Opskrift på en “sviner”

Det er Martin Krasnik, det pæne menneske, der i Weekendavisen den 30-9 leverer et eksempel på en svinestreg, på nudansk: ”en sviner”. Artiklen er ikke online, men Uriasposten har været så venlig at citere store dele af hans artikel, så man kan forvisse sig om, at der virkelig er tale om en ”sviner”, se her. I første omgang sprang jeg artiklen over. Man skal ikke læse ret meget af den, før man fatter, hvad hensigten er. Og den slags vrøvl gider jeg ikke spilde min ungdom på. Men så læste jeg Morten Uhrskovs blogindlæg på Jyllands-Posten, hvor han gør opmærksom på, at dette er et usædvanlig groft eksempel på bagvaskelse af danske medborgere, se her. Og så måtte jeg jo til at læse Krasniks artikel sådan for alvor.

Og ganske rigtigt, der er tale om en ”sviner”. Ikke mindst fordi han trækker nazi-kortet. Det kan man nogle gange komme ud for i debatten, hvilket er et tegn på, hvor indædt debatten om indvandring og islam er, eller på, hvor overbevist den ene side af debatten er om egne synspunkters høje etiske standard. Men der er nu ingen grund til at fare helt op i det røde felt, som Morten Uhrskov gør. Når nogen bruger nazi-kortet i debatten, er det kun et tegn på egen dumhed og overfladiskhed. Og det er nok også tvivlsomt, om det har nogen virkning ud over den, det kan have i egen menighed. Blot overrasker det, at Weekendavisen nu vil til at være et menighedsblad.

Inden jeg rigtig går i gang med Krasniks artikel, er det dog værd at gøre opmærksom på, at man, hver gang man bruger nazi-argumentet, er med til at gøre holocaust mere spiselig, eller med til at trække holocaust ud af den dybeste helvedafgrund op til noget mere normalt ondt menneskeligt. Jo, for det fuldstændig unikke ved holocaust forsvinder mere og mere, når man sådan til stadighed mener at kunne se ansatser til det hos ”de andre” i debatten.

Men så til Martin Krasniks artikel!

Hvis man vil producere en ”sviner”, behøver man ikke forstå sin modpart eller sætte sig ind i hans eller hendes tankegang. Det er fuldt ud tilstrækkeligt, at man bruger antydningens kunst. Mere kan det da heller aldrig blive til, når man vil trække nazi-kortet overfor os indvandrings- og islamkritiske debattører. Søren Pind gjorde det f.eks., da han et sted mente, at han kunne høre ”rumlen af togvogne” i det og det argument fra os anderledes tænkende – jeg husker ikke, hvad det var, der fremkaldte denne hørehallucination.

Og én af deltagerne i den famøse debat på DR2, formanden for nationalpartiet, Kashif Ahmad, som i debatten fik en finger rettet imod sig af medlem af Nye Borgerlige, Poul Højlund, med den påstand, at kun muslimer udgør et integrationsproblem her i landet, sammenlignede i udsendelsen det, der sker i Danmark, med det, der skete i mellemkrigstidens Tyskland, det, der endte med, at mange millioner jøder blev gasset, se her. Men heller ikke han begrundede anklagen nærmere, vi måtte nøjes med antydningen.

Men uha, uha, man må formode, at nogen er ved at gøre gaskamrene klar. Sjovt nok er imidlertid den eneste fare for de danske jøder den, der udgår fra Kashif Ahmads trosfæller, muslimerne. Det var en muslim, der myrdede en jøde i februar 2015, det er på grund af frygten for løsgående, muslimske missiler, at man har opstillet politivagt ved jødiske institutioner.

Hos Martin Krasnik, derimod, får vi en mere udførlig begrundelse for antydningen, for ikke sandt, man er vel en trænet debattør!

Og dette, at man er en trænet debattør, viser sig nu først i, at man vælger sine ofre med omhu. Man kunne have valgt Nye Borgerlige. De ser jo ud til at være tilpas muslimfjendtlige, de måtte da let ved hjælp af lidt krasniksk retorik kunne bringes til at ligne nazisterne. Men nej, den opgave er åbenbart for let.

