Politikerlede

Kenneth Roth, amerikansk advokat, der er generalsekretær for Human Rights Watch, har i Jyllands-Posten for den 6-10 fået optaget et indlæg, der advarer mod demokratiets forfald i kraft af populisme, men som selv er et stærkt eksempel på, hvorfor folk er lede ved politikerne, se her.

Kenneth Roth er ganske vist ikke selv politiker, men da han opfører sig som en sådan, oven i købet som én af de værste af slagsen, kan hans indlæg alligevel tjene til skræk og advarsel.

Kort fortalt lader han i første omgang, som om han forstår folks frustrationer og problemer, mens han i næste omgang sig selv uafvidende afslører, at det eneste, han har at stille op mod folks problemer, er moralske nedgørelser af de partier, som disse frustrationer får folk til at stemme på.

Samme dag har Information et interview med idehistoriker Jan-Werner Müller, ansat ved Princeton University, se her. Hans bog Was ist Populismus? udkommer snart på dansk, formentlig med en dansk titel, og i interview’et forsøger han at klargøre, hvad populisme er for en størrelse. Og ingen tvivl om det, han nærer samme foragt for det, han kalder populistiske partier, som alle hans politisk korrekte kolleger.

Følgende spørgsmål og svar kan bruges til at påvise hans fejl:

Er populister så per definition udemokratiske eller mindre demokratiske end ikke-populistiske politiske repræsentanter?

»Jeg vil sige, at de altid udgør en fare for demokratiet, fordi vi ikke kan have demokrati uden pluralisme. Vi er nødt til at give slip på fantasien om et homogent folk, der taler med én stemme, har let identificerbare interesser og så videre. Derfor er populister ikke som andre ’normale politikere’ i et demokrati,« forklarer han.

Læg mærke til, hvordan han her tillægger os, der mener, der findes et homogent folk, at vi også mener, at dette folk taler med én stemme! Gad vidst, hvem der mener det. Jeg gør ikke. Det vil sige: Han forstår simpelthen ikke, hvad et homogent folk er: at det er sproget og den fælles historie, der har givet dette homogene folk en kultur, hvori demokratiet kan trives. Og han forstår slet ikke, hvordan denne demokratiske kultur udfordres og i længden ødelægges af den muslimske kultur, der med de fremmede er kommet ind i landet.

Vi kan ikke have demokrati uden pluralisme”, hedder det. Men han er en snyder, er han. For her udnytter han dobbeltbetydningen af ordet ”pluralisme”. Går vi tilbage til tiden før den store indvandring, så var der demokrati her i landet. Og der var også en slags pluralisme, i den forstand nemlig, at der var forskellige partier, der havde forskellige politiske opfattelser. Men dette fandtes så sandelig i et folk, der om noget måtte kaldes homogent. Men tænker vi så på situationen i dag, hvor store mængder indvandrere er dukket op i landet, så betyder pludselig ”pluralisme” noget helt andet; så bruges det om den flerhed af kulturer, ja, næsten flerhed af ”folk”, der nu forefindes i landet; at anerkende pluralismen er at anerkende, at det forholder sig sådan, at det for al fremtid vil forholde sig sådan, og at disse folk med en anden kultur er lige så meget ”danskere” som vi med den oprindelige kultur.

Og bevares, vi ”populister” vil da gerne åbne vore arme for indvandrerne, også dem med muslimsk kultur, byde dem indenfor i varmen til at træffe afgørelser om folkets fremtid på lige fod med os, og søge at undgå udtryk, der kan opfattes som befæstelse af en ”dem-og-os” tankegang. Hvad vi jo forøvrigt også i høj grad har gjort.

Men kan vi helt overse, at muslimerne ikke har vores kultur? Kan vi helt undlade at tage ved lære af erfaringen, når den byder på parallelsamfund, frivillig udskillelse af muslimerne, fordi de har en ”dem-og-os” opfattelse, ja, direkte udemokratiske opfattelser hos dem?

Jo, jeg ser nok, at Jan-Werner Müller fortæller os, at integrationen ikke er lykkedes i så høj grad, som den burde lykkes. Og med den formulering kan han gøre den mislykkede integration til noget, vi gammeldanskere har skyld for (men undskyld mig, udtrykket ”gammeldanskere” eller synonymer opererer jo også med et ”dem-og-os” system!).

Men det er dog det værste folkeforføreri at bruge et sådant dobbelttydigt ord som ”pluralisme” imod os ”populister”. Ligesom det er demagogi at hævde, at alle, der taler om et homogent folk, går ud fra, at det taler med én stemme.

Lige så demagogisk, ja, næsten værre, er Kenneth Roth.

