“Synd tappert”

Synd tappert!” Det var alligevel pokkers! Kan nogen få noget fornuftigt ud af et sådant udsagn? Synd, det er vel altid noget ondt og forkert, og så en opfordring til at gøre dette onde og forkerte på en tapper måde! Hvad mon det er for en idiot, der har sagt noget så skørt?

Tja, det er såmænd vor kirkes kirkefader, dr. Martin Luther. Og jeg må da indrømme: jeg har længe vidst, at Luther har sagt sådan, blandt andet, fordi mange lutheranere gør opmærksom på det og ligefrem betragter det som et hovedord hos Luther, der i sig gemmer hele hans kristendomsforståelse. Selv har jeg været lidt loren ved det. Nok kunne jeg se, at den resoluthed i gudsforholdet, som er noget af det væsentligste hos Luther, og noget af det, så at sige ethvert europæisk menneske har taget i arv fra ham, kunne gemme sig i opfordringen: ”Synd tappert!” Men alligevel! Synd er og bliver vel synd!

Først for nylig har jeg fået taget mig sammen til at undersøge lidt nøjere, hvor ordet står, i hvilken sammenhæng, og til hvem det er sagt. Og det har ført med sig, at jeg nu mener at have fundet løsningen på udtrykkets gåde, en løsning, godt nok, der er helt anderledes, end de fleste går rundt og tror. Men vist også en hel del morsommere.

Men først et par eksempler på, hvordan ordet normalt forstås.

En spørger har rettet spørgsmålet til kristendom.dk, og redaktionen dèr har bedt Else Marie Wiberg Pedersen om at svare, se her. Og det er da ikke helt tosset, hvad hun får ud af det. Men man kan måske også sige, at hun er en dygtig teolog, og en dygtig teolog kan få noget opbyggeligt ud af næsten en hvilken som helst tekst. Hun skriver bl.a.:

Så synd frejdigt, men tro og glæd dig endnu mere frejdigt i Kristus, for han er sejrrig over synd, død og verden. Så længe vi er her, så kan vi ikke undgå at synde. Bed frejdigt, for også du er en stor synder.

I denne formulering, som Luther skrev i et brev til Melanchton i 1521, ligger hele Luthers forståelse af synd, men også af nåde. Ofte citerer folk kun de to ord synd tappert, hvorved man overser, at formuleringens centrum i virkeligheden er udsagnet om syndens sejrherre, Kristus, og troen på ham. Når Luther konstaterer, at Melanchton frejdigt må synde, er det ikke en opfordring til at begå en masse syndige handlinger.

Udsagnet er udtryk for Luthers overbevisning om, at synd er en uomgængelig del af det at være menneske. Synden er ikke bundet til bestemte handlinger, men til hele vort liv.

Alligevel skal vi ikke lade os tynge. Vi kan nemlig leve med synden, fordi vi har nåden i Kristus.

Det er en mindre ting, at hun oversætter ”fortiter” med ”frejdigt” og ikke med ”tappert”. For ordet kan betyde begge dele.

Og det er jo også udmærket, at hun betragter det som en fejl, at man som regel nøjes med at sige ”synd tappert” og glemmer alt om at tro og glæde sig endnu mere tappert i Kristus.

Men det er måske problematisk, at hun nøjes med at gøre opmærksom på, at for Luther er synden en uomgængelig del af livet, og ikke overvejer, om den mon også er det for os. Det er for så vidt typisk for en ”normallutheraner”: Guruen tænker på den måde, ergo må vi tænke på samme måde. Men kan vi det, og skal vi det?

Hun slutter med at gennemgå to forsøg på at overføre Luthers tanker til vore dage, missionsfolkenes og tidehvervs, og skriver så:

I det første tilfælde bliver synd til et spørgsmål om moral, i det andet til en abstraktion, og i ingen af dem får nåden plads.

Som reaktion på disse overbetoninger af synd på bekostning af nåden underbetones talen om synd i hovedparten af folkekirken. Faktisk optræder synden her hovedsageligt i bønner om syndernes forladelse, som den blandt andet lyder i trosbekendelsen, mens Guds nåde og kærlighed er i centrum.

Man må da også sige, at det er den sidste tilgang, der ligger tættest op ad Luther selv. Guds nåde er hos ham altid større og mere central end menneskers synd, dens realitet til trods.

