Hamed og Hamid

Det er lidt svært for mig at afgøre, om de to ovennævnte herrer er de rette at konsultere, når man skal finde ud af, om man kan være muslim samtidig med, at man er demokrat.

Umiddelbart skulle man tro, at de er de rette. Er ikke netop disse to forfattere og debattører eksempler på, at det kan lade sig gøre?

Den ene, Hamed, hvis fulde navn er Hamed Abdel Samar, er født i Egypten, kom på et tidligt tidspunkt til Tyskland, hvor han kunne få svar på alle de spørgsmål, hans religion stillede ham. Og det var mange. Som søn af en imam lærte han tidligt at læse i koranen og recitere den, men som borger i Tyskland lærte han siden at betragte koranen ud fra et rent menneskeligt synspunkt, som en rent menneskelig bog. Se evt. hans foredrag i det svenske Trykkefrihedsselskab her.

Den anden, Shadi Hamid, er videnskabsmand ved Brookings, USA, og har nylig udsendt en bog: Islamic Exceptionalism: How the Struggle Over Islam Is Reshaping the World. Bogen og dens forfatter har været omtalt i Weekendavisen den 14-10 (ikke on-line), men et omfattende og udbytterigt interview med forfatteren kan ses her.

Den sidste, Shadi Hamid, regner sig udtrykkelig for muslim. Men hans synspunkter er ikke just mainstream-islamiske. Og den første bekender i slutningen af ovennævnte foredrag, at han betragter Gud som en menneskelig skabning, ikke mennesket som Guds skabning. Han vil dog alligevel mene, at hans koranforskning giver muslimen mulighed for at suge til sig af de smukke og fromme ord i koranen og således være en god muslim.

Det vender jeg tilbage til, men jeg vil begynde med Shadi Hamid. Han bliver spurgt om meningen med islamisk exceptionalisme og svarer:

Jeg argumenterer for, at islam er fundamentalt forskellig fra andre religioner på en meget speciel måde, nemlig i dens forhold til lov, politik og regeringsførelse. Jeg ville bruge ordet exceptionalisme, fordi jeg følte, at det i det mindste for mig var værdineutralt. Det kan være både en god ting og en dårlig ting afhængigt af konteksten. Jeg ville også udfordre den antagelse – som er meget almindelig i den liberale elitismes bastioner – at det, at religion spiller en rolle i det offentlige liv, altid eller nødvendigvis er en dårlig ting. Det er meningen med titlen, og hvad det betyder i praksis, er, at islam har vist sig at være immun overfor sekularisering, og – vil jeg holde på – vil fortsætte med at være immun overfor sekularisering og sekularisme i resten af min levetid.

Og se, her har vi altså med en muslim at gøre, som har opdaget, at der er forskel på religioner, og er klar over, at islam indtager en særstilling blandt religionerne. Lidt senere siger han:

Hvad det betyder i praksis, er, at hvis du i dag er en muslimsk sekulær reformator, så kan du fremkomme med argumenter for sekulariseringen. Jeg siger ikke, at det er umuligt. Der har været en række imponerende, ganske kreative, sekulært orienterede tænkere i de seneste tiår. Men problemet er, at de er nødt til at argumentere imod den profetiske model, så det er usandsynligt, at disse ideer vil få gennemslagskraft i lande med muslimsk majoritet.

På interview’erens indvending, om ikke den historiske kontekst må betyde noget for tolkningen af koranen, svarer han:

Jo, men jeg tror ikke, religioner kan gøres til lige det, vi vil have dem til at være. Den tanke, at vi på en måde kan transformere ideer i vort eget billede til hvad som helst vi vil – hvis vi kunne gøre det, hvad skulle man så med forskellige religioner? Religioner er jo antagelig forskellige, fordi de er forskellige, og folk vælger ud fra det. Enhver religion har sine grænser for, hvor langt man kan gå. I kristendommens tilfælde: du kan ikke virkelig teologisk set være kristen på nogen meningsfuld måde, hvis du mener, at Jesus var en ganske almindelig fyr, vel? Kristendom uden Kristus mister sin mening; du kan være kulturkristen eller nominel kristen, men det teologiske indhold er der ikke i virkeligheden. Det er det samme med islam, og det fører frem til den anden faktor, som jeg taler om i bogen med hensyn til exceptionalisme: Muslimer tror ikke bare, at koranen er Guds ord; de tror, den er Guds aktuelle tale. Det kan lyde som en kun semantisk forskel, men jeg tror, den i virkeligheden er meget vigtig.