Men hvad så med Morten Uhrskovs parti, Dansk Samling? De vil ligesom Nye Borgerlige lukke grænsen – dog for deres vedkommende ”hermetisk” – for indvandrere fra den ikke vestlige verden. Og de vil derudover sende de allerede tilstedeværende muslimer ud af landet, hvis de ikke vil lade sig integrere. Ikke sandt, her må da være noget for en nazi-sammenligner! Åh, nej, de føjer til, at et ikke ubetydeligt beløb skal medfølge. Og det er nok, selv for den mest veltrænede retoriker, for stor en opgave at få dette pengebeløb forvandlet til gaskamre.

Men det er dog givetvis ikke det, der får Krasnik til at lade dem i fred. Det er mere det, at de forekommer ham for ubetydelige. En ordentlig og kompetent debattør skal have store fjender at nedgøre. Derfor går han i gang med Martin Henriksen og Marie Krarup fra Dansk Folkeparti.

Og han nøjes ikke med at bruge antydningens kunst. Han kommer direkte med en anklage. Hatten af for det! Stor retoriker!

Og stor retoriker er han også i det, der går forud for anklagen. Her er han som den dygtige retoriker, han er, i stand til helt at se bort fra den argumentation, man vil gennemføre fra de to modstanderes side, og nøjes med at pille enkeltelementer ud, som han så kan gøre grin med. Når Martin Henriksen har ladet sig lokke ud på den tynde isflage, der hedder ‘bestemmelse af danskhed’, og her hævder, at humor hører med, får det Krasnik til at sige:

Man ser det for sig: Kan man få Indfødsretsudvalget til at grine, får man et pas.

Ja, meget morsomt. Men også afslørende for Krasnik. For her opstiller han pludselig en situation, en situation, som folketinget står i, hver gang de skal tage stilling til ansøgningerne om statsborgerskab. Og i den situation giver jo pludselig Henriksens bestemmelser af danskhed mening.

Men inden man opdager, at Martin Henriksen faktisk ikke er så tosset, er Krasnik gået videre:

Det handler åbenlyst ikke blot om at anerkende demokratiske værdier, ligestilling og trosfrihed, som vi deler med andre demokratiske lande. Det er heller ikke så simpelt, at man som indvandrer kan hævde at have gennemskuet den særligt danske måde, vi har institutionaliseret disse værdier i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet og lader den gennemstrømme vore sociale koder på. Nej, for ifølge Martin Henriksen har Jens Philip Yazdani slet ikke ret til selv at afgøre, om han føler sig dansk.

Læg mærke til, hvordan Krasnik nu tillægger Henriksen noget, han aldrig har sagt, ja, formentlig end ikke tænkt! Vil Henriksen fratage Yazdani ret til at føle sig dansk? Selvfølgelig ikke. Dels er det umuligt at råde over andre menneskers følelser, dels er det snarere det modsatte, der er på færde i debatten om danskhed: muslimerne vil partout have os etniske danskere til at sige, at de er lige så danske som vi, og jo naturligvis sige det på en måde, så det kan høres, at vi virkelig føler det. Men hvad de selv føler, hvad de selv lader sig lede af, når det på alle måder søger at skille sig ud fra os andre, det skal der ikke tales om.

Men at fratage Yazdani muligheden eller retten til at føle sig dansk, det er der da ingen, der kunne drømme om at gøre.

Bortset lige fra denne virkelig dygtige retoriker: Han kan få en løgn til at glide ned, så ingen opdager det. Bravo! Godt scoret!

Nu er det så Marie Krarup, der kommer i maskinen. At hun er bekymret for, at definitionsretten af danskhed skal overgå til de muslimske indvandrere, at hun vil kæmpe imod, at danskerne kommer til at føle sig usikre på, hvem de egentlig er, det overser Krasnik totalt. Han er blot ude efter nogle få sætninger, han kan hænge hende op på. ”Man er kun dansker, hvis man vil være det på den gamle måde”; ”det at være dansk er en ‘arvet virkelighed’”, det er nogle af de citater, han har i bøssen, og ud fra dem er han i stand til fremkomme med følgende konklusion:

Det er Blut und Boden af den dybe slags; den sunde stat beror på enheden mellem folket – der er defineret biologisk og efter afstamning – og jorden.

