Snusfornuft efterlyses

I gamle dage – det vil sige: i min ungdom – kunne man sige om et menneske, der vidste en masse og også førte sig frem som én, der véd besked, at ”han er så klog, så han slet ikke behøver at have noget hoved”.

Dette udtryk kunne især bruges om én, der manglede det, man kunne kalde almindelig snusfornuft. Og det lidt ironiske i udtrykket kom bedre til sin ret, hvis der var tale om et menneske, der så ned på almindelige mennesker, det, man i endnu ældre dage kaldte ”den gemene hob”.

Jeg kom i tanker om dette udtryk efter en Deadline-udsendelse forleden (den 25-9). Her havde værten, Jakob Rosenkrands, inviteret to ”kloge hoveder”, Rune Lykkeberg og Mikkel Vedby Rasmussen, i studiet for at diskutere, hvor vi er på vej hen, sådan set i et lidt større perspektiv. Og jeg må da indrømme, at jeg ikke så det ”overkloge” hos debattørerne i første omgang. Det var da spændende at høre, hvad Francis Fukuyama mente om udviklingen i USA og Europa, det var da interessant at spørge, om måske Europas demokratiske æra er forbi, og nu man var i gang, tog man også det med uden synderlig bebrejdelse, at de temmelig bekymringsfuldt kommenterede de ”højre-populistiske” partiers fremmarch i Europa.

I hvert fald rejste jeg ikke børster i første omgang.

Men senere kom jeg til at lægge to og to sammen ud fra en udtalelse af Rune Lykkeberg og blev nærmest tvungen til at spørge, hvorfor denne udmærkede kommentator dog ikke selv havde gjort det, altså lagt to og to sammen.

Rune Lykkeberg fortalte, at det efter Brexit-afstemningen var blevet afsløret, hvordan ”remain-siden”, det vil sige: folk fra den britiske regering, havde bragt en række decideret falske udsagn til torvs. Han brugte det som et eksempel på, at demokratiet efter hans mening ikke kunne tåle ret mange af den slags bedrag fra de ledendes side, før folk begynder at betragte deres politikere med lede. Og han mente også, at de højre-populistiske partiers fremmarch i Europa havde sin årsag i noget af dette.

Men så var det, at jeg bagefter næsten blev tvunget til at undre mig: Er det for meget forlangt af en kommentator, at han skal kunne indse, at netop de mange halvkvædede viser, netop den megen new-speak, der kendetegner elitens forhold til den muslimske indvandring, er med til at forklare de indvandringskritiske partiers fremgang i Europa? Har disse udmærkede og kloge mennesker en skævhed i synsmåden, der gør det umuligt for dem at se, at der faktisk er god grund til at kritisere den politiske elites udtryksmåde angående indvandringen, specielt jo, fordi det har vist sig, at man ikke kan stole på, hvad de siger?

Det synes faktisk at være tilfældet. Lad mig komme med nogle eksempler på disse halvkvædede viser!

Nå ja, det første eksempel er lige forhånden. Jeg nævnte for et par indlæg siden, se her, hvordan man i et interview med Uffe Østergaard lod sig besnære af Jean-Claude Junckers udtalelser til at tro, at han ville begrænse indvandringen; han talte jo om øget grænsekontrol, og det er vi vant til at tro betyder, at al ikke legitim indvandring standses. Men sådan fungérer det slet ikke i praksis. Så længe man holder fast ved det, jeg har kaldt ”fodjordsreglen”, reglen om, at enhver, der sætter sin fod på europæisk jord og siger ”asyl”, har ret til at få sin asylsag behandlet, så længe vil indvandringen fortsætte. Ganske vist er det ikke alle, der får asyl efter behandlingen, men da de sjældent kan sendes tilbage, bliver resultatet alligevel ofte en ny indvandrer.

Det er virkeligheden i jernindustrien. Eller indvandringsindustrien. Og når man bliver ved med at pakke den ind i pæne ord om konventioner og grænsekontrol, mens enhver med øjne i hovedet kan se, hvordan indvandringen stiger og stiger, så er der ikke noget at sige til, at den politiske elites troværdighed lider skibbrud.

Så har man også fra elitens side fået for vane at kalder migranterne for ”flygtninge”. Af og til dog erstattet af udtrykket ”flygtninge og migranter”. På den måde tror man vist, at man kan få indvandringen proppet ned i halsen på almindelige mennesker, så de føler sig tvunget til at gå med til den. Og når man opdager, at folk flest ikke sluger denne sprogbrug, forsøger man at kalde de nye protestpartier for ”højre-populistiske” eller noget andet slemt.

