De radikales begrænsninger

For et stykke tid siden tog jeg Morten Uhrskovs indvending imod Martin Krasnik op til behandling, se her. Krasnik antyder, at dele af nutidens tankegods er sammenligneligt med nazisternes. Her for nylig er Uhrskov på krigsstien igen, denne gang vendt mod endnu en artikel indeholdende nazisammenligningen, nu af Klaus Rothstein, også i Weekendavisen. Noget kunne tyde på, at Weekendavisen har besluttet, at der sådan cirka hver anden gang skal være en artikel af en kendt journalist, der med den pondus, som man mener omgiver en journalist, kan sammenligne debatten på det, man kalder højrefløjen, med de tanker, der lå bag nazismen.

Rothsteins artikel er ikke on-line, men uriasposten giver et ret fyldigt uddrag af den her. Og Uhrskovs artikel findes her.

Jo, jeg forstår godt, at Morten Uhrskov ryger op i det røde felt og fylder sin artikel med ukvemsord: Rothstein er hadefuld, han kommer med en bedrøvelig konklusion, han fremstår ynkværdig, osv. Jeg gider ikke overveje, om jeg vil give Uhrskov ret, jeg vil blot hellere bruge Rothsteins artikel til at vise, hvor begrænsede de radikale er i deres udsyn. Jeg tør ganske vist ikke sige, at Rothstein er radikal, men da han fremfører tanker, som de radikale ikke kunne have fremført bedre, vil jeg betragte ham som et udtryk for de radikales begrænsninger.

Det er nu først en begrænsning, at han ikke har andet end negative udtryk til at betegne det, han kalder højrefløjen. Ikke nok med, at det for ham er en bekymring, at højrefløjen vinder frem mange steder i Europa. Man burde nok kunne forvente noget andet af en journalist, der dog skal beskrive virkeligheden, førend han bedømmer eller fordømmer den. Men ikke hos Rothstein. Nej, han skal også absolut have sine modstandere betegnet med højst nedgørende bemærkninger. Uden kildeangivelser, naturligvis, og i en sprogbrug, der propper alle højreorienterede sammen i den samme balje.

Sin bekymring udtrykker han således:

Jeg frygter, at de europæiske samfund bliver mere og mere labile for folkestemninger, og at det vil bringe populister, nationalister og ekstremister til magten.

At man er labil overfor folkestemninger, det er nok det, han forstår ved populisme. Men ok, nej, det er ikke almindelige højrefløjspartier, han er ude efter:

Jeg taler ikke om ganske almindelige højreorienterede partier, der ønsker en stram udlændingepolitik, fred være med dem, jeg taler om partier og bevægelser, der dybest set ikke ønsker at videreføre de grundfæstede demokratier med retssikkerhed, minoritetsbeskyttelse, mangfoldighed og menneskerettigheder.

Læg mærke til udtrykket ”dybest set”. Det betyder: Den dybtgående analyse, der fremkommer, når man – altså den gode Klaus Rothstein – analyserer dem nøjere og finder frem til, hvor de virkelig vil hen, i modsætning til det sted, de siger, de vil hen. Lidt senere hedder det:

I vores angst for, at Europa skulle falde i hænderne på muslimerne, ser vi ikke, hvor grundigt nationalisterne, antisemitterne og xenofoberne griber ud efter det, og hvor magtfulde de er.

Nu er der oprettet et ”vi”, der ikke ser faren, men heldigvis for dette ”vi” ser Rothstein den; han, men ikke ”vi” andre, ser, hvordan nationalister, antisemitter og fremmedfjendske griber ud efter Europa.

Antisemitter”? Hvor ser han dem henne? Ja, han ser dem altså blandt disse højreorienterede partier i den balje, han har opstillet. Og lad os da bare sige, at der i denne balje kan være en halv procent antisemitter eller deromkring. Men hvad betyder det imod den antisemitisme, der findes blandt de indvandrede muslimer? Det er jo ikke de højreorienteredes skyld, at jøder flytter ud af Frankrig, det skyldes muslimernes forfølgelse. Og hvorfor er han ikke bekymret for deres antisemitisme? Det er lidt af en gåde. Som dog ikke er så svær at løse. Nej, for Rothstein tilhører så åbenlyst det samfundslag, hvor den regel gælder, at muslimer ikke må kritiseres: Intet ondt om muslimer!