Men alligevel, at lyse den megen moderne prædikensnak om Guds kærlighed i kuld og køn, oven i købet i Luthers navn, er det ikke forkert?

Nå, så til en lidt mere letfærdig måde at omgås ordet på.

Den 3. januar 2014 var der i Kristeligt Dagblad en artikel med denne overskrift ”Godt nytår og synd tappert!”, se her. Den var skrevet af Terje Nordberg, og det, han havde fået ud af dette mærkelige ord, udtrykker han med denne vits:

Doktor, kan De garantere, at jeg vil leve længere, hvis jeg dropper cigaretter, spiritus og kvinder, spurgte den bekymrede patient. Nej, svarede lægen. Men jeg kan garantere, at det vil føles meget længere!

Og så er vi henne ved noget, som vist ikke kan kaldes andet end misbrug af Luthers ord. Det bruger frækt og uden blusel om vort forhold til mad.

Hvad skal vi så tro og mene? En af forklaringerne på, hvorfor årtiers sundhedskampagner tilsyneladende ikke har virket, og at nytårsforsætter sjældent varer måneden ud, er, at vi ikke rigtig gider være sunde. Ikke hele tiden.

Vi har også en drift til usundhed og ufornuft. Mennesket lever ikke af fornuft alene, men også af irrationalitet og fandenivoldskhed. Ingen kan blive ren uden at svine sig til, skrev den svenske digter Gunnar Ekelöf. Den, som vil lære kærligheden at kende, skal gå på bordeller, og den, som vil være ædru, skal først være fordrukken.

Det er summen af menneskets dyder og laster, som dybest set gør os tilfredse. Måske er det sådan, at vi først bliver rigtige mennesker, når vi en gang imellem vender ryggen til idyllen og alt det rigtige.

Se, det kan Luthers ord også bruges til! Ak, ja!

Nej, må jeg så bede om Dietrich Bonhoeffers gennemgang af udsagnet i hans ”Efterfølgelse” fra 1937! (Se her det første kapitel på tysk). Godt nok begår han den fejl at sætte ordet ind i en sammenhæng, hvor han argumenterer mod den datidige forkyndelse af det, han kalder ”den billige nåde”; selv vil han tale om ”den dyre nåde”. Det er uheldige udtryk at bruge. For bruger man udtryk fra pengeverdenen, risikerer man, at logikken fra pengeverdenen følger med: når jeg har købt noget, så har jeg det som min ejendom, og så ejer jeg det uafhængigt af den, jeg har købt det af. Sådan er det aldrig med nåden. Nåden er som kærligheden i et ægteskab: den lever fra dag til dag, vedligeholdes fra dag til dag, styrkes eller svækkes med forholdets intensitet.

Når derfor Bonhoeffer prøver at undgå, at ”synd tappert” bliver taget til indtægt til fordel for ”den billige nåde”, kommer der en uklarhed ind i beskrivelsen. Han prøver at klare det ved at skelne mellem ordet som forudsætning og som resultat.

Hvis Luthers sætning gøres til forudsætning for en nådeteologi, er det en hyldest til den billige nåde. Men Luthers sætning skal netop ikke opfattes som det, man begynder med, men helt og holdent som afslutningen, som resultat, som slutsten, som det allersidste ord.

Lidt senere hedder det:

Nåde som princip, pecca fortiter som princip, billig nåde, er, når alt kommer til alt, kun en ny lov, som ikke hjælper og ikke befrier. Nåde som det levende ord, pecca fortiter som trøst i anfægtelse og kald til efterfølgelse, kort sagt: den dyre nåde, denne alene er ren nåde, som virkelig tilgiver synd og befrier synderen.

Nej, vil man forstå, hvad ”synd tappert” vel kan betyde, må man gå historisk til værks. Det nytter ikke noget at læse lidt Luther og læse noget mere om Luther og så stille sig tilfreds med den tilværelsestolkning, man kan få ud af det. At gå historisk til værks vil sige at lade de historiske kendsgerninger sive ned i sindet, altså alle de historiske kendsgerninger, også dem, man ikke kan få ind i sit skema, også dem, man slet ikke kan få til at stemme overens med sin hidtidige Luther-opfattelse. Så først er man en sand historicus.

