Er der vold i kristendommen?

Til det spørgsmål vil de fleste nok sige ”nej”. Men spurgte jeg nu i stedet: ”Er der vold i kristenheden?”, så ville man nok være nødt til som ærligt menneske at svare ”ja”. Det hænger sammen med, at vi, når det er kristendommen, det gælder, har to ord for de to forskellige ting: Ét ord, kristendommen, for den teoretiske del af sagen, et andet: kristenheden, for den sociale del af det.

Men satte man nu ordet ”islam” ind i stedet for ordet ”kristendommen”, så er man nødt til at spørge ind til, hvad spørgeren mener. Så skal det opklares, om det er den teoretiske eller teologiske del af islam, svarende til ordet ”kristendommen”, der går ind for vold, eller det er den sociologiske størrelse, der er opstået som følge af islams tilstedeværelse, svarende til ordet ”kristenheden”, man vil have undersøgt for vold.

Undlader man at spørge nærmere ind til meningen med spørgsmålet, så må nødvendigvis forvirringen brede sig.

Vi er ikke alene om at skelne mellem ‘kristendom’ og ‘kristenhed’. Tyskerne siger ‘Christentum’ og ‘Christenheit’, englænderne siger ‘christianity’ og ‘christendom’. Men alligevel kan der godt opstå forvirring. Især i vore dage, hvor mange lærde er indstillet på at sidestille islam og kristendom på enhver måde, også om det går ud over sandheden, også om man forvrider den virkelighed, almindelige læge mennesker kan se.

Et eksempel på en sådan forvridning bringer Kristeligt Dagblad den 11-10 gennem et interview med en amerikansk professor i sociologi, Mark Juergensmeyer, se her. Men selv om han vel nok ud fra sit engelske sprog skulle have en vis skelnemulighed, som udmærket ville kunne oversættes til dansk, bruger han den sædvanlige forvirrende tale, idet han kun taler om religion. Overskriften på interview’et røber det: ”Religionssociolog: Vold er alle religioners mørke side”. Så er man øjeblikkelig anbragt på Herrens Mark. For hvor vil han hen? Vil han vise, at der findes voldsopfordringer i alle religioner, eller vil han vise, at alle de kultursamfund, der er opstået af de forskellige religioner, indeholder voldsepisoder?

Han gør rigtigt opmærksom på, at debatten om islam i den europæiske debat fylder mere og mere:

Men det har ikke noget at gøre med, at folk bliver mere religiøse. Jeg har talt med terrorister og mennesker fra alle trosretninger, der begår vold i troens navn, og når man spørger ind til deres tro, er de faktisk ikke særligt troende. Men de har følelsen af at deltage i en form for kosmisk kamp mellem det gode og det onde. Og det er denne kosmiske kamp, der giver deres handlinger mening. Det gælder for jihadister, der kæmper i Islamisk Stat, men det gælder også for norske Anders Behring Breivik, som ganske vist var en enlig ulv. Men han var overbevist om at kæmpe som soldat i en hær med mange andre.

Det er udmærket at tale med terrorister. Og det er en interessant iagttagelse, Juergensmeyer kommer med, at de ikke er særlig troende, men blot føler sig delagtige i en kosmisk kamp mellem det gode og det onde. At denne følelse baserer sig på en tro, de har, og at de derfor så sandelig er troende, måske endda stærkt troende, hvis de virkelig er villige til at sætte livet til for det, de således tror på, nå ja, det vil han altså ikke sige, men det er vel ret klart.

Men læg mærke til, hvordan han hævder at have talt med mennesker fra alle trosretninger, der begår vold i troens navn! Og han er i stand til at nævne mange jihadister på muslimsk hold, men kun i stand til at nævne én terrorist på europæisk hold, Anders Bering Breivik. Han var ganske vist en enlig ulv, hedder det så, men han bildte sig selv ind, at han var soldat i en stor hær. Som om der ikke er kæmpestor forskel på at have støtte fra faktisk eksisterende muslimer og at have støtte fra indbildte tempelriddere, der kun eksisterede i Breiviks fantasi.

