At tage religion alvorlig

Hvordan tager man religion alvorlig?

Gør man det ved at snakke de religiøse efter munden, eller gør man det ved at komme med indvendinger imod dem?

Det kommer jo i høj grad an på, hvilke indvendinger der er tale om. Er det overfladiske indvendinger, hvor man ikke har ulejliget sig med at sætte sig bare nogenlunde ind i den andens tro, så kan man ikke siges at tage den andens religion alvorlig. Mange af dagens indvendinger mod islam hører til i den kategori.

Den algierske forfatter Kamel Daoud har i en artikel i New York Times, se her, skrevet en artikel, der i den forbindelse er højst interessant. Han beskriver de forhåbninger, der prægede den muslimske verden i tiden efter afkoloniseringen: der var tale om drømme, der rettede sig mod denne verden; man håbede på en fremtid med jordiske fremskridt: bedre økonomiske forhold, mere frihed, større mulighed for udfoldelse. Man

advokerede for en fremtidsvision, baseret på uafhængighed, lighed, udvikling, værdiskabelse, retfærdighed og sameksistens.

Altså en fremtidsdrøm, der minder om den, man havde i Europa. Daoud fortsætter:

Denne vision om et utopia, som lå indenfor menneskets rækkevidde, blev taget op af de socialistiske og kommunistiske eliter og endog af nogle monarkier, og den var en almen politisk drøm, der gav legitimitet til de nye regimer både i deres egne folks øjne og i fremmede regeringers øjne. Afkoloniseringstiden var en æra af store ord om folkeslags fremskridt og modernisering gennem massive infrastruktur-projekter.

Men den drøm er blevet skrækkelig uopnåelig i kraft af disse autoritære regeringers blodtørstighed og det politiske venstres fejltagelser i den arabiske verden.

Man kan lægge mærke til, at man her har med en forfatter at gøre, der ikke skyder skylden for de muslimske staters ulykker på Vesten, men lader disse stater have fået chancen, men misbrugt den.

Og man skal måske også bemærke, at Kamel Daoud er bosiddende i Algeriet og derfor selv på egen krop, så at sige, har oplevet den ændring i utopien, der har fundet sted. Den ændring skildrer han umiddelbart derefter:

I dag skal man være muslim – af tro, kultur eller opholdssted – for at erfare den fulde vægt af den nye efterlivs-utopi i islamosfæren, som cirkulerer på internettet og i medierne. Den lægger sine betingelser ind i folks forestillinger, i deres politiske tale, i deres café-dagdrømme, og i den yngre generations desperation. Paradis er igen kommet på mode, beskrevet i sindsoprivende detaljer af prædikanter, imamer og islamistisk fantasi-litteratur.

Hvad er det for en drøm? Hvad går den ud på? Jo

dets vigtigste salgsargument er kvinder, som loves i stort tal som belønning for de retfærdige. Paradisets kvinder, hurierne, er smukke, underdanige, smægtende jomfruer. Tanken om dem opelsker en knap trolig form for erotisk-islamisme, som er drivkraften bag jihadister og får andre mænd til at fantasere om at slippe ud af hverdagens seksuelle elendighed. Selvmordsbombere og kvindehadere, de deler den samme drøm.

Det var Karl Marx, der sagde, at religion er opium for folket. Han tænkte på den materielle elendighed, underklassen levede i, men Daoud skildrer det som den seksuelle elendighed, mange muslimer lever i.

Det er hørt før. Mange har lagt mærke til den store mængde unge, der er skabt af befolkningseksplosionen, unge, der for mændenes vedkommende ikke kan få noget arbejde, og derfor ikke kan gifte sig. Men det er specielt for Daoud, at han ud af den café-snak, han hører, og ud fra de tv-imamer, han lytter til, har erfaret, at den tidligere rent materielle utopi nu har forvandlet sig til en efterlivs-utopi.

Men han er ikke færdig endnu.

Besynderlig nok finder denne drøm om et muslimsk paradis sig konfronteret med en anden drøm, der på én gang er modsatrettet og af samme art: Vesten. Vesten, der i lige grad ophidser den muslimske troende og jihadisten til lidenskab eller had, Vesten og dens nydelser repræsenterer en anden facet af det muslimske efterlivs-paradis. Man drømmer om at tage derhen, enten som migrant eller som martyr. Man drømmer om at tage til Vesten og enten leve og dø dèr, eller underkaste og ødelægge det.

Han slutter med at opstille et dilemma for nutidens arabere:

Den nye muslimske utopi ligger tungt på den arabiske verden af i dag. Hvad der motiverer masserne, giver mening til deres fortvivlelse, letter vægten af verden og kompenserer for sorgen, er ikke længere løftet om et rigt og lykkeligt land, sådan som det var tilfældet efter afkoloniseringen; det er en vision af paradis i efterlivet. Men denne fantasi om en evig lykketilstand fremkalder også utilpashed: for hvor meget man end ønsker at ignorere det, det faktum står tilbage, at for at komme i himlen, må man først dø.