Og det hele bliver ikke klarere af følgende passus:

For nogle uger siden gik behjertede borgere på gaden i Helsingfors for at vise afsky over for en finsk nazist, der har begået dødsvold mod en demonstrant. Og se rundt i Europa: Gyldent Daggrys nynazistiske tæskehold i Grækenland, ultranationalistisk fremgang i Kroatien, nationalkonservativ antisemitisme mod både jøder og muslimer i østeuropæiske lande som Ungarn og Polen. Front Nationals gamle antiislamisme i Frankrig, UKIPs britiske isolationisme og de senere års fremgang for islam- og indvandringskritiske partier som Fremskrittspartiet i Norge, De Sande Finner i Finland, Frihedspartiet i Østrig, Folkepartiet i Schweiz, Pegida og Alternative für Deutschland i Tyskland osv.

Her får man et indtryk af Rothsteins agitationsmetode: Inden man får set sig om, har han fået rørt grundigt rundt i sin balje, så det nu ser ud, som om alle de højrefløjspartier, han nævner, er antisemitter, bare fordi de er imod muslimerne.

Men langt mere afslørende for hans begrænsede udsyn er følgende påstand:

Naturligvis er jeg helt bekendt med – og delvis utryg ved – de sociale samfundsforandringer, der kan følge med intensiv indvandring. Men så længe mennesker lever deres civile liv uden med vold og magt at pånøde andre deres tro og normer, skal der være plads til forskellighed.

Naturligvis er jeg helt bekendt med” — nej, kære Rothstein, der er du netop ikke. Var du det, ville du ikke kunne skrive, som du gør. Problemet, som du burde være bekendt med, men ikke vil se i øjnene, er jo, at alt for mange muslimer netop ikke ”lever deres civile liv uden med vold og magt at ville pånøde andre deres tro og normer”. Ser du ikke de mange no-go-zoner rundt om i landet? Har du ikke hørt om ”unge”, der hindrer brandbiler og ambulancer i at komme ind i ”deres” områder? Er du ikke bekendt med, at politiet mange steder skal hente store forstærkning for at kunne trænge ind i ghettoerne?

Eller er du – men det kan da ikke passe – af den overbevisning, at vi bare skal lade de muslimske ghettoer have deres egen retsorden, så de kan leve dèr efter deres egen sharia, ganske som de selv vil? Er det det, du mener med ”plads til forskellighed”? Vil du lade alle de muslimske kvinder, der vil frigøre sig fra islams snærende bånd i stikken? Nej, vel. Men hvorfor så lukke øjnene for den virkelighed, der desværre er alt for tydelig.

Indskrænketheden understreges med følgende passus:

For nylig så jeg i Brooklyn nogle ortodokse jødedrenge med kronragede pander og lange bedekrøller sammen med deres mødre, der skjulte håret under parykker. Både drengebørnene og kvinderne i Brooklyn bar alle tegn på ufrihed og manglende indflydelse på eget liv. Hvis det var den slags religiøse, vi havde mange af, ville det så være dem, den folkelige mening slog ned på? Er det hip som hap, om det er jøder eller muslimer, vi ikke kan lide, og at det ”bare” er et historisk tilfælde, at det er muslimerne, der udgør kontrasten til flertallet? Her i landet har vi kun en håndfuld af den slags ortodokse. Hvis der var flere, ville de så tage pladsen som de aparte, der skal kanøfles?

Her prøver Rothstein at anvende en omvendt ”jødetest”. Man plejer fra radikal side at sige til dem, der kommer med anklager mod muslimerne, at de skal prøve at skrive ”jøde” i stedet for ”muslim”, så véd man, siger disse radikale, hvor man er henne, så er man nemlig tilbage i trediverne. Rothstein bruger denne ”jødetest” omvendt. Han aftegner et billede af nogle højst besynderlige ortodokse jøder og spørger, om det, hvis der var lige så mange af dem, som der er muslimer, ville være dem, der skulle kanøfles.

Dette viser, at Rothstein ikke har forstået problemerne med muslimer, eller rettere: at han pure fornægter dem, ikke vil se dem. Det er jo ikke det, at muslimerne opfører sig anderledes, ser anderledes ud, ikke vil acceptere vore hilseformer, osv., vi har noget imod. Ok, nej, alt det hører til i småtingsafdelingen, det kunne vi såmænd godt finde ud af at leve med. Nej, det er deres voldsanvendelse: stenkastning, forfølgelse og vold imod deres egne, umotiverede angreb på fuldstændig uskyldige mennesker, det er det, der ikke er til at have med at gøre. Og det er det, Rothstein ikke på nogen måde tager stilling til. Dèr ligger hans begrænsning.

