Nazikortet igen

Det bliver forhåbentlig ikke en vane, men nu er der igen én, der drager nazikortet. Denne gang er det den svenske kulturchef på Aftonbladet, Åsa Linderborg, der i en til dansk oversat artikel i Information, se her, delagtiggør os i sine iagttagelser efter at have læst Hitlers Mein Kampf fra ende til anden.

Hvad det hele skal ende med, ses allerede af overskriften:

Achtung – hvor det minder om vores egen tid

Og hvad – vi er jo efterhånden vant til, at enhver med lidt retorisk snilde kan få næsten hvad som helst ud af hvad som helst. Men har vi ikke også efterhånden lært, at man ved et sådant forehavende især skal kikke grundigt efter, hvad der ikke siges? Det er ikke mindst dèr, det prekære afslører sig.

Og lad mig allerede her i begyndelsen fremdrage et citat, der viser en Hitler, som Åsa Linderborg overhovedet ikke beskæftiger sig med, ja, ikke kan beskæftige sig med, hvis hun vil sammenligne noget vedkommende fra Hitlers bog med vore dage.

Hitler blev født i Braunau ved Inn. Og i den første bogs første kapitels første side fundérer han lidt over det skæbnens lykketræf, der lod han fødes netop dèr, tæt ved grænsen til Tyskland:

Østrig maa atter tilbage til det store tyske Moderland, ikke af Aarsager, der bunder i økonomiske Overvejelse. Nej, nej: Selvom denne Sammenslutning, økonomisk set, var ligegyldig, ja, selv hvis den var skadelig, burde den dog gennemføres. Fælles Blod hører hjemme i eet Rige. Det tyske Folk har ingen Ret til kolonialpolitisk Virksomhed, saalænge det ikke engang formaar at samle sine egne Sønner i en fælles Stat. Først naar Rigets Grænser rummer alle Tyskere, og der ikke kan bydes dem Sikkerhed for at mættes, opstaar der af Nøden i eget Land en moralsk Ret til at erhverve fremmed Jord. Den Plov, som skaffer denne, er Sværdet, og af Krigens Taarer gror det daglige Brød for Efterkommerne.

Mein Kampf findes i forskellige udgaver på nettet. Jeg har fundet en tysk udgave her. Den er i pdf-format og man skal klikker sig frem til side 32 for at finde dette citat. Oversættelsen her er fra en dansk udgave fra 1934.

Tillad mig at fremkomme med en lidt mere ordret oversættelse af sætningen ”Først når rigets grænser rummer alle tyskere”! Mere ordret må det hedde: ”Først når rigets grænser omslutter selv den sidste tysker”. Når det er nødvendigt med denne rettelse, skyldes det, at netop denne sætning rummer den rette forståelse af det, der siden blev et slagsord for Hitler. Om tyskere uden for Tysklands grænser hævdede han, at de skulle ”heim ins Reich”. Og holder man den første oversættelse sammen med dette slogan, kunne man tro, at meningen var den, at de udenrigske tyskere skulle flytte ind i Tyskland. Men både virkeligheden og den mere ordrette oversættelse viser noget andet: meningen er, at rigets grænser skal udvides, så også disse tyskere kommer til at bo i Tyskland, selv om de bliver boende, hvor de altid har boet.

Det var tilfældet med sudetertyskerne, de tyskere, der boede i Tjekkiets randområder ind mod Tyskland. Når Hitler i 1938 samlede tropper ved grænsen til Tjekkiet, var det ikke for at få tyskerne på den anden side af grænsen til at flytte til Tyskland, det var for at få Tysklands grænser flyttet om på den anden side af disse tyskeres bopæl. Og ak, netop det skete ved forliget mellem de to vestmagter, Frankrig og Storbritanien, og Tyskland i München i september 1938.

Altså: Hitler bekendtgør her, at han ikke blot agter at lade Østrig blive en del af Stortyskland, også Sudeterlandet og andre tyske enklaver har han sat næsen op efter.

Men mere end det, langt mere end det: Han hævder også, at når det tyske riges grænser er nået ud omkring alle tyskere, så er tiden inde til at kolonisere eller direkte erobre nye landområder, så det tyske folk vil kunne ernære sig selv. Ja, ikke blot er tiden inde, dette, at alle tyskere er kommet ”heim ins Reich”, giver dem en moralsk ret til at erhverve fremmed jord.

Moralsk ret? Hvordan dog det?

Ja, dette citat fra de første sider i Mein Kampf viser, at Hitler var socialdarwinist. Han var af den opfattelse, at ligesom der finder en uafladelig kamp om overlevelse sted mellem dyrearterne, sådan finder der også en uafladelig kamp sted mellem folkeslagene. Og, mener han, det er ikke blot ethvert folks naturlige bestræbelse at søge at sikre sig jord nok til overlevelse, det er ligefrem dets naturgivne pligt som folk at kæmpe for at kunne bestemme over nok jord til dette formål. Her taler han altså ligefrem om en moralsk ret. En for os at se noget mærkelig tankegang.