Man er lidt spændt på, om det lykkes ham at fremmane nogle kristne terrorister sidenhen. Han skriver f.eks.:

I de seneste 15-20 år har den politiske situation i Mellemøsten gjort islam særligt eksplosiv. Men i andre dele af verden er det en anden historie. I Myanmar og Sri Lanka er det meste af den religiøse vold knyttet til buddhismen. Hinduer i Gujarat-staten dræbte 3000 muslimer i 2002, og jødiske ekstremister i Israel begår i stigende grad terrorhandlinger. Antallet af dræbte efter terrorangrebet på World Trade Center i 2001 var rekordstort, men der har været langt flere terrorhandlinger i USA begået af kristne end af muslimer. Husk på bombeattentatet mod en offentlig bygning i Oklahoma City i 2002, hvor 168 mennesker blev dræbt. Og i den engelsksprogede twittersfære er der nu flere opfordringer til vold fra kristne end fra muslimer. Ingen religion kan sige sig fri.

Og efter læsning af denne svada er svaret, at han kun kan få sin tese om alle religioners voldstendenser ført igennem med stor anvendelse af direkte snyd. Og hans snyd består i, at han ikke skelner. Det er åbenbart, at terroristerne den 11-9 2001 gennemførte deres angreb i islams navn. Den muslimske terrororganisation al-Qaeda støttede angrebet. Det samme kan ikke siges om bomben i Oklahoma City. Timothy McVeigh, der blev dømt for attentatet, og hans medsammensvorne begrundede angrebet med utilfredshed med måden, de amerikanske myndigheder agerede på. Senere forsøgte han at gøre det til en religiøs handling, idet han mente, hans tro var blevet krænket.

Sandt nok har der været mange terrorhandlinger i USA (lidt afhængig af, hvordan man definerer terror), men han kan kun sige, at de er begået af kristne, ikke, at de er begået i kristendommens navn. Det vil sige, han, en professor i religionssociologi, er ikke i stand til at skelne mellem handlinger, der begås i en religions navn, og handlinger, der begås af en religions tilhængere. Det er direkte snyd. Men det er han nødt til at gennemføre, ellers kan han ikke få sin tese gennemført.

Lidt senere siger han:

Den kosmiske kamp mellem det gode og det onde er netop et fællestræk, som næsten alle religioners hellige tekster og beretninger deler. Kristendommen har ikke taget krigsråbet fra de øvrige religioner op, men det har ikke forhindret kristne i at sprede død og ødelæggelse. Og i den protestantiske retorik finder vi mange henvisninger til ’de kristne krigere’, der kæmper for det gode. Det, vi skal spørge os selv om, er, hvilken funktion voldsbillederne har i vores tro.

Det forekommer mig at være noget forpulet vrøvl. ”Kristne spreder død og ødelæggelse”. Javist, kristne har ført krige, kristne har været skyld i både Første og Anden Verdenskrig. Men har de gjort dette som kristne? Nazisterne var ikke kristne, kommunisterne heller ikke. Har de kristne været nødt til at forsvare, ikke kristendommen, men deres land med våben i hånd, eller har de villet udbrede kristendommen med magt? Det er dog ikke helt ligegyldigt, men for Juergensmeyer er det tilsyneladende en ligegyldig ting, bare han kan sige, at det er kristne, der har ført krig, så mener han, at hans argumentation er hjemme. Hvad den selvfølgelig ikke er på nogen måde.

Han siger også noget om religionernes hellige tekster:

I bøger som ”Terror in the Mind of God” (Terror i Guds sind) illustrerer han, hvordan alle religioners hellige tekster, fra hinduismens Bhaga-vad Gita til Det Gamle Testamente og Koranen, beretter om blodige slag, hvor Gud eller hans profet selv er hærfører. ”Gud er en kriger,” siger Anden Mosebog, og selv buddhistiske tekster som Maha-vamsa og Dipavamsa fra Sri Lanka er ifølge den amerikanske forsker beretninger om buddhistiske kongers blodige slag.