Blut und Boden”, ja, det er jo et nazistisk slogan. Det med ”Boden” ligger det ganske vist lidt tungt med i de citater, han har fremført, men hvorfor dog være så nøjeregnende? Det kan en rask retoriker nok lige få sneget ind, uden at nogen opdager det.

Men det næste kræver næsten en endnu større velvillighed, hvis man skal overser overgrebene på de to modstanderes argumenter:

Marie Krarups kriterium fik mig til at tænke på Karl Lueger, den antisemitiske borgmester i Wien og en af Hitlers store inspirationskilder. Det var nemlig ham, der sagde: ”Wer Jude ist, bestimme ich”. Hvem der er jøde, det bestemmer jeg! Det samme sagde Göring angiveligt, da tyskerne indførte forskellige kategorier af borgere med Nürnberglovene. Det er ikke borgeren eller mennesket selv, der afgør sin nationalkarakter. Vi taler ikke om de almindelige, objektive kriterier i form af krav til statsborgerskab. Nej, det handler om identitet, følelsen af, hvem man er og hvilket fællesskab man tilhører. Og det er magthaveren, flertallet, der bestemmer, ud fra helt vilkårlige kriterier for, hvad der udgør folkekarakteren.

Hvem der er dansker – det bestemmer vi!

Nu træder sammenligningen med nazisterne endnu mere åbent frem. Nu påstås det, at i selve det fra statens side at ville bestemme, hvem der er fremmed og hvem ikke, ligger der noget forkert, der tåler sammenligning med de tyske Nürnberglove.

Jamen, jamen, vi gør det jo allerede. Ja, vi er nødt til det ifølge grundloven. Og den vil Krasnik vel ikke have afskaffet. Når en ikke-statsborger søger om statsborgerskab, så skal hver enkelt ansøger bedømmes af folketinget. Det er mig bekendt det eneste tilfælde, hvor staten påtager sig at bedømme et menneskes danskhed. Hvad jeg eller andre mener om enkeltmuslimernes eventuelle danskhed eller mangel på samme, er lovgivningen uvedkommende og kommer ikke den pågældende muslim ved. Det er og forbliver noget, jeg kan beholde for mig selv. Men naturligvis, bliver jeg spurgt, vil jeg nok på bedste beskub prøve at redegøre for, hvordan jeg føler. Men hvorfor skal jeg påtvinges en følelse af samhørighed med et menneske, som jeg ikke kender? Eller mere præcist: Hvorfor skal jeg sige, at jeg føler samhørighed med én, som jeg måske ikke føler nogen samhørighed med?

Men netop den situation, bedømmelsen af ansøgere om statsborgerskab, er jo totalt forskellig fra den situation, der opstod med Nürnberglovene i 1935.

1) Det kan godt være, at man uvilkårligt, når man hører debatten om, hvem der skal have statsborgerskab, får det indtryk, at ”det er flertallet, der bestemmer, ud fra helt vilkårlige kriterier for, hvad der udgør folkekarakteren”. Og vi kan gerne tage en debat om, hvorvidt det er rimeligt eller ej. Men en sammenligning med Nürnberglovene er helt ude i skoven. For her var der tale om alt andet end vilkårlige kriterier for, hvem der var jøde. Her fastlagdes ens ”nationalitet” – af staten, ganske rigtigt – ikke ud fra vilkårligheder, men ud fra fødselsattester, ud fra beviser for, hvem ens forældre var, hvem ens bedsteforældre var osv. Alt nøje bestemt og bestemmeligt. For det var racen, det gjaldt, mente man, det var racelove, man indførte, ikke love til bestemmelse af styrken af tilhørsfølelsen til Tyskland.