Men hvorfor dog ikke bøje sig for den snusfornuft, som almindelige mennesker bruger, når de skal overveje tingene? Hvorfor ikke i det mindste prøve at forstå, at når de såkaldte flygtninge opfører sig, som de gør, så er det klart for almindelige mennesker, at de på ingen måde er flygtninge, der søger beskyttelse mod forfølgelse, men migranter, der søger et bedre liv. Der kan være dem, der husker flygtningene fra Ungarn i 1956, husker deres taknemlighed over at være i sikkerhed. Og måske de spørger sig selv, om de mennesker, der foretager seksuelle overgreb, viser sig krævende i de asylcentre, de er anbragt i, og ikke vil ud af bussen, hvis de bliver bragt et sted hen, hvor de ikke vil være, virkelig er flygtet fra krig og ødelæggelse, om de virkelig har oplevet personlig forfølgelse. Nej, de spørger sikkert ikke engang sig selv, de konkluderer bare ud fra, hvad de ser, at den slags mennesker ikke er flygtninge.

Og når eliten bliver ved med at hævde, at vi skal hjælpe dem, modtage dem med åbne arme, prøve at få dem integreret i vort samfund, er der så noget at sige til, at almindelige mennesker, der er præget af en vis snusfornuft, er skeptiske overfor elitens formaninger? Vi siger ikke som barnet i ”Kejserens nye klæder”: ”Men han har jo ikke noget på!” vi siger blot: ”Men de kan jo ikke være flygtninge, sådan som de opfører sig!”

Man kunne også tage det forhold frem, at eliten, den politiske såvel som mediernes elite, ganske vist benævner de tilvandrede mennesker som ”flygtninge”, men hele tiden behandler dem som indvandrere, altså behandler dem, som om de skal integreres her, som om de og deres børn skal bo her i al fremtid og ikke blot, indtil der er opnået fred i deres eget land, så de kan vende tilbage og deltage i genopbygningen. Det er også her en diskrepans mellem, hvad man siger, og hvad man gør. Men lad det ligge i denne omgang!

Lad os i stedet se på elitens new-speak i forbindelse med integrationen!

Den er vist nok i færd med at ændre sig, og godt det samme. Men stadigvæk er det svært at tale direkte og uden omsvøb om, hvad der foregår i vort samfund. Og stadigvæk er det sådan, at denne talen-udenom egentlig på udmærket vis forklarer, at så mange støtter de indvandringskritiske partiers krav om indvandringsstop. Men heller ikke det blev taget frem som et eksempel på demokratiets vanskeligheder af de ovennævnte kommentatorer.

Lad os tage de mange stenkast fra broer ned over biler på motorvejen som det ene eksempel og bilafbrændingerne i Københavns-området som det andet!

Begge dele er udtryk for, hvor skrøbeligt vort samfund egentlig er. Jeg mener, ingen havde jo tænkt sig muligheden af, at nogen kunne kaste sten ned på bilerne, da man byggede diverse broer over motorvejene. Hvis man lavede en ny cykelbro over en motorvej et sted, havde man til hensigt, at beboerne i det kvarter, den skulle betjene, hurtigere skulle kunne komme frem til det lokale handelscenter. Og man havde ikke i sin vildeste fantasi drømt om, at den kunne bruges til at kaste sten ned på bilerne. Først når nogen får denne afsindige idé, opdager man, at vi altså har fået nogle mennesker ind iblandt os, som vil udnytte den svaghed, samfundet hidtil har haft: at vi stoler på borgernes almindelige fornuft; at vi går ud fra, at de ikke vil nedbryde det samfund, de selv er en del af.

Men tilsyneladende er der ingen, der begynder at overveje, hvem det vel kan være, der tænker sådan og handler så samfundsnedbrydende. Eller mere præcist: Der er ingen, der vover at sige højt, hvad almindelig snusfornuft fortæller dem. For man er jo godt klar over, at der falder brænde ned, hvis man vover at sige, hvad man tænker: at det nok er muslimer, der står bag.

Nuvel, nu har jeg jo altså vovet at sige, hvad jeg tænker. Hvorfor tager jeg da ikke hensyn integrationen? Er jeg ikke klar over, hvor ødelæggende for muslimernes mulighed for at føle sig som en del af det danske samfund det er, når der fremsættes en sådan mistanke?

Det er muligt, at det er ødelæggende for integrationen, men hvis det viser sig, at det er muslimer, der står bag, er det så ikke muslimer og ikke mig, der har ødelagt integrationsmulighederne?

Men hvorfor skulle det være muslimer og ikke almindelige danskere, der står bag den slags forbrydelser?

Fordi det er blandt muslimer og ikke blandt danskere, at man træffer en holdning, der ikke vil Danmark.

Det er almindelig kendt, at hvis brandfolk, ambulancefolk eller politi skal ind i muslimske ghettoer, skal de være indstillet på at møde stenkast og andre besværligheder fra områdets ”unge”. Vi andre har forlængst lært at adlyde ambulancens sirener, så vi holder ind til siden, når den kører for udrykning. Men skal den ind i et muslimsk kvarter, holder den pænt og venter udenfor dette kvarter, indtil den kan få tilstrækkelig politibeskyttelse til at kunne køre ind og øve sin livsreddende gerning. Det vil sige: Alle de anstrengelser, vi almindelige danskere gør os for at lade ambulancen komme frem så hurtigt som muligt, er spildte, når den skal rykke ind i en muslimsk ghetto. Der er nogen, der ødelægger det for os. Den tillid, vi har til hinanden, vil nogle muslimer nedbryde.

