Al-Andalus

Dette er det arabiske navn for den spanske provins Andalusien, den, der har Granada til hovedstad. Fra muslimernes erobring af næsten hele Spanien i 712-721 og frem til generobringens afslutning med Granadas fald i 1492 har der eksisteret to konkurrerende statsformer i Spanien, den muslimske og den europæiske. Og i vore dage er der opstået to konkurrerende historier om dette Spanien, en muslimvenlig og en spaniervenlig. Den muslimvenlige er ikke nødvendigvis fortalt af muslimer, som oftest af politisk korrekte europæere, dog af og til finansieret af arabiske regimer, mens den spaniervenlige er fortalt af historikere, der ofte er uglesete i deres universitære miljø.

Den 29-7 bekendtgjorde Mikael Jalving på sin blog, se her, at han, skønt hans kone strengt havde forbudt ham at læse om islam i ferien, havde snydt sig til at læse en bog

skrevet af den spansk-amerikanske historiker Darío Fernández-Morera, med titlen The Myth of the Andalusian Paradise: Muslims, Christians and Jews under Islamic Rule in Medieval Spain (2016).

I denne indleder forfatteren hvert kapitel med et citat fra én eller anden af sine politisk korrekte kolleger og bruger så resten af kapitlet til at argumentere imod ham, vel at mærke ud fra gedigne samtidige kilder.

Denne bog er foruden af Jalving blevet læst af Norman Berdichevsky og hans anmeldelse kan læses her.

Dette, foruden nogle andre anmeldelser, gjorde mig parat til at skrive om Al-Andalus, noget, jeg dog ikke tog mig tid til/fik tid til før nu.

Nu melder emnet Al-Andalus sig nemlig igen, for nu har jeg læst om noget, der er ganske nyt for mig, ligesom det er nyt for Hege Storhaug, den norske forfatter, der har fået stor succes med sin bog ”Islam, den 11. landeplage”.

Dette nye er oven i købet noget, hun ikke selv har opdaget. Hun skriver om det her. En af hendes læsere gør opmærksom på, at der i Storhaugs bog er et ”gabende hul”. Hun har helt undladt at omtale de festligheder, der hvert år gennemføres i mange spanske byer under overskriften ”Moros y Christianos”. Desværre er disse festivaler meget lidt kendt, siger læseren, men de er udpræget anti-muslimske, for de fleste af dem afsluttes med, at en dukke, forestillende Muhammed, bæres gennem gaderne og enten antændes eller styrtes ned, så hovedet knuses. (Og vi arme danskere, der fik sådan på puklen af de andre europæere, fordi en tegner hos os havde tegnet Muhammed med en bombe i turbanen!).

Man kan læse en wikipedia-artikel om festlighederne her.

For ligesom at undskylde sin uvidenhed gør Storhaug opmærksom på en anmeldelse af en politisk korrekt bog om Al-Andalus, ”Spansk gullalder og arven fra jøder og muslimer” (2011), forfattet av Knut Aukrust og Dorte Skulestad. Denne bog har, siger Storhaug, mødt sin overmand i førsteamanuensis Gjert Vestrheim. Hans anmeldelse, se her, knuser alle de påstande, som fremsættes i bogen, men, gør Storhaug opmærksom på, heller ikke han fortæller noget om disse festivaler.

Denne anmeldelse er nok det mest spændende af alle de links, jeg indtil nu har henvist til. Men jeg kan ikke helt komme bort fra, at heller ikke den deler sol og vind lige. Det har, forekommer det mig, vist sig næsten umuligt at nå frem til en nogenlunde objektiv sandhed om, hvad der foregik i Al-Andalus og i Spanien i det hele taget fra 712 til 1492. Det link, der efter min mening kommer en nogenlunde troværdig historik nærmest, er dette. Men det er nærmest uoverskueligt. Det drejer sig om en portal med henvisning til mange bøger om sagen, der findes på nettet, tunge historiske undersøgelser, der virkelig går i dybden og gør det på en efter min mening afbalanceret måde.