Hans udtalelser er værre, fordi han begynder med at sige, at han forstår den frygt og bekymring, der præger folk. Nå, ja han begynder med at nævne den økonomiske usikkerhed, men fortsætter med at beskrive den bekymring, de fremmede kan forvolde:

Årsagerne til denne stigende intolerance er ikke svære at få øje på. Vi lever i en tid med økonomisk usikkerhed, hvor mange føler, at de sakker bagud.

Samtidig er det en tid præget af fysisk usikkerhed, hvor folk, der går til koncert på et spillested i Paris, ser på fyrværkeri i Nice eller venter på at gå om bord på et fly i Bruxelles, bliver tilfældige ofre. Og så er det en tid med kulturel usikkerhed, hvor ankomsten af et stort antal migranter fremprovokerer en frygt for, at vi skal miste vores nationale eller europæiske identitet. På tidspunkter som disse er der en tendens til, at vi skuer indad, søger ly blandt dem, der minder mest om os selv og lukker døren for andre. Det instinkt skaber en platform for de hadske og intolerante røster, der har fået så stor gennemslagskraft. Desværre er mange politikere ivrige efter at udnytte denne frygt til at opnå politisk fremgang.

Åh, han er så forstående. Der er sandelig ikke noget at sige til, at der fremprovokeres en frygt hos os, oven i købet en frygt for, at vi skal miste vor folkelige identitet.

Men tager han denne frygt alvorlig?

Overhovedet ikke. Han ser den kun som forklaring på de ”hadske og intolerante røster”, som nu efter hans mening præger politikerne. Han kunne have anvist en måde, hvorpå det, der skaber frygten, de muslimske terrorister, kan bekæmpes. Det gør han ikke. Han kunne have prøvet at forstå det højst rationelle i at formindske årsagen til den fysiske usikkerhed ved at bremse indvandringen. Det gør han heller ikke.

Han nøjes med at udstøde et ”desværre”, desværre udnytter mange politikere frygten. Og dette ”desværre” står uden nogen begrundelse overhovedet. Det er udelukkende henvendt til den ”menighed”, der på forhånd er enig med ham, dvs., til dem, der synes, det er så synd for de mange migranter, at vi da i vor store menneskekærlighed ikke kan andet end taget imod dem, og at alle, der vil bremse indvandringen, må betragtes som hadske og intolerante røster.

Og hvad blev der så af hans forståelse for frygten og bekymringen? Rigtigt. Den forsvandt i en tåge af intolerance og fordomme mod de politikere, han er uenig med. For det er, hvad han så går i gang med: politikerne burde træde anderledes hårdt op, ikke mod frygten og bekymringen, de ting er han for længst ophørt med at bekymre sig om, nej imod hadet og intolerancen:

Der har dog været undtagelser, som er værd at nævne: Angela Merkel, Justin Trudeau og Alexis Tsipras har talt om flygtninge i positive vendinger. Men alt for få politiske ledere skaber modtryk eller gør sig til fortalere for det frie demokrati.

De fortalere er der brug for. Ikke kun for at forsvare princippet – at forklare, at dæmonisering og intolerance er forkert – men også af pragmatiske grunde, fordi nogen er nødt til at skære ud i pap, at den populistiske dagsorden snarere end at være en universalløsning vil efterlade os i en langt værre situation.

For eksempel er det vigtigt at forklare, at islamofobi er det sidste, vi har brug for, hvis vi ønsker at integrere immigranterne i vores samfund, underminere radikalisering og opmuntre parallelsamfundene til at samarbejde med politiet.

IS kunne ikke have udtænkt en bedre rekrutteringsplan eller krigsstrategi end populisternes islamofobi.

Altså: Merkel og Tsipras er hans helte. Og sandt nok: de har virkelig søgt at åbne deres landes døre for migranterne.

Merkel, da hun den 4-9 2015 fortalte, at Tyskland ikke ville sende de migranter, der var blevet registreret i Ungarn, tilbage. Dette førte til, at der blev skabt en tyk strøm af migranter til Tyskland.

Og Tsipras, da han tilbagetog flådens ordre om at skubbe migrantbådene på Ægæerhavet tilbage til Tyrkiet. Det var det, der førte til den enorme migrantstrøm frem over Balkan til Tyskland og de nordiske lande i sidste halvår af 2015, noget, de berørte lande ikke ønsker at opleve igen.

Men de har også begge trukket følehornene til sig. Roth har nok ikke lagt mærke til, at Tyskland har været nødt til at indføre grænsekontrol og nu, sammen med Danmark og Sverige, må søge kommissionen om tilladelse til at forlænge den endnu et halvt år. Og han har nok heller ikke opdaget, at Tsipras er kommet til at stå med konsekvenserne af sine egne beslutninger, eftersom Balkan-ruten er blevet lukket, og Grækenland således ikke bare kan sende migranterne videre, som man gjorde før.

