Jihadistforvandling?

De fire unge, der var tiltalt for at hjælpe Omar el-Hussein med hans terrordåd i Krudttønden og foran synagogen i Krystalgade, er blevet frifundet.

Det er en nyhed, der har fået overskrifterne frem på de fleste medier i dag. Jeg skal ikke gennemgå hele forløbet i sagen, man kan læse om det på Den korte Avis her, og læse en længere reportage fra domsafsigelsen i Information her.

Det er især den sidste, der her har interesse. Jeg vil nemlig tillade mig at grave lidt ned i sindet på én af de før tiltalte, men nu frifundne, nemlig den 31-årige MR.

Hvis nogen har fulgt med i de tidligere retsmøder, vil man måske huske, at én af de tiltalte havde for vane at bryde ind i afhøringerne og endda at tilsvine dommeren med adskillige mindre pæne skældsord, f.eks. ”naziluder” og ”so”. Det var netop denne MR.

Jeg skal om lidt prøve at grave lidt i, hvorfor han har gjort det.

Men først Informations Morten Frich om sceneriet, da frifindelsesdommen var faldet:

Fra det øjeblik dommeren sagde frifindelse for terrorforholdet, forvandlede alting sig. Ingen af de tiltalte syntes fra det øjeblik at høre noget af, hvad Marianne Madsen sagde.

De 10 betjente, som før havde rykket de tiltalte frem og tilbage som ludobrikker på deres stole, hvis de i strid med reglerne kommunikerede med hinanden eller tilhørerne, trådte pludselig et skridt tilbage, mens smilene lyste de tiltaltes ansigter op.

De talte, de pludrede, på kryds og tværs.

På ét magisk øjeblik forvandlede fire unge mænd sig fra at være mistænkte terrormedsammensvorne, som staten opbevarede i det hul, vi kalder varetægtsfængsel, til mennesker og borgere med fulde rettigheder.

De var frie.

Alt dette forstår vi jo godt. Og ”vi”, det er her både danskerne og muslimerne. Glæden over frifindelsen er enkel og lige til, nem at forstå for alle.

Og hør så, hvad der videre skete:

Var der nogen, som havde et sidste ord, ville Marianne Madsen vide?

MR var den eneste, og det kom bag på ingen. Gennem hele sagen har han svinget mellem det passivt-aggressive og det aggressivt-aggressive, men har altid været, hvad hans egen forsvarer coinede »instruerende.«

Nu tog han ordet efter halvandet års varetægtsfængsling i sagen og sagde roligt og ydmygt:

»Jeg vil gerne sige tak til nævningene for, at de traf det rigtige valg for os. Det har været en lang og belastende tid for mig og min familie. Jeg håber, vores navn nu bliver renset. Tak.«

Det skulle lige synke ind hos retten, at MR optrådte værdigt og afbalanceret. Men det var faktisk det. Våbenhandleren og pusheren havde sagt, hvad han havde at sige, og han lød, som om han mente det.

Han lød, som om han mente det”, skriver Morten Frich. Og det er jo det store spørgsmål. Mente han det? Var det en ægte tak? Havde han hjertet med i det?

Jeg vil holde på, at det havde han. Men jeg vil så samtidig holde på, at kom denne tak fra hjertet, så har retssagen og jo specielt frifindelsen forvandlet ham, forvandlet ham fra en gedigen Danmarks-hader til én, der i hvert fald i nogen grad kan se det sande i den måde, vort samfund fungérer på.

Jeg forestiller mig ikke, at MR er den store koranekspert. Men jeg forestiller mig, at han under retssagen har delt den ret udbredte opfattelse i muslimske miljøer, at alt dansk er noget skidt, ikke til at regne med, ikke noget at stole på. Det er en tanke, der får sin fulde teologiske begrundelse i den påstand, at vore love kun er menneskelige, mens muslimernes love, som koranen foreskriver dem, er guddommelige. Det er det, der får de mere tænksomme muslimer til at gå med til den tanke, at shariaen står over vores grundlov. Og det er det, der i sin yderste konsekvens får muslimer til at begå terrorhandlinger imod vore vestlige samfund.

