder at tackle islam på, er, at vi risikerer at sætte både åndsfriheden og tydeligheden i den kristne tro over styr.
Jeg kan kun være enig med Carsten Hjorth Pedersen.
Videre: Hjorth Pedersen betragter islam som en vildledende religion. Alligevel vil han ikke lægge bånd på muslimernes religiøse udtryk. For, siger han, der kommer ikke noget ud af at tvinge på troens område. Og så citerer han minsandten Grundtvig igen: ”Munden fri, hånden bundet”.
Hvad betyder så det? Det kommer:
Men jeg er naturligvis med på, at nogle ord skal være kriminelle, som fx racisme- og injurieparagrafferne fastslår. Opildnelse til vold, terror og kriminelle handlinger skal rammes hårdt. Ligesom alle kriminelle handlinger, der er religiøst motiveret, skal straffes.
Derfor skal vi have et stærkt PET, som kan optrevle al den slags.
Og naturligvis er det legitimt at begrænse den muslimske indvandring, da et lille samfund som det danske kan belastes af uforholdsmæssigt store spændinger, hvis ikke indvandringen begrænses. Men det skal altså i det danske samfund være muligt at drive moskéer og muslimske friskoler (de sidste med statsstøtte), som fx har ”gammeldags” holdninger til sex og alkohol, og som ytrer en tydelig kritik af vores sekulære danske samfund. Et sundt demokrati skal netop give frihed til at ytre kritik af demokratiet – men den kritik skal så selvfølgelig modsiges.
Og her er det jo så sandt, som det er sagt, at åndsfrihed netop betyder, at de demokratinedbrydende udsagn ikke skal forhindres eller forbydes, men modsiges. Og derefter nævnes han nogle muslimske opfattelser, som skal modsiges.
Først gør han opmærksom på det umenneskelige i den muslimske regel, at en frafalden skal straffes med døden. Dernæst fremkommer han med denne gode iagttagelse:
For det andet er islam en religion baseret på lydighed og underkastelse, ikke tillid og tilgivelse. Det er en fundamental forskel, som ikke kan udviskes gennem nok så mange dialoger. Blandt Allahs 99 navne optræder ”far” ikke. Men det var det, Jesus lærte os at kalde Gud.
Jeg siger ikke, at muslimer daglig går rundt og føler sig bundne og ufrie. For jeg er klar over, at der findes en lettelse i frivilligt at gå ind under et autoritært lederskab – både i relationen til Gud, Muhammed og imamen. Men det bliver to vidt forskellige relationer til Gud.
Han fortsætter med at tale om omsorgen:
Islam er en lovreligion. Kristendom er en evangeliereligion. Og det sidste er bedre for enkeltmennesker og for de menneskelige fællesskaber end det første. Derfor bliver målet for kristnes møde med muslimer – også når dialogen naturligvis skal føres – at de omvendes og døbes til den frihed, tillid og tilgivelse, som kristentroen rummer.
Men en kristent baseret kritik af islam må for at være troværdig altid kombineres med omsorg for den enkelte muslim. Derfor er alt det tværkulturelle arbejde, som mange kirker, menigheder og missionsforeninger praktiserer, så vigtigt. Men kan man kombinere kritik og omsorg? Jeg indrømmer, at det ikke er uden spændinger; men det var, hvad Jesus praktiserede over for sin tids farisæere. Så vi må tage ved lære af ham. Den vanskelige vej er nemlig ofte vejen frem.
For hver gang der kommer et nyt terroranslag fra muslimske ekstremister – og de vil komme – skal vi altså fastholde, ja, optrappe vores forsvar for muslimers religionsfrihed, samtidig med at vi formulerer en saglig og tydelig kritik af islam. Og næste gang der kommer en TV-udsendelse, som afslører uhyrligheder i muslimske – eller andre religiøse – miljøer, må vi stå vagt om deres frihed til at ytre gammeldags holdninger, så længe de holder sig inden for straffelovens rammer, samtidig med at vi med ord, argumenter, omsorg, sang, ja kristen ånd modsiger alt det, der er for os at se er forkert og skadeligt.