Man kan lægge mærke til, at han ikke nævner Det nye Testamente. De ‘kristne krigere’, som han nævnte tidligere, er ikke helt lette at identificere. Der er måske tale om martyrerne. Og i så fald må man vist sige, at der er tale om en noget anderledes krig end de krige, f.eks. Muhammed førte.

Til sidst får han dog lidt modstand fra interview’eren:

Men er det rimeligt at sidestille isolerede voldshandlinger af enkeltpersoner eller marginale ekstremister med den massive islamiske volds-propaganda, der fører til krige, overgreb og terrorhandlinger på flere kontinenter?

Paven har vakt harme for at sige, at han ikke kunne kritisere islamisk vold uden at kritisere vold begået af kristne, også selvom denne vold ikke er religiøs vold, men hustruvold eller drab. Jeg mener, han har ret. Vold er almenmenneskelig. Alle vil gerne se deres egen tro og kultur som god og fredselskende. Men vi må hver især se vores religiøse teksters voldspotentiale i øjnene.

Dette paveudsagn har jeg tidligere omtalt, se her. Sådan set troede jeg, det skulle få lov at dø i fred, uden at nogen opdagede det forvrøvlede deri. Men eftersom Mark Juergensmeyer bruger den samme ”metode”, at han, ligesom paven, kommer alt, hvad der har med vold at gøre, ned i den samme gryde og rører grundigt rundt, så man ikke kan finde ud af hverken det ene eller det andet, er det vel ikke mærkeligt, at han nævner paveordene med tilslutning.

Og så den sidste opfordring: ”Vi må hver især se vores religiøse teksters voldspotentiale i øjnene”! Det er fuldstændig skørt, overfromt, meningsløst. Og det bliver da specielt meningsløst, når han ikke har medtaget Det ny Testamente under de skrifter, der indeholder voldsopfordringer. Hvad er det så for religiøse tekster, hvis voldspotentiale vi kristne skal se i øjnene?

Han hævdes af interview’eren at være ”aktivt troende”. Han hævder om sig selv, at han har nærlæst verdensreligionernes hellige tekster, så ét eller andet kriminelt må han vel have fundet i Det ny Testamente, blot vil han ikke meddele os det.

Og så til sidst en bemærkning, hvis mening selv jeg, der dog ellers er vant til at kunne tyde næsten enhver tekst, ikke på nogen måde kan forstå:

Men voldsberetningerne er der. Og det må religionerne forholde sig til. Man kan heller ikke forstå kristendommen uden at forstå korset og korsfæstelsen, men det er også slående, at vi bærer et torturinstrument om halsen som tegn på Guds kærlighed og tilgivelse. Kunne vi forestille os at gå rundt med en elektrisk stol?

Jeg troede, vrøvlet skulle slutte med opfordringen til os kristne om ydmygt at gribe i egen barm og tilstå vort Ny Testamentes voldsopfordringer, selv om vi – selv ved den omhyggeligste nærlæsning – ikke kan finde nogen. Men nej, det sidste citat her overgår alle de forrige i forvrøvlethed. Skal nu den voldsberetning, som Golgata ubestrideligt er, men som jo er en beretningen om vold, der udøves ikke af de kristne, men mod de kristne, mod deres overhoved, sidestilles med beretninger om vold, som religionens tilhængere udøver? Skal dette at lide martyrdøden sidestilles med det at påføre martyrdøden? Skal vi alle gribe os i barmen og tilstå vort voldspotentiale, både dem, der i deres religions navn og med deres religions helligteksters tilladelse har udøvet vold mod andre, og dem, der i andre religioners navn er blevet udsat for volden?

Her må man da vist sige, at lysten til at fremtræde som et fromt menneske får enhver forpligtelse på sandheden og logikken til at blegne.

Men alt det hidtil sagte drejer sig kun om den videnskabelige side af sagen. Det er altså elendig sociologi, efter min mening. At det også er elendig teologi, vil jeg gøre rede for nu. Det første kan man muligvis ikke bebrejde Kristeligt Dagblads redaktion for at falde for. Men det andet?