Og ak, så viser det sig måske, at Luther tilhører en anden tid, at der af den historiske udvikling er lagt en dyb kløft ind mellem ham og os, så vi ikke længere kan overtage hans tanker direkte, men er nødt til for egen regning og risiko at udskille det, vi kan gå med til, fra det, vi ikke kan gå med til.

Denne kløft lærte vi ikke om på universitetet. Selv blev jeg først klar over den, da jeg havde købt Luthers samlede tyske værker i 67 bind i Erlangerudgavens gengivelse. Dèr læste jeg en bryllupsprædiken, som var udgivet i 1531 og i 1536, udgaven i 1536 i en lidt forlænget udgave.

Det var ganske mærkeligt. Luther er her ganske folkelig, han skildrer, hvordan det, der binder sammen, er Guds ord: Han har givet dig netop denne hustru, hold dig til hende. Og han føjer til:

Derfor kan Gud også godt lide den brunst, han har indgivet brudgommen og bruden. Han har tænkt: Jeg må give narren en kappe på, så de kommer sammen. For hvis det ikke forholdt sig sådan, så ville man aldrig kunne bringe folk sammen i det ægteskabelige liv. Og når en sådan brunst og kærlighed altid forbliver aktiv, så vil den ene opæde den anden af stor kærlighed; som man siger i ordsproget. (http://www.martinluther.dk/hebr13-4.html#58)

Og så siger man jo til sig selv: Jamen, her er da ingen kløft, det er jo, som kunne det være talt idag. Men så, i 1536, hvor talen genudgives, finder han det fornødent at udvide talen med en noget anden melodi:

Men alligevel vil jeg sige noget mere. Hvis du vil se efter, hvordan vi alle fra Adam er født i synd, så er hele ægtestanden (selv om den også overholdes ret og udmærket) syndig og uren; (http://www.martinluther.dk/hebr13-4.html#127)

Her har vi kløften mellem ham og os. Han har ”arvet” den tanke fra Augustin, at alle vore drifter er syndige. Derved får han frem en totalsyndighed, som vi ikke kan efterligne. Augustin gør rede for det i den 10. bog af bekendelserne, kapitel 30 og de efterfølgende kapitler. Men han drager den konklusion, at han derfor bør leve i cølibat. Luther, derimod, drager den modsatte konklusion: Man bør følge det råd, Gud giver gennem Paulus (1 Kor 7,9), at det er bedre af gifte sig end at brænde af begær.

Men ak, hvad skal det hjælpe, ægtestanden er jo syndig og uren? Og hvordan kan det så i Hebr 13,4 hedde, at ægtesengen skal være ubesmittet, i kraft af det samleje, der dèr finder sted, er den jo syndig? Jo, siger Luther:

men nu siger apostelen her, at Gud vil have denne stand benådet på den måde, at den, selv om den af naturen er uren, dog ikke skal være uren hos dem, der er kristne og har troen; men han vil, at de fremover skal kaldes en ren ægteseng, ikke i sig selv, eller ud fra vores natur, men af den grund, at Gud tildækker den med sin nåde og ikke vil tilregne os den naturlige synd eller urenhed (som er indplantet i os ved djævelen). Gå altså i gang og rens denne stand ved hans ord, så at det nu bliver en guddommelig, hellig stand: ikke sådan, at han fjerner brunsten eller brudekærligheden, eller forbyder den ægteskabelige gerning (selv om den ikke sker uden synd). (http://www.martinluther.dk/hebr13-4.html#132)

Gå altså i gang”, ”Fähret also zu”, det henviser til den rensning ved Guds ord, der finder sted ved gudstjenesten, men det henviser også til den ægteskabelige handling selv. Også den skal man på den baggrund frimodigt gå i gang med. Eller, kan vi sige, for nu at foregribe begivenhederne lidt, her skal man ”synde tappert”.

Lad os så – omsider – se på brevvekslingen mellem Melanchthon og Luther. Desværre er ingen af de breve, Melanchthon har sendt til Luther, mens han opholdt sig på Wartburg, bevaret. Vi har kun Luthers breve til Melanchthon. Her venter vi lidt med det afgørende brev af 1. august 1521 og tager først frem et afsnit fra et brev af 9. september 1521. Her skriver Luther:

Hvad skal man slutte deraf? Er jeg ikke allerede fri og ikke længere munk? Tror du måske, at du kan være en Demea for mig, og skaffe mig en Sostrata som kone – ligesom Mircio fik det – som hævn mod mig, fordi jeg, efter hvad man sagde, skaffede dig en kone? Men jeg skal nok tage mig i agt for dig, så du ikke får held med dig.