Det glæder mig naturligvis, at Shadi Hamid ligesom jeg vender sig imod dem, der tror, at religioners tekster kan fortolkes ganske, som man vil. Det kan de ikke. Og hvad han siger om kristendom, lad det gælde eller ikke gælde, det tjener her kun som baggrund for det, han siger om islam: at koranen er Guds aktuelle tale.

Men lige herefter bliver han spurgt, om han er muslim, og da han svarer ja til det, siger interview’eren, at han formoder, at han ikke selv tror på det, han lige sagde om koranen. Og ak, så svarer Shadi Hamid med blot at le og give sig til at tale udenom.

Der er meget andet interessant i interview’et, og jeg burde vel egentlig senere tage det op, men i denne sammenhæng er dette nok. Her viser det sig, at han får slået et større brød op, end han kan bage. Han kan ikke selv være med til det, han siger hører islam til. Han vil ikke selv gå ind under denne aktuelle tale fra Gud. Islam er så exceptionel, at han med sin vestligt inspirerede rationalitet ikke kan følge med. Men han vil alligevel kalde sig muslim.

Hvorfor?

Ja, det får vi ikke svar på.

Det samme med Hamed Abdel Samar! Jeg har meget stor sympati for ham, ja, jeg vil hævde, at han opfører sig som en god kristen, fordi han tør tale islam midt imod, uanset hvad det måtte koste. For hans vedkommende har det kostet ham hans frihed: han er til stadighed omgivet af livvagter. Og det er meget beskæmmende, at han, når han efter et møde hører en tilhører sådan lidt gedulgt sige til ham, hvor dejligt det er, at han tør sige det, ingen andre tør sige, men hvor kedeligt det dog er, at han er nødt til at have livvagter, det er beskæmmende, at han til en formentlig from kristen må svare, at han er nødt til at have livvagter, fordi du – altså denne fromme kristen – ikke tør lukke munden op. Hvis alle sagde det, man mente om islam, hvis alle som han gik i kødet på de muslimske trossætninger, ville han ikke have brug for livvagter, for så ville der være flere der skulle rammes, end selv de mest ihærdige jihadister kunne overkomme.

Ligesom det også er beskæmmende, at den svenske kirke, da man hørte om kristenforfølgelserne i muslimske lande, mente, at man af hensyn til muslimerne i Sverige skulle undlade at nævne det.

I begge tilfælde er det ekstra beskæmmende, at det skal være ham, en muslim, der skal gøre os kristne opmærksom på, hvad det vil sige at være kristen: det vil sige at være sandheden tro, også hvor det koster noget.

Jeg tænker mig ikke, at han vil give mig ret, når jeg betegner ham som kristen – han vil formentlig komme med én eller anden forklaring, måske, at han er ateist, måske at han godt kan være muslim på sin egen måde – men jeg bliver nu ved mit: han har med sin handling handlet meget mere kristeligt end mange døbte og kirkelige kristne.

Jesus ville slå et slag for det naturlige menneskeliv. Dette naturlige menneskeliv, bygget op omkring den gyldne regel (Matt 7,12), så han truet for ikke at sige ødelagt af den daværende jødiske lovtrældom. Denne lagde al livsglæde ind under lovens lænker, denne lod al naturlig livsudfoldelse begrænse af lovens regler. Men, hævdede Jesus, sabbaten er til for menneskets skyld, ikke mennesket for sabbatens skyld. (Mark 2,27) Og om de spiseregler, der kvalte al ligefremhed, sagde han, at det, der gør et menneske urent, ikke er, hvad der kommer ind gennem munden, men hvad der kommer ud af munden (Matt 15,11). Og om ægteskabet, at det ikke er nok at holde sig loven efterrettelig, ens ægteskab kan gå i stykker ved noget så uskyldigt som et lystent blik på en anden kvinde. (Matt 5,28).