Så vidt Kamel Daoud!

Tager han nu islam alvorlig?

Han er vist ikke selv muslim, og han ser vel derfor islam udefra. Men alligevel rammer han for mig at se rigtigt. I hvert fald forfalder han ikke til den fejlagtige opfattelse, som mange europæere, læge og lærde, forfalder til: nemlig den at forstå islam i forlængelse af deres forståelse af kristendommen. Bevares, der kan siges meget mere om islam, og denne blog har forsøgt på det mange gange. Men det er bemærkelsesværdigt, at Daoud ikke gør det, som vi islam-kritikere ofte gør: går til koranen og forsøger at finde den sande islam dèr. Nej, han går til de mennesker, der lever i en kultur, der igennem århundrede har været præget af islam. Og det, han finder dèr, forekommer mig altså nok at være værd at nævne.

Så kun et par ting mere.

Daoud blev fornylig interview’et af Jyllands-Posten. Dette interview er dog bag betalingsmur, men det er rimelig refereret af Nina Hjerpset-Østlie her. Her siger han to ting. Den ene tager ikke islam alvorlig, den anden gør. Begge dele indeholdes i følgende citat:

Et andet problem i samme kategori er netop det, som skete i Køln den 31. december 2016:

»Problemet er, at disse folk er vokset op i en kultur, hvor kvinden er mindreværdig, en ejendom, en krop, som skal skjules. Når de kommer hertil, ser de en kulturel forskel, som de ikke forstår. Man skal forklare dem, at kvinden er ligeværdig med manden,« forklarer Kamel Daoud.

Og tilføjer:

»Den seksuelle elendighed i den arabiske verden er stor. Den fører til fanatisme, til ulovlig udvandring, til en nedvurdering af livet, til en lyst til ikke at leve, til at dø, til at blive selvmordsbomber. Folk er ikke lykkelige i den arabiske verden. For at være lykkelig, skal man begære den anden, føle sig begæret af den anden, på en sund og ligeværdig facon. Det seksuelle problem bliver et politisk, filosofisk, metafysisk og socialt problem. Det handler ikke kun om, at chikanere en kvinde eller ej. Det handler om, at livet ikke har nogen mening.«

Mange av dem som ankommer Europa har et ambivalent forhold til friheten som hersker her. Folk drømmer om den, men aksepterer den likevel ikke fordi kulturelle normer forhindrer dem i det.

Man skal forklare dem…” siger Daoud. Jovist, lad os bare forklare og forklare. Det har vi efterhånden gjort i mange år. Men hvad skal det nytte, hvis deres religion siger dem, at Vesten er dekadent og nydelsessyg, og at en sand muslim véd meget bedre end enhver vesterlænding? Dette er identisk med ikke at tage islam alvorlig som en religion, der på næsten ethvert punkt er forskellig fra vor religion i Vesten.

Men lidt efter rammer han plet igen: Lykken er at begære og være begæret. Dette er ikke blot en vestlig erfaring, det er noget, der ligger i menneskets natur. Men denne natur bliver undertrykt af den muslimske lovtrældom. Derfor er det seksuelle problem blevet et politisk, filosofisk, metafysisk og socialt problem. For det er ikke blot lykken, der ligger i at begære og være begæret, i at elske og være elsket, det er selve livets mening.

Men ser vi forskellene mellem islam og kristendom i denne dybe forstand, så ser vi nok også, at det er næsten umuligt at bygge bro over denne forskel. I hvert fald kan man ikke komme den til livs med en enkelt ”forklaring”. Hvordan skal det menneske, der aldrig har haft mulighed for at blive forelsket, fordi mænd og kvinder i fromhedens navn skal leve adskilt, nogensinde kunne føle den lykke, den berigelse, den meningsgivende overvældethed, som det er, at et andet menneske, ganske frit og uden at være tvunget af forældre eller andre, giver sig hen til én, anerkender én ind til det inderste af ens sjæl, hvordan skal et menneske, der ikke har haft mulighed for at erfare al denne herlighed, pludselig kunne se det som noget efterstræbelsesværdigt? Hvordan skal en muslim, der fra den store kønsadskillelse arriverer i et europæisk land, kunne andet end misforstå de signaler, de ser udgå fra diverse vestlige kvinder?

Det er ikke svært at sætte sig ind i, hvordan en sådan forkvaklet fromhed ødelægger enhver lykkefølelse. Og hvis muslimernes nedladende syn på kvinder skyldes et forsøg på at bekæmpe en næsten pervers optagethed af dem, så er det ganske meget, der skal retvendes hos dem.

For deres egen skyld var det at ønske, at det sker snart.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s