Om synden mod Helligånden vil jeg ikke sige noget, for du er både lærdere og åndeligere end jeg.

Men om dette ”at brænde” (1 Kor 7,9), som du ikke vil neddæmpe, det har jeg i mellemtiden neddæmpet så meget, at jeg mener, at det kun er en opfordring til meget hed brunst. For besudlinger kalder han selv urenheder (Gal 5,19), som du nok véd. Og i 2 Kor 11,29 siger han: ”Hvem bliver forarget, uden det brænder i mig?” Her vil det være vanskeligt for dig at foreslå noget stærkere. (Den latinske tekst her).

Navnene i det første afsnit henviser til et lystspil af Terenz, en romersk komediedigter (død 159 f. Kr.). Det lyder, som om Luther har ”skaffet” Melanchthon en kone. Melanchthon blev gift den 27. november 1520, og det er da muligt, at han selv ikke var synderlig ivrig efter det, men dog lod sig overtale. Han havde ikke, som Luther, aflagt noget munkeløfte, så der var ikke på den måde noget til hinder for ægteskabet. Dog fik han og hans kone først et barn den 24. august 1522.

Af det sidste afsnit kan man se, at Luther endnu ikke er nået til klarhed over 1 Kor 7,9, hvordan det skal forstås. Men det blev han inden længe. For allerede i slutningen af året 1521 skrev han ”Om munkeløfterne”, et skrift med en enorm virkning. I kraft af det blev samtlige klostre i Nordeuropa tømt.

Dette citat har jeg medtaget, fordi det viser den lidt drillende tone, der kunne være mellem Luther og Melanchthon. Det er ikke uden betydning for det, der kommer nu.

For nu skal vi i gang med brevet af 1. august 1521. Det er temmelig langt. Luther har en del, han skal have svaret på Melanchthons oplysninger. Men så kommer det.

Når du er nådesprædikant, så forkynd virkelig nåde og ikke opdigtet nåde. Når nåden er virkelig, må du også bære virkelige synder. Gud frelser ikke opdigtede syndere. Vær en synder og synd tappert, men tro og glæd dig endnu mere tappert i Kristus, som er sejrherre over synden, døden og verden. Vi må synde, så længe vi lever, for retfærdigheden har ikke hjemme i dette liv. Som Peter siger, så venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor (2 Pet 3, 13). Det er tilstrækkeligt, at vi ved Guds nåde kender Guds lam, som bærer verden synd. Fra Ham kan synden ikke rive os bort, om vi så bedrev hor og myrdede tusindvis af gange dagligt. Mener du, at prisen, der er betalt for at løskøbe os fra vore synder, er utilstrækkelig med dette kostbare og ædle lam?

Bed tappert, også selv om du synder endnu mere tappert. (Den latinske tekst her).

Fejlen ved megen tekstfortolkning – eller jeg skal nok hellere sige: vanskeligheden ved megen tekstfortolkning, især af breve, er, at vi ikke véd, hvordan spillet mellem de involverede personer var. Derfor gjorde jeg opmærksom på det stænk af drilleri, man kan læse i brevet af 9. september. For er ikke et lignende drilleri på færde her? Jeg mener, Luther har måske presset den lidt tilbageholdne og forsigtige Melanchthon til at gifte sig, og det er jo selvfølgelig rart at få én til at sørge for den daglige husholdning, men der er jo også noget med, at der plejer at komme børn ud af et ægteskab.

Og så er det jo ikke til at vide, om vi skal forestille os, at de to venner har talt om det ægteskabelige samliv som et sted, hvor uundgåeligt synden viser sig, ja skal vise sig, nu blot ikke som hedningesynd, men som kristen tilgivet synd. Det har de nok, for sådanne tanker var ikke specielle for Luther, og han har ikke kunnet holde dem for sig selv, men ladet dem komme til orde i sine samtaler med Melanchthon.