Konrad Ott hævdede med et citat af Max Weber, at sindelagsetikerne bare holdt sig til at ”gøre det gode, og så lade Gud om konsekvenserne”, se her. Netop den form for etik tænker Kenneth Roth og Angela Merkel og Alexis Tsipras ud fra. Dog med den forskel, at Gud har overladt det til Tyskland og de nordiske lande at tage konsekvenserne. Hvad vi dog ikke er synderlig begejstrede for, selv om vi naturligvis er beærede over at få tildelt rollen som ”Gud”. Mere retfærdigt forekommer der os at være, at Tyskland og Grækenland selv får konsekvenserne af deres politik at føle.

Og så Roths pragmatisme! Den er dog utrolig naiv. Og dertil baseret på et tykt lag uvidenhed. At Roth ikke har opdaget, at al vor ”rundkredspædagogik”, hvor vi tror, man kan forklare alting for de fremmede, af muslimer opfattes som en svaghed, der skal udnyttes – hvad de jo så logisk nok gør – nå ja, den misforståelse deles jo af mange, og det er så, hvad det er. Men at han ligefrem mener, at integrationen vil kunne lykkes bedre, når vi bevidstløst fortsætter med at importere folk af den mest integrationsvanskelige art til landet, det er dog topmålet af dumhed. Ak, ja, disse kloge mennesker, hvor kan de dog være uvidende!

Som en slags supplement til min kritik af Roth og Müller vil jeg her til sidst nævne en artikel af Julia Cæsar, se her. Hun tager i denne søndagskrønike en begivenhed frem, som har fundet sted på Gotland for nylig. Her blev en kvinde voldtaget. Det er ikke usædvanlig i Sverige, så det er ikke værd at reagere på. Hun blev gruppevoldtaget af fem mænd. Også det har man hørt før. Disse mænd var asylansøgere. Tja, hvad så? Fortæl os en nyhed!

Hun var afhængig af sin rullestol. Og de fem mænd blev løsladt efter at have været til afhøring hos politiet. Kvindens forklaring var efter anklagerens mening ikke troværdig nok, stillet overfor asylansøgernes. Og se, så er det en nyhed. Så har vi med noget at gøre, som ikke er hørt før, selv ikke i Sverige. Og så reagerede folk. Folk i hundredetal mødte op og gik i demonstration imod politistationen. Ikke, som man ellers plejer, når man demonstrerer, for at give udtryk for sympati med de fremmede, men for at udtrykke sympati med den voldtagne kvinde.

Og naturligvis, oven på en sådan usædvanlig begivenhed dukker alle Roth’erne og alle Müller’ne op som trold af en æske. Jamen, pas dog på, muslimerne kunne jo blive stødt på manchetterne, og så har vi dermed dannet grobund for fremtidig terrorisme. Man indkalder ekstra politimandskab til øen, ikke for at beskytte øens kvinder mod voldtægt, men for at beskytte anklageren; de fem voldtægtsmænd har man i huj og hast fået ført over til fastlandet; der skulle jo nødig ske dem noget, for disse slemme svenskere, man véd ikke, hvad de kan finde på.

Og så får ellers de mange demonstranter kærligheden at føle fra den svenske elite. En avis, Helagotland, har udspurgt en række af de personer, hvis svar man kunne være nogenlunde sikker på, se her. Og typisk for den svenske elite, man spørger dem ikke om, hvordan de vil forhindre den slags voldtægter i at ske fremover, man spørger dem om, hvad de siger til urolighederne, dvs., til den fredelige, men ikke anmeldte demonstration.

Og så får vi alle flosklerne at høre. Både den med, at man ikke skal give racister og nazister lejlighed til at fiske i rørt vande, og den med, at man må undgå lynchstemning, se f.eks. her. Men værst er det vist med forsvareren. Han tilhører også den politisk korrekte elite og nægter pure at sige, at der er tale om asylansøgere, og at de har en anden kultur end den svenske. Med en sådan forsvarer tror da pokker, at voldtægtsmændene blev løsladt.

Det er svært at se, hvor vi står, og endnu sværere at se, hvad det skal ende med. Det ser ud til, at det på Gotland er eliten mod folket, selv om de to elitære teoretikere, Roth og Müller, pure nægter eksistensen af et folk. Jeg føler mig stærkt foranlediget til at slutte med Catos ord: ”Forøvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges”, i nutidssprog: ”Forøvrigt mener jeg, den muslimske indvandring bør standses”.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s