Afpresning

EU er verdensmester i afpresning.

Oven i købet er unionen så smart, at afpresningen overhovedet ikke ser ud som afpresning, men fremstår som den reneste og skæreste selvfølgelighed.

Metoden går helt tilbage til den tid, da EU hed EF. Man havde fået indføjet i Romtraktaten en passus om, at det hele skulle gå ud på, at samarbejdet mellem de deltagende nationer skulle være tættere og tættere. Hvis man ville være med i det, der hed ”Fællesmarkedet”, skulle man skrive under på, at man ønskede et stadig tættere samarbejde, også selv om man ikke ønskede det. Det var den første afpresning. Men hvad betød det? Det var jo noget, der lå langt ude i fremtiden og derfor ikke betød noget for politikere, hvis horisont sjældent oversteg de fire år, en valgperiode varede.

Og det, at man fik nedbrudt toldbarriererne i Europa, gennem dannelsen af både EF og EFTA, havde affødt en enorm produktivitetsstigning i tresserne. Landene søgte godt nok stadig at modvirke denne økonomisk set gode virkning, men kommissionen prøvede så godt, den kunne, at holde frihandelsfanen højt.

Altsammen udmærket og i smuk overensstemmelse med økonomiske love. Man kan dog allerede her lægge mærke til, at denne økonomiske fremgang fandt sted, uden at der var truffet nogen aftale om arbejdskraftens frie bevægelighed. Dette synes altså at være en politisk målsætning, ikke en økonomisk. Den iagttagelse får vi brug for om lidt.

Men tanken om, at økonomien skulle være lokomotiv for politikken, var ikke død. Den viste sig for alvor ved dannelsen af den fælles valuta. Her kom det frem, at de europæiske integrationister ikke havde tålmodighed til at vente på, at den europæiske folkelige samhørighedsfølelse skulle vokse frem af sig selv. Nej, i Europa-politikken vil politikerne gå forrest med sammensmeltningen, tvinge befolkningerne, der så må følge efter så godt, de kan. Det hedder i andre sammenhænge ”afpresning”, men det ord bruger man ikke her. For ikke sandt, at Europa taler med én stemme, det må da være noget godt, så det må folk bare se at vænne sig til.

Men det er nu ret svært for de mange arbejdsløse i de sydeuropæiske lande at vænne sig til den store arbejdsløshed. Det hele er selvfølgelig også så indviklet, at man ikke kan skyde skylden alene på euro’ens indførelse, dårlig regeringsførelse i landene har også spillet en rolle. Men havde man ladet hvert lands valuta flyde i forhold til de andre valutaer, ville det være landets egne politikere og ikke det fjerne EU, der havde ansvaret for økonomien. Det ville kunne medføre et sandere demokrati i landet og formentlig også en større ansvarsfølelse hos dets politikere.

Som det er nu, fører EU en kontraproduktiv politik. Man fremkalder ikke nogen folkelig fællesskabsfølelse med en politik med en fælles mønt, tværtimod fremkalder man folkeligt had, det ene folk mod det andet.

Det, der er det geniale – og derfor også det farlige – ved denne form for afpresning, er, at man får alle til at ”hoppe med på vognen”, dvs., til at gå ind for den bagvedliggende tankegang. Det hele ser derfor ikke ud som afpresning. Der er kun nogle få økonomer, som man let kan køre ud på et sidespor, og andre forvildede personer – som f.eks. undertegnede – tilbage til at komme med kritiske indspark. Og det kan den store skare af journalister let overhøre.

Noget af det samme kan siges på migrationspolitikkens område. Man prøver fra EU’s side at holde fast i en forestilling om, at Schengen-samarbejdet og Dublin-forordningen skal opretholdes, hvis man skal få hold på den vildfarne migration. At droppe de åbne grænser indadtil er noget, man end ikke kan drømme om hos EU-politikerne og hos diverse journalister. Og dog er dette, at der er tale om afpresning fra EU’s side, på dette punkt efterhånden ved at blive tydeligere og tydeligere. Så derfor og så fordi jeg tidligere har beskæftiget med temmelig meget med migrationsproblemerne, lader jeg denne form for afpresning ligge i denne omgang.

Og iler videre til den afpresning, der foregår med hensyn til Storbritaniens udmeldelse af EU.

Her har nemlig afpresningsmonsteret igen fået en hvid pind i munden, så det er umuligt at få øje på det. Men afpresning er der alligevel tale om.

Noget af det, der fik briterne til at stemme nej til EU, var de mange polakker, der i kraft af artiklen om arbejdskraftens frie bevægelighed var kommet til Storbritanien. Og den britiske regering er derfor tvunget til at sørge for at få en undtagelse fra denne artikel i en fremtidig aftale med EU.