Når det tillige er elendig teologi, skyldes det, at Mark Juergensmeyer vil have os kristne til ydmygt at komme med undskyldninger for vores kristendom, hvor vi i stedet burde være stolte over den og glade ved den. Det kan godt være, at Juergensmeyer ikke har tænkt de teologiske konsekvenser ordentligt igennem, selv om han jo er en aktivt troende og oven i købet har nærlæst også de kristne grundskrifter. Og det er også muligt, at han som sociolog befinder sig i en større fristelse end os andre: jeg mener, han skal jo give det udseende af at være videnskabelig, og kan man være det, hvis man påstår, at kristendommen er bedre end andre religioner? Og omvendt: kan man være kristen – lærd teolog, almindelig præst eller ”kun” lægmand eller -kvinde – hvis man ikke påstår, at kristendommen er bedre end de andre religioner? Vi kristne bliver jo ikke, som muslimerne, mødt med dødstrusler, hvis vi skifter religion. Så hvis vi mødte en religion, der var bedre end den kristendom, vi hidtil har holdt os til, hvorfor skulle vi så ikke skifte?

Jeg kan også sige, at Juergensmeyers idéer – og pavens med, ak ja – fratager os ethvert initiativ til at missionere. Der er vold i kristendommen (eller altså i kristenheden), der er vold i islam, det er nærmest hip som hap, hvilken man tilfældigvis tilhører.

Her burde man dog i stedet være hjertenslykkelig for en religion, der løsriver én fra den fromhedstænkning, der præger islam. Det er desværre en fromhedstænkning, der har udviklet sig gennem århundreder, og derfor har dannet sig en næsten uindtrængelig fæstning omkring sig. Hvis vi ser på de tanker om ægteskabet, som jeg berørte i mit sidste indlæg, så er der ingen tvivl om, at det er den overmåde store fromhed, der får imamer og andre lærde til at tilspidse kønsadskillelsen til det yderste. Er man først låst fast i denne tankegang, er den ikke til at komme ud af. Og så overser man fuldstændig den lykke, der kan ligge i forholdet mellem ægtefællerne. Så kommer man ind i denne seksuelle elendighed, som Daoud taler om, en elendighed, der i sidste ende fører til manglende lyst til at leve.

Jamen, vi kristne har jo løsningen på denne elendighed. Det drejer sig ikke om at have sit på det tørre overfor Gud, det drejer sig om tro, tro i forholdet til Gud og tro i forholdet til vor næste. Du kan ikke klare frisag overfor Gud ved at søge at opbygge et samfund – med overtalelse og eventuelt med vold – der holder kønnene adskilt og sætter skarpe grænser for, hvad man må og ikke må. Når Gud har skabt os som mand og kvinde, er det naturligt, ikke blot, at de to køn holder sammen, men også at de finder sammen på naturlig måde.

Og hvad muslimernes hierarkiske inddeling af menneskene angår – en muslim over en ikke-muslim, en mand over en kvinde – så er det ikke Gud, der har beordret denne ordning, det er djævelen. Derfor bliver den elendighed, der præger de muslimske samfund, også en Satans elendighed. Og så videre, og så videre!

Når man som Juergensmeyer ikke tør opstille nogen forskel mellem kristendommen og de andre religioner, når man tumler rundt i begreber, som man skulle holde adskilte, når man, hvis man i det hele taget har læst Det Ny Testamente, har læst det, som Fanden læser det, så bliver det svært at forklare, hvorfor man holder fast i sin kristendom, og helt umuligt bliver det da at søge at overbevise andre om kristendommens fortræffeligheder. For har den i det hele taget nogen?

Alt dette har Kristeligt Dagblads redaktion syntes, den skulle berige os med. Ak ja. Den eneste undskyldning synes at være det spørgsmål, interview’eren stiller til sidst. Måske har redaktionen tænkt, at ethvert tænkende menneske da må kunne se, at her er Juergensmeyer langt ude.

Det er i hvert fald, hvad jeg har tænkt.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s