Men mærkelig eller ej, den er værd at lægge mærke til. Man kan måske undre sig over, at indlemmelsen af Østrig i det tyske rige allerede er forudsagt her, men dette med den moralske ret til at erobre nyt land viser jo, at allerede felttoget mod Sovjetunionen i juni 1941 blev forudsagt med disse ord. Dette stemmer godt overens med de tanker, Hitler fremførte for hærens generalstab i 1937, hvor han gav udtryk for, at angrebet på Sovjetunionen var en uomgængelig nødvendighed, og at det skulle finde sted, inden han selv blev for gammel. Det uomgængelige ligger netop i den socialdarwinistiske overbevisning.

Ligeledes kommer denne overbevisning til udtryk i Hitlers sidste leveuger. Her, hvor han måtte se Tysklands nederlag i øjnene, gav han ordre til, at alt skulle ødelægges, også det, tyskerne skulle bruge for at kunne overleve nederlaget. Tanken hos Hitler var den, at tyskerne netop ikke skulle overleve. De havde ikke fortjent det. Den store kamp om folkets overlevelse var, som han så på det, tabt.

Det vil sige: stedet her viser altså, at socialdarwinismen og de tanker, der følger deraf, synes at foreligge for Hitler på et meget tidligt tidspunkt. Dette er jo skrevet i 1924.

Denne socialdarwinisme synes Åsa Linderborg ikke at have blik for. Derved bliver hendes fremstilling skæv. Til gengæld bliver det lettere for hende at drage paralleller til vor tid. Blot bliver det jo så falske paralleller. Hun skriver f.eks. om jøder og marxister:

På ét niveau behøver man ikke at læse Mein Kampf for at vide, hvad den handler om. Hitler er besat af jøderne og marxisterne, og de flyder sammen til én og samme smitte. Det er dem, som styrer pressen, universiteterne, kulturinstitutionerne, storfinansen, det moralske forfald, Rusland, arbejderbevægelsen … ’Jødebolsjevismen’ var et begreb hos Vestens borgerskab – historisk er antisemitismen og antikommunismen gået hånd i hånd – men her er den ekstrem i sit udtryk.

Og alt dette er jo sandt nok. Hitler havde virkelig et horn i siden på både marxister og jøder. Men hornet er ikke ideologisk begrundet, sådan set heller ikke begrundet i racelæren, det er begrundet i socialdarwinismen. Det må man have blik for, ellers fatter man ikke det virkelig farlige i nazismen. For det var det, der gjorde den aggressiv.

Både i forholdet til Sovjetunionen og i forholdet til jøderne var Hitler ekstrem. Men han var også aggressiv. For han så det tyske folk viklet ind i en decideret overlevelseskamp imod begge disse andre folk. Mod jøderne, fordi de efter hans mening var en hindring for det sunde, tyske folks opblomstren til virkelig dåd, mod russerne, fordi det tyske folk havde lidt hungersnød under blokaden i Første Verdenskrig, derfor måtte det nu bruge sin ”moralske ret” til at skaffe sig tilstrækkelig med landbrugsjord til at kunne ernære sig selv.

Og denne ekstremisme gav sig udslag i handlinger, der ikke siden er blevet overgået i afskyelighed.

Jeg har tidligere berørt Hitlers Mein Kampf, se her, og de to steder, jeg dèr citerer, er også tydelige beviser på Hitlers socialdarwinisme. Endda taler han dèr ikke blot om kampen for jord som en moralsk ret, men om den som et påbud fra Gud. (Det første sted findes på side 773 i ovennævnte link, det sidste på side 777).

Men altså, der er noget i referatet af Mein Kampf, der ikke gøres opmærksom på af Linderborg, nemlig den socialdarwinisme, som giver alle de andre tanker i bogen deres aggressive præg. Det var ud fra denne ideologi, Hitler handlede, det var ud fra den, han søgte at skabe Lebensraum mod øst, det var derudfra, han gennemførte jødeudryddelsen. At udelade den del af bogen, er et tegn på, at vi ikke har med et oplysningsprojekt at gøre, som skal fortælle os, hvad Hitler har ment og tænkt, men med et stykke propaganda at gøre, som skal understøtte Linderborgs anskuelser.

Det samme viser sig i Linderborgs ”analyse” af nutidens foreteelser. Også her udelader hun det mest væsentlige, det, der kan forklare alt det andet.

Hun har skildret Hitlers oplevelser af klassekampen i Wien, hun har skildret forsøgene på at uskadeliggøre nazisterne og spørger så: ”Lyder det som noget vi kender?” Og så følger en kort analyse af tilstandene i dagens Europa. Men igen mangler det væsentligste. Hun skriver:

Trump er ikke fascist. Jimmie Åkesson, Sverigesdemokraternes partileder, har været det, men hans vælgere er det så afgjort ikke. Partiets politik er en blanding af neoliberal økonomi og nykonservative værdier. Ganske vist har de aggressive ’løsninger’ på både indbildte og reelle problemer, og fjendebilledet er ’de fremmede’, men de griber ikke til folkemord eller diktatur.