2) Man må vel også sige, at der er forskel på gennem Nürnberglovene at uddestillere et element i folket, som har eksisteret i landet gennem mange generationer, og så det, folketinget gør to gange om året: at give sit minde til, at så og så mange enkeltpersoner får tildelt statsborgerskab, enkeltpersoner, som er tilflyttere til landet. Det giver dog, for mig at se, en vis mening at diskutere, hvor mange og hvilke forbrydelser de må have begået for at miste retten til statsborgerskab, hvorvidt de skal have ligget landet til byrde eller ej, og at diskutere det er ikke ensbetydende med at have vilje til at gennemføre love, der minder om Nürnberglovene.

3) Selv hvis man er meget velvillig overfor Krasniks blanden-tingene-sammen, så man går med til, at det, han vil sammenligne, er det forhold, at den enkelte fremmede ikke får lov til selv at afgøre, om han eller hun er dansker – det fik de ikke ved Nürnberglovene i Tyskland, det får de ikke ved ansøgning om statsborgerskab – så kan man ikke få tingene til at gå op. For der er jo en afgørende forskel på, om det er staten, der handler sådan med de magtmidler, den råder over, eller det er enkeltpersoner, der siger, at de og de mennesker er anderledes, men iøvrigt ikke foretager sig yderligere, ja ikke heller som politisk parti har planer om andet end at søge at integrere dem i vort samfund.

4) Hvordan kan vi i det hele taget diskutere integrationen og vore integrationsindsatsers heldige eller mindre heldige resultater, hvis ikke vi formår at skelne mellem ”dem” og ”os”? Så er ikke den anklage, Krasnik retter mod de to DF’ere, en anklage, han burde rette mod hele samfundet? Når vi skal bedømme integrationens virkning, er det netop de målestokke, vi bruger, som Martin Henriksen og Marie Krarup har opstillet. Og finder vi, at de fremmede bombarderer ambulancer og brandbiler, når de kommer ind i ”deres” kvarterer, så konkluderer vi – fuldt korrekt – at der her er tale om en udansk opførsel, som viser os, at integrationen ikke har nået sit mål.

5) For det er jo én af de væsentligste forskellen mellem dengang og nu. Dengang ønskede Tysklands jøder at gå i ét med tapetet; de gjorde ikke noget væsen ud af sig; de ville leve så skjult som muligt; de skilte sig ikke ud på nogen måde. Nu, derimod, har vi i muslimerne et mindretal, som selv ønsker at skille sig ud fra den øvrige befolkning i Danmark, i klædedragt, i opførsel, i religiøs praksis.

6) Dengang var det statsmagten, der ville tvinge jøderne til at synliggøre deres jødiskhed: de skulle bære en stjerne med et ”J” i, for at markére, at her var der en jøde. Og de jødiske forretninger skulle have malet et tydeligt ”J” på sig, så en ordentlig tysker kunne se, at her skulle han ikke handle. Nu er det mindretallet selv, altså muslimerne, der skiller sig ud. Og tvangen kommer ikke fra staten eller fra majoriteten, men fra mindretallet selv.

7) Dengang ville man afskære jøderne fra det økonomiske liv. Nu vil man på alle måder inkludere muslimerne i det økonomiske liv, ja, man lader endog uden indvending det offentlige betale for de særlige muslimske krav om badeforhæng i skolerne, om særlige badedage for muslimske kvinder på badeanstalterne, m.m.

8) Dengang kom volden fra majoritetssamfundet, ja ikke engang det, men fra staten. Nu kommer volden og voldstruslerne fra mindretallet, muslimerne.

9) Dengang var det staten, der ville tvinge jøderne til at føle sig som ikke-tyskere, hvis vi nu skal tage dette med følelserne frem. Nu er det muslimerne selv, der vil have os ikke-muslimer til at føle muslimerne som en del af det danske folk på trods af, at de gør alt for ikke at være det.

10) Endelig: Dengang skulle majoritetssamfundet af den nazistiske stat tvinges til at afbryde alt samkvem med jøderne, ægteskab med en jøde blev forbudt, handel med jøder mødt med sanktioner. Nu er det minoritetssamfundet, muslimerne, selv, der ikke vil giftes ind i majoritetssamfundet eller iøvrigt have samkvem med det. Nu er det majoritetssamfundet, ja staten selv, der breder sine arme ud og siger: ‘kom dog og vær med i vort folkelige fællesskab!’, men minoritetssamfundet, muslimerne selv, mange af dem i hvert fald, der siger ‘nej tak!’