Og som sagt, jeg tror ikke, at MR har gjort sig alle mellemregningerne klar. Han har blot overtaget tanken om danske love som underordnet muslimske med den største selvfølgelighed. Derigennem har han kunnet lulle sig selv ind i den offermentalitet, som præger så mange muslimer, og også kunnet få en slags retfærdiggørelse af alle de kriminelle handlinger, han begik.

Og derfor: når han stik imod, hvad der kunne gavne hans sag, råber skældsord efter dommeren, ligger der det bag, at han tænker ”muslimsk”: Fordi dommeren er dansker, vil hun alene derfor være imod de tiltalte, og de vil derfor aldrig kunne få en retfærdig retssag. Og det, der er ham om at gøre, er kun at udvise foragt for retten, at gøre opmærksom på, at han ikke anerkender den dom, der kommer ud af det, en dom, som han på forhånd går ud fra, vil være uretfærdig.

Men han har jo så hele retssagen igennem skullet følge både forsvarernes og anklagerens afhøringer og slutprocedure. Han har jo hørt på forsvarernes indlæg, at det ikke blot for dem drejede sig om at indynde sig hos dommeren, men om at påpege svagheder i anklagerens argumentation. Han har fundet ud af, at det i en dansk retssal ikke kommer an på at kende den og den, at være ven med den ene eller den anden, men om at finde ud af, hvad der sket, hvordan det skete kan underbygges rationelt, hvem der kan siges at have ansvar for hvad.

Det er altså ikke et spørgsmål om sharia eller ikke-sharia, det er et spørgsmål om retfærdighed. Ikke blot om, hvad han selv føler som retfærdigt og uretfærdigt, men om, hvad han kan overbevise andre om er forkert og umuligt at argumentere ud fra.

Han har oplevet, at hans forsvarer, er han end aldrig så meget dansker, virkelig går ind i hans sag og finder alle uklarhederne i anklagerens argumenter frem.

Og han har sikkert selv forstået det, som kom frem i dommen og som forsvarerne nok har lagt vægt på i proceduren op til dommen:

Det er efter bevisførelsen lagt til grund, at det først er fra den 14. februar 2015 kl. 21.17 – hvor Omar El-Hussein på netcafeen PowerPlay på Nørrebro begyndte at søge på forskellige adresser på internettet, herunder den jødiske synagoge i Krystalgade – at han havde forsæt til at begå en yderligere terrorhandling. Det følger heraf, at de tiltalte ikke forud for dette tidspunkt kunne medvirke til Omar El-Husseins senere foretagne terrorangreb mod personer ved synagogen. (Fra Den korte Avis).

Så spørgsmålet indskrænker sig til det, der er sket efter 21.17: Kan det, de talte om, og det, de gjorde overfor Omar el-Hussein, karakteriseres som medvirken til terror? Det mener retten altså ikke.

Men den kan altså ikke nøjes med at siger ”sådan er det” eller ”vi synes det og det”, den må omhyggeligt underbygge sine meninger med argumenter. Den mener det, fordi det ikke kan bevises, at de fire anklagede har vidst, at Omar ville begå terror, da de hjalp ham, for det skete hovedsagelig før kl. 21.17.

Det vil sige: MR har i løbet af retssagen lige så stille udskiftet sin sharia-tankegang med den danske retstankegang, udskiftet den muslimske offermentalitet, hvorefter danskerne altid er ude efter muslimerne, med en mere ligelig fordeling at skyld og ansvar, og ender så med at udskifte sine skældsord med en takketale.

Det er stort. Det er en forvandling i det inderste af et menneske, en forvandling, som vi hidtil kun har kunnet se finde sted i yderst sjældne tilfælde.

For når han siger tak for frifindelsen, vender han sig imod det had til Danmark og Vesten, der lå bag Omars handling. Den jihadisme, som lå bag Omar, og som var drivkraften for det, han gjorde, den erkender MR her var forkert. Danmark er ikke det løgnehus, han troede det var. Danmark er ikke ude efter muslimerne. I Danmark kan også muslimer få en retfærdig rettergang. Tak for det!

Jamen, sæt nu, han ikke mener det!

Selvfølgelig mener han det. Han havde jo ikke behøvet at sige noget som helst.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Jihadistforvandling?

  1. Pingback: Hjernernes krig | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s