Man kan så spørge, hvad der blev af denne livsholdning. Gik det, som Jesus havde spået, (Matt 13,31-32) at den, skønt den var lille som et sennepsfrø, dog ville vokse op og blive et træ, ja, et træ så stort, at himlens fugle ville bygge rede deri?

Ja, det gik faktisk sådan, med og mod den kirkes vilje, der skulle befordre væksten. I vore dage har de europæiske mennesker den frimodighed, som Jesus efterlyste, i dag vover de at vende sig imod lovfromheden, i dag tør man lade også de mest umulige anskuelser komme til orde uden at straffe dem, der fremsætter dem.

Blot må man vel føje til, at vi igennem de sidste par hundrede år har skibet os ind på det eksperiment, der går ud på at undersøge, om ikke livsholdningen kan bibeholdes også uden en kirkes stadige henvisen til Jesu ord. Det eksperiment er endnu ikke afsluttet, så resultatet foreligger ikke.

Men så meget synes træet at have opnået af størrelse, at når en fremmed fugl slår sig ned i dets grene – læs: når en egypter kommer til Tyskland – så bliver han ramt på sin menneskelighed, så trænger den almenmenneskelige nysgerrighed, som har udviklet sig på den gren, han sidder på, op gennem hans fødder til hans hoved og får ham til at undersøge sin lovreligion, ja, får ham til at tage afstand fra den.

Så stærkt tager han afstand fra den, at han på et tidspunkt kaldte Muhammed for en morder og en krigsforbryder. Naturligvis var der muslimer og velmenende tyskere, der lagde sag an mod ham for hate-speech. Men han vandt sagen. For han kunne ud fra muslimernes egne skrifter bevise, at Muhammed havde ladet mange mennesker myrde, og at han havde beordret en række krigsfanger henrettet, noget, vi normalt kalder en krigsforbrydelse.

Og som sagt lod han hånt om det faktum, at disse udtalelser – og mange andre af lignende art – har gjort ham til et legitimt (altså sharia-legitimt) bytte for muslimer, og derfor indskrænket hans frihed betragteligt.

Her gælder Jesu ord fra Matt 7,21: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje”. Og den vilje, nemlig at tale for menneskelighed, også om man fornærmer nogen, også om man udsætter sig for fare, den har han rettet sig efter.

Jamen, hvad med dåben, hvad med nadveren, hvad med tilknytningen til den officielle kirke?

Ak ja, om den kirke må man nok sige, at ”hvis saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen?” (Luk 14,34). Vi døber og døber, men glemmer, at dåben er en dåb til Jesu død, ikke blot i den paulinske forstand, at det gamle menneske skal dø, men også i den forstand, hvormed Jesus bruger ordet, når han siger: ”Men en dåb skal jeg døbes med, og hvor det knuger mig, indtil den er fuldendt” (Luk 12,50), så dåben altså bliver et tegn på, at der venter også os en opstandelse, om vi følger Jesus ind i martyrdøden.

Og vi går til alters søndag efter søndag uden at tænke på, at brødet og vinen tænkes at give også os kraft til at holde ud, når vi må lide for sandhedens skyld.

Kaj Munk sagde i den næstsidste prædiken, han holdt, nytårsdag den 1-1 1944:

I gamle Dage sagde man, at naar Husmanden pløjede om Søndagen med de Heste, han havde laant fra Gaarden, da lukkede Gud det ene Øje. Nuvel, der kan være en fattig Sjæl, der har Kone og Børn og ingen Steder i denne Tigertid at tage Brødet til dem fra. Maaske Gud da er barmhjertig og lukker det ene Øje. Og det sker jo ogsaa, de møder op og trykker os Pistol for Tinding eller Bryst eller Mave. Vi ved godt, at Jesus og hans tapre Apostle lod sig ikke forskrække af sligt. De gik i Døden hellere end at lade sig skræmme til at gøre, hvad der stred mod deres Samvittighed. Det kunde vi ogsaa. Men vi er Smaafolk. Og maaske bør vi ogsaa der haabe paa, at Gud sætter Kikkerten for det blinde Øje. (Se her).