Men var disse samtaler præget af lutter kristelig alvor? Jeg mener, der var jo tale om to reformatorer, hvis ord og gerninger fik afgørende indflydelse på fremtidens Europa. Eller listede der sig måske et vennedrilleri ind dèr også? Gik Luther mon og kikkede på Katharinas mave (ja, altså Melanchthons Katharina, Luthers Katharina var der ikke tænkt på endnu), om der dog ikke snart skete noget. Og så kom han til Worms og senere til Wartburg, og så kunne han jo ikke sådan gå og holde øje med udviklingen. Men drille den lidt forsigtige Melanchthon kunne han. Og det gjorde han med dette brev.

Med andre ord: Når han skriver ”pecca fortiter” ”synd tappert”, så betyder det: ”Lad det nu blive til noget! Lad være med at sidde oppe hele natten med dine bøger! Husk du har en pligt overfor din kone! Hun ligger måske endda og venter på dig! Og ikke nogen undskyldning med, at det er en syndig handling! Her gælder det: synd tappert, og tro og glæd dig endnu mere tappert i Kristus”.

Man vil måske synes, at det er lidt voveligt sådan at lægge en humoristisk streng ind i forholdet mellem de to reformatorer. Men det kan nu være godt nok at erindre sig, at også store mennesker kun er mennesker. Og man bedes bemærke, at min argumentation ikke står og falder med, om der er drilleri med i spillet eller ej. Hvis vi tænker os, at Melanchthon i et brev har givet udtryk for sine betænkeligheder ved samlejet: tør han nu vove sig ud i denne syndige handling, for hvordan han end vender og drejer det, det er jo et syndigt begær fra hans side, der derigennem kommer til udtryk, og derfor forestiller os, at brevets slutning er at betragte som et forsøg fra Luthers side på at trøste en anfægtet sjæl, så er jo dog udtrykket ”synd tappert” også i en sådan tolkning at forstå om det ægteskabelige samliv og intet andet.

Og det er det, jeg vil have understreget. Ja, jeg mener, at det, jeg her har skitseret, historisk set er korrekt i den grad, at man kan spørge: På hvilke andre områder kunne det tænkes, at Luther ville opfordre til at ”synde tappert”? Luther kommer jo med formaninger på utrolig mange områder. Han formaner fyrsten til at sørge for lovenes opretholdelse, men formaner ham da ikke til at synde, hverken tappert eller forsigtigt. Han formaner ægtefæller til at undgå at lade sig friste af andres koner eller mænd, men formaner dem da ikke til at være ligeglade i tiltro til Guds tilgivelse. Han formaner købmænd til kun at tage rimelige priser for deres varer, men heller ikke her kan man indpresse et ”synd tappert”.

Men hvad med den resoluthed, der synes at udspringe af dette ord? Er der alligevel ikke noget positivt at hente her?

Nej.

Sandt nok, ordet giver udtryk for en resoluthed i trosforholdet. Men at tage et udtryk, brugt i en privat sammenhæng overfor en ven, og lade, som om det har samme almengyldighed med hensyn til at forstå Luthers teologi som udtryk, brugt i offentlige skrifter, beregnet på og udtænkt til netop almenheden, det er at lade hånt om de historiske kendsgerninger, der omgiver udtrykket.

Dèr, hvor Luther i sine offentlige skrifter opfordrer til resoluthed, er i forhold til troen. Troens ord, det er det, man må fastholde på trods af alle anfægtelser om ikke at være god nok, om ikke at kunne tro stærkt nok, osv. Og idet man tror på Guds barmhjertighedsord, kan man glad og med lyst gå ud i dagligdagen til dens mange gøremål, idet man glad og gerne og med forståelse retter sig ind efter de ordninger, Gud har skabt, ægteskabet, de økonomiske forhold og de politiske institutioner. Altså ”retter sig ind efter”, ikke lader hånt om, ikke ”synder tappert” eller mindre tappert, ikke er ligeglad med, om ordningerne opretholdes eller ej.

Og vi, der lever på den anden side af den forståelseskløft, der er mellem Luthers tid og vor tid, vi, der er kommet til den noget sandere og noget kristeligere opfattelse af vore drifter: at de er en del af Guds gode skaberværk, vi kan da slet ikke opfordre nogen til at synde.

Man kan se en længere afhandling om Luthers ”Augustinisme” her. Den er på engelsk. En lidt mindre, på dansk, kan ses her. Begge med mig som forfatter.

Desuden kan man sammenligne med nogle Luther-tekster, her og her.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til “Synd tappert”

  1. Pingback: To inkompatible metaforer | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s