Marine Le Pen er måske den, som bedst har forstået Hitlers analyse af arbejderklassen, nemlig at integrere den, således at den frafalder enhver tanke om klassekamp og i stedet favner en grænseløs nationalisme. Hvis folk skal blive nationalister – et hensyn, som alt andet må underordnes – kræves det, at de får sundere forhold, var Hitlers maksime.

Højrepopulismen er et broget fænomen, men vælgerstøtten til den er under alle omstændigheder et udtryk for den sociale utilfredshed og magtesløshed, som også polariserede Europa i Mellemkrigstiden.

Vælgerstøtten til det, der her kaldes højrepopulismen, er udtryk for social utilfredshed og magtesløshed, siger hun. Og kun på den måde får hun sin ligning til at gå op: vore dages fjendebillede af ‘de fremmede’ svarer til den tids jødehad, og vore dages utilfredshed og magtesløshed svarer til den tids utilfredshed og magtesløshed. Voila! Det stemmer.

Vel gør det ej! Der er tale om ren demagogi. Det hele bliver lagt til rette, så vi skal tro, at det går op. Men det gør det ikke.

Hvor er der i trediverne et fænomen, der bare nogenlunde svarer til vore dages invasion af fremmede? Hvilket træk i tredivernes historie er det, der kan sammenlignes med den tilstrømning af muslimer, der finder sted i vore lande? Svaret er, som man nok véd, at et sådant træk ikke findes. Den tids racisme kom fra oven og vendte sig imod en del af det tyske folk, som for almindelige øjne ikke var til at skelne fra alle de andre tyskere. Var Hitler ikke kommet til magten, ville jøderne have kunnet leve i fred med de andre tyskere til den dag i dag. Mens det, folk vender sig imod i vore dage, er en forandring i de nære omgivelser. Den tryghed, som tidligere rådede dèr, er forsvundet. Og det reagerer folk imod.

Vælgerstøtten til højrepartierne er udtryk for magtesløshed, skriver Linderborg. Ja, utvivlsomt. Men hun negligerer fuldstændigt, at magtesløsheden skyldes, at man føler sig svigtet og bedraget af både den politiske elite og medierne, og altså bedraget med hensyn til den store indvandring. Og blandt mediebedragerne kan Linderborg godt indregne sig selv.

Tydeligst kom det frem efter begivenhederne i Køln nytårsaften, hvor en masse kvinder blev seksuelt chikaneret. Det, folk reagerede på, var naturligvis det faktum, at de ‘stakkels’ mennesker, tyskerne i deres godhed havde ladet komme ind i landet, aldeles ikke opførte sig som stakler, man kunne vise medlidenhed overfor, men som frække, sex-krævende mænd, men det var så sandelig i mindst lige så høj grad mediernes og politikernes forsøg på at neddysse alle sagerne. Man følte sig både svigtet af politikerne, fordi de ikke tog ens problemer alvorligt, og svigtet af medierne, fordi de søgte at feje problemerne ind under gulvtæppet.

Og når så en mediefigur som Åsa Linderborg selv her, hvor det dog skulle stå klart, hvad der får folk til at søge mod højrepartierne, i Tyskland f.eks. Alternative für Deutschland, stadigvæk søger at lade som ingenting, stadigvæk søger at forklare højredrejningen med alt andet end den katastrofalt store indvandring, så kan hendes artikel ikke betegnes som andet end et stykke demagogi.

Linderborg slutter med følgende svada:

Vore dages læsere kan trøste sig med, at vi ved, at nazismen var skæbnebestemt til at lide nederlag. De lande, som satsede på sociale reformer som Sverige og den tids USA gik i en helt anden retning.

Heller ikke den doktrinære markedsliberalisme er en nødvendighed. Den, som tror det, risikerer at begå den samme historiske fejl, som mellemkrigstidens borgerskab.

Ansvaret for fremtiden hviler tungt på Socialdemokraterne, men også på de borgerlige. Det eneste, som kan stoppe højrepopulismen og højreekstremismen, er en politik, som modvirker den sociale ulighed. Skal det virkelig være så vanskeligt at indse dette, når vi sidder med historiens facit i vores hænder?

Historiens facit! Hvad mener hun med det? Mener hun den ‘analyse’, hun her har givet af forholdene? I så fald er hun mere selvsikker, end jeg havde troet mulig. Men også hendes bemærkning om, at nazismen var skæbnebestemt til at lide nederlag, tyder på, at hun mener, at hun, netop hun af alle samtidige, har gennemskuet historiens måde at forløbe på.

Men hvad hun end mener, og hvor mange i Sverige der end mener, at hun har ret i sine analyser, hun har ikke ret, analyserne er forkerte, det eneste, der kan stoppe højrepopulismen og højreekstremismen – for nu at bruge hendes betegnelser – er et stop for al muslimsk indvandring. En indvandring, man ikke havde i trediverne, alene af den grund er enhver sammenligning med den tid forkert.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s