Men det bliver ikke nemt at få ført igennem. Hvis briterne vil deltage i ”det indre marked”, hedder det nu, må de give det indre marked alle de friheder, som der kræves: varer og tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft, alt skal kunne bevæges frit over grænserne. Det står som et mantra over de kommende forhandlinger, og det bliver fremstillet som en ubrydelig helhed. Oven i købet bliver mantraet fremsat med en overbevisning i stemmen, som om da alle og enhver kunne forstå det.

Og på den måde har EU fået skabt mulighed for afpresning, uden at det på nogen måde fremtræder som afpresning. Man kan endda næsten formode, at EU’s forhandlere selv er så overbevist om tesens rigtighed, at de ikke et øjeblik er i tvivl om deres forehavendes rigtighed og vigtighed. Det falder dem ikke ind at stille spørgsmål ved den frie bevægelighed for de fire ting. Og da journalisterne også er overbevist om de fire bevægeligheders uomgængelighed, er det ikke fra deres side, man skal forvente nogen afsløring af, at det hele er en afpresningsmanøvre.

Men sagen er jo, som før antydet, at dette med arbejdskraftens bevægelighed aldeles ikke er et krav fra økonomien, det er kun et krav fra politikken. Man har, nøjagtig som man gjorde det tidligere, bundet et politisk krav bag ved et økonomisk krav, så ønsket om fri bevægelighed for varer skal drive ønsket om fri bevægelighed for personer igennem. Og ønsket om fri bevægelighed for personer er noget, man vil gennemføre som et skridt henimod Europas Forenede Stater. Dette mål presser man fra EU’s side på for at nå, og så må befolkningernes ønsker komme i anden række.

Derfor bliver det hårde forhandlinger for Storbritanien at komme ud af EU. Man vil gerne være med i det indre marked, det vil sige: man går ind for frihandel med EU. Men ovenpå en Brexit-afstemning, der havde de fremmede fra EU som et afgørende tema, er det umuligt for briterne at give sig med hensyn til arbejdskraftens frie bevægelighed. Og EU-eliten, inklusive den danske regering, vil stædigt holde fast i, at denne frie bevægelighed er en uadskillelig del af det indre marked.

Men det er fra EU’s side ren og skær afpresning. Selvfølgelig uden at det må hedde afpresning. Der er intet økonomisk tvingende argument for at indføre eller opretholde dette arrangement. Det er et politisk og kun et politisk spørgsmål.

På samme måde – det vil sige: på samme tilslørende og ikke korrekte måde – vil EU tvinge os danskere til at være med i Europol-samarbejdet. Her er det afpressende ved EU’s handlemåde måske lidt mere indlysende. For en række lande udenfor EU har faktisk fået en parallelaftale. Det er det, der har fået f.eks. Dansk Folkeparti til at hævde, at en sådan nok skulle kunne lade sig arrangere for Danmarks vedkommende. Man kunne vel ikke tro andet.

Men ak! Her har man være for godtroende med hensyn til EU’s afpresning-metodik. EU har nu besluttet sig for, at Danmark skal tvinges tilbage i folden. Og den danske regering og vist flertallet af vore politikere ser ud til at være enige.

Da vore politikere besluttede sig for folkeafstemningen i december sidste år, troede de, at den europol-aftale, som alle anså for bydende nødvendig, ville få alle de andre områder af retsforbeholdet til at glide ned. For der var jo lagt op til, at vi overlod en række områder til politikerne; det kunne de eventuelt senere tage stilling til uden folkeafstemning. Men den gik ikke. Vælgerne stolede ikke på politikerne, og stemte nej til at afgive suverænitet på retsområdet. Og så var regeringen nødt til at prøve at forhandle en parallelaftale på plads, noget, man muligvis kun gør halvhjertet. Dels fordi man, hvis en aftale kommer igennem, må give Dansk Folkeparti ret i, at en sådan lod sig forhandle på plads. Dels fordi man hellere vil satse på en ny folkeafstemning kun om europol, så man kan komme helt og fuldt med i europol.

Problemet med den strategi er, at får man en ny folkeafstemning stillet op, og det ved den afstemning bliver et ja, så vil man samtidig afgive mulighed for at bestemme over egne grænser; det vil EU gøre i fremtiden.

Man er i EU meget imod at rulle noget af det tilbage, som man mener, man har opnået. Schengen-aftalen vil man so oder so tvinge os til stadig at være med i, og man kerer sig ikke om, at vi måske får langt flere migranter indenfor i vort land, end vi bryder os om.

Og for at undgå at andre lande får den tanke, at nogle af de ubehagelige ting bør rulles tilbage, er EU meget striks både overfor Storbritanien og overfor Danmark.

Det må ikke kaldes afpresning, men det er det nu alligevel.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s