Der har også været temmelig mange tilfælde af stenkast mod en bus i muslimske områder, foretaget fra en gangbro. Af samme grund har buschaufførerne ofte nægtet at køre ind i disse områder.

Og tager vi de mange bilbrande med, som vi ser for øjeblikket i Københavnsområdet, så kan man også begrunde, at det specielt er muslimer, der må mistænkes for disse ugerninger. Det er nemlig sket før. I vinterferien 2008 foretog muslimske unge fra ghettoerne en række ildspåsættelser: containere, biler og skure blev sat i brand, og man spekulerede meget på, hvorfor. Jeg forsøgte i sin tid at give en forklaring på det, se her. Og jeg tror egentlig stadigvæk, at denne forklaring holder vand: Muslimske drenge får det normale muslimske hierarki indarbejdet i sig under opvæksten: Drenge er mere værd end piger, muslimer mere værd end ikke-muslimer. Når de så efter puberteten i højere grad konfronteres med det danske samfund og opdager, at dette ikke giver dem den ære, de synes tilkommer dem, så er de tilbøjelige til at give alle andre end sig selv skylden for deres manglende succes. Det vil sige: det er meget let at få dem til at se på det danske samfund som fjenden.

Og da både bilbrandene og stenkastene er tydelige udtryk for had til Danmark, er det logisk at spørge, hvor man finder had til Danmark, hvis man vil gøre sig tanker om, hvem der vel kan gå rundt og sætte biler i brand og give sig til noget så samfundsnedbrydende som at kaste sten mod biler på motorvejene.

Det er det, jeg her har gjort. Og ærlig talt, jeg tror, at de fleste danskere, selv om de ikke vover at tænke tanken til ende, dog håber på, at politiet gør det; at altså politiet er i besiddelse af den snusfornuft, som ser ind bag al den bortforklaringstendens, som den politiske og mediale elite benytter sig af. Hvordan skal de ellers kunne opklare forbrydelserne?

Til sammenligning kan nævnes mysteriet om den forsvundne pige, Emilie Meng, fra Korsør. Når vi snusfornuftige mennesker skal overveje, hvad der kan være sket, gør vi kun det, at vi bruger vore erfaringer. Og disse erfaringer tilsiger på ingen måde, at det skulle være muslimer eller en muslim, der står bag hendes forsvinden. Derimod kan historien med Frizl fra Østrig, som holdt sin datter fanget i kælderen gennem mange år, og historien om den unge pige, også fra Østrig, der blev bortført af en mand i en varebil og tvunget til at bo i en kælder under hans garage også igennem flere år, før hun så sit snit til at slippe fri, måske give os et fingerpeg om, hvad der kan være sket. Men der er jo intet i disse historier, der peger specielt på muslimer.

Jeg skal understrege, at jeg finder det helt i orden, at politiet og andre offentlige personer ikke går ud med sådanne formodninger, før det ligger helt klart, at det er muslimer, der står bag de to slags forbrydelser. Men jeg og andre uvidende privatpersoner, der kun har deres almindelige snusfornuft at holde sig til, er ikke underlagt samme begrænsninger. Hvis muslimer vil undgå at blive udsat for sådanne mistanker, må de se at få deres unge til at ophøre med at kaste sten og molotovcocktails mod politi og redningsfolk.

Men selv om man så ser bort fra disse to slags forbrydelser, der er nok andet, der kan få almindelige mennesker til at sige om muslimerne: Det går aldrig godt at få så mange af dem ind i landet; vi må bremse op.

Altså, modsat, hvad de to kommentatorer mente, er dette, at der overalt i Vesteuropa fremstår indvandringskritiske partier, et sundhedstegn for demokratiet. Stik imod, hvad de selv mener, er det dem og deres ”kloge” meningsfæller, der er en fare for demokratiet. Ikke blot fordi de vil fortsætte den alt for store indvandring fra muslimske lande, lige så meget, fordi de taler med uld i mund, ikke tør sige tingene lige ud, ikke vover at tale rent ud af posen om den integration, der, selv om den har frembragt mange dygtige muslimer, har frembragt mange flere muslimer i ghettoerne, muslimer, der lever i deres egen kulturelle verden.

Det er dette ”new-speak”, der er ødelæggende for demokratiet. For demokratiet i vores aftapning går ud fra, at man kan stole på sin mand på tinge. Og når det viser sig, at de ikke tør tale lige ud af posen, ja, at de næsten bevidst bruger ord, der kan misforstås, så blegner tilliden til vore politikere.

Og så ønsker man sig altså nogle nye politikere i nogle nye partier. Det vil sige: Så fungérer demokratiet.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s