Han vidste ikke, om han eller andre af lignende svaghed ville kunne holde ud. Men han undlod ikke af den grund at tale om martyriet, han havde det dog som et kristent ideal, at man ikke skulle tale imod sin samvittighed.

Det ideal viser sig i vore dage ikke for os i form af en døbt og kirkevant kristen biskop eller læg, der vover at lægge sig ud med islam, men i form af en tidligere muslim, der vover at tale umenneskeligheden i islam imod. Skulle vi da ikke som gode kristne berømme ham og hans handlemåde?

Jeg formoder, at det er af strategiske grunde, at Hamel Abdel Samar undlader at komme ind på, om han er muslim eller ej. Som svar på et spørgsmål i slutningen af ovennævnte video siger han, at han ikke selv har behov for at bede, men at han vil mene, at der i koranen, selv efter hans bortfiltrering af voldsopfordringer og shariaregler, er nok smukke og fromme ord tilbage til, at en muslim vil kunne tage det til sig.

På hans vegne glæder det mig, at han ikke længer følger de muslimske skikke. For de viser os en fromhed, der tror, hvad enten den forstår eller ej. Den undlader at spise svinekød; det skal ikke forstås, blot adlydes. Den beder på en bestemt i forvejen beskrevet måde; hvorfor det er sådan, tænkes man ikke at spørge om, man skal blot gøre det. Og man skal ikke spørge, hvorfor fasten i ramadanen skal vare fra det er lyst, til det bliver mørkt. Man skal blot adlyde.

Den fromhed låser ikke blot de menneskelige handlinger fast, den låser også de menneskelige tanker, den naturlige nysgerrighed, de spørgsmål, ethvert barn vil stille, fast. Alt sådant bliver haram: utilladeligt.

Og fordi Abdel Samar er sluppet ud af denne muslimske spændetrøje, vil jeg ikke kalde ham muslim, og fordi han, i modsætning til mange kristne, vover at gå imod det umenneskelige i denne religion, vil jeg kalde hans handlinger mere kristelige end mange kristnes fromhedsøvelser.

Jamen, vil man sige, handlingerne kalder du kristelige. Men er det ikke kristendommen, der netop hævder, at vi retfærdiggøres af tro, ikke af gerninger? Hvorfor bedømmer du så et mennesker efter hans handlinger?

Det gør jeg, fordi der er forskel på kristne troshandlinger og muslimske frygthandlinger.

Frygthandlingerne kender vi. Vi i kristenheden har ofte været forfulgt af dem. Angst for dommen, angst for Guds vrede, og måske mest: angst for, hvad ”de andre” vil sige, alt det har præget os alt for ofte. Ægte menneskelige handlinger, selvfølgelige handlinger, derimod, handlinger, der bare gøres ud af menneskeligt overskud, de findes også iblandt os, blandt kirkegængere og kirkefremmede, men dem overser vi tit, for de er jo netop selvfølgelige.

Og de kan jo altså forefindes hos mennesker, der so oder so er blevet hele mennesker, uden at de selv har tænkt på, hvordan det er gået til.

Og så til sidst – for at vende mig imod Hamid og ikke mod Hamed: De muslimske trossætninger hænger desværre sammen som ærtehalm. Trækker man én af dem ud, følger alle de andre med. Nægter man, at koranen er ”Guds aktuelle tale”, så er det kernepunktet i den muslimske tro, man nægter. Og vil man alligevel være muslim, vil man alligevel bede bønnerne og deltage i ramadanen, så bekræfter man med sine handlinger, hvad man med sine ord benægter. Og kan man så mere være et helt menneske?

Advertisement