Se, det var en opgave for kirken at påtage sig. Men se, om kirken gør det! Og se, om kirken tør det! Den er, som jeg ser det, alt for sovset ind i sindelagsetiske og kulturradikale holdninger. Og forøvrigt er der en ting mere, som Hjorth Pedersen ikke fik med, men som Martin Henriksen tog frem i den først omtalte debatudsendelse: Når muslimer kommer her til landet og optræder som nogen, der stiller krav og vil have det danske samfund til at rette ind efter deres religiøse krav uden at ville bøje disse krav en millimeter, skyldes det, at de betragter sig som bedre mennesker end os andre, alene fordi de retter sig efter det, de opfatter som Guds krav.
Mærkeligt, forøvrigt, at Martin Henriksen blev angrebet for ikke at ville kalde en muslimsk gymnasiast dansker og ikke for det – vel egentlig langt ”værre” – at gøre opmærksom på muslimernes overlegenhedsfølelse. Det var der ingen, der vendte sig imod, heller ikke de tilstedeværende muslimer. Men de mente måske også selv, at de var bedre end os andre, men fandt det blot ikke betimeligt at sige det højt.
Og så bunder diskussionen måske til syvende og sidst i en anden forskel mellem de to religioner. Den respekt, et menneske nyder, er efter kristen opfattelse noget, der må vokse naturligt frem, dvs., vokse frem i kraft af tillid mellem mennesker, anerkendelse af den andens menneskelighed og gode væremåde, osv. Men respekt er i mange muslimers øjne noget, man ”må sætte sig i”, dvs., respekt er noget, man tvinger andre til at vise én. Det gælder for muslimer indbyrdes, og det gælder også for muslimer i deres forhold til os. De forlanger respekt af os, mener vist endda, at vores regler giver dem ret til at få det, og føler de ikke, at de får tilstrækkelig respekt, så falder det dem ikke ind at ændre deres opførsel eller tage ansvar for deres medmuslimers handlinger, nej, så påstår de sig forfulgte, så gør de vanskelighederne til noget, vi danskere er skyld i. Og denne offerholdning svarer desværre alt for godt til den modsatrettede holdning fra danskernes side: at det altsammen er vores skyld, at vi altid først griber i egen barm.
Lad mig genkalde en situation fra Deadline anno 2009, se her! Det er den daværende formand for Mjølnerparken, Mohammad Aslam, der bebrejdede danskerne, at de blev ved med gennem deres udtalelser at sætte skel mellem ”dem” og ”os”. Jeg skrev:
bagefter gik det groteske i situationen op for mig. Her sidder en muslim, der på alle måder i sin klædedragt søger at skille sig ud fra almindelige danskere: han har stort skæg, han går med en rund hvid kalot, han er iført én eller anden kjortel, og af netop hans mund skal man høre, at vi skal passe på, hvad vi siger, så vi ikke kommer til at sætte skel mellem ‘dem’ og ‘os’.
Men manden kunne overhovedet ikke se det selvmodsigende i det, han sagde. For ham var det åbenbart lynende klart, at denne udtalelse var møntet på danskerne og kun på danskerne. Det faldt ham overhovedet ikke ind, at han med hele sin påklædning så sandelig sætter skel mellem ‘os’ og ‘dem’; han skiller sig ud; han gør os alle opmærksom på, at han ikke er dansker og bestemt heller ikke vil være dansker. Så det, der ikke er tilladt for os etniske danskere: at sætte skel mellem ‘dem’ og ‘os’, det er naturligvis tilladt for muslimerne.
Nøjagtig det samme fandt sted i den omtalte debatudsendelse. Man havde, før Martin Henriksen kom med sin udtalelse om, hvorvidt den muslimske gymnasiast var dansker, ivrigt diskuteret forholdene på diverse gymnasier. Og man havde glad og gerne – og sagligt korrekt – skelnet mellem danskere og ikke-danskere, også den muslimske gymnasiast havde fremsat udtalelser om, hvordan det ikke var så heldigt for de multikulturelle velsignelser, hvis der f.eks. var for få danskere i en klasse; ”danskere” og ”ikke-danskere”, man jonglerede frejdigt med disse to begreber.
Men så snart Martin Henriksen ikke sådan lige uden videre ville kalde vor gymnasiast dansker, så blev de fleste af de tilstedeværende og mange ikke-tilstedeværende grebet af forargelse.
Men ingen så modsigelsen.
Jovist, Ulla Nørtoft Thomsen har ret: Muslimerne vil ikke rigtig ind, men de vil heller ikke ud.
ricardtriis 