Noget af det, der gør det vanskeligt at fortælle om denne periode på en afbalanceret måde, er den kendsgerning, at vi er kommet ind i en ny æra, demokratiets æra. Hverken den muslimske eller den kristne side af kampen på den iberiske halvø kendte noget til demokratiet og indrettede derfor deres styrer efter de overbevisninger, der gjaldt dengang. Og godt nok var de forskellige indenfor de to religioner, men der var også store lighedspunkter.

Det store spørgsmål er derfor: Hvad skal man bruge som sammenligningspunkt i sin bedømmelse? Skal man bedømme handlingerne ud fra vore dages demokratiske idealer og menneskerettighedstanker, eller skal man bedømme dem ved at sammenligne dem med det, den anden side foretog sig?

Jeg vil klart foretrække det sidste, men indrømmer, at det er en meget vanskelig opgave. Jeg har tidligere prøvet at dele sol og vind lige, se her. Dengang brugte jeg demokratiets tale om den naturlige lov som parameter for at opstille forskellen på de to religioner. Denne gang vil jeg gå lidt anderledes frem.

Jeg vil spørge om øvrighedens legitimitet.

Man kan måske skelne mellem de styrende i et folk og de styrende i et imperium.

I et folk udvikler der sig ofte en vis forskel mellem en priviligeret adel og en upriviligeret bondestand. Og ud af adelstanden kan der fremkomme en familie, hvis medlemmer anser sig selv for at have ret til at herske over folket. Ofte anerkendes denne ret af folket, og så opstår der en vis legitimitet i et arveligt kongedømme. Vi kender det fra Danmarks historie. I 1700-tallet blev dette kongedømme oven i købet betragtet som enevældigt både herhjemme og i andre europæiske lande, hvilket kunne give sig sære udslag. Da således den russiske tsarina Anna døde i 1740, adskillige år tidligere, end hun havde regnet med, blev den af hende udtagne efterfølger, Ivan, tsar. Det var ganske bizart. For han var kun to måneder gammel. Hans herredømme varede da heller ikke længe. Peter den Stores datter, Elisabeth, tog magten i 1741 ved et ublodigt kup.

Vi danskere oplevede noget lignende i 1772, da Struensee blev vippet af pinden. Det lykkedes oprørerne mod Struensee at trænge ind til den sindssyge konge og få hans underskrift på et stykke papir, der overlod magten til enkedronning Juliane Marie og Ove Høgh Guldberg.

Var det legitimt?

Formelt set var det vel. Men jo ikke reelt. Blot havde man ikke en anderledes tankegang at sætte i stedet.

Var det nu et imperium, der var tale om, f.eks. Romerriget, så det lidt anderledes ud. For der var ikke noget fælles folk, hvorudaf legitimiteten kunne vokse. Til gengæld kunne legitimiteten vokse ud af det sværd, der tvang den igennem, selv om det jo ikke gav legitimitet, i hvert fald kun indtil et andet sværd tvang det første fra tronen.

Det var måske derfor, de romerske kejsere anså det for påkrævet at give sig selv guddommelig status. Guddomme er jo altid blevet betragtet som magter, der står over mennesker. Og har et menneske guddommelig status, har det også en legitim ret til at herske. Det tror kejseren selv, og det tvinger han sine undersåtter til at tro, idet han tvinger dem til at ofre til kejserens billede.

Men ofre til kejseren, det var just det, de kristne ikke ville, for der er kun én gud, ham må man ofre til, ikke kejseren. Det førte til de mange martyrier, som kirkens ældste historie er fuld af.

Og lad mig bare indrømme, at der er noget i disse forhold, som jeg ikke helt forstår.

For det første: Hvordan kunne jøderne blive fritaget for at ofre til kejseren? Hvis de da blev fritaget, jeg er ikke ganske klar over det.

For det andet: Hvorfor lagde de kristne så stor vægt på disse ofringer, at de ligefrem var villige til at sætte livet til for at undgå det?