Alle disse forskelle ligger tydeligt fremme i lyset for den, der vil se bare en lille smule på de historiske kendsgerninger. Men netop det vil Krasnik ikke.

Han er som sagt en dygtig retoriker. Han skærer tynde skiver af salamien, så det hele sker sådan lidt efter lidt, og ingen rigtig opdager noget, før han drager konklusionen til sidst. Og så har det hele lydt så tilforladeligt, at man siger til sig selv: Det var alligevel pokkers! Er disse DF’ere sådan?

For nu viser Krasnik sit sande skarpsind. Hvorfor siger DF’erne, som de gør? Jo, svarer han:

Grunden til, at disse politikere fra Dansk Folkeparti siger, at de jo ikke helt ved, om Yazdani elle Aziz er danske, og lejlighedsvis slår det hen som en vittighed, er jo, at de udmærket ved, hvad de mener, men dog ikke helt kan sige det: At man ikke er dansk, hvis man er brun eller sort, og aldrig bliver det, uanset hvor mange generationer, man bliver boende.

Nu har retorikeren, uden at vi helt blev klar over det, forvandlet sig til analytiker. Og dem er der mange af i vor politiske verden. Man mindes Ritt Bjerregaard, der optrådte som analytiker i forhold til Svend Auken: ”Det, Svend mener, er …”. Her er det Martin Krasnik, der er i stand til at konkludere, hvad Dansk Folkeparti ”i virkeligheden” mener: de er racister, de bedømmer folk ud fra deres racemæssige tilhørsforhold. Det er en videreførelse af den fejl, han begik med sammenligningen med de nürnbergske racelove, men fejlen bliver ikke mindre af at blive gentaget. Og ikke blot er det en fejl, det er en ondsindet fejl, det er en bevidst løgn, der er blevet arbejdet frem imod, så den kan forekomme korrekt.

Man må spørge: Hvornår er det at være muslim blevet identisk med at tilhøre en race? Bevares, der er mange, der kalder al modstand mod muslimer for racistisk, men Martin Krasnik burde dog som det forholdsvis kloge menneske, han er, formå at skelne. Medmindre, naturligvis, han er ude på at bruge denne sammensmeltning i sine anstrengelser for at opbygge en rigtig ”sviner”.

Han har lige forud omtalt, hvordan Kenneth Kristensen Berth, også DF’er, har begrundet sin forsigtighed med at erklære en muslim for dansker med, at ”han kunne jo være medlem af al-Qaeda”. Bortset fra, at det nok var en lidt dum bemærkning, så fremhævede han da derigennem med al ønskelig tydelighed, at det er religionen islam, der i sig skjuler det farlige, ikke hudfarven, ikke etniciteten. Alligevel er Krasnik i stand til at fastholde det med hudfarven i sin afslutning, hvor det hedder:

Partiet [altså Dansk Folkeparti, rr] mener tydeligvis, at den eneste måde, man kan være 100% dansk på, er at være hvid, uanset om man iøvrigt støtter alle mulige værdier om ligestilling, ytringsfrihed og demokrati.

Og det er klart, hvis det var en korrekt tolkning af Dansk Folkepartis politik – men ordet ”tydeligvis” lader ane, at Krasnik egentlig godt selv véd, at det, han siger, er forkert – så ville der være tale om racisme, og så ville sammenligningen med nazisterne have en lille smule på sig. Men netop fordi alt dette med hudfarven er noget, Krasnik fletter ind og pådutter diverse DF’ere – omend det sker listeligen og umærkeligt – er hans artikel én stor løgn.

Men så meget skal han da have: det er en dygtigt gennemført løgn. Man opdager det ikke lige med det samme. Men man synes jo nok, at Martin Krasnik kunne bruge sine utvivlsomt gode evner på noget bedre.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Opskrift på en “sviner”

  1. Pingback: De radikales begrænsninger | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s