Rothstein vil tale om truslen indefra. Og det lykkes ham at finde en enkelt finsk nazist, som har opført sig som en nazist. Men alle de terrorister, som vore muslimske landsmænd er leveringsdygtige i, omtaler han ikke. Han er bekymret for volden fra højre. Og sandt nok, der har været nogle uacceptable afbrændinger af asylcentre i både Sverige og Tyskland. Men alt det, muslimerne er skyld i, deres voldsudøvelse mod først og fremmest jøder, deres afbrændinger af containere tilbage i 2009, deres stenkast mod offentlige repræsentanter, det lader han upåtalt. For man må jo endelig ikke tale ondt om muslimer, tænk på, hvor meget man derved kan skade integrationen.

Denne uudtalte forholdsregel: at man ikke må tale ondt om muslimer, som synes at have bemægtiget sig store dele af journaliststanden – den være så radikal eller venstreorienteret – er det også, der forhindrer ham i at finde det ret selvindlysende svar på det spørgsmål, han stiller: ”Er det hip som hap, om det er jøder eller muslimer, vi ikke kan lide?”

Det var i sin tid jøder, der blev hjulpet til Sverige. Og ingen tvivl om det, jøderne var vokset sammen med os danskere, så vi følte det som et anslag mod os, hvis der skete dem noget. De kunne være så meget jøder, de være ville, men de var vores jøder, dem skulle tyskerne ikke volde ondt.

Og det er da indlysende, når den tids jøder i den grad kunne vokse ind i det danske folk, skyldtes det – nå ja, så siger vi det: antallet, at der trods alt kun var cirka 8000 jøder her i landet – men jo da først og fremmest, at jøderne gjorde, hvad de kunne, for at fremstå som andre danskere, ikke gjorde sig ud til bens, ikke krævede særbehandling.

Det samme kan man ikke just sige om vore dages muslimer. Man må snarere sige det modsatte: de kræver hensyntagen, de vil have os til at rette ind efter deres religiøse skikke, og oven i det kommer jo så volden. Der er sandelig ikke noget at sige til, at vi i sin tid følte, at jøderne var en del af os, mens vi i vore dage føler, at muslimerne er et fremmedelement: jøderne opførte sig som danskere, muslimerne vil ikke opføre sig som danskere.

Der er ikke tale om, at vi hader muslimer. Der er derimod tale om, at vi ønsker dem alt godt, også, at de kan være med i kredsen af danskere, men at de bliver ved med at betragte os som urene, som mennesker, de ikke skal have alt for meget samkvem med.

Artiklen i Weekendavisen afslører Klaus Rothsteins begrænsning. Det er sørgeligt at måtte sige det, men jeg kan ikke se rettere, end at Eva Selsing har ret i sin beskrivelse af vor tids ”automathadere”, og at Rothstein kommer med i flokken af sådanne mærkelige mennesker, se hendes blog her.

Hun skildrer først en kvinde ”K”, som hører til i den ene ende af spektret af automathadere:

I den ene ende af spektret – der befinder K sig formentlig – er der ikke tale om ideologisk modstand. Jeg tror ikke engang, hun er klar over, hvad en ideologi er. Der er bare et flux af indtryk og en overordnet idé om, at »man« skal synes, at højrefløjen er frygtelig, for ellers er »man« en slags ekstremist. Og er der noget, K frygter, så er det at være uden for hovedsporet. Denne afstandtagen bunder ikke dybt, den udgår primært fra et ønske om at hæve sig op i det sociale hierarki ved at mime det, vedkommende tænker er den kulturelle overklasses holdninger.

Så kommer skildringen af de mere sofistikerede automathadere:

I den anden ende af spektret har vi det ideologiske segment. Det er ofte lidt bedre uddannet, og endnu oftere tilhørende den kulturklasse, K og kompagni ser op til. Akademiker, kunstner, millenniumjournalist, eller måske humanistisk PR-type.

Også her handler det (kun) om identitet, men med prætentionen om en politisk bevidsthed som bagtæppe. Her har vi også et »man«, og den psykosociale arkitektur er den samme som ovenfor: Mishagsytringerne er rituelle talehandlinger, der skal cementere tilhørsforhold til den subkulturelle sekt, man henter sin identitet i. Konformitet, ureflekteret normfølge, uegentlighed.

Jo, det er sandt, man mærker også i Rothsteins artikel, at ”mishagsytringerne er rituelle talehandlinger, der skal cementere tilhørsforhold”. Men man mærker desværre også en ulyst ved visse kendsgerninger, man mærker også en automatreaktion, indsat i hovedet på ham, som får ham til at lukke øjnene for alt det, der viser vore muslimske landsmænd som problembørn og -voksne.

Den slags automathadere har vi mange af rundt om på redaktionerne. Og man kan naturligvis håbe, at Eva Selsing har ret i den formodning, hun giver udtryk for: at ”racisme-kortet er en tabermarkør”, at altså det vil blive mindre og mindre come il faut at trække dette kort.

Men sikkert er det nu langtfra.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s