Det sidste er i hvert fald lidt af en gåde. For de kristne ville jo ikke gøre oprør mod kejseren. De ville glad og gerne inddrage ham i deres bønner. De vidste godt, at – med Paulus’ ord – øvrigheden var indsat af Gud til at straffe de onde og belønne de gode (Rom 13,1-5). Hvorfor så ikke ofre til ham, hvis der i denne handling ikke ligger andet og mere end det, Paulus skriver i romerbrevet?

Formentlig har der altså ligget mere i denne offerhandling end den blotte og bare anerkendelse af øvrigheden. Var man måske bange for, at kejseren skulle tiltage sig magt til at bestemme over godt og ondt? Eller var det blot det principielle: at kejseren dog er et menneske med den almægtige gud over sig som alle andre mennesker?

Det forekommer mig svært at afgøre.

Og lige så svært at afgøre er de senere kristnes holdning til deres muslimske herrer. Man skulle jo tro, at det er lige så slemt at påberåbe sig en guddommelig bog som at påberåbe sig en guddommelig status. Og der var da også kristne i det muslimsk erobrede Spanien, der hævdede, at man som de kristne i Romerriget, skulle nægte at anerkende de muslimske herskeres guddommelige retsorden. Blandt andet de såkaldte ”martyrer fra Cordoba”. Dem har jeg tidligere beskæftiget mig lidt med, se her. Men disse martyrer fik ikke støtte fra de kristne menigheder. De fleste kristne affandt sig med den tilværelse, som de muslimske regenter tilstod dem.

Når det drejer sig om øvrighedens legitimitet, er det klart, at Muhammed må svare, at han har legitimitet fra Gud, fordi han er det modtageapparat, som Gud bruger til at meddele menneskene sin lov. Desværre havde Gud glemt at fortælle Muhammed, hvad der skulle ske efter hans død, hvordan arvefølgen skulle være. Eller skal vi ligefrem sige, at Muhammeds død ikke blot var en overraskelse for Muhammed selv, men også for den Allah, der ellers havde ordnet alt til det bedste, i hvert fald til Muhammeds bedste?

Og dette viste sig at være en afgørende mangel. Det er den mangel, der ligger bag den grundlæggende strid indenfor islam, striden mellem shiaer og sunnier. Det har bevirket, at den, der tilfældigvis kommer til magten i et muslimsk rige, kan påberåbe sig legitimitet ved at hævde, at han er den rette kalif, altså den rette efterfølger af profeten.

Dog er der den forskel mellem profeten og hans efterfølgere, kalifferne, at mens Muhammed kunne ændre en tidligere givet åbenbaring, fordi han betragtedes som Guds åbenbaringsmedium, er noget sådant ikke muligt for kalifferne. De har at holde sig lovene, dvs., shariaen, efterrettelig. Og på den måde kommer de såmænd til at ligne de kristne fyrster ganske meget.

Forskellen ligger kun i én eneste ting: De kristne fyrster kan måske med lidt held få deres undersåtter til betragte sig som øvrighed over dette bestemte folk. Men ikke over mere end det. Hvorimod de muslimske fyrster hele tiden har over sig shariaens forpligtelse til at udøve jihad, dvs., til at erobre nye lande og lægge dem ind under halvmånen.

Det er til gengæld også det, der gør omgang med muslimer besværlig.

Og måske også det, der kan forklare noget for mig at se højst mystisk og nærmest uforklarligt. Nemlig det forhold, at de kristne fyrster i Spanien ændrede holdning kort tid efter Granadas erobring.

Jeg tænker på det forhold, at de kristne konger, som i 1200-tallet og fremefter erobrede muslimske områder, lod muslimerne beholde deres tro, blot med visse begrænsninger. Muslimerne under en kristen fyrste kom derfor ind under den samme ordning, som de kristne havde været under, mens der var muslimsk styre. Og denne ordning havde altså gyldighed i en to-tre hundrede år. Hvorfor blev den ophævet af Ferdinand og Isabella efter 1492?

Var det monstro på grund af den muslimske tese om jihad? I hvert fald var der røre i den anden ende af Middelhavet. Var man allerede på det tidspunkt bange for, at muslimerne ville optræde som en femte kolonne i Spanien?

Problemet med den forklaring er, at man samtidig slog ned på jøderne. Og de havde ikke nogen allieret magt, de kunne være femte kolonne for. Så de tiltag imod de døbte muslimer i Spanien, som jeg skildrede i mit før omtalte indlæg, må have en anden begrundelse. Jeg har blot ikke fundet frem til hvilken.

Man kan måske bruge vore moderne udtryk og sige, at man ikke længer var tilfreds med den integration, der havde fundet sted i de kristne riger hidtil, hvor muslimerne havde fået lov til at forblive muslimer, nu ville man have assimilation, så muslimerne fremover skulle være som alle andre spaniere. Men selv om man må indrømme, at denne politik lykkedes, må man føje til, at den kostede en del blod. Der var jo tale om tvangsassimilation. Og den tog tid; først omkring 1630 kunne problemerne med ”moriskerne”, dvs., de tvangskristnede muslimer, siges at være ”løst”.

Og apropos disse festivaler ”Moros y Christianos”: Som det er nu, deltager vel også moriskernes efterkommere i disse festivaler, glæder sig altså over de slag, hvorved deres muslimske forfædre blev slået tilbage af de kristne fyrster. Er det mærkeligt? Ja, for så vidt er det. Men de må vel som kristne indrømme, at deres forfædre var galt afmarcherede.

Men som sagt, vi befinder os nu i en ny æra, demokratiets æra. Dette er ikke en speciel kristen æra, selv om demokratiet er opstået i kristendommens verden. Det er derimod en rationalitetens æra, hvor man rent fornuftsmæssigt er nået frem til en løsning på de øvrighedsproblemer, man har haft at slås med gennem så lang tid: når alle mennesker er lige, så må regeringens legitimitet udgå fra folket. Og det klarer man ved en fri debat og en efterfølgende valghandling med stemmeret for alle i folket.

Det vil sige: Vores integration skal ikke være som de kristne fyrsters før 1492, hvor muslimerne pænt måtte affinde sig med det råderum, der blev dem tilstået af de kristne fyrster, men ellers kunne dømmes efter deres egen lov, shariaen, nej, den skal være en invitation til at deltage i den demokratiske debat fuldstændig på lige fod med os. Her skal vi blot være klar over, at hvis muslimerne skal være med i den demokratiske proces, helhjertet, så må de opgive deres hidtidige legimitetsforestillinger; så er det det gode argument og ikke koranen, der tæller, så er de som muslimer ikke mere værd end os, så er en eventuelt stræben efter at genoprette det muslimske kalifat at betragte på samme måde, som vi betragtede kommunisternes tese om verdensrevolutionen: som noget udemokratisk tankefnidder, som vi både skulle argumentere imod og holde tilpas øje med.

Men vores argumentation til fordel for demokratiet bygger ikke på kristendommen, men på rationelle overvejelser, som godt nok kom til verden indenfor kristenheden, men ikke derfor er utilgængelige for andre kulturer.

Og det er altså bevidstheden om, at vi i vore dage véd noget, som de ikke vidste og ikke kunne vide i det gamle Spanien, det er den bevidsthed, vi skal have med os, når vi bedømmer denne tid. Vi kan altså ikke komme med vor moderne mere eller mindre moralske bedømmelse, for ingen af de to parter kendte noget til menneskerettigheder, ingen af dem var klar over, at et styres legitimitet kun kan opnås, hvis folket selv, det folk, der skal regeres, er med til at danne love og regeringer.

Den bevidsthed kommer ikke til muslimerne helt af sig selv. Deres religion vil modsige den. Derfor er det også for vor fremtidige convicencia (sameksistens) uomgængeligt, at vi modsiger islam det bedste, vi har lært.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s